Læsetid: 5 min.

Dagbog fra en moderne daglejer

Mens jeg sidder og skriver dette, har jeg lyst til at klappe min Macbook sammen og smadre den ned i bordet, da jeg simpelthen er så træt af at skrive og af min tilværelse som forfatter og kulturel daglejer
Mens jeg sidder og skriver dette, har jeg lyst til at klappe min Macbook sammen og smadre den ned i bordet, da jeg simpelthen er så træt af at skrive og af min tilværelse som forfatter og kulturel daglejer

Mia Mottelson

6. august 2016

Da jeg af forskellige grunde ikke kan sidde og arbejde på mit kontor i dag, besluttede jeg mig for at cykle ind til den såkaldte ’sorte diamant’, men er så fuldstændig udbrændt, at jeg ikke kan finde vej fra Frederiksberg og ender med, da jeg endelig når ned til vandet, at cykle op mod Fisketorvet, altså til højre i stedet for til venstre.

Jeg tror, jeg er mellem Knippelsbro og Langebro, selv om jeg er syd for Langebro, og samtidig bliver jeg ved med at tro, at jeg skal over vandet, at Den Sorte Diamant ligger på den anden side af kanalen.

Jeg liver et øjeblik op ved tanken om, at jeg så kan prøve den dér nye bro, der har været så meget virak omkring, fordi enderne ikke ville mødes, men det går op for mig, at jeg ikke aner, hvor den ligger, og samtidig dæmrer det: Den Sorte Diamant ligger jo på min side af vandet.

Inde på ’Diamanten’ er der næsten helt tomt, og det glæder mig, da stedet med sit gedemarked af studerende er helvedes forgård for mig.

Læs også: Far er rådvild i eksilet

Sidste gang, jeg var herinde, var for at skaffe et nummer af Kritik, da jeg i forbindelse med et foredrag, jeg skulle holde senere på dagen, i panik mente, jeg burde genlæse en gammel artikel i Kritik, og jeg havde en naiv idé, om at jeg kunne spadsere direkte ind på ’Diamanten’ skråstreg Det Kongelige Bibliotek og få lov til at kigge i det pågældende nummer af Kritik, at en bibliotekar ville finde det frem til mig, men ved en skranke under Kirkebys store loftsmaleri oplyste man mig om, at der ikke længere fandtes bøger på biblioteket, og at jeg skulle bestille alting hjem, og jeg indså, at det absolut ikke var en fejl, at jeg i ti år af ren og skær stædighed ikke har lånt en bog på et dansk bibliotek, og jeg forlod ’Diamanten’ for ikke at sætte mine ben her igen, indtil manglen på en arbejdsplads drev mig herned i dag, og jeg så til min lettelse opdager, at her som sagt er næsten tomt, da det er tidligt på morgenen.

Mens jeg sidder og skriver dette, har jeg lyst til at klappe min Macbook sammen og splitte den ad ved at smadre den ned i bordet, da jeg simpelthen er så træt af at skrive og af min tilværelse som forfatter og kulturel daglejer, at det er en helt grundlæggende selvopholdelsesdrift, der gør, at jeg nu fuldstændig trøstesløst sidder og tapper fingrene i tastaturet, men samtidig slet ikke kan få det til at løbe rundt, og jeg ville egentlig helst ud af det hele, væk fra det selvpålagte pres om at skulle skrive endnu en bog og møde deadlines.

Det er usikkerheden, jeg ikke orker længere. For nogle uger siden søgte jeg et job som chauffør for et firma, der hedder Temperaturkørsel, hvor jeg skulle møde ind om natten, men til gengæld fik fri før middag, og jeg gik og håbede på, at jeg kunne få sådan et job, da jeg så ville få en stabil indkomst og slippe for denne evindelige tilstand af bekymring for, hvor den næste indtægt skal komme fra, men Temperaturkørsel gad ikke svare mig, selv om de eneste kvalifikationer, jobbet ifølge annoncen krævede, var, at man talte dansk og havde kørekort på B-niveau, men jeg tænker, at det vil kunne lade sig gøre at finde et lignende job.

Et andet håb om en stabil indkomst var den stilling som lærer på Forfatterskolen, der blev opslået før jul, men hvor var det dog helt igennem tåbeligt, at jeg brugte min energi på at skrive en ansøgning – den genre jeg hader mest af alle og desuden føler mig mest hjælpeløs over for – for derefter at møde op til samtale og til slut gå og vente i nervøsitet på en opringning fra rektoren, når det set i bakspejlet jo fuldstændig åbenlyst blot var en ekstremt tærende måde at spilde tiden på.

Tid, som jeg ellers kunne bruge på at skrive på en roman, hvis færdiggørelse ligger så langt ude i fremtiden og er knyttet så uløseligt sammen med min privatøkonomi, at arbejdet foregår i en stemning, som var jeg ved at slukke en ildebrand med vand, der bliver hentet meget langt væk i en kop.

Misundelig

Jeg har altid følt mig privilegeret, men for tiden føler jeg mere en slags misundelse over de af mine venner, der er endt med fast lønnet arbejde, pensionsordninger, barsel, a-kasse etc., og jeg fortryder, at jeg har satset på at skrive, og jeg fortryder, at jeg ikke tog en uddannelse, og når jeg skriver, at jeg fortryder, er det ikke retorisk, og jeg ønsker ikke at ændre noget i samfundet, nej, det handler bare om, at jeg lige nu sidder og tænker, at jeg har taget et forkert livsvalg, at jeg ikke magter usikkerheden længere, men da jeg skal skrive noget, er det det, jeg skriver.

Mens jeg har skrevet dette, er læsesalen blevet fyldt, og nu kom der en og satte sig ved siden af mig, så jeg må afslutte den her klumme, da jeg helt neurotisk ikke kan koncentrere mig, når jeg sidder ved siden af nogen, der har mulighed for at kigge med på min skærm, og det illustrerer også fint det tærende i processen: Det abrupte skift fra noget personligt og tvivlspræget til en offentlig publicering og kontroltab, jeg orker det næsten ikke længere, men hvis jeg skal svare på spørgsmålet om, hvad det er for et smil, jeg smiler, så må det smil, som Mads Eslund kan spore, skyldes noget, som overskygger min lede ved at skrive for penge, nemlig at jeg nu befinder mig et sted i mit liv, hvor jeg var begyndt at tro, at jeg aldrig ville havne, nemlig med en kone og to små børn, og selv om jeg i dag føler mig slidt ned, er det stadig det ubetinget bedste, der er sket i mit liv, og jeg smiler uvilkårligt, bare jeg tænker på min kone og børnene. Jeg håber, at der også dukker en glæde ved at skrive op snart. Mit spørgsmål må være: Føler du glæde ved det, du laver?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Der er rod i venstre kolonne øverst: Det kan dårligt både være Bang Foss og Eslund, der skriver.

Eslund skrev den 30.7. Det taler for, at det er Bang Foss, der skriver den 6.8.