Læsetid: 9 min.

»Jeg føler, jeg flyver bagud i mit liv«

»Vi sad i flysædet og aftalte at kaste os fra side til side – vi ville få flyet til at få problemer, til at vende om. Tilbage til Europa.« Nigerianske Mary taler om den dag, hun blev deporteret til Nigeria. Men Marys fly vendte ikke om. Som Mary skal tusindvis af migranter fremover på fly hjem. Massedeportation er blevet et af EU’s mest centrale bud på en slags løsning på migrantkrisen, og unionen står nu over for et deporterings-eksperiment uden fortilfælde. Men hvad sker der, når deportationsflyene lander?
Organisationerne Welcome to Denmark og Ingen Udvisninger Uden Modstand stod tidligere på måneden bag aktioner, der var med til at forhindre deportation af tre lesbiske kvinder fra Uganda, hvor de risikerer forfølgelse. Men de fleste deportationer går mere eller mindre upåagtet hen.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

27. august 2016

På feltarbejde hos Københavns Politi overværede jeg en deportation fra Kastrup. Det var ikke sådan en som den, der dukkede op i medierne for et par uger siden, da en større gruppe aktivister mødte op for at forhindre hjemsendelsen af tre lesbiske ugandiske kvinder – og endte med gennem mediebevågenheden at få afværget deres udsendelse.

Den, jeg overvågede, var af den normale slags. Det var en nigeriansk kvinde, vi kan kalde hende ’Ann’, der blev deporteret. Vi havde hentet hende i Vestre Fængsel og kørte til Vesterbro for at finde hendes ting.

Ann havde ingen kuffert, kun små tasker og en stor sort plasticpose. Ann havde boet i et lille værelse med to andre nigerianske kvinder på et af de skramlede migrant-pensionater, der ligger ubemærket midt i København.

Ann samlede sine små shampooflasker, tøj, et par støvler – ting og sager. Ned i tasker og posen. Vi kørte til lufthavnen bag tonede ruder. Fra en aflukket parkeringsplads førte to civilklædte betjente Ann til indtjekning ved SAS’ effektive businessskranke i Terminal 3.

Ann talte i telefon flere gange med nogen i Nigeria og Italien, mens hun gik mellem de to betjente på vej til gaten. Hun fortalte, at hun var på vej til flyet: »I am being sent out of this country.« På vejen til gaten vekslede hun 200 kroner til euro.

Læs også: Becky er død

Få, hvis nogen, bemærkede, at en kvinde blev deporteret for øjnene af dem. Betjentene afleverede Anns ID-dokumenter til flyets kaptajn og overvågede, at hun gik ind i flyet og fandt sin plads. Betjentene og jeg blev stående, til flyet havde forladt gaten og flyets hjul sluppet banen. En såkaldt »observeret udsendelse«.

Hvad der sidenhen skete Ann, ved jeg ikke. Sådan er vilkårene af og til for en migrationsforsker. Oftest er jeg på feltarbejde blandt migranterne selv, men i de perioder, hvor jeg som forsker følger myndighedernes arbejde, er kontakten til migranterne kortvarig og flygtig. Så er de videre.

Siden Ann blev deporteret, har jeg forsket i, hvad der sker efter en deportation. Nogle kunne måske mene at post-deportationsviden er uvedkommende. Pointen med deportation er netop at sørge for, at migranten ikke vedkommer os længere.

Problemet er bare, at selvom der kan være rimelige grunde til at sende migranter hjem, så er deportation ikke noget quick fix. Tværtimod.

Deporteret fra den anden side

»Jeg er deporteret fra den anden side (fra Europa, red.),« siger de migranter, jeg arbejder iblandt i Afrika. De kalder det altid, og oplever det som, en deportation. Derfor bruger jeg ordet her.

Men ofte bruger vi, myndigheder, forskere og andre i de europæiske samfund hellere ord som udsendelse, hjemsendelse, udvisning, afvisning, retur, repatriering og frivillig retur. Når vi skal af med kriminelle indvandrere, afviste asylansøgere og andre uden lovligt ophold, har kær løsning mange navne.

