Læsetid: 3 min.

Sidste replik fra en hemmelig lysning

Dramatikeren Peter Asmussen skrev replikker som ingen anden. Barske, korte sætninger, der blændede tilskueren med desillusion – og kærlighed
Dramatikeren Peter Asmussen.

Tor Birk Trads

2. juli 2016

Sidste gang, jeg talte med dramatikeren Peter Asmussen, sad jeg på en café og skrev en artikel. Pludselig bankede han på ruden og stak hovedet indenfor.

Hans hvide ansigt lyste blændende i mørket – som en sælsom blanding af et spøgelse og en engel. Og så fik vi en ultrakort samtale: om ordene og teatret – og om den kræft, der havde hærget ham gennem fem år.

»Jeg er stadig den patient i Danmark, der har fået flest kemobehandlinger,« gentog han stolt.

Men i lørdags sagde hans høje krop stop, 59 år gammel. Han nåede lige at få en Reumert som Årets Dramatiker for to uger siden – for stykket Soli Deo Gloria.

Han var for syg til selv at modtage prisen. Men instruktør Simon Boberg viderebragte hans kompromisløse hilsen om vigtigheden af at spille ny dramatik på de store teaterscener.

Peter Asmussens univers har ingen illusioner om godheden. Det er ikke rart at gå ned ad en kældertrappe sammen med Peter Asmussen. Men det kan sagtens være, at det er nede i mørkets overgreb, at vi som tilskuere og læsere mærker os selv mest sandfærdigt.

Romanen Og tilsidst går verden under fra 2014 indledes med, at et ufødt pigefoster inde i sin mors mave oplever sin mor være utro. Og med Asmussens grufulde skarpsyn skildrer romanen dette menneskes eksistentielle oplevelse af at blive svigtet – helt frem til kvindens dødsøjeblik som 99-årig.

»Stedet er en lille lysning øverst oppe på en høj stejl skrænt,« står der i den klare regiindledning. Og fra nu af vil jeg aldrig mere kunne sige ordet ’lysning’ uden at tænke på Peter Asmussen og hans replikker, som netop er dukket så overraskende frem af mørket.

Kongeligt svigt

Peter Asmussens dramatik har et umiskendeligt internationalt niveau. Men han har ikke har fået den internationale gigakarriere, han fortjente. Og Det Kongelige Teater er medansvarlig, fordi nationalscenen ikke har støttet nok op om hans dramatik.

Det har til gengæld Husets Teater, Betty Nansen Teatret og Aarhus Teater. Ingen Møder Nogen på Husets Teater i 2010 blev dette årtusindes foreløbigt stærkeste nye kærlighedsdrama på en dansk teaterscene.

I Simon Bobergs iscenesættelse og Edward Lloyd Pierces rum med elpærer, der blafrede englehvidt og gravagtigt, forsvandt tiden og stedet, så kun kærligheden stod tilbage.

»Jeg elsker dig. Jeg går nu,« som kvinden udtrykte den Asmussen’ske kærlighedslogik.

Asmussens korte sætninger har boltret sig organisk i flere genrer. Efter han i 2012 havde udgivet romanen Det Der eR (læs: DDR), dramatiserede han selv denne brevaffære mellem en kvinde i Østtyskland og en mand i Danmark.

Det blev til en rystende monolog-oplevelse med Karen-Lise Mynster siddende på en stol i Simon Stahos nådeløse ansigtsinstruktion på Husets Teater i 2015. Og her fik himlen sit eget uforlignelige sprogbillede: »blå som en knaldende lussing.«

Alle dramatikere kæmper med at få replikker til at lyde sådan, som folk faktisk taler sammen. Peter Asmussens tekst til Lars von Triers film Breaking the Waves i 1996 viste, hvordan han kan ramme virkelighedens dialoger – uanset om de skrives som råb mellem kammersjukker på en boreplatform eller som fortrolig venindesnak.

Og hans manuskripter til Simon Stahos film, ikke mindst Himlens Hjerte fra 2008, viser en enestående lydhørhed over for menneskers selvbedrag. Som Asmussen-tilskuer kan man let mærke pulsen stige: Genkendelse svier.

Asmussens samarbejde med komponisten Bent Sørensen har ført til et af de mest forunderlige musikværker, jeg kender: Sounds Like You. Ved uropførelsen under Bergen Festspillene i 2009 ebbede Asmussens længsel og Bent Sørensens romantikervioliner ud i en sorgfuld forsvindingstone.

»Jeg ville ikke finde dig – jeg ville miste dig,« sagde manden til kvinden, der havde ledt efter ham overalt. Uden forsoning.

At blive ramt

Da jeg interviewede Peter Asmussen for to år siden, talte han om »det vigtige« og om teatrets særlige mulighed: »Nærværet og det øjeblikkelige nedslag – punktet – dét kan leve på teatret. Punktet, hvor man bliver ramt. Hvis man altså kan åbne sig for værket,« sagde han.

Selv er jeg blevet ramt, lige fra jeg blev overvældet af hans kyniske replikker i Knogler i 1997 og frem til Soli Deo Gloria denne sæson på Betty Nansen Teatret. Her blev jeg rædselsslagen over dets grusomhed, men også næsten lykkelig over dets overbærenhed.

»Hun stiller sig tilfreds med den smerte, der er tilgængelig,« lød en munter apokalypsereplik. Og skuespilleren Tina Gylling Mortensen blinkede ugleblink, så jeg ville sværge på, at hun kunne flyve.

Her svang Peter Asmussens kærlighedsteater sig op i andre himle. Uden illusion, men med en tilgivende længsel. Som fra en hemmelig lysning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu