Læsetid: 15 min.

Godsejer vil ikke betale for ødelæggelse af 6.000 år gammelt fortidsminde, som er pløjet ned og erstattet af juletræer

Flere kampe om fortiden udspilles på godsejer Bernt Johan Collets udstrakte jorder på Sydsjælland. På den ene side er der godset og arven, som godsejeren forgæves kæmper for at få sine børn til at videreføre i ottende generation. På den anden side er der fortidsminderne. Dem er der blevet beskadiget 26 af i Collets tid. Men godsejeren kæmper mod at skulle betale for reetableringen
Flere kampe om fortiden udspilles på godsejer Bernt Johan Collets udstrakte jorder på Sydsjælland. På den ene side er der godset og arven, som godsejeren forgæves kæmper for at få sine børn til at videreføre i ottende generation. På den anden side er der fortidsminderne. Dem er der blevet beskadiget 26 af i Collets tid. Men godsejeren kæmper mod at skulle betale for reetableringen

Ulrik Hasemann

20. august 2016

Godset Lundbygaard med fire joniske søjler i relief og mæanderborter på den hvidpudsede hovedbygning ser stateligt ud, når man kører gennem jernporten og ind på den store ottekantede gårdsplads foran godsets trappe. Et gods er i sig selv et lille stykke danmarkshistorie, og det sydsjællandske gods har tilbage i 1661 været ejet af selveste Gøngehøvdingen.

Men ifølge den nuværende ejer – tidligere forsvarsminister, kammerherre og hofjægermester Bernt Johan Collet, der er sin slægts syvende generation på godset – skal man ikke lade sig narre:

Trods de storladne bygninger, det imponerende parkanlæg med bl.a. en 300 år gammel rødbøg, godsets 1.100 hektarer med fortrinsvis god sydsjællandsk jord og en årlig produktion på omkring en halv million juletræer er godsets omsætning ifølge Collet »omtrent som en velbeliggende pølsevogn på Nørreport Station,« som den 75-årige godsbesidder siger med et smil.

Vi er taget til Sydsjælland for at få svar på, hvorfor en prominent, konservativ godsejer fører retssag mod staten, fordi han ikke vil betale for reetableringen af beskadigede fortidsminder på hans jorder. Og hvordan hænger det sammen med, at han angiveligt – som vi snart skal høre – er fortvivlet over skaderne, fordi fortiden samtidig er så vigtig for ham?

Bag de imposante godsbygninger og Collets beskadigede fortidsminder gemmer der sig spor af en endnu større historie om en tid, hvor godsejere var en vigtig samfundssøjle både som samfundsbevarende og konservativ politisk kraft, som økonomisk faktor i kraft af landbrugsproduktionen med mange ansatte og som reel eneforvalter af store dele af Danmarks natur. En tid, der strakte sig fra slutningen af middelalderen og frem til i hvert fald midten af forrige århundrede. En tid, der nu er forbi, og som aldrig kommer igen.

Siden Collet var konservativt folketingsmedlem tilbage i 1980’erne og forsvarsminister i Poul Schlüters firkløverregering 1987-88, har han mest været omtalt i medierne i forbindelse med den borgerlig-liberale tænketank Cepos, som han var medstifter af i 2004 og siden formand for i knapt 10 år.

De seneste år er Collets navn dog dukket op i en sammenhæng, som dårligt hænger sammen med hans konservative grundindstilling, nemlig ødelæggelser og beskadigelser af fortidsminder fra Danmarks oldtid.

Information har fået aktindsigt i Slots- og Kulturstyrelsen i sager vedrørende beskadigelse af i alt 26 fortidsminder, som befinder sig på Collets jord. Det er en lang række af gravhøje og dysser fra sten- og bronzealderen, som enten er helt fjernet eller beskadiget ved tilplantning med træer og kørsel med tunge skovmaskiner. Selv om de fleste af skaderne kan genoprettes, så er der også nogle, som er fatale. Værst er det således gået ud over en langdysse fra yngre stenalder. I dag er den oprindelige aflange gravhøj helt væk.

»Sådan en langdysse har været der i omkring 6.000 år, og så er den pludselig væk på en eftermiddag,« siger kulturarvschef Kristoffer Buck Pedersen fra Museum Sydøstdanmark, hvis medarbejdere har tilsynspligt med områdets fortidsminder.