Fremtrædende deportationsforskere som Nicholas De Genova og Nathalie Peutz mener imidlertid, at de mange ord kamuflerer, at det er deportationer, der finder sted. For selvom vi kalder det »frivillig retur« og rejsen foregår uden håndjern og betjente på flyet, så har migranten typisk ikke andre muligheder end at blive sendt hjem.

Ofte møder jeg myndighedspersoner, der opponerer mod den sammenkobling af begreberne. Problemet er imidlertid ifølge De Genova og Peutz, at når vi teknokratisk kalder det ’frivilligt’, ’retur’, ’udsendelse’ og blot tror, at det er enkeltstående hændelser – så ser vi ikke det, de samlet kalder »deportationsregimet«.

Med andre ord – at vi er på vej ind i deportationens, snarere end migrationens, æra.

Tallene for Danmark taler for sig selv. På et år er udvisninger af migranter uden lovligt ophold, ifølge Rigspolitiet steget fra 252 i 2014 til 1.894 i 2015. På fem år er antallet af udsendte afviste asylansøgere steget fra 264 i 2010 til 646 i 2015. Antallet af asylansøgere i udsendelsesposition er steget med 65 procent på fem år.

Præsten i Lagos

Nogle gange er der én deportant på flyet. I andre EU-lande chartres fly kun til deporterede. Nigeria er et af de lande, der modtager allerflest deportationsfly.

Når flyene lander i Nigerias hovedstad Lagos, må de deporterede klare sig selv. Ofte vandrer de rundt i nærheden af lufthavnen uden nogen steder at tage hen. Det siges, at flere deporterede er sprunget ud fra en høj motorvejsbro i nærheden kort tid efter landingen.

Post-deportations viden er vigtig af menneskeretlige årsager. Overlever den deporterede overhovedet at komme hjem til konflikt- og kriminalitetsramte områder i Afghanistan, Irak eller Nigeria? Derfor kræver antideportationsaktivister ofte øget opfølgning af, hvad der sker med de deporterede sidenhen.

Læs også: Smugling forklædt som trafficking?

I Lagos mødte jeg under et feltarbejde Joshua, en præst der hjælper de deporterede, når de ankommer fra EU.

Han sidder ofte bag sit skrivebord i et lille hus ude ved motorvejen, der fører fra den internationale lufthavn ind til millionbyen. Ved siden af huset er hans kirke, et rum med bliktag, plasticstole og Jesus på korset. De lokale henviser de mange omvandrende deporterede til kirken, hvor de sover på gulvet.

Han har nu fået et mindre beløb fra en NGO i Tyskland til arbejdet. Men Joshua har ikke meget andet at tilbyde end det, de lokale kirkegængere i området donerer – lidt ris, tøj og småpenge til at ringe til familien. Nogle ringer aldrig til familien og siger, de er tilbage. Det er for skamfuldt. De gemmer sig i Lagos og venter på en ny mulighed for at migrere.

Deportation skaber migration

Hundredetusinder er blevet deporteret til Latinamerika under præsident Barack Obamas embedsperiode. Nogle kalder ham Mr. Deportation.

I det område viser forskning blandt andet af Luis Barrios og David Brotherton, at deportationer kan skabe mindre udvikling, mere kriminalitet og mere migration. Med andre ord: Med EU’s deportationseksperiment risikerer vi at få migrationsproblematikken tilbage i hovedet med fornyet kraft.

Massedeportationer udfordrer lokalområder, der i forvejen er fattige og konfliktfyldte. Deportationer stopper den strøm af penge, mange migranter sender, eller har planlagt at sende, hjem. Penge, der hjælper familier og udvikler lokalområder.

I stedet skal de fattige samfund nu modtage og reintegrere deres deporterede borgere, når de kommer hjem, ofte skamfulde uden penge på lommen. Hvad skal de så?

Mange migranter satsede alt og lånte typisk penge, pantsatte jord og hus for at komme afsted. Behovet for sikkerhed, forsørgelse af familien og gæld gør, at de efter deportationen er stillet værre, end da de tog afsted. Det får de deporterede, eller andre familiemedlemmer, til at rejse igen og blive deporteret igen.

