Læserbrev
Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Skal jeg fyre en flexjobber

Moderne Tider
20. august 2016

Susan Knorrenborg

Født 1976. Informations debatdame. Efternavnet forpligter. Er med andre ord døbt til rollen som verbal slagssøster

Den røde direktør

Jeg er direktør for en kulturinstitution, som bla. gerne vil hjælpe socialt udsatte ind på arbejdsmarkedet. Men jeg står i et dilemma: Vi har i et par år haft en knapt 60-årig ufaglært ansat i et flexjob til forefaldende arbejde. I dennes ferie har vi haft en flygtning, der også er ufaglært og endnu ikke kan dansk, som vikar. Flexjobberen skal ifølge aftalen arbejde mindst 20 timer om ugen, men er tit syg, holder lange pauser og har en effektiv arbejdstid på det halve.

Vikaren er effektiv, når langt flere opgaver, er blevet bedre til dansk og er faldet godt til på arbejdspladsen. Men nu lakker vikariatet mod enden. Flygtningen skal erstattes af flexjobberen med modvilje og øv-dage.

Flexjobberen har fået at vide, at vi ikke er tilfredse med indsatsen, men det hjælper ikke – og efterlønnen er lige om hjørnet. Omvendt har flygtningen givet den en skalle, og det burde gavne ham. Det letteste er at beholde status quo. Så undgår jeg at skabe utryghed på arbejdspladsen, ballade med fagforening osv. Men jeg vil føle mig lidt som en kryster – håber brevkassen kan hjælpe. (fork. af red.)

Svar I:

Alle har ret til en chance. Men de har pligt til selv at gribe den. Hvis flexjobberens fravær virkelig skyldes modvilje – og ikke er udtryk for, at han af og til er uarbejdsdygtig på grund af de problemer, der har gjort ham til flexjobber – har han ikke grebet sin chance. Så for mig er valget ikke så svært: Ansæt flygtningen.

Og ja, du får sikkert ballade med tillidsmanden og måske nogle af de ansatte. Men den slags kampe hører med til at føre fordelingspolitik i det små. Og lur mig, om der ikke også er et par af kollegerne, der er lidt trætte af, at firmaets gode vilje bruges på ugidelighed.

Desuden: Du vil gerne være en socialt ansvarlig, rød og modig chef, men det er da trist, at det er en kryster, der stirrer på en i spejlet. Er det ikke?

— Susan Knorrenborg

Svar II:

Det er, som om du har skabt dit eget problem. I misforstået godhed har du ladet stå til, selv om den knap 60-årige ikke har overholdt jeres aftale. Javist, du har gjort opmærksom på, at I ikke er tilfredse med indsatsen, men hvad har du gjort for at tilpasse aftalen til et mere realistisk niveau? F.eks. ved at indskrænke mængden af opgaver – og dermed arbejdstid.

Nu har en flygtning så åbnet dine øjne for, at man både kan være et godt menneske og stille krav, og så har du balladen. For du kan ikke fyre flex’eren for at få flygtningen. I stedet må du revidere aftalen med flex’eren, og først hvis I fortsat ikke begge kan leve med samarbejdet, må I opsige det. Det er noget rod at være god.

— Emil Rottbøll

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henvend dig til Jobcenter, søg at tilpasse din fleksjobbers effektive arbejdstid til det han kan levere. Det vil sige sæt timerne du skal betale for ned og ansæt så med de penge du sparer flygtningen efter det ved trepartsforhandlingen i forår aftalte regelsæt.
Så hjælper du to mennesker.