Godsejer og tidligere minister Bernt Johan Collet er syvende generation på godset. Lige nu kæmper han mod en regning til staten på 600.000 kroner for reetablering af ødelagte fortidsminder på godsets jord

Ulrik Hasemann

Fra gravhøje til kilometersten

På Collets godt 1.100 hektar befinder der sig 80 fortidsminder. I hele Danmark er der omkring 32.000 registrerede og fredede fortidsminder, hvoraf ca. 27.000 er gravhøje, skibssætninger, dysser og jættestuer. Resten er f.eks. historiske ruiner, forsvarsanlæg, runesten, helleristninger, voldanlæg, helligkilder, bopladser, stendiger, mølleanlæg og kilometersten.

Siden 1937 har synlige fortidsminder automatisk været fredede, og ifølge et oversigtskort fra Slots- og Kulturstyrelsen under Kulturministeriet ligger de jævnt spredt ud over hele landet. De fleste, godt 60 procent, ligger i områder med skov.

Det fremgår af museumsloven, at der ikke må »foretages ændring af tilstanden af fortidsminder«, og der må heller ikke »inden for en afstand af to meter fra dem« foretages »jordbehandling, gødes eller plantes«. Overtrædelser heraf er strafbare, og kulturministeren kan påbyde ejeren at genoprette den hidtidige tilstand, hvis der sker beskadigelser.

»Fortidsminderne er fredede, fordi man vurderer, at der er noget i de høje, der skal gemmes for eftertiden. De gamle gravhøje fra bondestenalderen er ofte senere i bronzealderen stadig brugt til begravelser, så mange gange finder man yngre begravelser, f.eks. nedsatte urnegrave,« fortæller Kristoffer Buck Pedersen fra Museum Sydøstdanmark.

Gravhøjene er typisk bygget op af græstørv eller jord, og i tidens løb er en del af det formuldet, så overfladen kan være ret blød.

»Hvis du kører hen over sådan en gravhøj på en regnvåd dag, vil hjulsporene trænge langt ned. Man kan se sporene mange år efter, så når man kører med skovmaskiner, er der tit sket en uoprettelig skade, fordi sporene trænger 20-30 cm ned i selve gravhøjen,« siger han og tilføjer:

»En gravhøj kan være bygget op i forskellige faser, og hvis man kører hen over dem, bliver de nederste lag blandet sammen med de øverste lag, og så vil det for altid være ødelagt.«

Hos Slots- og Kulturstyrelsen oplyses det, at styrelsen lægger vægt på »en dialogbaseret sagsbehandling«, når den forhandler med f.eks. skovejere i hvis skove, der ligger fortidsminder.

»Skovejere er ikke altid opmærksomme på, hvor mange fortidsminder de har,« fortæller konsulent og arkæolog Marie Walther.

Forklaringen kan være, at fortidsminder som f.eks. gravhøje, der ligger i skove, af og til kan være svære at få øje på. Adskillige fremstår således uden tydelige randsten og måske blot som mindre kupler i terrænet. Langt hovedparten af fortidsminderne er dog registrerede og tinglyste hos den enkelte ejer, understreger Marie Walther.

I forbindelse med den dialogbaserede kontakt gør styrelsen en indsats for at informere skovejere om eksistensen af eventuelle fortidsminder, og »de fleste er glade for samarbejdet«, bemærker Marie Walther.

Dansk Skovforening har også udarbejdet en vejledning til sine medlemmer, hvor det bl.a. hedder:

»Som skovejer er det dit ansvar, at der ikke sker skader på fortidsminderne, og derfor er dialog med entreprenører, jagtlejere eller andre brugere vigtig.«

11 gravhøje beskadiget

I februar og marts 2009 besigtigede Museum Sydøstdanmark 11 gravhøje på Collets jord i Skovhuse. Museet konstaterede, at der var sket beskadigelser ved samtlige 11 gravhøje »i forbindelse med en omfattende skovning og jordbehandling i området«.

Skaderne strakte sig ifølge Informations aktindsigt fra jordbehandling inden for sikkerhedsafstanden på to meter over fjernelse af dele af højmateriale til flytning af de randsten, der omkranser mange gravhøje.

