Mens vi venter på slaget i alperne

Hvis man kan sige noget som helst godt om de tumultariske begivenheder, der indtraf på Mont Ventoux på Bastilledagen, hvor to af feltets største navne, Bauke Mollema og Chris Froome, kolliderede med en af kamera-motorcyklerne, så er det, at intet som helst i dette års Tour de France er afgjort – eller bare det mindste forudsigeligt.

Alt for ofte har vi oplevet, at tingene i toppen af klassementet for længst har været sat på plads, før vi er nået frem til den sidste uge – med den konsekvens, at de overdådige bjergetaper, som arrangørerne traditionelt retter an i løbets afsluttende fase, har været uden betydning for placeringen af den samlede sejr og udelukkende er blevet brugt til defensiv og kontrollerende kørsel af løbets førende rytter.

Sådan var det i stort set alle de syv mørke år fra 1999 til 2005, hvor touren blev styret med hård hånd af He-who-must-not-be-named; men også en rytter som spanske Miguel Indurain var kendt for sin evne til at nulstille favoritfeltet i de afsluttende bjerge.

Indurain vandt som bekendt aldrig selv en bjergetape i de fem år i træk, hvor han sejrede i touren, men hans evne til at følge med de bedste klatrere i højderne – koblet med hans enorme styrke på enkeltstarterne – gjorde ham i stand til at opbygge minutstore forspring og suge enhver spænding ud af løbet, lang tid før man nåede frem til de afsluttende bjerge.

De forgående Tour-sejre til den nuværende indehaver af den gule trøje, britiske Chris Froome, har på mange måder haft samme karakter.

Ved begge sine to tidligere sejre i 2013 og 2015 har Froome og hans Sky-hold arriveret til de sidste bjerge med et så stort forspring i bagagen, at det har virket svært at tro på, at den kenyansk-fødte brite for alvor skulle kunne udfordres.

Sådan er det som nævnt ikke i år. Froome har ganske vist fremtrådt som den klart stærkeste rytter indtil videre. Der har været en autoritet over hans aktioner, som man ikke har fundet hos konkurrenterne.

Og han var direkte uheldig med at skøjte ind i Mollema og motorcyklen på Mont Ventoux på et tidspunkt, hvor han efter alt at dømme var ved at sætte nogle af sine nærmeste rivaler på plads med et uimodståeligt ryk op af bjerget. (En sekvens, der dog gav os de surrealistiske og øjeblikkeligt historiske tv-billeder af manden i den gule trøje i luntetrav på vej op af bjergvejen på stive ben og i cykelsko.)

Men det er ikke lykkedes den forsvarende mester at skabe åbent vand mellem sig selv og sine nærmeste forfølgere. Der er stadig en lille håndfuld ryttere inden for en så tæt tidsmæssig margen i forhold til hinanden, at de alle sammen er i spil til pladsen på toppen af podiet i Paris.

Det gør årets Tour til en historisk åben affære. Og det betyder, at man pludselig skal at holde øje med flere aktører, når alpeslagene starter.

En af dem, der til alles (og måske også hans egen) overraskelse har kørt sig ind i spotlightet, er den blot 23-årige brite Adam Yates.

Stærkt mandskab i ryggen

Før starten på touren blev denne dygtige rytter fra det australske Orica-Bike Exchange-mandskab primært nævnt som topkandidat til at vinde den hvide ungdomstrøje; en kamp, han grundet sin unge alder deltager i.

Nu er det imidlertid den gule førertrøje, han kæmper med om. Og dén var der ikke rigtig nogen, der havde set komme. Ikke så meget, fordi der var tvivl om talentet, for det har egentlig været åbenlyst længe. Men fordi den unge Yates er meget… ja, ung. Han kører kun sit andet Tour de France, og man kan have sine tvivl om, hvorvidt han har styrke og stamina til at holde dampen oppe hele vejen til Paris.

Yates har tidligere leveret flotte resultater i kortere etapeløb som Critérium du Dauphiné, men han mangler stadig at demonstrere, at han kan sætte tre uger med flot cykelløb sammen, sådan som man skal for at vinde en af de såkaldte Grand Tours.

