Læsetid: 9 min.

High Noon

Sommerføljeton af Susanne Staun - Sjette del

Johanne Sorgenfri/iBureauet

Moderne Tider
6. august 2016

– Sjette del –

et var Francis, der stod for planlægningen af vores hit i logen. Ikke alle fra vores liste ville være til stede, siger sig selv, mange af dem var i Jylland, især i Nordjylland. Mærkelig demografi dér. Jeg har altid troet, at jyder var så søde.

Robes P og jeg var udelukket fra at deltage, fordi vi allerede havde vist fjæs i den imposante bygning og på trods af vores tilstræbte usynlighed.

Det var Francis, der ondulerede serveringspersonalet ved at udskifte logebrødrenes egne døtre med vores egne døtre; han havde opdyrket en kilde og vist ham billeder, udvalgt de mest udringede sild og solgt dem med lovning om lidt frækt efter festen, for når alt kommer til alt, viger sikkerhed altid for liderlighed, og det er vel også bedre for alle, hvis granvoksne mænd bager på vildfremmede teenagere i stedet for på dommerens dydige og dermed risikerer at påkalde sig hans vrede bare på grund af et blik og nogle tanker.

Den aften blev godt to hundrede frimurere på få minutter kvalt med nervegas efter at være blevet låst inde i logens festsal iklædt deres bedste tøj. De anede ikke, at de kønne, unge piger efter at have serveret desserten, lidt is med blomme, klæbede alle døre til med gaffa og skyndte sig ud af bygningen, ind i taxaer og videre til Kødbyen, mens Francis og friends blæste voldsomme doser lugtfri saringas ind gennem ventilationssystemet, som vi køber af fiskerne i Skagerrak.

Ikke et ord om Danmarkshistoriens største massemord i pressen, men Robes P, Francis og hans hjælpere plus samtlige serveringspiger døde under mystiske omstændigheder kort efter. I to tilfælde blev politimænd set i nærheden af gerningsstederne. I ét tilfælde var Francis’ datter, Helene, alene hjemme sammen med en veninde, der sad på trappen foran døren og sms’ede med sin kæreste. Veninden sad i en sådan vinkel, at hun ikke kunne ses fra døren, men havde udsigt til Helene fra taljen og nedefter og buksedelen af to mænd, da Helene åbnede døren og fik en kniv i maven. Døren blev lukket med det samme, og veninden løb ovenpå og kiggede ud ad vinduet, hvor hun så de to politimænd slentre ned ad havestien og ud på vejen, hvor de fortsatte ned ad fortovet i afslappet samtale. Francis var allerede død; han var ugen før blevet fundet helt flad på fortovet neden for Domus Vista, og det blev trods familiens protester henlagt som et selvmord. Derfor var det Helenes mor, der indrapporterede mordet på sin datter og fik den besked, at ingen politifolk havde været i det nabolag den dag og på det tidspunkt.

Vi var knust, stille og rådvilde i næsten et år derefter. De var stærkere end os og havde naturens orden på deres side. Jeg har siden da haft øjne i nakken, andres og egne. Men det skulle være løgn, ræsonnerede vi til sidst, og i går var vi i Aarhus.

Derfor står jeg på her på perronen. Jeg er på vej hjem.

»Undskyld mig,« siger han.

Jeg vender mig mod ham og hans cigaret og fisker lighteren op af lommen. Han har skiftet udtryk. Der har sneget sig noget blødt ind i hans træk, der får ham til at se helt menneskelig ud, som han står der med et høfligt spørgende udtryk og holder sin smøg i vejret. Han er summen af alle de mennesker, der nogensinde har bedt om ild på et offentligt sted.

Jeg går helt hen til ham. Alt for tæt på. Jeg tænder hans cigaret med min gamle Ronson uden problemer i den vindstille nat med en hånd, der ryster en anelse, ikke af skræk, men på grund af det andet, jeg glæder mig til at gøre, før jeg afliver ham. Og så står han der med sin tændte cigaret og flytter sig ikke. Jeg har stadig mine bedstevenner i lommen.

Han træder et skridt tilbage, stadig alt for tæt på, og mønstrer mig uden blusel i mørket: mit ansigt, min sorte Burberry, mine ben, mine sorte stiletter. Han ser, at jeg er helt magen til ham.

