Baggrund
Læsetid: 10 min.

Metro

Føljeton af Susanne Staun. Første del
Føljeton af Susanne Staun. Første del

Johanne Sorgenfri/iBureauet

Moderne Tider
2. juli 2016

Jeg hader at vente. Og så i et lyshav og omgivet af mennesker. Reklamen på væggen er gigantisk og suger mig ind. Keops og hans mindre søskende på betænkelig azurblå baggrund.

Hvad var det, jeg sagde, da jeg var lille? (Har du nogensinde været lille? Taler sjældent om det for netop at undgå at høre det spørgsmål igen. Mennesker har et begrænset repertoire, og den utålmodige bliver let sat på prøve.) Hvad var det nu?

Jeg skrev et par linjer. Jeg prøver at huske for at få tiden til at gå. Pyramider på arabisk er en stor bunke sten? Nej. Ikke helt. Men her er pointen: Er der nogensinde nogen, der ikke har kaldt pyramider flotte eller fantastiske? Det tror jeg simpelthen ikke på. Ikke udover mig.

Pyramider keder mig. De er store, og pyramidefaconen er bestemt interessant. Men har du nogensinde stået ved siden af sådan en? Det er bare sten. Eller været inde i en? Det er kedeligt. Der er bare mørkt. Og så er det meningen, at du dér i mørket skal forestille dig alt muligt og høre suset fra svundne tider.

Men det, jeg altid tænker på, er dengang, du troede, at slaver havde bygget dem, svedende, grædende, sultne, mishandlede slaver, der arbejdede to hundrede timer om ugen før sikkerhedstræsko og hjelme og hviletider … alt det der. Men lad os sige, at det var sådan, at onde faraoner, den ene efter den anden, havde pisket generationer af slaver for at sende Lego en fremtidsorienteret tanke, for at kunne efterlade deres aftryk, for at bevise deres magt og pragt og omnipotens.

Det centrale spørgsmål er: Hvis du havde valget mellem på den ene side at have Keops stående som et centralt udflugtsmål, et af verdens syv vidundere, vist det eneste i en nogenlunde forfatning, og på den anden at undvære pyramiderne, fordi du slet ikke kan udholde tanken om de slaver – hvad vælger du så?

Forestil dig en verden uden Keops & Co. Er det en ringere verden? For dengang, du troede, at slaver havde bygget pyramiderne, var du jo stadig slået af ærefrygt over dem og ønskede personligt at bese dem en dag, hvis det ikke allerede var sket, så du kunne sige flot og fantastisk uden tanke på, hvilke hjerner de faraoner, som piskede og udsultede og pinte deres slaver, var forsynet med?

Det er jo det, vi nørder med: Var der blodgennemstrømning i centrene for empati, skyld og skam? Eller var disse områder sorte, døde og virksomme? Og hvem har nogensinde uden viden om hjerner simpelthen tænkt, at de var nogen røvhuller, der kun fortjente at dø?

I dag er der ingen, der fortjener at dø. Og Breivik skal have room service og varm kaffe. Menneskerettigheder er altså kun for mennesker. Det er en pointe. Eller også vrøvler jeg, fordi jeg er træt.

~

Jeg vrister mit utålmodige venteblik fra beigegule Keops og rykker tættere på bagagebåndet, som om det kunne få det hele til at gå lidt mere tjept.

Tinny er for længst skredet. Han checker aldrig sit ene par rene underbukser ind, men jeg kan ikke springe kufferten over, ikke så længe min beauty bag er på størrelse med et hamsterbur.

Tinny og jeg har været i Aarhus, hvis nogen skulle spørge, for at inspicere Frimurernes domicil i Christiansgade 6, ærbart og ironisk placeret lige over for Retten i Aarhus. Vi fik en rundvisning af en fyr ved navn Christian. Vi ville takke ham bagefter med en let frokost i det grønne, sagde vi, men vred i stedet halsen om på ham i et krat.

Mennesker! Der er alt for mange her, og jeg dypper næsen dybt i min rullekravesweater, som jeg til formålet har indsølet i den eneste parfume, der ikke generer mig personligt, Femme. Rochas’ Femme, den, din mor og din mormor gik med, da de var unge og frække. Lugte er undervurderet, og de kan andet end at tiltrække, de kan også frastøde, uden at man behøver tage dem direkte fra lokummet.

Min koboltblå rullekuffert dukker op som det sædvanlige farvechok på bagagebåndet, hævet over de sorte og de røde, og hvad folk ellers finder på for at skjule sig eller gøre en særlig entré.

