Læsetid: 6 min.

Bør imamer i Danmark tage afstand?

Hvis man forlader et meget abstrakt og rent teoretisk-principielt niveau og inddrager den sociale kontekst, som ønsket om afstandtagen fremsættes i, er der gode grunde til, at danske imamer offensivt og offentligt bør tage afstand fra islamistisk vold og terror
13. august 2016

Bør imamer og muslimske autoriteter i Danmark offentligt tage afstand fra IS og islamistisk vold og terror?

Er det overhovedet at ønske noget sådant af dem ikke en urimelig mistænkeliggørelse? Er det ligefrem latterligt?

Det kan man synes, hvis man, som nogle gør det, anskuer sagen meget abstrakt og ræsonnerer som følger: Danske muslimer er ikke medansvarlige for terroren, og derfor skal de selvfølgelig ikke tage afstand fra den.

Men at anskue sagen sådan er en forsimplende abstraktion, der ikke medtænker hele den konkrete kontekst for det ønske om en mere aktiv afstandstagen, som tre ud af fire danskere efterlyste i en meningsmåling for et par uger siden.

Kravler man således ned ad abstraktionsstigen og ser på Danmark i dag, er sagen mere kompleks. Og der er stærke argumenter for, at ikke alle danske muslimer, men muslimske autoriteter i Danmark mere offensivt bør gå ud og erklære deres afstand til terroren. Her følger 10 ræsonnementer:

1) En afgørende kerne i problemet er – om man vil det eller ej – at der er væsentlige årsager til en mistanke om, at en række danske muslimske autoriteter ikke tager fuldstændig afstand fra den voldelige islamisme.

Senest har næstformanden for Dansk Islamisk Begravelsesfond erklæret, at han i modsætning til nogle franske imamer gerne vil begrave den franske islamistiske terrorist, der skar halsen over på en katolsk præst for nylig.

Men mistankens afgørende årsag er nok TV 2-dokumentaren Moskeerne bag sløret, som med skjult kamera viser en stærkt antidemokratisk aktivitet hos en række danske imamer.

På trods af nogle svagheder påviser dokumentaren meget klart, at der i moskeer i Aarhus, Odense og København advokeres for antidemokratiske normer som kvindeundertrykkelse, vold mod børn, foragt for det danske samfund, sharia over demokrati og demokratiomstyrtende virksomhed.

Hertil kommer et fænomen, der også virker ind på den aktuelle sociale virkelighed: Den voksende islamisme i Europa, dvs. den politiske-islamistiske bevægelse, som f.eks. indebærer ønsker om sharia frem for demokrati, og som mener, at vestlige samfund er uforenelige med islam, at frafaldne bør straffes med døden, og som udtrykker sympati med motivet for angrebet på Charlie Hebdo.

Størstedelen af denne bevægelse vil ikke selv handle voldeligt, men sympatiserer i et eller andet omfang med antidemokratisk vold og terror. Denne voksende bevægelse udgør også et bagtæppe for den danske diskussion om ståsteder og afstandtagen.

Der er altså væsentlige årsager til mistanken om, at en række danske muslimske autoriteter ikke fordømmer ønsket om at ødelægge demokratiet. Og derfor er det relevant at ville have manet mistanken til jorden.

Det er dog klart, at der er forskel på ’sympati for undertrykkende normer og ikkedødelig vold’ og ’sympati for dødelig vold’.

Men ligheden herimellem er en grad af vold og undertrykkelse, og det afgørende er, at det bliver uklart, hvor grænsen for sympati med vold og anti-demokratisk praksis går.

Og det er netop denne uklarhed, som kan nære en mistanke om sympati med islamistisk terror, og som derfor bør afklares, hvis ikke den samfundssplittende mistanke skal bestå.

2) I Deadline den 27. juli sagde imam og formand for Dansk Islamisk Center, Waseem Hussain, til Naser Khader, at ønsket om afstandtagen »går stik imod idéen om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist«.

Men sådan kan man ikke stille det op, for i ønsket om afstandtagen ligger der ikke en færdig dom, men et ønske om at få afklaret, om der er grund til mistanke om sympati med terroren.