Læs også: Kvinderne, der drukner i Middelhavet

I Nigeria mødte jeg folk, der var blevet deporteret tre gange. Deporterede bliver sjældent der, hvor vi placerer dem. Hvis der fortsat er konflikt og arbejdsløshed, så rejser de igen. Og sådan fortsætter deportations-hamsterhjulet med at dreje rundt.

Arbejdsløshed gør, at nogle deporterede nu tjener penge på deres migrationserfaring. Nigerianske David var deporteret fra Italien og lever nu af at guide folk til Europa gennem Sahara. Thailandske Sak blev deporteret fra Tyskland og skaffer nu visa til de kvinder i hendes landsby, der vil dertil.

Både i Thailand og Nigeria har jeg mødt deporterede, der nu lever af at få andre migranter afsted. Vi deporterer erfarne migranter med kontakter i Europa og migrationsinformation direkte ned til områder, hvor håbet om migration stadig er en livsstrategi.

Samuels biler

I Nigeria fortalte Samuel sin historie. Han var deporteret fra Spanien. Inden da havde han været i Danmark og Frankrig og arbejde, sagde han. Jeg mødte ham hos en antitrafficking NGO i Lagos. Vi faldt i snak, da han protesterede højlydt over, at mænd ikke kunne få hjælp, når de blev deporteret.

»Everything, everything is about the women,« råbte han frustreret til nonnerne, der arbejder i NGO’en. Og han har ret – der findes en del NGO’er, der hjælper kvinder, der har solgt sex og siden bliver sendt tilbage til deres hjemlande. Men stort set ingen hjælper mændene.

Samuel fik allernådigst lidt stegt kylling af nonnerne. Samuel havde repareret biler og solgt bildele og stoffer i Spanien. Han mente ikke, han kunne tjene penge på andre måder, når nu hele familien i Nigeria var afhængig af ham.

Han blev venner med en spansk familie, som han tydeligvis var meget glad for. De gav ham mad, han overnattede hos dem af og til. De gav ham også penge, da han blev opdaget og skulle deporteres. Så han kunne klare sig og starte et nyt liv.

Tilbage i Nigeria søgte han hjælp hos nonnerne og reparerede igen biler. Han brugte pengene fra den spanske familie til at købe værktøj. Men da jeg mødte ham, havde han lige fået stjålet værktøjet og den bil, han reparerede – af to mænd, der ikke havde nogen penge, efter de også var deporteret fra Spanien, sagde han. Så nu var Samuel på bar bund og tænkte på at rejse mod Europa igen.

Deportation af kriminelle indvandrere som Samuel er ofte til debat i Danmark. Forskning blandt unge deporterede mænd dømt for stofsalg og/eller bandekriminalitet i USA viser, at massedeportationer af kriminelle kan betyde mere kriminalitet i lokalområderne.

Unge mænd, der deporteres uden penge på lommen, med begrænset familienetværk, men med kontakter i kriminelle netværk, giver mere vold og kriminalitet i lokalsamfundene. Nogle af de unge mænd fastholder deres kontakt til de kriminelle miljøer, de blev deporteret fra, og fortsætter nu med kriminelle aktiviteter, lokalt og transnationalt. Usikkerhed, vold og kriminalitet skaber mere migration.

Ud med sexarbejdere, pushere og svindlere

Deportationer er ikke noget nyt. I 1800-tallet deporterede Tyskland hollandske mandlige lommetyve og kvindelige sexarbejdere tilbage til Holland. Enlige arbejdsløse kvinder, særligt mørke, blev automatisk betragtet som potentielle sexarbejdere og deporteret allerede i 1800-tallets USA.

EU, USA og Australien – har altid deporteret flest, men fattigere lande deporterer også. Nigeria deporterer kinesiske markedssælgere. Kina deporterer nigerianske afviste asylansøgere. Mexico deporterer til Guatemala. Den Dominikanske Republik deporterer tidligere jordskælvsflygtninge til Haiti.

Filosoffen Michel Foucault siger – dog ikke med tanke på deportationer – at vi skal forstå vores samfund ved at se på de mennesker, vi bortfiltrerer.

Hvem er det, der typisk bortfiltreres via deportationer? Uanset land og årstal har sex, stoffer, arbejdsløshed, svindel, religion og race altid formet, hvem der blev deporteret.