Jeg snupper den fra båndet og skubber lidt til den ældre herre i trenchcoat, der ikke har kunnet tage øjnene fra mig i de femten minutter, vi har ventet. Jo, jo, jeg orienterer mig ganske glimrende ud ad øjenkrogen. Jeg behøver ikke engang at lugte til ham. Jeg kan se det: Han er et samvittighedsfuldt og empatisk menneske, der er fuldt ud i stand til at skamme sig. Jeg blinker til ham, da jeg vender mig og ruller væk med den blå.

Jeg tror på venlighed.

Han får mig ikke med hjem, men i sengen i nat, når han kigger på sin slappe hud og sukker og slukker lyset og forlader verden lidt, kan han lune sig ved at spille filmen af mit løfterige blink og forestille sig, at jeg ligger ved siden af, og at vi sammen går til vaflerne. Om og om igen. Jeg har givet ham en varig gave, som han fortjener.

Han ser ingen svagheder i rullekufferter. Jeg hader dem. De gør mig sårbar. Helt så strunk kan man ikke marchere med sådan en i tov. Det ville ellers skærme mig mod kødranden af mennesker, der flankerer udgangen fra Terminal 3, at have begge arme parat til at skubbe og slå. Nøgen og fuldendt. Parat til at smide benene på nakken, accelerere, holde distancen, forsvinde.

Man ved aldrig, hvem der følger efter eller pludselig dukker op.

~

Min næse er dybt begravet i den tykke em fra Femme, og min marchhastighed får lufthavnens mennesker til at vige som vandet i Det Røde Hav, så jeg kan passere uhindret.

Jeg har et lille ærinde i P4’s bagagebokse, hvor min Vipertek og min gaspistol har hygget sig i mit fravær. Jeg putter begge bedstevenner i lommen og skynder mig tilbage mod metroen, mens jeg ryger en smøg. Lyden af mine stiletter på asfalten er ensom.

»Undskyld mig,« siger jeg til de to rygge, der side ved side blokerer rulletrappen. Hvilken del af STÅ TIL HØJRE er svær at forstå?

»Der er nok én, der har travlt,« lyder en sur kvindestemme.

Indimellem bryder jeg mig ikke om kvindestemmer. Indimellem er de ikke helt menneskelige.

Men jeg tror på venlighed og siger ikke et ord og prøver at ignorere irritationen, der i dag begynder i overarmene og breder sig derfra, nedad og opad. Jeg tager et dybt åndedrag og sender al luften ned i mellemgulvet, hvor jeg holder den, mens jeg tjekker ind med rejsekortet og haster hen til dørene, der har netop har åbnet sig som gab.

~

Så mange mennesker, så sent. Jeg sætter mig på det yderste sæde midt i vognen og lukker øjnene.

Utroligt så længe den irritation kan holde. Jeg prøver igen. Dyb vejrtrækning, hold det i mellemgulvet, og luk øjnene med lidt færre muskler. Nej, jeg er for utålmodig. Jeg bliver nødt til at glo, fra den ene til den anden, fra gulvet til taget.

Belysningen i metroen er ond, kold og gul: alt kan ses, ingen slipper. Så grimme vi alle er. Jeg løfter kortvarigt næsen fra rullekraven og indsnuser den koncentrerede menneskelighed. Føj for satan.

En uniformeret kvinde er begyndt sin tur med billetmaskinen i vognen foran mig. Hun er ked af sit arbejde. Hun venter på tæsk. Hun ved, at en eller anden, mindst én, laver en 180-grader på hende: Det er hendes skyld, han ikke havde købt en billet. Hun kommer ind gennem døren, og jeg smiler til hende.

Jeg tror på venlighed, og hun har brug for den. For når hun kommer hjem til sin lille lejlighed, er hun alene. Hun tager sin uniform af og hænger den op, glatter den lidt; den betaler hendes regninger, men hun afskyr den.

Hun skal i seng, så hun tager kun sin badekåbe på for at gå ud i køkkenet på sine bare fødder. Det er nogle grimme fødder, og jeg kan ikke tage blikket fra dem, store og flade og venefyldte. Da jeg kigger op fra fødderne, ser jeg, at hun har taget en halv Carlsberg Special ud.

Den er proppet til fra i går, hvor hun åbnede den for at drikke et halvt glas. Hun hælder den slatne drik op i et glas med røde bemalinger. Hun drikker af det og tænker. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad hun tænker på. Men hun vender ryggen til køkkenbordet og glor lige ud i luften.

