Der er gået storpolitik i at se lyserødt

Det er mandag aften, og Københavns Rådhusplads er ved at blive omdannet til Pride Square. Hele ugen skal den danne ramme for ugens program af debatarrangementer, koncerter, workshops og parader til Copenhagen Pride Week.

Telte, sceneelementer, transportable toiletter og ølboder er ved blive sat op bag en indhegning prydet med regnbueflag og sponsorbannere.

Bannerne er fra virksomheder, vi også kender fra andre typer begivenheder, fodboldkampe for eksempel. »Proud to be part of Copenhagen Pride«, og »Love is in the air«, står der på henholdsvis eccos og SAS’ regnbuefarvede reklamer. Ud til pladsen kan man købe to go-kaffe i regnbuefarvede papkrus i den nu regnbuefarvede 7-Eleven og hæve penge i en hjerte- og regnbue-udsmykket Nordea-automat, som banken til anledningen har kaldt ’gAyTM’.

Læs leder: Homo-nationalisme

Midt på pladsen er en gruppe aktivister fra LGBT Asylum ved at pynte foreningens telt op. Selv om de kun er 10-12 personer, tæller de folk fra hele fem lande: Syrien, Iran, Afghanistan, Uganda og Danmark. Som ved Malmö Pride i forrige weekend vil også asylansøgere i Danmark deltage i lørdagens Pride-optog.

LGBT Asylum yder støtte til homoseksuelle og transkønnede asylansøgere og har indtil for to uger siden kørt kampagne for tre lesbiske kvinder fra Uganda, der havde fået afvist deres asylsag og stod til udvisning fra Danmark.

Kampagnen lykkedes: Kvindernes sager er nu blevet genoptaget, og den ene af dem, Betty, er nu med til at pynte teltet. Selv om hun glæder sig over Priden og den brede tilslutning, den har, har hendes tiltro til Danmark som fristed for homoseksuelle alligevel lidt et knæk over det seneste stykke tid.

»Jeg havde læst, at Danmark var et af de mest fredelige lande, hvor alle uanset deres identitet respekteres og ikke diskrimineres,« fortæller hun.

»Men i Danmark er jeg blevet fængslet og behandlet, som om jeg havde begået en stor forbrydelse. Jeg var ret chokeret, for at være ærlig,« siger hun om sin oplevelse med udlændingemyndighederne.

Udenrigspolitik og seksualitet

Hanne Gyberg, talsperson for LGBT Asylum, er også ved at pynte foreningens telt op. Hun oplever på samme måde en uoverensstemmelse mellem Danmarks LGBT-ry og dets praksis. For eksempel ved at partier langs hele det politiske spektrum støttede en omlægning af udviklingsbistanden til Uganda, da landet i 2014 vedtog en lov om livstidsstraf for at være homoseksuel.

»Med den ene hånd har Danmark udenrigspolitisk været meget aktiv med at kritisere Uganda for ikke at overholde menneskerettighederne på det her område. Men samtidig ser vi ikke en praksis over for mennesker, der kommer og søger asyl, hvor Danmark selv lever op til de samme krav,« siger hun.

Men skønt den danske regering strammer flygtningepolitikken som aldrig før, endte partier som Venstre og Liberal Alliance alligevel til sidst med indirekte at støtte de tre udvisningstruede kvinder ved at referere til den generelle forpligtigelse til at beskytte mennesker, der er forfulgt på grund af deres seksualitet.

At de meldte sådan ud i en tid, hvor de ellers fokuserer på stramninger og nationale interesser, er faktisk slet ikke så overraskende, mener Melanie Richter-Montpetit, lektor i Politik og Internationale Relationer ved University of Sheffield med et fokus på sikkerhedspolitik, køn og seksualitet og bidragyder til bogen ’Queer International Relations’.

»Det er et eksempel på, hvordan LGBT-rettigheder i stigende grad tages op strategisk og selektivt af vestlige stater – også i forhold til asylpolitik,« siger hun og giver eksempler på, hvordan den canadiske regering sidste år forsøgte at imødegå kritik af myndighedernes diskrimination af enlige mænd i asylbehandlingen ved at annoncere, at homoseksuelle flygtninge i stedet ville blive prioriteret først.

