'Jeg har ingen grund til at tro, at min mor er et nyt sted nu'

– Hvad tror du, der sker, når vi dør?

»Da jeg var 24 år, sad jeg hos min mor, da hun døde i en hospitalsseng to dage efter en mislykket lungetransplantation. Min oplevelse er, at kroppen stopper med at fungere, og det betyder, at den døde er væk. Hun er i min og andres erindring, men jeg har ingen grund til at tro, at hun er et nyt sted nu. Det er ikke, fordi jeg er rationalistisk, jeg er bare ikke blevet opdraget til at tro på det.«

– Hvad er din vigtigste oplevelse med døden?

»Døden er hierarkisk på to måder. Ét: Når nogen dør, findes der et hierarki, som afgør, hvem der kan sørge selvisk og urimeligt, og hvem der må sørge på en måde, der tager hensyn. Dette hierarki er uundgåeligt, tror jeg, men på et tidspunkt må man gøre noget for at bearbejde det, så det ikke bliver undertrykkende. Og to: I Judith Butlers bog Frames of War: When Is Life Grievable? (2009) skriver hun om, hvem man kan sørge over. Tænk på, når der har været en katastrofe et sted i verden, så sørger danskerne mere over de danskere, der er døde, end andre, men nok mere over f.eks. svenskere end sydafrikanere. Overfører man dette til krig, kan man også se beslutningen om at kaste bomber over et land som et tegn på en opfattelse af, at de mennesker, der bor i det land, ikke er nogen, det er værd at sørge over.«

– Hvilket kulturprodukt har haft størst betydning for dit syn på døden?

»Butlers bog har været vigtig, fordi den har fået mig til at fatte, at jeg er en del af en racistisk kultur, som ikke anerkender, hvor væsentligt det er at insistere på, at ingens død eller lidelse er ligegyldig.«

– Hvad betyder døden for dit liv?

»Før min mor døde for snart syv år siden, eksisterede døden kun som noget, jeg skammede mig over at være kold over for, når jeg mødte den i Tv-avisen. Døden gør livet mere tungt, ikke nødvendigvis til et dårligere liv, men mere intenst. Dødsfald er pludselige og brutale, chokerende, og de dikterer indholdet af de næste mange år af ens liv. Jeg har en følelse af, at ingen forstår den sorg, jeg føler. Det er en ensom tilstand, som samtidig har gjort mig i stand til at forstå, hvor lidt man generelt forstår af andres basale livsvilkår, og hvor lidt jeg f.eks. kan forstå dødens betydning for mennesker fra krigshærgede lande.«

– Er du bange for at dø?

»Jeg føler ikke nogen mærkbar frygt for at dø, og jeg tænker, det hænger sammen med, at døden ikke er synlig i min tilværelse. Det kendetegner også det forhold, som, jeg tror, de fleste danskere, jeg har mødt, har til døden: Fremmedhed. Døden er fremmed og usædvanlig, og når den forekommer, møder vi den med en akavet distance, som vel kan karakteriseres som berøringsangst.«

– Hvordan vil du kendetegne danskernes forhold til døden?

»De rituelle fællesskaber, vi befinder os i som kulturkristne, er ret minimale. Når en person dør, bliver kroppen gjort til andres ansvar – hospitaler og bedemanden. Vi har lukkede kister, og den direkte kontakt med den døde er meget begrænset. Vi har ikke tradition for ritualer, som er bagvedliggende og hjælper til at skabe rum for at kunne være i sorgen og tale om døden.«

– Hvordan vil du helst dø?

»Til det sidste vil jeg gerne være klar i hovedet, kunne se og være i stand til at tale og bevæge mine arme og hænder. Jeg vil gerne dø med en følelse af, at alt er sagt og afklaret mellem mig og min familie. Jeg håber, at jeg ikke kommer til at dø en smertefuld død.«