Baggrund
Læsetid: 12 min.

Gitte er de udsattes sundhedsadvokat

Misbrugere og hjemløse har svært ved at navigere i et stadigt mere strømlinet hospitalssystem, og det risikerer at øge uligheden i sundhedsvæsnet. Men socialsygeplejersker som Gitte Theill Sørensen hjælper de udsatte patienter med at få det bedste udbytte af behandlingen
Gitte Theill Sørensen er på hjemmebesøg hos Christian i Espergærde. Han er på metadon, har sclerose og har mange indlæggelser bag sig

Gitte Theill Sørensen er på hjemmebesøg hos Christian i Espergærde. Han er på metadon, har sclerose og har mange indlæggelser bag sig

Moderne Tider
6. august 2016

På socialsygeplejerske Gitte Theill Sørensens opslagstavle hænger et lille håndskrevet vers:

»Er du udsat, intet hjem eller familie at hitte?

Er du træt af at spritte?

Så ring til Gitte.«

Sedlen er skrevet i hånden med blå kuglepen. Det er Gitte Theill Sørensens kolleger, der har formuleret verset.

Det er noget kortere end den officielle A-4-side om socialsygeplejerskefunktionen på Hillerød Hospital. Men verset rammer meget præcist.

De seneste tre år har Gitte Theill Sørensen været ansat på hospitalet til at gøre indlæggelsen og udskrivningen lettere for misbrugere og hjemløse.

Årligt har hun snor i omkring 500 udsatte borgere. En gruppe mennesker, hvis livsstil kan være svær at forene med hospitalets rammer. Ligesom mange andre patienter kan de være stressede og bange, når de bliver indlagt.

»Men ovenikøbet er der måske nogle efter dem, som de skylder penge. De er også vant til at få seks guldøl, en pibe hash og to pakker smøger, inden formiddagen er gået. Men her må de hverken det ene eller det andet. Og på grund af misbruget har de måske brug for mere smertestillende, end lægerne umiddelbart vil give. Så er det jo ikke mærkeligt, at de indimellem ligger og råber i sengen,« siger Gitte Theill Sørensen.

I Region Hovedstaden er der socialsygeplejersker ansat på alle regionens hospitaler. I Region Midtjylland har man netop udvidet ordningen med to ekstra sygeplejersker. Og i Region Sjælland skal oprettelsen af socialsygeplejersker tages op ved de næste budgetforhandlinger.

Og det giver god mening. Socialt udsatte er markant mere syge og dør 22 år tidligere end en gennemsnitsdansker.

Alt for ofte af forholdsvis banale sygdomme: Lungebetændelse eller blodforgiftninger, som bliver behandlet for sent eller forkert. Og deres kontakt til sundhedsvæsnet er ofte præget af usammenhængende, afbrudte og akutte forløb.

Det er her, Gitte Theill Sørensen kommer ind i billedet. Og der er mange, som ’ringer til Gitte’ i løbet af dagen. Et opkald kommer fra en afdeling, hvor en kvinde er klar til udskrivelse.

Hun blev indlagt med kraniebrud efter et fald. Velklædt og med dyre smykker. Men forvirret og beskidt.

»En social deroute,« som Gitte Theill Sørensen formulerer det. Nu er kvinden færdigbehandlet. Men dels kan hun ikke klare sig alene, og dels er hendes hjem helt groet til. I telefonen bekræfter Gitte Theill Sørensen, at hun har skaffet et genoptræningssted. Og at patienten skal give tilladelse til, at kommunen må gøre hendes lejlighed ren.

Læs også: Socialsygeplejersker bekæmper ulighed på hospitalerne

47-årige Gitte Theill Sørensen har været sygeplejerske i over 20 år og har blandt andet en fortid som sygeplejerske inden for psykiatrien, som sygeplejerske på et mobilt fixerum i København og på en klinik, der udleverer heroin til misbrugere. Hun har altid syntes, at udsatte var en spændende faglig udfordring.