Samme problem har gjort sig gældende for en anden af de ryttere, der ligger rigtig godt til lige nu, nemlig hollandske Bauke Mollema, der er kaptajn på det amerikanske Trek-Segafredo hold.

Mollema blæste ind på scenen tilbage i 2013, hvor han lå på andenpladsen i den samlede stilling, indtil han nogle dage før afslutningen blev syg og dumpede ned i klassementet.

Siden har han leveret et par hæderlige Tour de France-præstationer, hvor han er sluttet som henholdsvis nummer ti og syv. Men han har ikke været i nærheden af den samlede sejr, og håbet om, at han skulle blive Hollands næste store etapeløbsstjerne, er efterhånden slukket.

Nu virker han dog til at være tilbage for fuld styrke. Hans store problem bliver, at han i praksis ikke har nogen hjælperyttere af kvalitet, når det begynder at gå opad. Bauke skal køre op i alperne alene!

Det kommer colombianske Nairo Quintana med garanti ikke til. Den colombianske klatrer er ankommet til Frankrig med et særdeles stærkt mandskab i ryggen; et hold, der tæller superkvalificerede hjælperyttere som Alejandro Valverde og Daniel Moreno.

Og selv om den lille colombianer har tabt lidt tid til Froome på de første par uger, virker han stadig som den mest realistiske førsteudfordrer til den britiske mester.

Sagen er nemlig, at Froome ikke har haft det samme held med at sætte den lille colombianer fuldstændig ud af spillet på de første bjerge, som han har haft ved sine tidligere triumfer.

Både i 2013 og i 2015 udnyttede Froome sin evne til lynhurtigt at omstille sig fra lavlandsridtet til højderne til at straffe Quintana med en serie tidlige angreb i bjergene; angreb, hvor han brugte sin særlige offensive stil med at accelerere i stadigt tilbagevendende ryk opad bjergvejene til at torturere den lille colombianer, indtil han ikke kunne følge med mere.

Forberedt sig på angreb

Denne gang har Quintana imidlertid lært sin lektie. Han har forberedt sig specifikt på at kunne modstå Froomes brutale angreb. Eller som colombianeren selv formulerede det før starten til Touren til AFP:

»Jeg har netop trænet på at kunne modstå disse stærke angreb fra Froome. Når han først angriber, så er det svært at følge med ham, som vi så på La Pierre Saint-Martin sidste år (hvor Froome tog mere end ét minut på Quintana, red.). Dér kunne jeg ikke følge med ham, men det kan jeg forhåbentlig i år.«

Og det har han i store træk kunnet. Froome har ganske vist haft overhånden i duellerne, men hans forspring er bestemt ikke uindhenteligt.

Dermed er den gameplan, som Froome har bygget sine tidligere triumfer på, slået i stykker. Og det gør det bare endnu mere spændende. For nu skal hele baduljen afgøres i løbets tredje og sidste fase. Og det giver en fordel til den lille colombianer, for hvis den sydamerikanske klatrer med det udtryksløse ansigt har en styrke i forhold til sin britiske rival, så er det netop på sejheden.

Hvor Froome har det med at gå en smule ned i kadence i løbets sidste uge, så har Movistar-mandskabets stjernerytter tidligere demonstreret den sjældne – men for potentielle Grand Tours-vindere så misundelsesværdige – evne til at blive stærkere og stærkere, jo længere løbet skrider frem.

Det er en evne, der har tilladt ham at angribe Froome i den sidste fase af løbet ved begge de tidligere lejligheder, hvor han er sluttet som nummer to. Tilbage i 2013 hentede Quintana således mere end to et-halvt minut på sin britiske rival ved hjælp af gentagne angreb på de tre afsluttende bjergetaper.

Og cykelfans over hele verden husker nok stadig den forrygende duel på Alpe d´Huez sidste år, hvor Quintana brugte løbets allersidste bjergetape på at levere en forrygende finish, hvor han snuppede et minut og tyve sekunder fra Froome, der efterfølgende fuldstændig udmattet indrømmede over for pressen, at han op gennem stigningens 21 berømte hårnålesving havde »died a thousand deaths« i sine bestræbelser på at minimere nederlaget til colombianeren og komme i mål i en tid, der gjorde ham i stand til at beholde den gule trøje hele vejen til Paris.