Betty og de to andre ugandiske kvinder kan med andre ord blive brikker i et politisk spil, hvor LGBT- rettigheder ifølge forskere og aktivister i stigende grad anvendes strategisk eller til at positionere sig udenrigspolitisk. Danmark gør det, når vi omlægger udviklingsbistanden til Uganda på grund af landets nye homo-lovgivning – Dansk Folkeparti foreslog dengang helt at droppe al bistand til landet på grund af loven, mens man i sagen om de tre ugandiske kvinder nu kalder det »absurd« at give asyl til »påståede homoseksuelle« – og Uganda gør det, når man efterfølgende afviser den »syndige« europæiske bistand.

Aktivisterne fra LGBT Asylum går klar til Copenhagen Pride omringet af storpolitisk og kommerciel opbakning. Men opbakningen handler ikke altid kun om den enkeltes rettigheder og selve sagen.

Sille Veilmark

Andre lande er homofobiske

Tendensen ses i diverse statsmagters udenrigspolitik, hvor queer-aktivister og akademikere længe har talt om pinkwashing: når politiske og kommercielle aktører markedsfører, ’vasker’ eller camouflerer deres politik eller produkt ved at fremstille sig selv som homo-venlige.

Begrebet har først og fremmest været anvendt over for den israelske stat, som beskyldes for forsøg på at legitimere sin besættelsespolitik ved at brande sig som et sikkert tilflugtssted for LGBT-personer i en region af homofobiske, tilbagestående naboer.

Mens premierminister Benjamin Netanyahu ikke ligefrem har opblødt den israelske politik over for palæstinenserne generelt, har han internationalt udtrykt bekymring for palæstinensiske homoseksuelles rettigheder, og under kampagnen for en militær indgriben over for Iran fik han flere gange fremhævet forholdene for iranske homoseksuelle i debatten om præstestyrets mulige atomarsenal.

Pinkwashing-debatten blussede senest for alvor op i israelske LGBT-miljøer, da det i april kom frem, at det israelske turistministerium havde investeret et beløb til at promovere Tel Aviv Pride i udlandet, der ifølge den nationale sammenslutning af LGBT-grupper i Israel var ti gange større end den samlede årlige statsstøtte til landets LGBT-organisationer, som ellers længe havde råbt efter flere midler.

Som den israelske journalist Barak Ravid ved avisen Haaretz skrev i 2013, kunne han ikke selv komme i tanker om nogensinde at have hørt Netanyahu sige »homoseksuel« på hebraisk hjemme i Israel. Men han kunne huske mindst ti gange, hvor premierministeren på engelsk havde talt om »gays« i blandt andet den amerikanske kongres og ved FN’s Generalforsamling.

Ifølge Amy Lind, der er leder af Women’s, Gender, and Sexuality Studies ved University of Cincinnati med fokus på blandt andet køn og queer-teori i relation til global økonomi og udvikling, har også Storbritanniens konservative, nu tidligere, premierminister David Cameron især taget LGBT-dagsordener op i forbindelse med sin udenrigspolitik på.

Og så er der på få år sket et stort skifte i måden, et bredt spektrum af amerikanske politikere taler om seksuelle minoriteter.

»Det er ret fascinerende, at vi indtil for ganske nylig ikke havde homo-ægteskaber i USA, og at queer-personer på mange områder stadig er undertrykt og uden rettigheder her i landet, men når det handler om udenrigspolitik, tager blandt andre meget konservative politikere nu pludselig LGBT-rettigheder meget eksplicit til sig. Så nogle af de politikere, der ikke har forsvaret LGBT-rettigheder hjemme, hævder nu, at andre lande er homofobiske – i modsætning til USA,« siger Amy Lind.

I USA har LGBT-rettigheder således senest været brugt som argument både for og imod en normalisering af forholdet til Cuba, det har været et tema i den politiske relation til en række latinamerikanske lande, og i forhandlingerne med Iran blev iranske homoseksuelle ligesom i Israel brugt som et argument af ellers konservative hardlinere.

Både Amy Lind og Melanie Richter-Montpetit fremhæver, hvordan amerikanske og europæiske politiske aktører på den måde skaber et ahistorisk billede af Vesten som et sted, hvor LGBT-tolerance altid har været en indgroet del af kulturen.

»Der er en vis ironi i, at efter århundreders homo- og transfobi i vestlige samfund bliver ideen om LGBT-personers rettigheder nu fremstillet som det, der karakteriserer vestlige samfund. Selv om dette er en meget ny udvikling,« siger Melanie Richter-Montpetit.