»Folk spørger tit, om jeg har et særligt stort hjerte. Nogle tror, at man med det her arbejde er en engel med et særligt kald. Det kan jeg slet ikke holde ud. Jeg har en særlig viden om den måde, udsatte lever på. Men min tilgang er faglig. Vi skal ikke se på, om patienten er direktør eller bor på gaden, vi skal se på, hvad deres problemer er, og hjælpe dem bedst muligt. Ligesom man tager særlige hensyn til patienter med demens, skal man også tage nogle særlige hensyn til denne her gruppe.«

De udsatte lever uden for systemet, og de færreste har kontakt til deres praktiserende læge. Hvis de overhovedet ved, hvem deres læge er.

»Og så hjælper det ikke noget at blive udskrevet med besked om, at man skal gå til egen læge og få fjernet stingene. Vi har strømlinede forløb til patienter med ny hofte, pacemaker eller cancer. Det er fint til hr. og fru Hansen, men de mennesker, der træder lidt ved siden af, skal også gribes,« siger Gitte Theill Sørensen.

Anne Marie er 42 år gammel og indlagt på Hillerød Hospital. Hun er netop blevet smidt ud af sin lejlighed. Hun har diagnosen borderline, er kraftigt medicineret og bryder sig ikke om at være alene.

»Jeg græd af glæde i går, da Gitte kom og fortalte mig, at hun havde fundet et sted til mig,« siger Anne Marie og tilføjer: »Hun har reddet mit liv.«

Ret beset var det nok lægerne, som reddede Anne Maries liv, da de for et halvt år siden akut opererede hende for en sprængt tyktarm og gav hende en stomi. Men hvad hjælper det, hvis man bliver udskrevet til en lejlighed, hvor man sidder alene, syg af angst, og kaster maden op igen?

Anne Marie vil langt hellere have et værelse på herberget Skansegården henne om hjørnet, og det har Gitte Theill Sørensen hjulpet med at få i stand. På sigt er planen at finde et bofællesskab for psykisk syge til hende.

»Gitte har brugt meget tid på mig. Hvis hun ikke havde hjulpet, var jeg bare blevet sendt hjem alene, og det var ikke gået godt,« siger Anne Marie, der har været indlagt for at få fjernet stomien igen. Hun ville normalt være blevet udskrevet to dage efter operationen, men har fået lov til at bo et par ekstra dage på hospitalets patienthotel.

»I gamle dage når man blev indlagt, lå man ofte meget længere. I dag forcerer man forløbene. Og det kan være godt, men det er svært for de patienter, som ikke selv er i stand til at passe deres behandling,« siger Gitte Theill Sørensen og peger på, at det ikke er alle, der gerne vil bo i en lejlighed.

»Alle vil så gerne installere de udsatte i en lejlighed, så de ikke længere tæller i en dårlig statistik. Men det er ikke alle, der kan finde ud af det. Nogle har mere brug for et sted, hvor de kan komme og gå.«

42-årige Anne Marie har diagnosen borderline. Hun er netop blevet smidt ud af sin lejlighed, men Gitte Theill Sørensen har fundet et sted, hvor hun kan bo. 

42-årige Anne Marie har diagnosen borderline. Hun er netop blevet smidt ud af sin lejlighed, men Gitte Theill Sørensen har fundet et sted, hvor hun kan bo. 

Uoverskueligt

Ninna Brünés opfandt for ti år siden socialsygeplejerskefunktionen og er i dag ansat som faglig konsulent på området i Region Hovedstaden.

Det er blevet mere krævende at være patient i dagens Danmark, påpeger hun. Og det skaber ulighed i sundhed:

»Kravene til patienternes kompetencer og evner til at manøvrere er blevet højere. Der er e-boks og sms-service, og man skal selv bestille hospitalskørsel med en app. Det er supereffektivt for dig og mig, men det er udfordrende for de mest udsatte patienter. Samtidig gør sundhedssystemets opbygning med høj specialisering, at hvis du både har hiv og problemer med lever og hjerte, er der meget at holde styr på. For den her gruppe kan det være helt uoverskueligt,« siger Nina Brünés.

Men socialsygeplejersker kan løse nogle af de ulighedsproblemer, der opstår, når man effektiviserer et system, mener hun:

»Man er nødt til at tage de folk i hånden, der ikke kan navigere i systemet, fordi de for eksempel ikke læser godt nok til at stave sig igennem en pjece eller ikke har en pårørende, der kan køre dem til scanning.«

Derfor er det også en del af Gitte Theill Sørensens arbejde at følge op på patienterne. Hun ringer og minder dem om, hvornår de skal til kontrol, og tager gerne med, hvis de ikke bryder sig om at komme alene.