Han smiler huldsaligt og spørger så:

»Hvad laver du?«

Det er første gang i mit liv, at nogen har indledt en samtale, bare fordi han fik ild. Men vi er jo alene. To mennesker på en menneskeforladt perron midt om natten. Hans ånde afgiver en svag duft af chokolade, der bryder med den ramme rovdyrsstank.

»Venter på et tog.«

Der går et par sekunder, der føles som tundraer af tid. Han stirrer ufravendt på mig. Ikke uvenligt. Bare dødbringende.

»Nej, hvad laver du – professionelt?«

»Hvorfor vil du vide det?«

Jeg smiler venligt. Heksesuppen koger i trussen, og det føles, som om den sprutter hidsigt ned ad lårene og efterlader brændemærker, der vidner om slægters videreførelse.

»Snakker bare. Du ligner en detektiv.«

»Jeg er skadedyrsbekæmper.«

Han bryder ud i et stort grin.

»Virkelig?« Han rykker upassende tæt på. »Du ligner ikke sådan en.«

»Du ved ikke, hvad jeg taler om, sweetheart.« Mit smil forsvinder, da han plomberer min mund med sin, og den er blød som en gople, men kraftig blodgennemstrømning gør den hurtigt hårdere og hårdere; han tager fat om min hage med sin stålhånd, og vores tunger slynger sig om hinanden med kernekraft. Han er fuld af rovdyrsaft og flødespyt, og natskyggen på hans kinder river og flår og får heksesuppen til at sprutte og sprøjte og koge over. Jeg er drivvåd, og det driver og siver ned ad mine lår og i min hjerne, hvor synapserne holder lysfest. Jeg kommer med et skrig, med det samme han borer hånden ind i skridtet på mig.

Sådan er det jo med nye mennesker og lange forspil.

Hans hund piber. Han sparker til den, og hans bæltespænde rasler, da han giver sig til at flå i det. »Vent,« siger jeg og skubber ham fra mig. Han ser uforstående på mig.

Jeg peger på togviserskiltet et stykke tilbage, der annoncerer ankomsten af et tog om fire minutter.

»Kylling?« siger jeg og nikker ned mod skinnerne.

~

 

Der er noget high noon over det, der slet ikke hører til i min verden. Men Saga springer på benene og viser sin islandske højde.

»Hvad siger I? Skal vi få det overstået?«

Ingen som hun kan være drabsparat og smile så stort samtidig. Hun er og har altid været fuldstændig frygtløs. Alligevel er blodgennemstrømningen overalt i hendes hjerne fin. Vi scanner alle.

Hun går over mod dem med sit kæmpesmil. »Hvad siger I?«

De kigger på hende; rådvildheden spiller i deres iskolde øjne. Jeg er svært bange for, at det vitterlig trækker op til high noon på fødegangen, men lige nu er det op til Saga. Alligevel siger jeg:

»Jeg synes, vi skal bede hospitalets egne sikkerhedsfolk passe på faren og hospitalsdirektøren – er det det, han er?«

Jeg kigger spørgende på sikkerhedsfolkene, der nikker og supplerer, at hospitalsdirektøren er død og bare skal køres videre. Og så går de i gang med at få ham op på en båre, og snart triller de ned ad den lange gang og forsvinder til højre ad en anden.

De to politimænd bliver stående, og jeg kan fortsat se rådvildheden. Hvad vil de gøre nu? Hvor mange af os har de tænkt sig at gøre hvad ved? Jeg har næsten ondt af dem, og stilhed er slet ikke noget for mig, så jeg siger:

»Godt, og så vil jeg foreslå jer, at I anholder os alle sammen, også hende jordemoren derinde – ja, også den fødende kvinde, hvis I vitterlig ikke er rigtig kloge og gerne vil have fuld plade. Og så slæber I os alle sammen til forhør. Altså: Vi har et lig her.« De kan ikke slæbe os nogen steder hen, for de er her ikke officielt. Det ved vi alle sammen. De kan slå os ihjel her og nu – eller de kan prøve. Men det tør de nok alligevel ikke. Ikke her.

