Læsetid: 3 min.

Et Danmark på randen af borgerkrig?

Den gamle venstrefløjside om falsk bevidsthed tog afsæt i objektivt målbare forhold i samfundet. Den moderne højrefløjs variant af den tankegang synes funderet i den blå luft. Alligevel er truslen om borgerkrig alarmerende
27. august 2016

Man skulle ikke tro det, hvis man kiggede ud af vinduet, men der tales om borgerkrig i Danmark.

I september sidste år advarede Mikael Jalving i Politiken om risikoen for borgerkrig – »lad os sige om 50-60 år« – som et kombineret resultat af den stigende muslimske indvandring og den 68-ånds- og velfærdsstatsbefængte »pøle af slaphed«, som ifølge Jalving truer med at opløse det danske samfund indefra.

Gymnasielektor Niels Vestergaard Thomsen – som fik påkaldt sig mediernes opmærksomhed, da han på Facebook sammenlignede Venligboerne med ’tyskerpiger’ – medgiver, at »Tonen er hård, ja, men det er fordi, vi er på kanten til en borgerkrig«.

Pernille Vermund, som er forkvinde for Nye Borgerlige – det nystiftede højrefløjsparti som både Jalving og Lektor Thomsen agter at stemme på – taler om, at »hvis vi først mister respekten for vores retssystem, så skaber det konflikt og uro – i værste tilfælde en borgerkrig«, hvilket kun kan undgås gennem et opgør med »Overstatslige aftaler, menneskeretskonventioner og især flygtningekonventionen«.

Senest var det såmænd Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, som advarede mod, at hvis »eliten ikke snart begynder at tage danskere og deres bekymringer alvorligt, beder vi om […] frustrationsvold«.

Søvngængere og sandsigersker

Hvis vi skal tro disse bekymrede højrefløjsstemmer, så lever vi altså i et samfund i opløsning. Men går man en tur i Københavns gader, så vil man dog hverken opleve kugleregn eller tanks på Christiansborg Slotsplads.

Hvis man bevæger sig en tur rundt i landet, så vil de fleste nok have en oplevelse af at færdes i et af de mest velfungerende, velregulerede, fredelige og sikre samfund i verdenshistorien. Hvis man dertil konsulterer kriminalitetsstatistikker og offerundersøgelser, så vil man finde, at der er historisk lav risiko for at blive offer for en forbrydelse.

Påstanden om, at vi befinder os på kanten til en borgerkrig, støtter sig altså ikke til en normalt fungerende persons hverdagsoplevelse af at leve i Danmark. Det er snarere en påstand om, at der under denne tilsyneladende historisk fredelige overflade eksisterer spændinger og konflikter så dybe og alvorlige, at de hvert øjeblik risikerer at bryde ud i lys lue.

Dermed må højrefløjsstemmerne også relegere hverdagsoplevelsen af livet i Danmark til status af en slags falsk bevidsthed, vi som søvngængere lider under, hvis vi tager overfladeharmonien for gode varer.

Men hvor den marxistiske variant af idéen om falsk bevidsthed i det mindste kunne støtte sig til objektivt målbare ejerskabsstrukturer i samfundet, så får højrefløjsstemmerne altså ingen tilsvarende hjælp fra socialvidenskaben.

Borgerkrigsadvarslerne komplementeres ikke desto mindre ofte af udråb som »VÅGN OP!«, hvilket implicit forudsætter, at den tilråbte befinder sig i en slags søvnlignende tilstand, som tilråberen til gengæld har frigjort sig fra.

Tilråberen antages altså at have en privilegeret tilgang til den sande virkelighed, som hverken kan aflæses i hverdagens fænomenologi eller årbøgerne fra Danmarks Statistik.

Og her bliver diskussionen først rigtig interessant. For en borgerkrigsadvarsel er jo en slags trusselsvurdering, som, hvis den er retvisende, har nogle bestemte konsekvenser for, hvordan det er rationelt at forholde sig.

Hvis der er borgerkrig lige straks, og jeg har et forståeligt ønske om at overleve, så har jeg grund til at anskaffe mig midler, der kan sikre min overlevelse, samt evt. at angribe min fjende, før han slår først.

Selvopfyldende profeti

For de medborgere, der i strid med hverdagsoplevelsen og videnskab alligevel hæfter tillid til Jalving, Lektor Thomsen, Vermund og Kjærsgaard, så har deres advarsler om frustrationsvold og snarlig borgerkrig altså nogle potentielt yderst dramatiske implikationer for, hvordan det er rationelt at forholde sig.

Hvis man med andre ord hæfter tillid til højrefløjsprofeternes åbenbarede sandhed, så indebærer de tiltagende borgerkrigsadvarsler i yderste instans, at det er rationelt at foretage sig handlinger, der kan give mindelser om en borgerkrig. Det er en klassisk, selvopfyldende profeti.

Hvorfor i alverden siger de det så?

Som Thomas Schelling påpegede allerede i 1960, så kan det i en forhandlingssituation være strategisk rationelt at delegere initiativretten ved trusler til sekundære aktører, hvis alment anerkendte villighed til at føre truslen ud i livet er mere troværdig end ens egen.

Højrefløjsprofeternes advarsler om borgerkrig kan altså forstås som en trussel af typen: ’Jeg tager naturligvis afstand fra vold, men hvis min politik ikke gennemføres, så kan jeg ikke garantere for, hvad x, y, og z kan finde på’.

Advarslerne kan altså ses som et strategisk træk i en politisk forhandling. Selvom højrefløjsprofeterne ikke selv er villige til at ty til vold, så er de villige til at lukrere på, at andre er.

I værste fald, så kan deres advarsler om et samfund i opløsning aktivt bidrage til virkeliggørelsen af det skrækscenarium, de med bekymret mine advarer imod.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Nissen
  • Jes Kiil
Erik Nissen og Jes Kiil anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det kan meget vel være at vi er på randen af en borgerkrig, men det et ikke de brudflader som optager sindene i ovenstående artikel, som jeg desværre ikke kan læse, der vil forårsage den.
Uligheden og stigmatiseringen af de overflødige er mit bud på en brudflade.

Hvorfor fremmes racisme som brudflade af magthaverne? Er det mon den primitive del og hersk-tankegang? Hvad nu hvis middelklassen ikke længere lader sig narre?

jan henrik wegener

På et tidspunkt var der nogen der opfandt begrebet "kold krig", om noget der egentlig ikke var krig som man normalt forstår det(selvom Marie Krarup og andre måtte mene noget sådant), men heller ikke "rigtig" fred. Hvis der kan være "kold krig" kan der så komme "kold borgerkrig" og hvad ville en sådan indebære? Kan der komme indre barrierer mellem folk eller usynlige "jerntæpper" som man ikke skal overskride, selvom det egentlige voldsniveau er lavt?