Der er som sagt klare årsager til en mistanke, men om der er grund til den, må afklares, hvis vi skal have et samfundsfællesskab.

Eller med andre ord: Kravet om afstandtagen handler ikke om jura, men om socialpsykologi, interaktion og fællesskab: Kan jeg have tillid til dig? Bekræft mig venligst i, at den mistillid, nogle muslimske autoriteter blandt andet selv (ufrivilligt afsløret) har skabt, er forkert.

3) Ofte hører man det argument, at man da ikke ville forlange af kristne, at de skulle gå ud og tage afstand fra en kristen persons terror.

Nej – men fordi den aktuelle samfundskontekst er en anden, er den analogi uholdbar: Vi har ikke en situation, hvor kristne miljøer fostrer særlig mange mennesker, der med vold og ødelæggelse vil underlægge demokratier religiøs lov og vold.

Med andre ord: Her er der ikke tale om historien om den helt uskyldige mand, der får spørgsmålet ’hvornår er du holdt op med at slå din kone?’ Manden er uskyldig og bliver urimeligt påduttet en opfattelse, han ikke kan undslippe, uanset hvad han svarer.

Men nogle imamer har vist sig ikke at være helt uskyldige, og derfor er det ikke urimeligt at ville høre dem sige, hvad de mener om det liberale samfunds værdigrundlag og om et af vor tids mest frygtindgydende problemer: den islamistiske terror.

4) Imamer har en social magt og dermed en privilegeret mulighed for at modarbejde radikalisering og støtte til islamistisk vold. Og med magt og muligheder følger et ansvar, og islamismen skal kritiseres.

Så hvis ikke kritikken af autoriteter eller islamister i nationalstatens muslimske minoritetskultur skal komme fra majoritetskulturen, må muslimske autoriteter selv kritisere islamistisk vold og ekstremisme – og sympati med den – offentligt.

5) Og endnu et pragmatisk argument: Det ville virke fællesskabsbyggende at gå ud og tage afstand. Det ville ikke bare modvirke radikalisering, men også skabe sammenhængskraft på tværs af etniske og religiøse skel.

Det ville, som samfundsforskeren Francis Fukuyama ønsker det, forstærke det fælles fundament, vi bør stå på: ikke et nationalt eller kristent fundament, som ville virke ekskluderende på f.eks. muslimer eller indvandrere, men et demokratisk fundament, som – medmindre man er antidemokrat – kan inkludere alle religioner og kulturer.

6) Endnu et pragmatisk argument: Imamers offentlige og fælles kritik af islamismen ville være det bedste modstandsvåben og den stærkeste bevægelse mod islamismen, IS og radikaliseringen.

Ingen krig, nok så mange bomber eller en ikkemuslimsk majoritetskulturs kritik kan i længden fungere lige så effektivt modarbejdende som muslimske autoriteters normer, ord og handlinger.

I Danmark kunne imamerne f.eks. gå sammen om en aviskronik, der forklarer, hvorfor en voldelig og ufredelig fortolkning af Koranen er forkert. Kritikken indefra er stærkest.

7) Det ligefrem ikke at ville tage afstand kan – om man vil det eller ej og grundet den skitserede kontekst – meget vel bestyrke mistanken om en eller anden grad af sympati med den islamistiske terror.

8 ) Bør vi forvente en så renhedsproklamerende adfærd, når Vesten selv har opført sig så uretfærdigt og voldeligt i Mellemøsten?

Det er vanskeligt. Vreden er forståelig. Men at der er forståelige årsager til vrede mod vestlige samfund og magthavere, begrunder ikke i sig selv, at man ikke skal tage afstand fra islamistisk terror i Vesten.

Hvis man er for de demokratiske samfundsmodeller i Vesten, er man også imod den islamistiske terror i Vesten. Der er forskel på årsager og idealer. Og anti-demokratisk terror kan ikke retfærdiggøres demokratisk.

