Læsetid: 6 min.

Myten Tourmalet

Dagens store stigning til toppen af Tourmalet er omgæret af sagnomspundne fortællinger. Dramaer, som nutidens ryttere slet ikke kan leve op til - hvis man skal tro cykelromantikere
To ryttere kæmper sig i 1930 mod toppen af sagnomspundne Col du Tourmalet.

To ryttere kæmper sig i 1930 mod toppen af sagnomspundne Col du Tourmalet.

Mary Evans

9. juli 2016

Vi havde cykelryttere på besøg i mit barndomshjem. Dengang slog det mig, at de alle sammen havde plettede dun på overlæben, var radmagre og for størstedelens vedkommende droppet ud af skolen alt for tidligt.

For nylig fandt jeg et essay på nettet af Victor Boy Lindholm, der præcist beskriver smertens fetichering og den brutale kropskultur, der lige nu ruller på Frankrigs landeveje og tv-skærmene.

»Cyklingen er langt fra den sunde krop, cyklingen dyrker den udmattede, afmagrede, pillespisende krop. Cykling er askese på smertestillende, ude af kontrol med den normaliserede sundhed og skønhed. Cyklingen er sin egen forstyrrede anoreksi,« skriver Lindholm i sit essay fra den 14. maj 2014.

Jeg kendte ikke til anoreksi som 10-årig. Men set i bakspejlet lignede de unge mænd statuer af en ordløs afmagring. De var ikke sådan nogle, der smalltalkede eller kommenterede noget af det lego, jeg havde gang i.

Deres univers kredsede om ren materialebeherskelse. Der var kranken og noget, der kunne skrues på. Sadlen, der skulle justeres i én uendelighed. Hårene på skinnebenene, som tålmodigt blev glattet ud som kønsløs reprimande.

I sin yderste konsekvens var det alt sammen transhumanistisk begær og doping, længe før doping blev moderne. Lur mig, om Tommy og Lars ikke huggede noget af min høfebermedicin.

I dag er Tour-feltet nået til 8. etape. Det er anden dag i Pyrenæerne. Vi starter i Pau. Første store stigning på etapen er Col du Tourmalet. Inden mål skal rytterne forcere to kategori 1-stigninger i Col de Val Louron-Azet og Col de Peyresourde, som målet, Bagnères-de-Luchon, ligger halvvejs oppe på.

’Fang mig, hvis I kan’

For Andy Schleck er det berygtede Tourmalet-bjerg, som digtere og filosoffer har besunget i årtier, noget særligt. I anledning af Pyrenæernes 100-års jubilæum i Tour de France var der i 2010 for første gang i tourens historie mål på toppen af Tourmalet.

Schleck vandt etapen. Som i dag gik starten dengang i Pau, vest for Hautes-Pyrénées.

Fausto Coppi har sejret her. Lucien van Impe, Julio Jimenez, Claudio Chiapucci og selvfølgelig Richard Virenque i 1994 og 1995. Tourmalet er den overkørsel, som er blevet indlagt i løbet flest gange igennem dets historie.

I 1913 brækkede den franske rytter Eugène Christophe sin forgaffel på nedkørslen og måtte skynde sig at få den repareret i en smedje i nærheden. Nu er smedjen museum. Bjerget passer på sine legender og myter.

Coppi vandt både Touren og Giro d’Italia i 1949. Hans store rival var Gino Bartali. De to var på det samme hold, men der var store sprækker indadtil, og den italienske sportsdirektør, Alfredo Binda, gav Coppi lov til at køre, efter at Bartali var styrtet i Alperne.

Den 24. juli 1952 kunne cykelmagasinet Cycling rapportere om Coppis gentagelse af triumfen. Man aner den prunkløse stil. Bjergenes navne står faktuelle og lige så nøgne som toppen af Mont Ventoux – og selvfølgelig spækket med mytens glasur:

»Mod målet i Pau, dér var Coppi, endnu engang mesteren på landevejen. Ikke alene var han tilbage i formen fra 1949, men faktisk bedre.

Sikker på sig selv, rolig og determineret dominerede han etapen fuldstændigt. Fakta taler for sig selv: Col du Tourmalet – Coppi. Col d’Aubisque – Coppi. Slutspurt – Coppi,« skriver journalisten i 1952 for sit blad.

Og der er mere inde bag bedrifterne og den ubedækkede statistik. Skribenten kan ikke lade være med at digte med:

»Alligevel, tallene siger ikke noget om Coppis overlegenhed. Om de elektriske blikke, som Coppi rettede bagud mod feltet, som om han ville sige ’fang mig, hvis I kan’.«

Det store spring

I 1954 blev den franske semiotiker Roland Barthes bedt om at skrive en månedlig klumme i det parisiske litteraturmagasin Lettres Nouvelles.

Det gjorde Barthes i to år og samlede senere sine essays i den berømte samling Eiffeltårnet og andre mytologier. Her er der et kapitel om cykling og Tour de France, ’Le Tour de France comme épopée’ – Touren som epos.

»Løbet er en usikker strid mellem sikre essenser: Naturen, sæderne, litteraturen og elementerne sætter efterhånden disse essenser i forbindelse med hinanden. På samme måde som atomer nærmer de sig hinanden, hager sig fast og frastødes, og af dette spil opstår vores epos,« skriver Barthes.

I cykling betages vi af den heroiske skikkelse, der skriver sin litteratur mod Belgiens brosten, den faldne stjerne med asfalten langt ind i blodet. Cykling er som skabt til metaforer. Det er sportens forestilling, bemærker Victor Boy Lindholm.

»Springet,« siger Barthes, er fortællingens moment, dens pludselighed. Cyklisterne bliver besatte, ligefrem »elektrificerede« af en guddommelig, udefrakommende kraft.

I en fysiologisk optik er de dehydrerede; med semiotikerens greb, der tillader sig selv en idealisering langt ud over den empiriske cement, er sportsheltene i en form for »ekstase«, bogstaveligt talt sat uden for kroppens ligevægt, stasis. De er ude af sig selv.

»Springet« hænder, når guderne griber ind i symbolikken mellem kroppens gerning og den betydning, der kan aflæses i tegnene.

Springet sker, når guderne forelsker sig i menneskene. »Du har guderne med dig,« som Lars H.U.G. synger.

Springet laver mirakler. Men det kan også vende grimt tilbage i sin egen parodi. Så bliver det til doping, som Barthes altså kendte til i 1954.

»At dope cykelrytteren er kriminelt. Det er helligbrøde, for doping forsøger at imitere guderne. Det er det samme som at stjæle gnisten fra Gud,« hævder Barthes.

Et par år senere skrev Roland Barthes essayet ’Hvad er sport’. Her springer idealisten Barthes ud. Det er, som han skriver, ikke musklerne, der definerer sporten, men »en bestemt idé om mennesket og om verden«.

Idéen vinder, ikke kroppen. Og det er en idé om, at menneskekroppen har en retning, er opsat og fuldstændig indsuget i sine handlingers virkelyst.

Forfatteren Ianto Ware bemærker i forlængelse af Barthes i bogen 21 Nights in July: The Physics and Metaphysics of Cycling, at det, vi husker, ikke så meget er sejrene og nederlagene, kroppenes symbolske leksikon, men den malende, konstante fremvisning af passion, især i bjergene. Troen på, at dét at cykle betyder noget.

Den vulgære Bjarne Riis

Kan vi være ligeglade med, om sportens romantiske identitet fortsat består? I det mindste som en kollektiv illusion, et portræt af en renhed, som de andre, de skyldige, de strategiske, de bedrageriske, bliver beskidte på baggrund af.

For filosoffen Peter Sloterdijk, der selv er amatørcykelrytter og blandt andet har besteget Mont Ventoux flere gange, er Touren i moderne tid blevet profan og intetsigende.

»Nu er poesien væk, og det sublime er fladmast. Rytterne er bare almindelige medarbejdere. De lever ikke længere i en aura af noget fantastisk. Tværtimod. De er specialister i at sprinte, kværne vej eller klatre. Endnu mere vulgær er den kommentar, som en tidligere Tour de France-vinder, Bjarne Riis, gav på afsløringen af hans dopingmisbrug: ’Den gule trøje ligger i en papkasse i min garage. Du er velkommen til at hente den’,« udtalte Sloterdijk i et interview med Der Spiegel i juni 2008.

Riis’ dårlige opførsel er ikke, at han var dopet op over begge ører, men snarere at han brutalt afmonterede heltegerningens nietzscheanske eksistens. Symbolet på hans største sejr, den gule trøje, betød intet for ham.

Dybest set vil vi i dag og i de kommende uger blot underholdes i gabet mellem den benovede måben og den bedrevidende grimasse, når sportsidolerne indrømmer, at de har stukket kanyler i benet og ligget arm i arm med blodet fra en okse. Derfor er der noget nihilistisk og nærmest forbryderisk imbecilt i Bjarne Riis’ totale fornægtelse af Tourens magi.

For Barthes var navnet alt: Fausto Coppi. Tourmalet. Ventoux. Nu opgives Barthes’ dybt bedagede romantik til fordel for parcelhusejerens profane skrald i garagen. At se Le Tour med Barthes’ briller er at se Hector mod Achilleus og vide, at de er Froome og Contador i det virkelige liv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu