Læsetid: 4 min.

Her bliver det ordinære dyppet i højtidelighedens sovs

Lufthavnsgulvtæpper, kontorartikler, tyske underholdningsprogrammer fra 1990’erne og uheldige ejendomsfotografier. Der er masser af steder på internettet, der dyrker det kedelige og med stor alvor ophæver det til betydningsfuldt – og det er sjovt
23. juli 2016

En simpel hjemmeside viser planeten dreje rundt, mens der lyder en susen som fra det store ydre rum. Røde prikker er strøet ud over den drejende klode, en for hver lufthavn, der har fået fotodokumenteret og anmeldt sit gulvtæppe.

I en lufthavn på Bermuda er der et tæppe, der »både bekræfter og udforsker den rejsendes identitet«, skriver en bruger på hjemmesiden carpetsforairports.com.

Det er sådan lidt lilla i det, tæppet, mønstret er abstrakt, slidt og falmet, og så rummer det mere end et enkelt paradoks ifølge anmelderen, der boltrer sig i abstrakte begreber og modsætningsforhold, som var hun ved at skrive katalogtekst til en samtidskunstudstilling.

Hvis jeg skulle lave en hurtig psykologisk profil på den såkaldte carpeteer, der tager lufthavnsgulvtæppet under så grundig en behandling, ville jeg sige, at der er tale om et menneske, der keder sig.

Formodentlig med en utrolig lang videregående uddannelse bag sig og et vist kendskab til den jargon, der omgærder vore dages samtidskunst (i øvrigt en jargon, der er så klichépræget, at de autogenererede artist statements fra gimmicksiden artybollocks.com ligner den ægte vare til forveksling).

Rundt omkring i verdens lufthavne sidder der samtidig mange andre mennesker og keder sig. Sammen retter de blikket og kameraet nedad og prøver at tale det mest ordinære interiør nogensinde op til en betydningsfuld ting.

Findes der ikke vigtigere ting at tage sig til end at anmelde lufthavnsgulvtæpper? Jo, det gør der. Ligesom der findes sjovere ting at spørge om end ovenstående. Nogle gange er man bare ikke i humør til indlysende relevans, og så fungerer det som en glimrende verdensomspændende selskabsleg at tale alting op til at være betydningsfuldt.

Hvis internettets udvikling havde været styret af dets umiddelbare nytteværdi, var det hverken blevet så stort eller så nyttigt. Det er viljen til pjank og tidsfordriv, der har drevet denne drøm om en fælleshjerne frem. Og så er der noget befriende ved at se det allermest ordinære dyppet i den samme højtidelige sproglige sovs, som alt det, vi nemt kan blive enige om, er vigtigt og væsentligt.

Kakaobønnetestresultater m.m.

De fleste blogs, der beskriver sig selv som kedelige, blærer sig i virkeligheden bare med, hvor subtile og underspillede de er.

Fotobloggen Boring landscapes med undertitlen »maybe you should just look the other way«, viser f.eks. stringente billeder af grønne og ganske kønne landskaber med menneskeskabte elementer, der lige præcis ikke er gamle nok til at have toppet hiphedsmæssigt.

Så giv mig hellere den ægte vare, det kunne eksempelvis være en skarp læsning af den britiske ærteavlerforenings nyhedsbrev. Og sådan en kan man finde på britiske James Wards blog, I Like Boring Things, hvor han stolt udstiller ting, der har deres akutte mangel på relevans og vigtighed til fælles. Her er billedserier af ting tabt på gulvet, ting han har holdt i sin venstre hånd, en bog med kakaobønnetestresultater fra 1961/62.

Titlen på bloggen er neglet fra Andy Warhol, der erklærede sin kærlighed til kedelige ting, fordi man kunne blive så herligt tom indeni af at fokusere på dem. Bloggeren James Ward har det helt omvendt.

Han er en meget velformuleret formidler af det kedeliges fascinationskraft og citerer gerne avantgardemusikeren John Cages anbefaling:

»Hvis noget er kedeligt efter to minutter, så prøv med fire minutter. Hvis det stadig er kedeligt, så otte. Så 16. Så 32. Til sidst finder man ud af, at det slet ikke er kedeligt,« (et flot citat, men man skal ikke bebrejde sig selv, hvis det ikke virker).

James Ward kan lide at se, hvor meget betydning man gennem sin opmærksomhed kan fylde ind i tilsyneladende banale objekter. En kæphest, han deler med den franske forfatter Georges Perec (1936-1982), som gjorde det til et projekt at rette opmærksomheden mod det såkaldt infraordinære, det vil sige det modsatte af det ekstraordinære, det, man ikke ser, fordi det altid er lige for øjnene af en.

Ved siden af at skrive sin blog har James Ward beriget verden med en bog om kontorartikler og en årligt tilbagevendende konference ved navn Boring Conference.

Konferencen er født som en vits, en replik til en årlig konference ved navn Interesting, hvor folk kom og talte om og fejrede alt muligt relevant. Da den et år blev aflyst, kom Boring-konferencen til som en erstatning. Her er oplæg om nys, stregkoder, håndtørrere og tyske underholdningsprogrammer fra 1990’erne.

James Ward kan tale længe (og i nogle ører måske lidt rigelig studentikost, men i mine meget studentikose ører går det an) om at se alle kedelige ting som uslebne diamanter af spænding og indsigt.

Men det bedste ved projektet, synes jeg, er måden, blogindlæg og mundtlige oplæg mimer den facon, man kender fra TED-talks og andre velsmurte formidlings-shows, hvor ildsjæle med entusiastisk, men alligevel afbalanceret, kropssprog deler ud af deres vigtige og relevante viden.

Ikke et ondt ord om vidensdeling, det virker bare retfærdigt, at der også findes et blik for ærteavlerforeningens nyhedsbrev, et præmieeksempel på unødvendig information.

Ensomhedens havestole

Mens nogle bruger sagesløse gulvtæppedesigns som træningslejr for et vidtløftigt ordforråd, og andre insisterer på at se det smukke og særlige i kontorartikler, er der folk, der dykker ned i det ocean af kedelig information, som internettet også er, og kommer op med de mest strålende sjove perler.

Præmieeksemplet på den fine disciplin er den præcist betitlede fotoblog Terrible Real Estate Agent Photos. Stor kunst født af lave standarder for ejendomsfoto.

Boligindretning, der er lige så trøstesløs, som den er meningsløs. Flere toiletter, end man aner, er placeret i køkkener. Dokumentationer af boligfotografers storslåede dovenskab. En ejendomsmæglervom, der titter frem i siden af billedet. Eller en hest, der gør det samme.

Alle billederne er præsenteret med vidunderligt sarkastiske billedtekster (i øvrigt en tekstgenre, som virkelig blomstrer på internettet).

Der er særlige serier med rædselsfuld indretning, stor kunst, dumme selfier og – min favorit – garden chairs of solitude. At trawle alverdens boligannoncer igennem for afvigelser og regelmæssigheder i alt det kedelige, det er virkelig en generøs gave til alle mennesker, der kan lide at fnise.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu