Baggrund
Læsetid: 9 min.

Min søster gav mig sin livmoder. Nu er jeg endelig mor

Lolita Wästerlund er en af de første kvinder i verden, der har fået implanteret en livmoder fra en donor – og er blevet gravid og har fået et længe ønsket, velskabt barn
Moderne Tider
16. juli 2016
Lolita Wästerlund blev egentlig født uden livmoder, men i et forsøg fik hun succesfuldt transplanteret sin søsters, og i dag er hun lykkelig med sin søn Cash-Douglas. Proceduren er et stort fremskridt for lægevidenskaben, men den afføder også en række etiske problemstillinger: I princippet vil en livmoder også kunne transplanteres til en mand eller transseksuel.

Johan Bävman Client

Det var straks efter fødslen – hun havde end ikke fået sin søn i sine arme endnu – at Lolita Wästerlund blev overvældet af en pludselig frygt.

Hun næsten skreg ud i fødestuen: »Har han en meget stor næse?« Hendes kæreste, Patrik, og de læger og sygeplejersker, der havde udført kejsersnittet, kiggede på hende i dyb forundring.

Her næsten et år efter må Lolita – eller ’Lollo’ blandt venner – ryste på hovedet, når hun tænke tilbage på episoden.

»Det var et underligt spørgsmål, men på et af billederne fra ultralydsscanningen så det ud, som om han havde kæmpenæse. Men de sagde bare: ’Nej, hans næse er helt perfekt’. Sikke et spørgsmål!«

Få graviditeter er helt uden komplikationer. Lollos var fuld af dem. De havde dog ikke så meget med selve fødslen at gøre, om end hun både oplevede den frygtede svangerskabsforgiftning og nedkom med sin søn et par uger før sin termin.

Hendes største komplikation var, at Lollo selv er født med Mayer-Rokitansky-Küster-Hauser syndrom – en tilstand, der rammer omkring én ud af 5.000 piger. Har man MRKH, har man æggestokke, men ingen livmoder. Derudover havde Lollo en forkortet vagina og kun én nyre.

Alt dette fandt hun ud af, da hun var 14 år – det var først i 1990’erne – og gik til lægen med smerter i æggestokkene. Efter sonderende kirurgi fik hun at vide, at hun aldrig ville kunne blive gravid eller føde sit eget barn.

Når hun tænker tilbage på dengang, hun fødte sin søn, Cash-Douglas, siger Lollo:

»Hele den oplevelse var enormt stor for mig. Jeg tror, det er stort for alle, men for mig var det særligt stort. Jeg troede jo aldrig, at jeg ville kunne føde et barn … eller mærke, hvordan det føltes at have et barn inden i mig – min egen baby.«

Lollo, som i dag er 36 år, er en af de første kvinder i verden, som har fået indtransplanteret en livmoder. Denne banebrydende nye kirurgi, som er udviklet i hendes hjemland, Sverige, er i første omgang blevet afprøvet eksperimentelt på ti kvinder.

Den første fødte i september 2014, og siden er yderligere fire sunde babyer kommet til verden. En af disse kvinder er endda nu gravid for anden gang.

Livmoderne kommer fra levende donorer – i Lollos tilfælde tilbød både hendes søster og hendes mor deres egen livmoder. Lægerne fra Göteborgs Universitet valgte dog søsterens, fordi hun var yngre – fire år ældre end Lollo og allerede med fire børn.

»Min søster har altid sagt, at hun en dag ville give mig sin livmoder«, siger Lollo.

»Hun sagde det første gang, da jeg var 14. Det er pudsigt, for som teenagere var vi altid oppe at skændes. Men da min ældste nevø blev født, skete der noget. Jeg havde to valgmuligheder: Enten at vende ryggen til ham, fordi jeg hele tiden ville blive mindet om, at jeg aldrig selv ville kunne få børn, eller også at tage imod ham og omfavne ham. Det var på det tidspunkt, at min søster og jeg kom rigtig tæt på hinanden. Jeg valgte selvfølgelig at tage ham i min favn. Men det var en svær beslutning. Og hun havde også svært ved at fortælle mig, at hun var gravid.«

Så langt tilbage hun kan huske, har Lollo ønsket sig at kunne få sine egne børn. Da hun fik diagnosticeret MRKH, blev hun dybt ulykkelig, husker hun. Hun gik til psykologer, men ingen af dem kunne hjælpe hende med at håndtere sorgen over udsigten til at skulle forblive barnløs.

Hun lukkede også sin familie ude. Også med kærester var det svært, for der var aldrig rigtig noget godt tidspunkt, syntes hun, hvor hun kunne fortælle en fyr, at hun ikke kunne få børn.

»Skulle jeg fortælle dem det i starten? Eller fortælle dem det senere? Men så ville det føles, som om jeg var ude på at føre dem bag lyset«.

Hun mødte sin nuværende kæreste, Patrik, for ti år siden og tændte endnu mere på ham, da han med det samme sagde til hende, at han ikke havde noget ønske om at blive gift eller få børn.

»På den måde ordnede det hele sig jo«, fniser Lollo.

Forsøgskanin

Lollo hørte først om livmodertransplantationer i 1999, da hendes mor i avisen havde læst en artikel om en svensk læge, professor Mats Brännström, der var begyndt at eksperimentere på dyr. Lollo ringede til ham, og de havde havde en kort samtale.

Nogle år senere læste hun i avisen, at Brännström havde fået etisk tilladelse til at begynde forsøg på mennesker. Lollo og Patrik, som var begyndt at overveje, om de ikke skulle blive forældre alligevel, havde allerede diskuteret og fravalgt adoption.

Lollo og hendes søster havde også leget med tanken om en rugemor-løsning, men det er ulovligt i Sverige. At melde sig som ’forsøgskanin’ hos Brännström forekom at være sidste håb.

Livmodertransplantationer anses med god grund for at være en kompliceret procedure. Operationen blev første gang forsøgt i Saudi-Arabien i 2000, men det implanterede organ måtte fjernes igen efter tre måneder.

En kvinde i Tyrkiet blev gravid i 2011, men aborterede kort efter. Brugen af levende donorer – som det svenske hold har været opsat på at holde sig til – kræver desuden, at kirurgerne skal fjerne en lille del af donorens vagina uden at anrette skader på de vitale organer omkring den. Kirurgien på Lollos søster tog da også godt 12 timer.

Det var ikke noget nemt forløb for Lollo heller. Hun og hendes søster og Patrik måtte gennemgå strenge fysiske og psykologiske vurderinger, før de blev godkendt til forsøget. Lægerne samlede herefter ti æg, der var befrugtet med Patriks sæd, og frøs dem ned. Embryonerne blev implanteret en ad gangen.

»Jeg var ved at miste modet, for han var det sjette forsøg,« husker Lollo. »Han var foster nummer seks. Hver gang jeg blev testet negativ, blev jeg trist igen«.

Også i andre lande kan livmodertransplantationer snart blive virkelighed. I september sidste år fik et britisk lægehold under ledelse af Richard Smith, en gynækolog og kræftspecialist fra Queen Charlottes og Chelsea Hospital i London, grønt lys fra en forskningsetisk komité til at foretage ti transplantationer.

Donorerne vil dog ikke være levende – de livmodere, der skal anvendes, vil i stedet blive udtaget fra hjerne-, men ikke hjertedøde.

De 10 patienter til forsøget er ikke blevet udvalgt endnu, men Smith mangler ikke frivillige – han har allerede været igennem flere sorteringsprocesser, hvor over 500 er blevet skåret ned til 104 og så til 46. Han håber at kunne udføre den første transplantation den 1. september.

Det britiske holds udvælgelseskriterier bygger på den svenske model: En kvinde bør være mellem 24 og 38 år og ude af stand at reproducere på grund af et problem med sin livmoder. Hver ansøger vurderes fysisk og mentalt. Psykologer kigger på alt fra en persons tendens til depression til stabiliteten i deres forhold.

Når de 10 ’optimale’ forsøgskandidater er udvalgt, skal de gennemgå reagensglasbehandling og producere mindst 10 embryoner. De vil derefter stå for tur over de næste to år i takt med, at donororganer bliver tilgængelige.

Her er Smith på udkig efter hjernedøde kvinder i alderen mellem 18 og 50 år, og som ifølge scanninger har en normal livmoder og tidligere har født, således at man kan tillade sig at gå ud fra, at den transplanterede livmoder er funktionel. Han forventer, at omkring 10 egnede donororganer om året vil blive tilgængelige i London-området.

»Fordi vi har at gøre med en ikkevital organtransplantation, vil vi stå bagerst i køen – men det er kun ret og rimeligt,« siger Smith.

»Hjerte-folkene høster hjertet og lungerne, så kommer de abdominale kirurger, der høster lever, nyrer og nogle gange også tyndtarm og bugspytkirtlen. Først derefter kan det blive vores tur.«

Bedre med levende end døde donorer

Hvorvidt transplantationer fra hjernedøde vil være lige så effektive, er stadig uvist. Indtil videre er de eneste vellykkede fødsler set hos kvinder, der fik deres livmoder fra en levende donor.

Professor Brännström gør opmærksom på, at infektioner kan være en risiko, uanset om man bruger levende eller afdøde donorer – hans hold har også oplevet flere mislykkede transplantationer – men han er overbevist om, at der er væsentlige fordele ved at bruge levende donorer.

»Jeg vil mene, at vi er bedre i stand til at sikre, at organet har en ordentlig kvalitet. Vi har længere tid til at undersøge kvaliteten og til at udelukke infektion,« siger han.

»Det er den største fordel, og det forholder sig jo på samme måde med andre operationer: En nyretransplantation har bedre chancer for succes med en ny fra en levende donor osv. Ulempen er selvfølgelig, at man udsætter den levende donorperson for kirurgisk risiko.«

I sidste ende, forudser Brännström, skal det dog nok lykkes at realisere vellykkede fødsler med livmodere fra afdøde donorer.

»Jeg tror, det vil fungere,« siger han. »Det vil givetvis komme til at fungere.«

Den etiske debat om levende versus døde livmoderdonorer kan måske snart blive rent akademisk. Brännström og hans kolleger i Göteborg arbejder for tiden også på at udvikle en kunstig, biologisk fremstillet livmoder, der ville gøre donorer overflødige.

Denne proces ville sandsynligvis kunne realiseres ved at tage et lille antal stamceller fra en kvindes blod eller hendes knoglemarv og gøre dem til basis for et 3D-stillads, hvorpå nye celler kan tilsættes. Endnu er udviklingsarbejdet i en tidlig fase, men det svenske forskerhold har dog opnået lovende resultater i forsøg med kunstige rottelivmodere.

»Det er nok for mig til at skyde projektet i gang – så vil jeg lade andre om at føre det videre. Men selvfølgelig har jeg gode forhåbninger til, at det kan lade sig gøre. 10-15 år er nok horisonten«, siger Brännström.

Succesen med livmodertransplantationer vil kunne inspirerere andre store fremskridt inden for lægevidenskab. Nu da kvinder, der er født uden livmoder, kan få børn, er det fristende at spørge: Jamen, hvad så med mænd?

Hverken Smith eller Brännström udelukker muligheden for en livmoder kan implanteres i en mand eller transseksuelle kvinde med henblik på graviditet, men de understreger dog, at en sådan operation ville blive skræmmende kompleks – og det er ikke noget, deres forskerhold overhovedet har overvejet.

Enhver patient vil sandsynligvis først skulle kastreres og have etableret en »neovagina« oprettet. Måske det største problem ville være det hormonelle: Androgener, de mandlige kønshormoner, kan bringe en graviditet fare og vil skulle modvirkes med høje doser af eksogene hormoner. Og selv da vil der være fare for, at fosteret ikke modtager en tilstrækkelig og konsekvent blodgennemstrømning.

Sådanne eksperimenter er end ikke blevet afprøvet på dyr heller, og det får de fleste eksperter til at forudsige, at vi er årtier væk fra et gennembrud.

»Det er muligt, at det vil kunne virke, men det kræver opbygning af en ny vagina og alle mulige andre ting,« siger Smith.

»Det vil være teknisk meget vanskeligere, fordi man ikke har strukturen til at starte med.«

Efterspørgslen efter livmodertransplantationer er kun én del af en større interesse for kirurgiske procedurer, der forbedrer en patients livskvalitet snarere end blot at have til hensigt at holde hende i live.

Sidste år udførte læger på Stellenbosch Universitet i Sydafrika verdens første vellykkede penis-transplantation. Modtageren, en 21-årig Xhosa-mand, hvis omskæring var gået galt, gjorde sin kæreste gravid kort efter.

Proceduren ventes at være særligt populær blandt de tusinder af soldater, der har oplevet genitale skader fra vejsidebomber i Afghanistan og Irak.

I mellemtiden, hjemme i Sverige, har livmodertransplantationer fået en varm fortaler i Lollo.