»Selv om de måske har en adresse, er det ikke sikkert, de bor der eller åbner deres breve. Jeg plejer at spørge: ’Hvor opholder du dig?’ Det kan være, det er mere effektivt at lægge besked hos Købmanden i Gilleleje, hvis de kommer der hver dag.«

Udefra set opfører misbrugere og hjemløse sig ofte på en måde, der passer dårligt sammen med det regelrette og kliniske miljø på et hospital.

»Det er ikke, fordi de ikke vil opføre sig ordentligt, de har bare ikke lært det. En misbruger, som måske har gået seks år i skole, og hvor mor og far er døde af druk, er ikke verdensmester i dannelse. Han siger ikke tak og ligger ikke pænt på stuen og venter på, at lægen har tid,« siger Gitte Theill Sørensen.

Ofte larmer de udsatte meget. Råber af lægen eller af sygeplejersken. Og når der skal tages blodprøver, er de måske gået ud på gaden for at ryge.

Og derfor består en del af Gitte Theill Sørensens arbejde også i samtaler med personalet, der får mulighed for at lufte deres frustrationer. Det hjælper ikke på stemningen, at patienterne ofte ligger på firesengsstuer.

»Du kan selv forestille dig, hvordan det er at ligge ved siden af en, der ikke har været i bad i to år. Og som tager seks sandwiches fra den fælles buffet, fordi der endelig er mad at få,« siger Gitte Theill Sørensen.

Da Nina Brünés startede som socialsygeplejerske, var der opstået stadigt flere tilbud til udsatte uden om det etablerede system: Gadesygeplejersker, gadetandlæger og man talte sågar om et særlig hospital for hjemløse.

»Det var velment, men jeg tænkte: ’Hvorfor skal vi acceptere, at en gruppe borgere får et andenrangstilbud, alene fordi sundhedsvæsnet ikke kan rumme dem?’ I stedet burde man gøre sundhedsvæsnet mere rummeligt indefra,« fortæller Nina Brünés, der igangsatte et pilotprojekt på Bispebjerg Hospital med satspuljemidler i ryggen.

Siden er der hen over årene blevet ansat stadigt flere socialsygeplejersker i Region Hovedstaden, så der i dag er 10. Brünés mener, at sundhedspleje for udsatte kræver specialviden:

»Lige som vi har infektionsmedicinere og hjertelæger, som er specialister, så kalder socialt udsathed og de komplekse problemstillinger, der knytter sig dertil, også på specialistviden. Hvis man står uden for arbejdsmarkedet, kæmper mod fattigdom, er ved at blive sat ud af lejligheden, er marginaliseret og isoleret, så tager man ikke sin sundhed alvorligt. Det kræver en særlig forståelse at kunne tage højde for det i behandlingen.«

Gitte Theill Sørensen ringer ofte og minder patienterne om, hvornår de skal til kontrol. Hun tager også gerne med, hvis de ikke bryder sig om at komme alene. 

Gitte Theill Sørensen ringer ofte og minder patienterne om, hvornår de skal til kontrol. Hun tager også gerne med, hvis de ikke bryder sig om at komme alene. 

Hjemmebesøg

Gitte Theill Sørensen tager også på hjemmebesøg. Denne onsdag i juli besøger hun Christian i hans lejlighed i Espergærde.

Han er på metadon, har sclerose og har mange indlæggelser bag sig, men med hjælp fra blandt andet Gitte Theill Sørensen er der kommet bedre styr på hans behandling.

Han har brug for hjemmehjælp, og derfor skal der i dag holdes møde med en visitator fra kommunen. Også hans bostøtte kommer, og da visitatoren har to medarbejdere med sig, bliver der trængsel i Christians lædersofaer.

Den første del af samtalen handler om, hvilke ressourcer Christian selv har. Christian drømmer om flere dage, hvor han kan tage ud at fiske, men ofte kan han ikke engang klare at gå en tur rundt om blokken.