Samtidig kan man så fremstille andre lande og kulturer som det modsatte af tolerante – men altså strategisk, så kritikken sjældent er rettet mod allierede som Saudi-Arabien, men i stedet mod for eksempel Iran, som fremstilles »som en trussel mod modernitet, den vestlige civilisation og menneskerettighederne,« som Melanie Richter-Montpetit udtrykker det, før hun tilføjer:

»Ironisk nok er transkønnethed i Iran faktisk anerkendt med blandt andet statsstøtte til kønsskifteoperationer – bare en oplysning for at vise, at billedet er mere kompliceret, end det konstrueres.«

Homonationalisme

Tendensen, hvor man bruger ikkeheteroseksuelle til at forherlige egen kultur og fordømme andre som undertrykkende og tilbagestående, er blevet beskrevet som ’homonationalisme’ af queer-teoretikeren Jasbir K. Puar.

Ifølge Melanie Richter-Montpetit er et af de tidligste eksempler på fænomenet den åbent homoseksuelle hollænder Pim Fortuyn og hans stærkt højreorienterede parti, List Pim Fortuyn, der i starten af 00’erne fremstillede migranter og muslimer som hovedtruslen mod den hollandske homo-tolerance. Senere tilfælde er det højreekstreme English Defence League, der dannede en LGBT-fraktion, og flere gange har forsøgt at deltage i europæiske Pride-parader, eller britiske UKIP’s fremhævelse af deres LGBT-gruppe.

»Så med afsæt i krigen mod terror bidrog en række homo-aktivister i blandt andet Holland, Storbritannien og Tyskland til en højreekstrem diskurs om at redde Europa og den vestlige civilisation fra afrikanske og mellemøstlige migranters homofobi og misogyni,« siger Melanie Richter-Montpetit.

Herhjemme har Dansk Folkeparti været beskyldt for homonationalisme – for eksempel da partiets kulturborgmester i København, Carl Christian Ebbesen, benyttede sin tale ved sidste års Pride til at tale om truslen fra »sorte og mørke religiøse kræfter« og Islamisk Stat.

Dansk Folkepartis kulturborgmester i København, Carl Christian Ebbesen, havde sidste år svært ved at holde sin tale til Copenhagen Pride, da han blev mødt med buh-råb, bannere og larm, efter løbesedler var blevet delt ud, der anklagede Dansk Folkeparti for ikke at bekymre sig om LGBT-rettigheder og i stedet benytte Priden til at tale om muslimer og Islam.

Af partiets ligestillingspolitik på dets hjemmeside fremgår det, at man som udgangspunkt »ikke lovgivningsmæssigt skal støtte op om alternative familiemønstre«, at man er imod kirkelige vielser af homoseksuelle og homoseksuelle pars ret til kunstig insemination og adoption. Men partiet fremhæver til gengæld, hvor truslen mod LGBT-rettigheder kan komme fra:

»Dansk Folkeparti er dog opmærksom på, at homoseksuelle i de sidste årtier er kommet under pres fra intolerante islamiske grupper i samfundet.«

Fra kvinder til LGBT

Det klare fokus på muslimer og indvandring i Dansk Folkepartis LGBT-politik kan vække minder til, hvordan partiet som illustration af det danske frisind i 2010 ville have bare bryster vist i en film til den såkaldte indvandringsprøve – mens man under to år forinden som eneste parti var gået imod at tillade bare bryster i københavnske svømmehaller.

Og vil man forstå, hvad der sker, når en bestemt befolkningsgruppe får en symbolsk kraft i storpolitiske konflikter, kan man da også ifølge Amy Lind, Melanie Richter-Montpetit og andre queerteoretikere sammenligne med den måde, hvorpå kvinders rettigheder historisk er blevet brugt i strategisk øjemed.

»Den måde, LGBT-rettigheder lige nu bruges til en bredere strategisk mobilisering af menneskerettighederne minder om, hvordan politiske aktører i slutningen af 1800-tallet meget strategisk anvendte kvinders rettigheder til at positionere sig selv som progressive og legitimere deres magt,« forklarer Melanie Richter-Montpetit, der også peger på vor tids kampagner for vestlig krigsdeltagelse som et eksempel på det samme.

I både USA og Europa har kvinders rettigheder og pigeskoler således været en stor del af argumentationen for en intervention i Afghanistan, og op til invasionen af Irak blev ligestilling også taget op af amerikanske politikere, selv om kvinder i Irak historisk på flere områder havde været bedre stillet end mange andre steder i regionen.

Men de historiske paralleller går som sagt længere tilbage. Den egyptisk-amerikanske professor i Women’s Studies Leila Ahmed har tidligere påvist, hvordan Lord Cromer, lederen af den britiske kolonimagt i Egypten og en aktiv modstander af den dengang gryende kvindebevægelse hjemme i England, brugte egyptiske mænds undertrykkelse af egyptiske kvinder som argument for koloniseringen og ’civiliseringen’ af egypterne. Ligesådan har den indiske feminist og professor i litteratur Gayatri Chakravorty Spivak beskrevet, hvordan briterne fremhævede barnebrude og enkebrændinger for at legitimere den fortsatte kolonisering af Indien.

»Hvide mænd, der redder brune kvinder fra brune mænd,« som Gayatri Spivak har formuleret rationalet.

Hetero-Putin

Men det er ikke kun for vestlige ledere, at LGBT-feltet er blevet et sted, man kan positionere sig. I Mellemøsten og afrikanske lande som Uganda og Nigeria og ifølge Melanie Richter-Montpetit først og fremmest i Rusland er både retorikken og lovgivningen overfor LGBT-personer blevet strammet over de senere år. Efter Sovjetunionens fald for 25 år siden og Ruslands efterfølgende dalende geopolitiske status og suverænitet har køn og seksualitet nemlig været en arena, hvorpå Rusland kunne markere sig, mener hun.

»Især under Putin har både han og hans kritikere udtrykt bekymring for, hvad der er blevet kaldt ‘moralsk suverænitet’ – kulturelle normer for køn og seksualitet. Og suverænitet inden for disse allermest intime affærer i det russiske samfund er blevet det centrale felt i den måde, hvorpå Rusland forsøger at positionere sig selv geopolitisk,« siger Melanie Richter-Montpetit.

Det ses blandt andet ved, hvordan Vladimir Putin i taler har forsvaret »traditionelle værdier« og sat dem op imod vestens »kønsløse og ufrugtbare« »såkaldte tolerance« og måske også ved, at han ikke kunne lade være med at anklage den østrigske Eurovision-deltager Conchita Wurst for at »udstille« sig selv og sin seksualitet. Eller mere konkret geopolitisk i den måde som russisk-finansierede NGO’er ifølge armenske LGBT-aktivister i kampagner i Armenien har formået at kæde EU-venlige reformer sammen med homo-rettigheder.

Rusland kan personificeret i den hyper-maskuline og -heteroseksuelle fremstilling af Putin dermed også fremstille sig selv som potent og viril og et alternativ til Vestens dominans, mener Melanie Richter-Montpetit.

»Så homo- og transfobi bruges strategisk af den russiske stat både indenrigs- og udenrigspolitisk som en måde at fremstille sig selv som hyper-maskulin og som en moralsk geopolitisk magt for alle de stater og samfund, der af forskellige grunde afviser LGBT-rettigheder.«

Spørger man teolog og debattør Iben Thranholm, handler det for Rusland imidlertid nærmere om at bygge en nation på et kristent værdifællesskab, når man strammer lovgivning og retorik overfor seksuelle minoriteter, end om at positionere sig i forhold til andre magter internationalt. Når russiske homo-rettigheder bliver et politisk tema – for eksempel under OL i Sochi og ved Eurovision – så er det vestlige medier, som gør det til en international konflikt, for debatten fylder ikke ret meget for russerne, mener hun.

»Hele problematikken mellem Vesten og Rusland handler om den traditionelle kristne kultur og så vores postkristne, sekulære, postmoderne kultur, som de ikke vil have noget med at gøre. Og der er homoseksualitet selvfølgelig også et kardinalpunkt. Så det er selvfølgelig også for at markere, at det ikke er noget, man støtter op om i russisk kultur, men det handler altså om værdier frem for at provokere internationalt,« siger Iben Thranholm.

Melanie Richter-Montpetit er enig i, at de dominerende russiske holdninger til køn og seksualitet stikker langt dybere, end hvad Putin har formået at introducere som et politisk værktøj, men hun holder fast ved, at Putin som det nye har valgt at benytte netop de normer strategisk i international politik.

»Putin opfandt ikke homo- og transfobi for at påtvinge den russiske nation det. Men han brugte ideer om køn og seksualitet til at konstruere sig selv som en troværdig, potent leder, der kunne love Rusland supermagt-status igen.«

Postkolonialt bagslag

Men hvordan påvirker al den geopolitiske udnyttelse af køn og seksualitet så forholdene for verdens seksuelle minoriteter? Det er stærkt omdiskuteret, og da den danske regering i 2014 ville sende et signal til Uganda ved at omlægge dansk bistand, støttede Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner for eksempel ideen, mens Sex & Samfund frygtede, det i endnu højere grad kunne gøre ugandiske homoseksuelle og transkønnede til syndebukke. LGBT-aktivister i blandt andet Uganda og Jamaica har da også udtrykt, at den måde, som LGBT-rettigheder bliver taget op af vestlige statsmagter, ofte giver bagslag for de lokale, fortæller Melanie Richter-Montpetit.