Jeg stiller mig ved siden af Saga, og så kommer Chutzpah op på siden af mig, og vi smiler til dem som dødbringende Barbiedukker i helt forkert tøj.

»Vi går med frivilligt, hvis I lader være med at lægge os i håndjern,« siger jeg, da jeg ser den ene tage håndjernene frem, men de ved jo godt, hvad det her går ud på. De ved godt, at vi afliver dem første gang, vi ser vores snit til det.

»Nope,« siger den ene, »… det bliver i håndjern. Der er sket et mord her.«

»Fuck nu af,« siger Saga og pander ham en rockerkæberasler. Jeg elsker den kvinde. Han vakler bagud med en indestængt lyd og famler efter sin pistol med øjne, der er synligt sorte af raseri. Saga planter en kanyle i maven på ham, så han glemmer pistolen og i stedet rækker begge hænder ud efter hendes hals. Han falder sammen på gulvet og trækker Saga med sig ned med hænderne om hendes hals. Og så er han væk. Mens det står på, er vi to om at lægge den anden i benlås og underbinde ham med hans egne håndjern.

»Fuck, noget lort,« siger Chutzpah og kigger sig omkring. »Tre tunge mænd, det er i overkanten.«

I det øjebliks stilhed, der følger, låser jordemoren døren op, og jeg får et glimt af en halvsovende mor med en baby på brystet.

Jordemoren ser sig om og hæver øjenbryn. »Jeg har ringet til Jonas, og han kommer med vognen og kører dem til krematoriet.«

~

Jeg tænder min Vipertek i Burberry-lommen, tjekker ud ad øjenkrogen, at her stadig er mennesketomt, smider skoene og springer så ned på skinnerne. Han kigger fra mig til togviserskiltet og bestemmer sig, da han ser mig tage trusserne af og sende ham mit mest strålende smil. Han hopper ned på skinnerne og hiver bukserne ned om knæene. Jeg får et glimt af Rottweileren med hovedet på skrå og et fortabt blik, før han fyrer den op i mig, som vi længe har haft en ordløs aftale om; med det samme eksploderer vi begge i en gigantisk, frådende orgasme.

Sådan er det jo med nye mennesker og lange forspil.

Han ligger oven på mig, og jeg skal skynde mig, inden han springer op for at undgå toget. Med venstre hånd holder jeg ham tæt ind til mig, kærligt, presser hans hoved ud til siden, så jeg blotter hans hals for min Vipertek og dens 200.000 lammende volt, der omdanner hans blodsukker til mælkesukker og gør ham ude af stand til at røre sig.

Jeg slæber ham et stykke længere ind i mørket, draperer ham nydeligt på tværs af skinnerne.

Han er ved fuld bevidsthed. Den bevidsthed kan han tage med ind i sit næste liv og tænke over.

På perronen piber hunden, og jeg klapper den og tager fat i snoren, så den ikke hopper ned til ham. Så bevæger vi os alle tilbage langs perronen, mig, hunden og rullekufferten, og da vi når trapperne, kommer toget larmende ind på stationen.

Jeg går ned ad trapperne uden at se mig tilbage. Der må være en taxa dernede et sted. En, som godt vil have hunde med. Og er lidt venlig.

Men nede på det lille torv med den tilskoddede pølsevogn, den mørklagte Føtex, lejlighedskomplekserne uden lys og den helt tomme, stille gade er der ingen taxaer. Til gengæld ligger stanken over pladsen som en sygdom og en ram forvarsel om de to sorte politimænd, der i udkanten af pladsen læner sig op ad et træ og banker en hurtig rytme ud på håndfladerne med deres stave. Hunden spænder op i ryggen og giver sig til at knurre, og jeg tager et billede af dem med min PDA og sender det til Saga. Dét sætter dem i gang, og de går over mod mig nu, hurtigt, næsten i løb. Jeg fisker gaspistolen op af lommen, bukker mig ned og klipser snoren af min nye ven.

Jeg ved godt, det ikke rækker, og det er også fint. Jeg er gammel, og Det Evige Østen kan indimellem føles som en god destination. Men jeg giver intet fra mig uden kamp. Sig det videre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her