9) Man hører også det argument, at islamistisk terror dræber flere muslimer end ikkemuslimer, hvorfor det da er åbenlyst, at muslimer er en lige så stor modstander af terroren, som ikkemuslimer er det.

Nej. At nogle muslimer er modstandere, betyder ikke, at alle muslimer er det. For der findes mange fortolkninger af islam.

10) Hvor slemt kan det egentlig være at tage afstand? Hvis man opfatter en stærkt voldelig og terroristisk praktisering af islam som forkert og ødelæggende for opfattelsen af ens egen religion, er det vel i ens egen interesse at tage afstand fra, kritisere og modarbejde den praksis?

Man må altid forsøge at forstå det fænomen, man forholder sig kritisk til. Og der er angiveligt årsager – sociale, individuelle, politiske, kulturelle – til danske imamers begrænsede offentlige afstandtagen, som ikke er inkluderet i det ovenstående.

Men ikke desto mindre gives der gode grunde til at ønske, at imamer og muslimske autoriteter i Danmark mere offensivt og i offentligheden tager afstand fra den islamistiske terror. Det er ikke et dumt ønske.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Samfundsknæk
Nogle mener, at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist – andre tror på, at man er skyldig indtil man konverterer …

Så er det jo lige om imamer læser Information? Hvor mange almindelige kristne og andre tager afstand fra uret m.v. Hvor mange går på gaden for at demonstrere mod uret? Hvor mange danskere går egentlig ind for dødsstraf i diverse debatter? vist ikke så få. Men helt klart vil et sindelagskontrol da være spændende i vores land, men om hvad og hvor megen sladder kan det medføre? Men helt klart ville det være rigtig dejligt hvis muslimer generelt deltog mere i den demokratiske og etiske diskussion, og nu bedre hvis de der gør ikke jordes af dumsmarte danskere fremfor en dialog.

Viggo Okholm, i islam er det solidariteten der er styrken, ikke argumenterne. De sidste er for 'troende' til deltagelse i den dialog du ville synes var dejlig. Man ville fremstå komisk - og 'man' ved det. Det ville ikke være 'rigtigt dejligt'. Men ingen ler derimod solidaritet ud. Der bliver derfor ikke lagt afstand til 'islam' og ingen skal grine ! Vel ? :)

Odd: Lidt kryptisk svar, min ældre hjerne har lidt svært ved at gennemskue din reelle mening her :)
Men min pointe er at muslimernes "problemer og fejl" stort set kun diskuteres af os gammeldanskere, som føler sig truet på liv og lemmer fra mennesker med en "solidarisk" tro og menneskesyn.

Ah... Viggo Okholm, jeg har ikke så mange definitive meninger ej heller her, men jeg er jo heller ikke f.eks. muslim. Men det er en dårlig - eller meget modig - muslim der kaster sig ud i at offentlig debat af problemer og .,...fejl ???? ved Profetens Shariah. Nej nu be'r jeg dem...:-)

Hej, -dem- skal jo med stort : 'Nu be'r jeg Dem.... (fru Heilbundt) - refererer til en borgerfrues faste sladder-frase om alt 'anderledes' - i en Gustav Wied-roman, såvidt jeg husker. OK Viggo, jeg er måske ikke helt nem at læse for enhver.

Det er et lidt underligt spørgsmål.

Skal overrabineren i dk tage afstand fra israels ageren i palestina med bombninger og annektering af landområder?

Og skal biskopperne i dk tage afstand til usa på grund af guantanamo og dronemord?

Peter Hoffmeyer

Er problemet ikke at teksten alene kræver afstandstagen fra imamer ? Som om terror var en eksklusiv muslimsk hobby.
Jeg ville mene at alle samvittighedsfulde mennesker, uanset etnicitet, bør tage afstand fra eller yde direkte modstand mod, enhver form for grov forbrydelse.

Den jødiske stat Israel er blandt de største og mest brutale terrorister på planeten - dette er hævet over diskussion.
Men I Danmark støtter majoriteten af rabbinere og private jøder, denne foragtelige nation, nærmest uden forbehold og nærmest uden konsekvenser.