Læsetid: 10 min.

Lorteso

Føljeton af Susanne Staun. Fjerde del
Føljeton af Susanne Staun. Fjerde del

Johanne Sorgenfri/iBureauet

Moderne Tider
23. juli 2016

Der tomt i salen. Kun noget serveringspersonale er gået i gang med at rydde tallerkener. Robes P snurrer rundt og forsvinder. Jeg ved ikke, hvordan han gør, men pludselig er han væk. Som han skal være.

Jeg hanker op i mit fedtede hår og min grimme taske og trasker efter indholdet af bussen, der nu klatrer op ad den smukke, brede trappe til de mange, mystiske rum ovenfor. De puster og stønner og hiver efter vejret.

Jeg gør min pligt, selv om jeg ikke længere har noget at gøre her. Jeg kunne faktisk smutte. Men det gør jeg ikke. Jeg er diskret. Jeg er tapetet. Jeg er tæppet, de går på. Jeg følger efter uden at høre efter.

Et smukt rum her, et smukt rum dér og såmænd også et lille musealt lokale, hvor gulvet i den ene ende er godt lakket til. Af bræk og øl og vin og sprut. Kummerformerne peger på plamagerne og fortæller stolt om deres vilde fester, hvor dén plamage kom fra, og den dér, den husker de også.

Ahhhh, al denne intense druk, den megen bræk (de bruger et andet ord, en omskrivning), og jeg tænker på, hvad der egentlig skete med alle de åndelige værdier, dette store moralske vingefang, der gennem stort slid opnås på dette sted for rettroende kristne, gode mennesker, der kun har ét brændende ønske: at blive endnu mere gode.

Vi går videre ned ad lange gange; jeg keder mig. Indimellem får jeg et oplivende glimt af Robes P, der forsvinder ind på et værelse, hvor han ikke må være, eller rundt om et hjørne og nedad en gang, han ikke må betræde. Han er som en balletdanser, en Pimpernel, en gammel sjæl. Han kommer til syne i et splitsekund. Og så er han væk.

Gammel sjæl mig her og der! Det skulle være godt, siger de folk, der har deres daglige gang på astralplanet. Jo ældre, jo mere godhed, belært af tidligere inkarnationer. Folk var ondere, grusommere og generelt mere syge i potten, jo længere tilbage i historien vi kigger, lyder visdommen fra astralplanet.

Nej. Vi har bare lært at økonomisere med ondskaben, klæde den pænt på og sende den i byen med et smil.

»Vi har brug for en større båd,« siger jeg til Robes P, da han diskret slutter sig til mig, den ensomme bagtrop, på vej ned ad trappen. Han kigger skælmsk på mig.

»Jeg har helt tjek på det.«

Det vil vise sig.

~

Metromand. Så ung. Så såkaldt single. Det er let at se. Jeg vil vædde rigtige penge på, at han endnu ikke har formeret sig.

Hans bælte skinner som et våben. Han tager et stykke chokolade op af lommen på den sorte jeansjakke. Det er mørk chokolade, indpakket, et stykke, der har ligget i en gaveæske, Marabou Premium 70%, så vidt jeg kan se på to sæders afstand. Han klæder uendelig langsomt sit chokoladestykke af, og hunden opfanger lugten.

~

Det er lugten, der får mig til at sky hospitaler, men det er et sted, vi tit kommer, så jeg må tage lugten med. Vi er mange af os her, i dette tilfælde en portør; gamle Jonas i krematoriet, der har oplært mig; jordemoderen, to læger og et antal sygeplejersker.

Lugten af menneskelig udskillelse på fødegangen er massiv. Et herretoilet er ramt og besk. Et kvindetoilet er sødligt og kvalmende. Portpissernes koncentrerede yndlingssteder giver mig mod på langstrakte aflivninger. Således også fødeafdelinger.

Sygeplejerskeuniformen er ganske flatterende, og det er langt fra første gang, at jeg er klædt på til ukendelighed med navneskilt, beeper og mundbindet, som jeg har dyppet i Femme, siddende stramt omkring næse og mund.

De fleste ville tage det af, det ville være det mest upåfaldende, men jeg kan ikke bære denne her lugt af industridesinfektion og friskt og gammelt blod, og hvad der end kommer ud af menneskers huller en almindelig onsdag, så sådan må det være.

Jeg har fået at vide, at hun lige er kommet ind og kun har udvidet sig syv centimeter, og dét shit ved jeg ikke en pind om, så jeg følger bare lyden af de dyriske, langtrukne brøl og ser snart en grotesk udspilet kvinde stå bøjet over sig selv med hænderne på væggen.