»Det kan bekræfte de postkoloniale eliters påstand om, at LGBT-rettigheder og homoseksualitet er en vestlig import. Og ved aktivt at forfølge denne LGBT-diskurs og bruge al den geopolitiske og økonomiske magt bekræfter man kun denne diskurs,« siger hun og påpeger det ironiske i, at forbud mod homoseksualitet i blandt andet Uganda netop blev introduceret af den britiske kolonimagt.

Diskussionen er der delte meninger om tilbage på Rådhus- eller Pride-pladsen, hvor teltet nu er pyntet op med lanterner og kulørte lamper, og man er klar til næste dags arrangement om LGBT-personers personlige beretninger fra Tunesien, Rwanda, Liberia og Uganda.

»Jo mere opmærksomhed, lovgivningen får fra Vesten, des mere taler Ugandas politikerne om det, og når de kan svare ’I kan beholde jeres bistand og jeres queer-opførsel’, så styrker det deres vilje og moralske standpunkt, at det er vestlig kultur, som kommer for at forgifte den afrikanske kultur,« siger Betty.

Situationen er med andre ord temmelig kompleks. Og for LGBT Asylum og Hanne Gyberg er politikernes diskussion om emnet for tiden måske først og fremmest selvmodsigende.

»På den ene side ville man skære i bistanden for at straffe uganderne for manglen på rettigheder, og på den anden side vil Dansk Folkeparti nu træde ud af konventionerne, så man ikke sikrer de her mennesker beskyttelse og asyl. Jeg kan simpelthen ikke se, hvordan det hænger sammen. Jeg kan ikke se, hvordan de to argumenter kan komme fra den samme mund.«

Lande, hvor ægteskab eller registreret partnerskab er lovligt vs. lande, hvor homoseksualitet eller propaganda for homoseksualitet er strafbart 2008, 2012, 2016.

iBureauet

Betty er et opdigtet navn, da hun af hensyn til sin igangværende asylsag gerne vil forblive anonym. Redaktionen er bekendt med hendes rigtige navn.

Fire eksempler fra den globale debat om homoseksuelles rettigheder

Eksempel 1: Afrika

Mozambique fjernede i 2015 en lov indført af den tidligere portugisiske kolonimagt og afkriminaliserede dermed homoseksualitet.

I Botswana og Kenya har LGBT-grupper over de sidste par år vundet juridiske slagsmål om retten til at organisere sig, skønt homoseksualitet stadig er ulovligt i sidstnævnte.

I Nigeria, Cameroun og Gambia er både lovgivning, retorik og angreb mod LGBT-personer til gengæld steget gevaldigt på det sidste.

Eksempel 2: Asien

Nepal indførte sidste år både beskyttelse af LGBT-personer i landets forfatning, samt at man nu kan registrere sig som et tredje køn i sit pas.

I Vietnam blev homoægteskaber afkriminaliseret i 2015, og i Taiwan forventer iagttagere, at homoægteskaber vil blive lovliggjort i år.

I Australien er de seneste års forsøg på at lovliggøre homoægteskaber mislykkedes, og landets regering har nu lovet en folkeafstemning om spørgsmålet.

Eksempel 3: Sydamerika

Columbia blev i år det fjerde latinamerikanske land til at lovliggøre homoægteskaber efter Argentina, Brasilien og Uruguay har gjort det siden 2010.

Argentina har siden vedtaget nogle af verdens mest vidtrækkende rettigheder for transpersoner, og der er på det seneste lovgivet om LGBT-personers ret til beskyttelse i en række lande på kontinentet.

Alligevel er voldsraterne mod latinamerikanske LGBT-personer de højeste i verden ifølge ngo’en Transgender Europe.

Eksempel 4: Europa

I 2015 vedtog Irland med en folkeafstemning at legalisere homoægteskaber, og Nordirland er nu det eneste land i Vesteuropa, hvor det ikke er tilladt.

Samme år stemte den slovenske befolkning til gengæld imod en lov, der skulle give lige ægteskabsrettigheder til homopar, og i Armenien blev ægteskab efter folkeafstemning defineret til at være mellem en mand og en kvinde.

I blandt andet Malta, Finland og Grækenland har man over det sidste år vedtaget en række love mod diskrimination af trans- og interkønnede.