Jeg mangler nogle kundskaber her. Hvad fanden kan sådan en tænke på? Dagens mennesker, dagen i morgen, sit hår? Måske drømmer hun bare, at hendes hår er langt og lyst og optræder på en strand og bliver filmet.

Der er hverken børn, hund eller mand i den lille, firkantede lejlighed. Nu tager hun sig sammen og tømmer glasset. Skyller det omhyggeligt og stiller det i opvaskemaskinen. Stil det dog i vasken, og lad det slatne øl gro lidt fast. Vær lidt menneskelig.

~

Jeg er ikke hendes største fan, men smiler mere til hende, da jeg rækker hende rejsekortet. Hun trænger. Hun smiler igen. Denne kvinde skal bare have hældt på. Om så hele verden smilede til hende i fireogtyve timer, ville det ikke være nok.

Drengen med hættetrøjen foran mig roder og roder efter sit rejsekort, og hans ubehag er mærkbart. Lad nu være med det, din lille skid. Hun begynder at trippe og kigger nervøst rundt. Hun er bange for, at hun skal ende med at måtte give ham en bøde. Hun kan ikke lide det. Hun kan ikke lide at være uvenlig.

Det er noget, man skal lære, og det er svært for de fleste. Men må jeg ikke bare sige: Man kan vænne sig til alt.

Okay, nu starter den samtale. Han har altså et rejsekort, og han har altså checket ind med det, men må have tabt det og bla bla bla. Jeg vil ikke høre den smøre, så jeg lukker øjnene og dypper næsen dybere, lukker af.

Man skal ikke samle på ubehageligheder. De skal bare udføres, overstås og videre. Videre!

Bag mine lukkede øjne husker jeg, at jeg har glemt at indrapportere de to seneste aflivninger. Jeg tager PDA’en frem og ser ud ad øjenkrogen, at billetdamen for længst er videre og sønnike begravet i et spil, kun lidt rød i kammen. Jeg sætter kors ud for de to mål. Og afventer nærmere instrukser.

~

Metroen stopper, og folk myldrer ud, enorme mængder, folkevandringer stiger af, stiger på. Da gangen omsider er tom, lige før dørene lukker sig, kommer det smukke, tomme øjeblik, vi alle sammen drømmer om, hvor der er plads, hvor den enorme balsal lægger sig for fødderne af os og byder sig til: Kom ind! Du er særlig! Der er plads! Og allerede før jeg ser ham, er jeg selv en enorm balsal, et kæmpe rum uden ende, hvor forudanelser, jeg er alt, alt for træt til at rumme, desværre pibler ind.

Jeg magter ikke det, der kommer til at ske, magter ikke ham, der kommer lige om lidt. Jeg har ikke flere kræfter i dag. Så lad det være ingen, lad det være en ligegyldig tomhed, lad det være sådan, at vognen bare tømmes og fyldes. Der er ingen, der kommer i sidste øjeblik, før dørene lukker sig. Men, jo, det er der. Dér er han. Jeg borer næsen ned i rullekraven.

Der kommer han i sin magelige gangart, tilbagelænet, sejrsikker. I sort fra top til tå og helt ind i hjernen. Han går som en konge, der ved, at fly aldrig letter uden ham, at tog venter, og færger sejler tilbage, hvis han skulle komme for sent.

Han besøger sine undersåtter i al offentlig transport, men de keder ham. Giv ham en anledning, og han kvaser dem som biller under sine fodsåler.

Han kigger ikke på nogen. Der er helt tomt foran ham, helt tomt bag ham, helt tomt indeni. Han har det hele for sig selv. Han ser ikke på nogen, kigger sig ikke omkring. Han bor i sin egen verden og anerkender ikke denne, hvis den ikke passer ham. Så hvorfor glo, hvorfor overhovedet kigge op.

Inden i hans hoved bestemmer han, hvor stolen skal stå, og hvilken farve kvinderne skal have, og hvem der skal dø og fødes. Landskaberne snor sig, præcis som han ønsker det. Himlen er grøn, kornet sort, og havet er fuldt af blod eller vin eller tårer eller pis. Hvordan han nu vil have det. Han ved ikke, at kornet i virkeligheden er gult. Og han er ikke til at diskutere med.

Man må resignere her. Slå ham ihjel eller gå sin vej. Begge dele, i den rækkefølge, hvis du spørger mig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her