Det fremgår også af aktindsigten, at det ikke var første gang, at de pågældende gravhøje blev beskadiget, mens Collet har været ejer. Således skrev en embedsmand i Miljøministeriet den 26. april 1984 et notat efter en telefonsamtale med en ansat fra Sydsjællands Museum, der havde modtaget en privat anmeldelse om beskadigelser. Ifølge notatet var ødelæggelserne tilbage i 1984 »ret grove«. Seks høje var blevet ødelagt ved kørsel med gummiged i forbindelse med rydning af skov, og der var kørespor gennem højene, mens randsten var skubbet omkuld.

Ulrik Hasemann

Da styrelsen i 2009 varslede påbud om de nye beskadigelser, forsvarede Collet sig i første omgang bl.a. med, at skaderne måtte være sket i den tidligere ejers tid. Selv havde han først erhvervet de pågældende skovarealer efter 1982. Men som styrelsen svarede, så fremstod køresporene »friske og tydelige«.

Styrelsen anmeldte derfor Collet til politiet i februar 2010 for beskadigelserne på de 11 høje, men en sigtelse blev frafaldet i august 2011. Politiet mente nemlig, at en skoventreprenør havde været ansvarlig, men denne endte også med at blive frikendt i december 2011.

Under en senere retssag i Københavns Byret om betaling for reetableringen, som Collet rejste, forklarede han så, at skaderne i Skovhuse måtte være sket i sensommeren 2008. Den erfarne skoventreprenør, han havde skrevet kontrakt med om afdrift, dvs. planering og forberedelse til nyplantning, havde ellers fået udleveret kort med tydelig angivelse af de fredede fortidsminder.

Langdyssen blev pløjet ned

Værre var det med den næste sag. Det var den omtalte langdysse fra den yngre stenalder, der blev helt fjernet i den nærliggende Vallebo Skov af samme skoventreprenør.

»Langdysse, 30+6 m. Næsten ingen Jordhøj. Randsten næste alle væltede. Inde i Dyssen enkelte spredte Sten,« hed det således, da Nationalmuseet i 1945 registrerede langdyssen, og registreringen blev samme år tinglyst på ejendommen.

Den 25. april 2012 observerede Museum Sydøstdanmark, at langdyssen var »blevet fjernet«, og der i stedet var plantet små grantræer hen over arealet.

Et par måneder senere fik Collet påbud om at retablere fortidsmindet, og igen blev han politianmeldt. Denne gang rejste politiet en rigtig sag med krav om bødestraf, for det er trods alt ikke en hverdagsbegivenhed, at en langdysse med randsten beskadiges så omfattende. Umiddelbart kan Marie Walther fra Slots- og Kulturstyrelsen således ikke komme på, at der skulle være fjernet langdysser andre steder i Danmark, siden fredningsloven trådte i kraft i 1937.

Collet blev dog i maj 2014 frifundet i Retten i Nykøbing Falster, fordi dommeren ikke fandt bevis for, at »Bernt Johan Collet har givet ordre til at jævne langhøjen med jorden, eller for den sags skyld var vidende om, at det skulle ske«, som Ritzau kunne fortælle.

Inden retsassessor Allan Moltke Hansen frifandt Collet, havde Kulturstyrelsen på godsejerens regning reetableret langdyssen og flere af de 11 beskadigede gravhøje. Det er helt i overensstemmelse med museumsloven, og prisen løb op i omkring 600.000 kroner.

Beløbet gjorde Collet så utilfreds, at han rejste sag mod staten. Så meget ville godsejeren ikke betale for reetableringen, som han ifølge styrelsens egne retningslinjer i øvrigt havde ret til at medvirke til med godsets entreprenørmaskiner og grus fra egen grusgrav for at billiggøre regningen.

»Men Kulturstyrelsen gik bare i gang selv,« som han forklarer.

Den store privatsamling

På trods af beskadigelserne af fortidsminderne lægger Collet vægt på, at danmarkshistorien er vigtig for ham. I en af sidebygningerne på Lundbygaard findes således en af de største private samlinger af oldsager i Nordeuropa. Den er påbegyndt i 1919 og anlagt af Collets farfar. I det store højloftede rum hænger udstoppede hoveder af elg og kronhjort, og der er udstillingsskabe fra gulv til loft langs alle fire vægge i to etager samt montrer midt på gulvet. Oldsagerne ligger tæt ved siden af hinanden, og sammenlagt må der være adskillige tusinde stykker i samlingen.

Årtusinderne glider forbi hylde for hylde: fra grove redskaber af ben og hjortetakker over uslebne og senere slebne økser til primitive bronzesværd og -dolke. Sidstnævnte er fremstillet på Sicilien, fortæller Collet, og af ukendte veje og årsager siden endt i den sydsjællandske jord.

Collet forklarer, at hans farfar ligefrem havde en konservator ansat til at stå for samlingen, der især voksede, da man afvandede de store moser for at gøre dem til landbrugsjord. Efterhånden som samlingen blev etableret, modtog farfaren også oldsager fra andre godsejere på egnen.

Et par dage om året er der offentlig adgang til samlingen, hvor Collet selv er rundviser. Han har flere gange henvist til godsets enestående private samling som en illustration af, hvor meget fortiden betyder for ham. Ikke mindst derfor ærgrer han sig over at være indblandet i beskadigelser af fortidsminder.

»Vi er i familien fortvivlede over det. Det er en rigtig møgsag,« som han formulerer det.

Men efter nedpløjningen af langdyssen har Slots- og Kulturstyrelsen som nævnt pålagt Collet at betale for reetableringen, men det vil han altså ikke.

»Det kan ikke være rigtigt, at vi skal betale for, at en langdysse skal genetableres, som den så ud for 6.000 år siden, når den knap nok var synlig i terrænet.«

Det synspunkt holder han fast i og henviser til, at han trods en politianmeldelse ikke er blevet dømt:

»Jeg er frikendt for at have gjort noget galt, og så skal jeg alligevel betale. Problemet er, at styrelsen ved reetableringen laver et kæmpe monument ud af det, der før, som deres museumsinspektør beskrev, var ’svært erkendeligt i naturen’. Derfor blev det en alt for stor regning. Jeg vil gerne betale for skaderne, og jeg vil gerne erstattet højen, som den så ud før skaderne. Men jeg vil ikke betale for mere reetablering end de skader, der er sket.«

– Så det er blevet en principsag for dig?

»Nej, det er selvforsvar,« siger Collet.

Collet taber med et brag

I oktober 2015 blev hans sag behandlet i Københavns Byret. Collets advokat Håkun Djurhuus førte sin klients sag bl.a. på, at langdyssen på grund af sin ringe højde ikke var synlig i landskabet og derfor ikke omfattet af den automatiske fredning af synlige fortidsminder. Han argumenterede også for, at sagen måtte afvises på grund af forældelse og passivitet fra styrelsens side. Endelig mente Djurhuus, at langdyssen var reetableret langt ud over den tilstand, den havde været i, før den blev fjernet og tilplantet med juletræer, og derfor var det urimeligt, at Collet skulle betale så meget.

På Slots- og Kulturstyrelsens vegne argumenterede Kammeradvokaten bl.a. for, at selv om det var en af godsejeren ansat entreprenør, der fysisk havde begået skaderne, fritog det ikke Collet for lovliggørelsespligten. Derfor var det helt irrelevant, om godsejeren havde instrueret entreprenøren i at passe på fortidsminderne eller ej.

Da dommen kom den 4. december 2015 blev påstandene om forældelse og passivitet begge afvist. Dernæst mente retten ikke, at Collet og Djurhuus havde godtgjort, at langdyssen og de 11 gravhøje forud for beskadigelserne ikke havde været synlige. Retten lagde desuden til grund, at skaderne var »sket som følge af anvendelse af maskiner til brug for skovdrift«.

Ved vurderingen af, om Collet havde løftet sin bevisbyrde, var det ifølge dommen ganske »uden betydning«, at politiet havde opgivet påtale i sagen om Skovhuse, eller at Collet var frifundet i straffesagen vedrørende Vallebo Skov, eller at entreprenøren også var blevet frifundet. Københavns Byret dømte derfor Collet til at betale godt 180.000 kroner for reetableringerne i Skovhuse, godt 360.000 kroner for Vallebo Skov og endelig knap 80.000 kroner i sagsomkostninger. Collet fik dog nedslag på omkring 40.000 kroner for to rapporter om reetableringsarbejdet, som Kulturstyrelsen havde udarbejdet. Dem behøvede han ikke at betale for.

I januar i år ankede Collet sagen til Østre Landsret. Så vidt vides kommer sagen for i december i år.