Det lykkedes som bekendt. Og i det hele taget kan man sige, at fællesnævnerne for Quintanas angreb på Froome i de tidligere år har været, at de er kommet for sent, og at de har været for utilstrækkelige i forhold til den margen, som han har skullet indhente. Han er kort sagt løbet tør for landevej!

Tredje del måske den vigtigste

Den afstand, der eksisterer imellem de to favoritter i klassementet lige nu, kan imidlertid udviskes på ingen tid, når det først går opad i de høje bjerge. Og samtidig har løbsarrangørerne pakket tourens sidste uge med attraktive alpeetaper, som kan bruges som affyringsrampe for angreb fra Movistars diminutive stjernerytter.

Det kan han jo finde forhåbning i, den lille klatrer fra Boyacá, der hele tiden har meldt åbent ud, at han satser på at sætte tingene på plads i løbets sidste fase.

»Jeg tror – endnu engang – at den tredje uge bliver den vigtigste,« varslede den fåmælte mand til hjemmesiden Cyclingnews.com, før rytterne rullede ud på de franske veje.

Chris Froome er imidlertid ikke nogen idiot. Den forsvarende mester ved godt, hvad de pønser på i den colombianske lejr. Ja, hele cykelverdenen ved, at Movistars stjernerytter er kommet til Frankrig for at sætte tingene på plads i de sidste bjerge.

Det er historien om et bebudet mord, som man siger. Og af samme grund har briten i den gule trøje specifikt lagt sin træning op til touren an på at kunne undgå de formdyk, der tidligere har præget hans præstationer på de afsluttende etaper.

»Jeg har gjort det til mit personlige mål virkelig at fokusere på løbets tredje uge og være bedre, end jeg hidtil har været (i den sidste fase af touren, red.),« sagde han til Cyclingnews.com, før årets Tour de France startede. »Der bliver helt sikkert kørt væddeløb helt frem til 20. etape, og både etape 17., 18., 19. og 20. vil blive ekstremt hårde dage for os, der satser på klassementet.«

På de dage, som Froome her henviser til, skal rytterne to gange slide sig op til mål på toppen af et bjerg og gennemføre en kort men krævende bjergenkeltstart til Megéve, før de slutter festlighederne af med opstigningen til den modbydeligt stejle Col de Joux Plane – der er uden for kategori – og en efterfølgende hidsig nedkørsel til målet i den lille skisportsby Morzine på grænsen til Italien.

Det er en på papiret fantastisk afslutning på løbet (før paradeetapen ind gennem Paris). Og den giver alle klassementsfavoritterne rig mulighed for at angribe og slå kontra på hinanden.

Vi skal vide at glæde os, når der er grund til det. Og at vi har et Tour de France, der på dette tidspunkt i løbet stadig er helt åbent, er virkelig en grund til glæde. Vi er på vej ind i en uge med en række bjergetaper, der skal bruges til det formål, som de fra starten var tiltænkt, nemlig som løbsafgørende. Og der er i de kommende dage lagt op til en fascinerende duel mellem verdens vel nok mest rendyrkede klatrer i form af Nairo Quintana og verdens mest komplette rytter i skikkelse af Froome.

Allerede nu må man rose briten med stankelbenskikkelsen og det krumryggede svaj på cyklen for at have lagt tidligere tiders konservatisme på hylden og demonstreret både opfindsomhed og vildskab i dette års cykelløb.

På vej mod sine tidligere sejre har han kørt så defensivt og indesluttet – og med så stort fokus på wattmåleren på hans frempind – at det har ophidset de galliske cykelfans i en grad, så de har kastet urin på den stakkels mand.

I år har Froome imidlertid tegnet løbet med angreb på de mest uventede steder. Nu venter vi på at få afklaret, om Quintana også viser mere offensive sider af sin personlighed. I både 2013 og 2015 ventede han for længe på at angribe en udslidt Froome i de sidste bjerge. De kommende dage vil vise, om han har lært lektien og sætter kniven ind tidligere.

Vi afventer afgørelsen i alperne!