»Indtil videre har jeg ingen ressourcer,« siger Christian og suppleres af Gitte Theill Sørensen: »Generelt er Christian ikke den, der beder om hjælp. Det er derfor, vi sidder her i dag.«

I det tidlige forår blev Christian genhuset i den toetagers ejendom, men langt fra alle kasser er pakket ud, han har ikke kræfterne selv, og det frustrerer ham.

Han har to fritter ved navn Marly og Sarah og katten Bagheera og har brug for hjælp til oprydning og rengøring. Og tøjvask. Fordi hans muskelkraft er nedsat, har han svært ved at bære tøjet ned i vaskekælderen.

Den kvindelige visitator forklarer, at hjemmehjælpen ifølge nye regler ikke må bære vasketøjet ud af huset. Men kommunen har en vaskeordning, hvor man betaler 100 kroner om måneden for at tøjet bliver hentet, vasket og bragt tilbage. Var det noget for Christian?

Christian bliver hidsig og kalder det plattenslageri: »Jeg betaler allerede for mit vaskekort over huslejen,« siger han vredt, »så vil jeg hellere ordne det selv.«

Gitte Theill Sørensen bryder ind:

»Det skal du tage imod Christian. Det er typisk, at du gerne vil løse det selv. Men jeg kender mange, der er glade for den ordning.«

Inden hjemmehjælpen kan komme og gøre rent, skal der dog ryddes op. Og det kan der ikke på grund af de mange flyttekasser.

Problemstillingerne kører i ring, men sidst i mødet aftaler de fremmødte, at man vil forsøge at afsætte kommunal hjælp til at få pakket kasserne ud, så hjemmehjælperen kan komme til. Bagefter siger Gitte Theill Sørensen:

»Hvis vi fem mennesker havde brugt tiden på at pakke to flyttekasser ud hver frem for at snakke om det, havde problemet været klaret. Men sådan fungerer systemet desværre ikke.«

Engang havde man en socialrådgiver på hver afdeling på et hospital. Sådan er det ikke længere, og for at få forløbet til at glide bedst muligt arbejder Gitte Theill Sørensen tæt sammen med forskellige afdelinger i kommunerne.

Ud over sagsbehandleren kan der være en bostøtte eller en støttekontaktperson tilknyttet eller et forløb i rusmiddelenheden og misbrugscentret i gang. Indimellem sørger Gitte Theill Sørensen for, at der bliver holdt et fælles møde, så alle er enige om, hvad der skal ske, når patienten bliver udskrevet.

»Det er ikke atomfysik, men god gammeldags fornuft, og i bund og grund kan alle sygeplejersker gøre det. Men med min specialviden fungerer jeg som en slags tovholder. Jeg forsøger også at give min viden videre, og flere af lægerne og sygeplejerskerne her på hospitalet er blevet supergode til at håndtere de her sager.«

Anne Marie har lige været i bad, malet sine øjenbryn skarpt op og taget en ren sort kjole på. Hun er glad for pladsen på herberget, men nervøs for, om hendes sagsbehandler hos kommunen vil acceptere det.

Gitte Theill Sørensen har talt med kommunen. Hun forsøger at berolige hende og siger, at hun bare skal pakke sine ting. Det hele skal nok gå. Anne Marie står lidt med armene ned langs siden og ser næsten fortvivlet ud, da Gitte Theill Sørensen siger farvel.

»Har du mod på det?« spørger sygeplejersken.

»Gu har jeg så. Men du skal følge mig. Helt frem til jeg får et bofællesskab!« siger Anne Marie.

»Ja, i tykt og tyndt. Det har jeg lovet,« siger Gitte Theill Sørensen.

»Jeg er altså utroligt taknemmelig for, at der er nogen, der gider være der for mig,« siger Anne Marie og uddeler knus.

»Du er tosset,« siger Gitte Theill Sørensen.

»Ja, det har jeg papir på,« griner Anne Marie.

Mange hjemløse i Nordsjælland lever under systemets radar. Enten fordi de går i hundene derhjemme i ubemærkethed.

Eller fordi de bor ude i skoven: »Så ser vi dem først, når de har fået diarre, fordi de i flere måneder har levet af det, de finder i skoven. For eksempel egernragout,« siger Gitte Theill Sørensen.