En professionel kvinde i hvidt prøver at styre hendes vejrtrækning med en meget beroligende stemme, der helt sikkert kunne få mig til at sove, hvis det stod helt galt til, og der ikke var nogen piller i nærheden.

Da den udspilede kvinde retter sig op, ser jeg, at hendes ansigt er marmoreret af gule, røde og blå mærker. Jeg sætter mig på nærmeste bænk og lader som om, jeg ikke betragter hende indgående. Jeg har set mange forslåede kvinder, men her i det hjerteløse neonlys får jeg et lille chok over, hvor slemt lakket til hun er. Næsen er skæv, nej, for satan, hele ansigtet er skævt.

Jeg kigger nu på hendes bare arme, der er dækket af blå mærker og ar. Nogle af dem er lange og fortykkede og ligner noget, der er skåret med en kniv. Andre kan jeg ikke identificere på denne afstand, som jeg udmåler til små tre meter. Hun bøjer sig igen og skriger og bander, og en båtnakke må have åbnet dørene for den mand, der nu kommer løbende og råber ad hende.

»Hvorfor skred du bare! Jeg ventede i bilen, din lorteso.«

Hans lugt overdøver stanken af blod og sygdom og bliver stærkere jo tættere, han kommer os. Helt, helt sort. Føj for satan. Jeg tager min lille flakon frem og sprayer mundbindet, så det trækker tårer.

Jeg rejser mig og går ned til dørene for at låse dem og sætte skiltet op, der dirigerer trængende gravide til en anden indgang. Kan jo ikke have folk rendende, når jeg er på arbejde. Bag mig skriger hun smerten ud og får plads til at bande ham langt væk indimellem og komme med sin ydmyge bøn: Gå! Vil du ikke nok bare gå. Han bliver stående og råber, at hun er lorteso og en luder.

Jeg går roligt tilbage, og nu blander smertelydene sig med ord som svin og hele sætninger: Få ham væk. Få ham for fuck væk, og lad mig få mit barn i fred. Han går hen til hende og tjatter til hende, små svirp på de ødelagte arme:

»Dit barn, hva’. Det er kraftedeme noget, du tror. Vi har love i det her land, ing«

Veen klinger af, og hun rejser sig op i sin fulde højde og hiver efter vejret. »Få ham væk,« siger hun til den uniformerede kvinde, men knap har hun sagt det, før en ny ve ruller ind over hende og pakker hende sammen, og den uniformerede rækker en afværgende arm ud mod manden. Han råber hende ind i ansigtet: »Bland dig udenom, din fede so.«

Det er ikke til at se det på ham. Han ligner hverken bundskrab eller Wall Street. Han er grå og undseelig og har kun lidt mavefedt på den dovne måde.

Jeg har aldrig før hørt en kvinde skrige sådan, men jeg har jo heller aldrig hverken født børn eller fået tæsk. Det skræmmer selv mig. Det shit, der foregår i kvindens mave, er jeg ikke i tvivl om, gør ondt på en måde, jeg aldrig kommer til at fatte. Og den mand – jeg har aldrig set sådan en manifestation. Skal han virkelig være far?

Nu står han og danser ved siden af sin kone eller kæreste, eller hvad hun er, næsten som en bokser, der skal til at angribe. Den professionelt uniformerede begynder at trække af sted med kvinden over mod en fødestue, hvor jordemoderen, hende, der er vores, hende, der kontaktede mig, nu vinker dem ind.

Manden råber: »Jeg taler til dig for helvede!«

Han løber efter hende og rusker hende i armen. Jordemoderen træder imellem dem: »Det er bedst, du går nu.«

»Fandeme nej, det er også mit barn.«

»Din kone har brug for støtte, ikke for at blive råbt ad. Du skal gå.«

»Har du hørt, hvad lortesoen siger til mig, moster?« Han retter ryggen og prøver at tårne sig op over den myndige jordemoder, som nu, hvor hans kone vakler grædende hen mod briksen, lukker døren hårdt for næsen af ham. Bag den lukkede dør er kvindens vårflom af skrig stadig hørbare, og manden rusker i dørhåndtaget med en sådan kraft, at jeg ikke giver det lang levetid. Så giver han sig til at hamre på døren.