»Det har været livreddende for mig,« siger hun. »Jeg blev født uden livmoder, men hvorfor skal jeg lide under det? Hvis der er en chance for at få en baby eller være gravid, eller bare at være normal ligesom alle andre, hvorfor skulle man så ikke det? Jeg mener, at det bør være en rettighed, vi har; en mulighed, der kan stilles til rådighed for alle, der behøver det. Det reddede mit liv, efter at jeg i så mange år havde været trist.«

Hun kigger på Cash-Douglas, hans store brune øjne, lange øjenbryn og lille opstoppernæse og sukker: »Jeg er bare så forelsket i ham. Han er helt perfekt.«

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ruth Gjesing

"Jeg mener, at det bør være en rettighed, vi har; en mulighed, der kan stilles til rådighed for alle, der behøver det. Det reddede mit liv, efter at jeg i så mange år havde været trist.«
Det lyder noget egoistisk og i øvrigt temmelig selvcentreret. Fordi man er lidt trist, skal sundhedsvæsnet træde til med en megadyr, omfattende 'behandling'. Det er efter min opfattelse ikke nogen menneskeret at få et barn. Hvis man ikke kan få børn, er det en skæbne, man må tage på sig lige som så meget andet, fx et medfødt handicap.

Randi Christiansen, Lise Lotte Rahbek, Michael Kongstad Nielsen, Herdis Weins, Hans Paulin og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Adoption er bare for banalt, eller hva'?

Michael Kongstad Nielsen, Herdis Weins og Hans Paulin anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Jeg tør vædde på, at en masse mænd gerne vil være mor!...

Grethe Preisler

Lollo fik implanteret sin søsters livmoder i kraft af sin og søsterens egnethed som forsøgskaniner i et medicinsk eksperiment.

Skulle hun selv have betalt for indgrebet, ville hun næppe have haft råd til at blive mor på de præmisser. Nu betaler Lollo kirurgen ved at gøre gratis reklame for hans fortsatte eksperimenter med implantering af brugbare kønsorganer i betalingsdygtige ufrivilligt barnløse, som den altid redebonne tabloidpresse underholder et sensatinshungrende publikum med i agurketiden.

Så meget for den 'solstrålehistorie'.

Lise Lotte Rahbek, Herdis Weins og Hans Paulin anbefalede denne kommentar
Herdis Weins

Jeg ville faktisk gerne vide, hvorfor de fravalgte adoption, når de gerne vil være forældre.
Det er som bekendt også muligt at blive plejeforældre.
Det hele stinker lidt af ønsket om at få et kopi af kæresten er højre end ønsket om at få et barn.

Anne Eriksen

Måske, når man er 14 og får at vide at man ingen livmoder har?
Men nogen/ mange gange er videnskaben bare lidt "for dygtig" - men der er jo penge i skidtet!

Grethe Preisler

@Herdis Weins,

Måske var de bare ikke økonomisk veletablerede nok eller af andre grunde ikke i stand til at leve op til de svenske myndigheders krav til adoptivforældre til importerede forældreløse 'overskuds-babyer fra de varme lande'. Jeg ved det heller ikke, men har en mistanke om, at det måske snarere er der, skoen har trykket.

Michael Kongstad Nielsen

Anne Eriksen
17. juli, 2016 - 15:17
"Jeg tør vædde på, at en masse mænd gerne vil være mor!..."

Hvorfor tør du det?

Anne Eriksen

Michael Kongstad Nielsen,

Jeg prøver at være ironisk en gang i mellem - men eller ville jeg have tilbudt en uges babysitting...

Lise Lotte Rahbek

Jeg er ikke i stand til at opsummere al den afmagt, jeg føler ved, at eet menneske ved hjælp af meget store ressourcer fra samfundet
er blevet lykkeligt over at få sit eget barn,
mens allerhelvedes mange andre mennesker mangler synlighed for sine problemer,
nye hofter, ordentlig pleje, mad at putte i munden, dyrevelfærd, klimapolitik - al muligt.

Det er godt at HUN er glad, men jeg kan bare ikke lade være at tænke: MIG; MIG; MIG..

Herdis Weins

Lise Lotte Rahbek - lige præcist !

Michael Andersen

Hvem fanden kalder sit barn for Lolita???

Nanna Wulff M.

For seks år siden fik jeg indopereret et Cochlear Implantat fra Advanced Bionics på mit højre øre. Operationen plus selve lydprocessoren, plus hjælp til at lære at høre igen hos en meget dygtig hørepædagog, kostede omkring en halv million kroner.

Den første CI var et stort fremskridt, men den anden, en Naida CI Q70, er helt suveræn. Teknologien er fantastisk og det første implantat virker upåklageligt med den nye Naida Q70, som er noget dyrere end den første lydprocessor.
Jeg er meget glad for den nye processor, og jeg kan høre alt muligt, også musik.