I sidste uge blev en ældre dame eksempelvis indlagt. Hun var bevidstløs og havde hjernebetændelse. Og da hun vågnede op, ønskede hun ingen hjælp.

»Jeg har ikke noget med samfundet at gøre,« sagde hun afvisende til Gitte Theill Sørensen, der blev tilkaldt. Det viste sig, at kvinden havde forladt sin lejlighed for 12 år siden og ikke havde modtaget nogen som helst hjælp siden.

»Hun havde meldt sig ud af samfundet og levet af det, hun kunne finde i naturen og i skraldespandene. Det tog personalet en uge at overtale hende til at gå i bad,« siger Gitte Theill Sørensen, der nu har sørget for, at kvinden kan få kontanthjælp.

Hvor hun skal bo efter indlæggelsen, er endnu ikke afklaret.

Op ad den ene væg på socialsygeplejerskens kontor står en høj reol med brugte sko, bukser og trøjer, som hun har fået af sine kolleger, og som hun deler ud af til sin særlige patientgruppe.

»Det tøj, de bliver indlagt i, kan være det eneste sæt, de ejer,« som hun siger.

Hun har også 5000 kroner om året på sit budget, som hun kalder ’funny money’. Dem kan hun bruge på en en pose bolsjer til Hans, mens han er indlagt, eller en kennelplads til hunden eller en togbillet hjem fra hospitalet.

To minutter

Telefonen ringer igen: »Ja, jeg har to minutter…Skal han opereres i dag?...Ja, jeg ved godt, hun er bekymret over, hvor hun skal hen efter hospitalet.«

Patienten, som samtalen drejer sig om, skal opereres i hoften. Den er ødelagt, blandt andet fordi hendes kæreste har skubbet hende ned af en trappe.

Det er ikke første gang, at hun er indlagt efter partnervold. Der er også mange alkoholikere, der bliver genindlagt til afvænning for abstinenser. Efterfølgende er de ofte motorisk svage og har stor risiko for at falde og komme til skade.

Men kommunerne vil helst ikke betale for genoptræning. Fordi de ofte bliver indlagt hurtigt igen. I København har socialsygeplejerskerne i samarbejde med Røde Kors fået oprettet et omsorgscenter, hvor udsatte patienter kan henvises til to ugers gratis ophold efter indlæggelsen.

Ofte ender de nordsjællandske patienter i stedet på herberget.

»Det er hårdt at bo blandt nogen, der er lige så udsatte som dig selv, hvor alle er pressede på mad, penge og søvn. Det ville være så godt, hvis vi havde et sted mellem hospitalet og gaden, hvor de kunne komme sig, inden de skal ud i det barske liv igen,« siger Gitte Theill Sørensen.

Af hensyn til patienterne nævner vi i artiklen ikke deres efternavn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Fint -meget fint - at der gøres noget for de udsatte - og der kan givet gøres meget mere.

Men der er vel en grænse , der skal respekteres - når man møder folk der undtagelsesvist er helt og aldeles imod samfundet , så skal det resperkteres uanset om man synes , at de for deres eget bedste med vold, magt og manipulation burde tvinges til at blive "normale" ligesom os andre.

(Dermed absolut ikke sagt, at man har"lukket døren" hvis de skulle blive mere "modtagelige" - tværtimod..)

Nå - det kan vist blive til en længere filosofisk/eksistentiel "rutchebanetur" uden resultater , men det er dejligt, at nogen er rede til at gøre en stor indsats for disse mennesker.

Det virker overdådigt - i forhold til denne meget bestemte målgruppe?
Det lyder mere bekendt, at man nødigt genoptræner, det er dyrt siger kommunerne. Er det her man finder realismen?
Det kniber også lidt med at forstå, at man arbejdsprøver mennesker (som ikke kan tilkendes førtidspension) på den måde man gør...
At hjemmehjælp begrænses stadig oftere - absolut ikke med forståelse for menneskers psykiske tilstand - den evindelige ind/ ud problematik af begrænsede pladser på psykiatrisk afdelinger.
Det er næsten lidt for godt, er det ikke?

Det er heller ikke af den store interesse for andre, vel?