Foreløbig har Slots- og Kulturstyrelsen fra september 2014 til april 2016 ifølge oplysninger til Information betalt Kammeradvokaten 439.000 kroner for juridisk assistance. Dertil kommer forventede udgifter på omkring 115.000 kroner, når sagen kommer for landsretten.

Siden har Slots- og Kulturstyrelsen sendt endnu en lang række varsler om påbud til Collet. Det drejer sig om konstaterede skader på endnu flere fortidsminder på hans jord. Langt de fleste er dog i den relativt milde afdeling, som kan genoprettes. Det kan f.eks. være tydelige kørselsspor inden for to meterbræmmen, hvorfor der skal lægges nyt grus på. Eller det kan være konstatering af, at der vokser træer, hvoraf nogle er så høje, at tilplantningen må være sket for 15-20 år siden. Her skal træerne fældes, så højene står nøgne tilbage.

En enkelt skade er dog i den mere alvorlige afdeling. Det er en rundhøj i Risby, der i 1986 blev beskrevet som en høj i op til en meters højde med en »noget ujævn« overflade. Men da museet var ude for at tilse højen, kunne de ikke finde den. Den var helt forsvundet, og der var plantet juletræer over det hele. Den er blevet reetableret af Slots- og Kulturstyrelsen her i 2016.

Langdyssen ude i skoven

Sammen med Collet kører vi ind og ud på sydsjællandske småveje, indtil vi stopper foran et ståltrådshegn ved et skovområde. For otte år siden blev de store graner, der var blevet plantet engang i 1940’erne, fældet. Siden blev der plantet juletræer, og de er nu omkring en meter høje.

»Det er mest rødgran og normannsgran, vi dyrker. Et juletræ er omkring otte år om at blive de godt halvanden meter, som er den foretrukne størrelse,« fortæller Collet, mens vi bevæger os ind i terrænet.

Han får omkring 100 kroner for et perfekt træ, men hvis træet f.eks. har to toppe, laves det til flis. Så giver det knap tre kroner og står ikke mål med udgifterne. Derfor har mange af træerne en plasticstang i toppen, som forhindrer fugle i at sætte sig på den øverste gren, så den brækker, forklarer han.

Et par hundrede meter inde ligger langdyssen. Den er omkring en meter høj og kantet med store sten. De store randsten er klodset op ved hjælp af såkaldte tørmur-fliser, dvs. små flade sten.

Collet peger på dem: »Den slags var der ikke antydning af før, så det er overimplementering,« siger han og tilføjer, at de store randsten må være hentet andre steder i landet.

Han forstår ikke, hvem der har glæde af, at langdyssen ifølge hans opfattelse nu er blevet en halv til en hel meter højere, end den var, før den blev beskadiget. Det er jo ganske almindeligt grus, der ligger der nu, og det har ikke noget som helst at gøre med den oprindelige dysse, som han siger.

Modsat afviser Slots- og Kulturstyrelsen ganske bestemt, at fortidsmindet ved reetableringen er gjort større end det, som blev pløjet ned af skovmaskinerne.

Et kvarter efter er vi færdige med at besigtige den reetablerede langdysse og kører tilbage til godset.

Tiderne ændrer sig

På hjemturen fortæller Collet, at der i 1910 var 110 medarbejdere på Lundbygaard.

Og da han var dreng i 1940’erne og 50’erne, kunne en almindelig bondemand og -kone leve af en gård på 20 hektar. Men til at passe de 1.100 hektar, som Lundbygaards jorde i dag udgør, ville en eller to ansatte i dag være tilstrækkeligt, hvis altså godset blev drevet som et traditionelt landbrug.

»I gamle dage var der korn og græsfrø på markerne, men jeg har lagt om til produktion af juletræer. Det går op og ned. Det er næsten som i Biblen med syv magre år og syv fede år,« fortæller han.

I de fede år er der god økonomi i juletræerne, og så omlægges mange landbrugsejendomme til dyrkning af juletræer. Så bliver der for mange træer, priserne falder, hvorefter færre dyrker træer med det resultat, at priserne så igen stiger.

»Sådan fortsætter det in absurdum. Lige nu er vi i midten af de syv magre år, og det er ikke til at holde ud. Men vi er vant til det. For hundrede år siden var det en strålende forretning at have så stor en ejendom som Lundbygaard, men sådan er det langt fra i dag,« forklarer han.