»Åbn den lortedør. Det er også mit barn. Jeg har fandeme rettigheder.«

~

Jeg er hypnotiseret af manden; og målløs. Det her stod ikke i min drejebog. Han rusker og banker og bander og råber. Nu kommer to sikkerhedsfyre, lyseblå skjorter, mørkeblå bukser og billed-ID, løbende og tager fat i ham.

Jeg hører ham rasende fortælle, at det er hans barn, der er ved at blive født derinde, af en lorteso, der prøver at ekskludere ham og nægte ham hans rettigheder. De prøver at berolige ham. Det er ikke hensigtsmæssigt, siger de, han skal lige slappe af, han skal lige sætte sig lidt, men han hører ikke noget og slår hårdt ud efter dem.

De tager fat i ham fra hver sin side, men nu kommer noget, der ligner en hospitalsdirektør, farende og med ham et stormangreb af stank på min næse. Manden råber til ham. »Hjælp! Det er også mit barn. Et barn har ret til to forældre.«

Om de lige vil være så venlige at slippe den mand, siger den fremadstormende hospitalsdirektør (eller hvad han er) myndigt og nidstirrer de to sikkerhedsfolk. Om de vil være så venlige i stedet at hjælpe den vordende far med hans lovfæstede rettigheder. De slipper den baskende mand, som igen begynder at ruske i døren.

Hospitalsdirektøren tager et nøglebundt op af lommen og låser døren til fødestuen op. Manden farer ind og slår løs på kvinden, kan jeg høre, for nu råber jordemoderen på sikkerhedsfolkene, hun råber HJÆLP, og hun råber, at hun kan se hovedet, og at de skal fjerne den mand, og hospitalsdirektøren (det må han være) siger, at hans hospital ikke skal forbryde sig mod FN’s Børnekonventions artikel 2.

Sikkerhedsfolkene stormer ind på stuen, mens jeg rykker tættere på hospitalsdirektøren. Sikkerhedsfolkene tager fat i manden fra hver sin side og trækker ham væk, og en af dem spørger undrende, hvad der står i artikel 2.

Hospitalsdirektøren skubber til dem og svarer, at den artikel sikrer barnet ligestilling og beskyttelse mod diskrimination. De to sikkerhedsfolk glor målløse på ham. Han stirrer bydende tilbage. Han kan fyre dem når som helst. Det kan sorte mænd altid. Fyre folk. Men han bliver ved:

»Ja, den og artikel 9: Barnet har ret til at opretholde kontakt til begge forældre.« Sikkerhedsfolkene slipper grebet om manden, der rasende genoptager angrebet på den fødende kvinde.

Jeg står nu og kigger på ham ved siden af sikkerhedsfolkene, og det giver et pludselig gib i ham. Han kan lugte mig. Han kan lugte, at jeg er en af de andre. Tværs gennem skyen af Femme, som skulle beskytte mig.

Inde fra stuen lyder et vræl, der må komme fra babyen, hvad ved jeg, og så kommer lyden af noget, der måske er en instrumentbakke, der vælter.

»Giv mig så for helvede det skide barn,« råber han, og jordemoderen kalder på sikkerhedsfolkene, og mens de styrter derind, skubber jeg hospitalsdirektøren rundt om et hjørne; det er let; han er overrasket; man skubber ikke til sorte mænd, men det gør jeg, hele vejen ind på toilettet, hvor kun mit mundbind forhindrer mig i at dø af lugten af blod og hans stank, og jeg sætter uden besvær min Vipertek i skridtet på ham, mens han låser begge hænder omkring min hals og trykker til. Han falder bagover og rammer kanten af en brusenichen, så blodet stråler fra kraniet.

Jeg styrter ind på stuen, hvor begge sikkerhedsfolk har problemer med at holde den hysterisk råbende mand, der vrider sig og hopper og prøver at nikke skaller med skulderen. Jordemoderen står med det nyfødte, skrigende barn viklet ind i et håndklæde og holder om det med det noget, der ligner otte arme, fæstninger, de må indtage for at komme i nærheden af det. Hun signalerer med øjnene, at jeg skal ondulere den mand. Mig og hvilken hær skal ondulere det kraftværk?

Den nybagte mor med det skæve, misfarvede ansigt ligger og hulker og kaster hovedet fra side til side, og hvis bare de forpulede sikkerhedsfolk kunne pacificere den ene mand.

Jeg sender en sms efter forstærkning og bakker ud og går ned mod udgangen for at lukke dem ind, men standser brat, da jeg ser de to uniformerede politimænd på den anden side af gaden. De er der ikke for at hjælpe en and over gaden; de er helt, helt sorte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her