I 1946, da min mor var i tredje måned med mig, fik hun 'røde hunde' så jeg er født med dårlig hørelse. Det kunne have været så meget værre. Langsomt mistede jeg min hørelse og i mange år har jeg været helt døv. På begge ører!

Jeg ser det ikke som en selvfølgelighed, at jeg nu kan høre ved hjælp af fantastisk teknologi, som giver mig stor, øget livskvalitet. Dog er der mange mennesker som er helt sikre på, at de penge der blev brugt på at give mig hørelse, om end kun på det ene øre, ville være meget bedre givet ud på noget de trænger til.

Misundelse er svær at hamle op med. Og det fra mennesker som aldrig har tænkt over det selvfølgelige ved, at lige netop de kan høre.

Lise Lotte Rahbek

Misundelse, Nanna Wulff ?

Nej, hvis bare det var så simpelt, så kunne vi kategorisere mig og andre med samme tankegng som dårlige mennesker - og så var den problematik ligesom lagt på plads. For evigt.

Jeg er ikke misundelig på hverken artiklens lykkelige mor eller på din hørelse. Eller på jeres lykke.
Jeg er bekymret for, hvilke prioriteringer der handles efter i sundhedssystemerne. Jeg er bekymret for prioriteringerne i forsknings-midler. Jeg er bekymret for, at når der investeres på nogle områder, så er der andre områder som nedprioriteres. Og jeg føler afmagt i forhold til både indsigt i og indflydelse på disse prioriteringer.
Men det er ok, hvis du hellere opfatter mig som et misundeligt menneske med dårlige egenskaber.
Det har jeg (heller ingen) indflydelse på.

Anne Eriksen

Nej, det er ikke misundelse det drejer sig om - problemet er den måde "systemet" fungerer på...

Det er det hykleri, plejer jeg at kalde det - den måde vore sundhedsansvarlige - politikere og sundhedsstyrelse og så naturligvis medicinalindustrien handler på.
I dag var der så lige en afsløring af manipulering af penge/ falske fakturarer og ingen er vel i tvivl om, at det kun er toppen af isbjerget.

Jeg synes, det er dejligt når teknologi kan hjælpe til hørelse eller ønskebørn, det bevæger sig inden for det meningsfulde og realistiske.
Det ikke realistiske i denne forbindelse er så priserne på den medicin/ behandling, som man bilder folk/ inkl. politikere ind er nødvendig.
Den stigende produktion og opfindelse af medicin m.m., der IKKE er nødvendig - rent faktisk er skadelig og medfører flere skader end reel hjælp.
Disse "garantier og pakker" der bruges som undskyldning for en reel behandling/ samtale/ analyse af problemerne. Vigtighed af statistik og salg af vore oplysninger til anden side - det er HER det sker - det der bevæger til en form for diskussion om midler, som medierne fylder os med.

Nanna Wulff M.

Som Ruth Gjesing skriver i det første indlæg i denne tråd:

"Hvis man ikke kan få børn, er det en skæbne, man må tage på sig lige som så meget andet, fx et medfødt handicap."

Så, så længe alt bevæger sig inden for det realistiske og meningsfyldte, og så længe andre kan bestemme hvad der konstituerer det realistiske og meningsfyldte for andre, er vi så ikke tilbage til det sidste Folketingsvalg og Brexit.

Anne Eriksen

Nanna Wulff M.

Måske ikke de rigtige ord - men i stedet for at bruge "midlerne" til formål som overmedicinering/ symptombehandling/ bevidstløse pakker - så kunne man hjælpe uden at skulle begrænse mulighederne i den grad, der sker.
Ja, det var min kæphest, jeg fik sat ind - behandlingen.

Nanna Wulff M.

Anne, jeg er selv en stor modstander af overmedicinering og symptombehandling, så jeg kan sagtens følge dig. Også når det kommer til de mange, mange penge der bliver brugt til 'pharmaceuticals' der overbelaster den ellers så fine balance i det menneskelige sind.

Selv havde jeg ikke et problem, tværtimod, med at blive gravid, men jeg ved, at mange kvinder lider voldsomt under deres barnløshed. En ny livmoder er nok ikke det rigtige for ret mange kvinder, men bare det at muligheden eksistere, kan give håb.

Det er kun for nylig, at jeg er begyndt at tale om mit Cochlear Implantat, og jeg gør det kun for at give håb.

Håb kan været så spinkelt og så skrøbeligt, at det, som en smuk valmue falder til jorden det øjeblik den bliver plukket.