Godsets indtægter kommer fra salg af bøgestammer, som bruges til bl.a. Wegnerstole og parketgulve; fra grusgraven, som er lejet ud til en entreprenør, og fra jagtleje. Og så er der juletræerne.

»Arbodania A/S er den ledende danske virksomhed indenfor eksportsalg af juletræer og pyntegrønt,« hedder det i selskabets hjemmeside, som Collet og hans familie ejer. Ifølge seneste årsrapport fra 2014 havde selskabet otte ansatte og en bruttofortjeneste på knap seks millioner. Resultatet efter skat var dog kun på 38.000 kroner, hvilket i årsrapporten betegnes som »mindre tilfredsstillende«.

Selv om Collet gerne vil efterlade, hvad han betegner som »et godt kørende gods«, er det langt fra sikkert, at nogen af hans tre børn kommer til at blive slægtens ottende generation som arbejdende godsejere.

Den ene søn har en stor stilling i USA, den anden søn arbejder med at anlægge en helt ny by ved siden af en kobbermine i Zambia. Og hans datter er partner i et stort københavnsk advokatfirma.

»Ingen af delene lugter jo særlig meget af juletræer, så jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal stille op. Jeg kan ikke rigtig forestille mig, at mine børn vil arbejde som godsejere. Hvis man har et godt job og et godt hoved, så er det nok også svært at forestille sig, at man skal køre traktor. Men måske kan de have et arbejde uden for godset og ansætte en daglig leder,« siger han.

Da vi kører ind gennem jernporten, stråler hovedbygningen i solskinnet.

»Ja, det ser flot ud udefra,« siger Collet og trækker på skuldrene. »Selv om vi lever af juletræer, nytter det jo ikke, at det ligner en ruinhob.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Kurt Nielsen
Niels Duus Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Godsejer og skadevolder Collet stiller sig op i rækken af storbønder, der fremhæver deres kærlighed til Danmarks fælles forhistorie, undergrund og natur - men handler modsat. Hvordan mon der ser ud inde i kuplen på disse personer?

Hvis man i Svend Brinkmanns ånd, skal pege på et ståsted i disse menneskers liv, så er det nok først og fremmest "penge", men også "magt" i form af asocialitet og urørlighed.

Må juletræer dog hurtigst gå af mode, som værende en hån mod naturrespekten. Og eksporten af juletræer sydpå tørre ud.

1-1

Einar Carstensen, Sup Aya Laya, Janus Agerbo, Torben Skov, Hanne Ribens, Mikael Nielsen, Jacob Jensen, Liliane Murray og Tom Andreæ anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Fortidsminders beskyttelse i landskabet er en af de generelle reguleringer af den private ejendomsret, som ejeren må finde sig i uden erstatning. Og det skulle vel heller ikke være så svært at acceptere.

Jens Erik Starup

Man kan åbenbart stort set opføre sig som man lyster, når man tilhører magteliten.

Einar Carstensen, Kim Houmøller og Erik Jensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Fra artiklen:
"Collet blev dog i maj 2014 frifundet i Retten i Nykøbing Falster, fordi dommeren ikke fandt bevis for, at »Bernt Johan Collet har givet ordre til at jævne langhøjen med jorden, eller for den sags skyld var vidende om, at det skulle ske«, som Ritzau kunne fortælle."

Hverken anklagemyndighed eller domstole er vandt til disse sager, og er tilbøjelige til at se mildt på lovovertrædelsen, men det er dumt, for lovovertræderen kan ikke forstå, hvorfor vedkommende skal betale for genopretning af skaden, når de har dom for ikke at have forvoldt den. I hvert fald ikke med forsæt. Vi kom bare til det. Ups, det var ikke med vilje.

Christel Larsen, Erik Jensen og Hanne Ribens anbefalede denne kommentar
Jens Erik Starup

Man burde vel kunne forvente, at en samfundsstøtte som Collet ville anse det for sin pligt, at drage omsorg for fortidsminderne på den ejendom han har rådighed over.

Hanne Ribens, Kim Houmøller, Erik Jensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Træk udgiften i bistanden (landbrugsstøtten). Der er rigelig dækning.

Einar Carstensen, Bill Atkins, David Zennaro og Mikael Nielsen anbefalede denne kommentar