Nætterne på feltarbejde i detentionen på Station City i 2016 taler deres eget sprog. Det er stadig pusherne, sexarbejderne, svindlerne, de såkaldt subsistensløse og de mørke, der sidder der, inden de deporteres.

’No immigration – start repatriation’

En del efterlyser, at vi indtræder i deportationens æra. »No immigration – start repatriation,« stod der på et banner et sted i England efter Brexit-afstemningen. Men indfangning og deportation af migranter sker allerede dag og nat på gaderne i EU, i København og andre steder. Hunt-and-deport hedder det i USA.

Det er ikke kun indvandringskritiske stemmer der kræver flere deportationer. Dansk Flygtningehjælps generalsekretær Andreas Kamm sagde i Information 2. juni: »De europæiske lande må tage sig sammen og sende de mange hundredetusinder indvandrere hjem.« Budskabet er, at migranterne skal ud for at legitimere asyl til de ægte nødlidende flygtninge. Hvis nogle skal reddes, må andre deporteres.

Som en slags plaster på det humanitære sår skal massedeportationerne være ’bæredygtige returneringer’. Men forskning på tværs af lande viser klart, at bæredygtig returnering er en yderst udfordrende opgave. I hvert fald, hvis man med bæredygtig mener, at de deporterede bliver hjemme – og det er typisk det, man mener.

Selv om migranter ikke er flygtet fra Islamisk Stat, krudt og kugler, så rejste de stadig for at komme væk fra noget – fattigdom, arbejdsløshed, håbløshed. Vi skal forsøge, men bæredygtige returprogrammer kan sjældent rette op på det.

Jeg spurgte en kvinde, hvad hun følte, mens hun sad på deportationsflyet med 150 andre deportanter på vej ud af EU. Hun forklarede først:

»Sine, det er ikke et fly for turister. Det var kun os og så de der vagter. Nogle af os snakkede almindeligt. Nogle græd. Nogle var meget vrede. Andre var tavse. Jeg græd ikke. Jeg sad og følte, at jeg fløj bagud i mit liv.«

Serie

Med antropologen på kvindernes vandring

Antropolog Sine Plambech skriver jævnligt til Moderne Tider i forbindelse med sit forskningsprojekt om EU’s migrationskontrol og især kvindelige migranter.

Globalt migrerer kvinder især fra seks-syv områder, hvoraf Plambech udfører feltarbejde i Thailand og Nigeria. Kvinder søger ofte mod Europa og Danmark ved for eksempel at gifte sig eller som sexarbejdere. Nogle bliver involveret i trafficking. Deres fattige hjemområder er afhængige af de penge, de kan sende hjem, men en strengere migrationskontrol i EU har gjort det sværere for kvinderne at komme til Europa. Projektet skal derfor blandt andet undersøge, hvordan EU’s tiltagende migrationskontrol påvirker kvinderne, deres ruter til Europa og udviklingen i deres hjemlande. Undervejs vil hun skrive om det og tage Moderne Tiders læsere med ind i det antropologiske laboratorium.

Sine Plambech er ansat på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Projektet er tilknyttet migrations-forskningsmiljøer på University of Oxford og Columbia University i New York. Forskningen er finansieret af, og indgår i, Det Frie Forskningsråds eliteforskerprogram.

Seneste artikler

  • Kvinder er en kampplads

    10. september 2016
    Slagsmålet om de muslimske kvinders burkinier i Frankrig var ikke første gang, en værdikamp udspillede sig hen over kvinders, ofte migrant-kvinders, kroppe. Faktisk er det en figur, der gentager sig
  • Becky er død

    21. maj 2016
    På sin vis blev Beckys liv et lille blueprint af verdenssituationen. Hun er ikke den første – og sikkert heller ikke den sidste – af de migranter, jeg har arbejdet med, der er død. Becky blev 28 år
  • Smugling forklædt som trafficking?

    13. februar 2016
    EU diskuterer ny menneske-smuglingspolitik, og en ny debat opstår: Er transport af flygtninge og migranter smugling eller trafficking? Begreberne er vigtige, fordi de bruges til at retfærdiggøre vidt forskellige politikker med vidt forskellige konsekvenser for de mennesker, det hele handler om
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Torsten Jacobsen
David Zennaro og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu