Læsetid: 12 min.

Hvad kan vi lære af højrefløjens succes i Østrig?

Situationen i Østrig, hvor den yderste højrefløj har vundet frem og måske kan sætte sig på præsidentposten på trods af høje indkomster, et veludbygget velfærdssystem og generel strukturel idyl, er aldrig tidligere set i Europa. Men den afslører i al sin gru en grundlæggende politisk konflikt, som kan genfindes i mange vestlige demokratier i dag, skriver den tyske forfatter og idéhistoriker Jan-Werner Müller
Ved en ceremoni i Ulrichsberg den 1. oktober 2000 hædrede Jorg Haider Østrigs veteraner, som kæmpede i Hitlers hær under Anden Verdenskrig.

Patrick Zachmann

6. august 2016

Kan Østrig blive det første vesteuropæiske land siden Anden Verdenskrig, der får en præsident fra den yderste højrefløj?

Midt i choktilstanden over Brexit, har de færreste bemærket den helt usædvanlige række af begivenheder, som har udspillet sig i dette velstående socialdemokratiske land. 22. maj tabte Norbert Hofer fra Østrigs højreekstreme Frihedsparti præsidentvalget til Alexander Van der Bellen fra De Grønne.

8. juni stillede Frihedspartiet imidlertid spørgsmålstegn ved valgets legitimitet med påstande om adskillige uregelmæssigheder, heriblandt at valgstederne skulle være åbnet for tidligt, og at valgresultater skulle være blevet lækket til medierne før tid.

Reelt var der ingen beviser for, at resultatet skulle være blevet manipuleret. Men 1. juli afgjorde Østrigs Forfatningsdomstol ikke desto mindre, at valget skulle gå om.

Dermed får Frihedspartiet – et parti der engang blev beskrevet som et »parti af forhenværende nazister for forhenværende nazister« – endnu en chance for at vinde præsidentposten i starten af oktober.

Hvorfor har højrefløjen vundet frem i lige netop Østrig? Landet har et af EU’s højeste gennemsnitlige indkomstniveauer, et veludbygget velfærdssystem og har haft stor glæde af åbningen mod Østeuropa siden 1989 (Wien plejede at være noget forhutlet i sammenligning med Berlin, nu er det lige omvendt).

Østrig har heller ikke lidt under de ødelæggende terrorangreb, som Frankrig og Belgien har været plaget af. På linje med pave Paul VI’s begejstrede beskrivelse af Østrig som den lykkelige ø, har Bruno Kreisky, der var kansler fra 1970-1983, kaldt Østrig »de velsignedes ø«.

Ikke desto mindre er Frihedspartiet vokset støt i mere end to årtier. Hvis der var parlamentsvalg i dag, ville det yderste højre vinde flertallet.

Den østrigske Forfatningsdomstols beslutning om at omgøre præsidentvalget blev truffet for at fjerne enhver tænkelig tvivl om resultatets legitimitet.

Men Østrigs højrebølge, og den mulighed for at skylle ind over landets mest magtfulde post i et land uden større økonomiske eller sociale problemer, fortæller os mindst lige så meget om europæisk politiks tilstand, som Storbritanniens beslutning om at forlade EU gør.

Højrefløjsgrupperinger fra både Østrig og Slovenien demonstrerer imod immigration. Local.

Chris Stowers

Et casestudie

Den aktuelle situation i Østrig viser, at man ikke så let kan forklare de populistiske partiers succes. Landet er ligefrem et studie i, hvordan mainstreampartiers forsøg på at håndtere udfordringer fra højrefløjens politikere kan ende med at styrke dem.

På mange måder trækker Frihedspartiet på de samme kræfter, som lignende partier gør andre steder.

Frihedspartiets Norbert Hofer, der er uddannet luftfartsingeniør og lavmælt i offentligheden, men kompromisløs i sine autoritært-nationalistiske synspunkter, er i den grad rundet af den nye europæiske generation af populister: Som Marine Le Pen fremstiller han sig selv som frihedens og demokratiets forkæmper over for Den Europæiske Union.

Ligesom Le Pen og Geert Wilders i Holland kræver han nu en afstemning om EU-medlemskabet; og – i høj grad ligesom andre højrepopulister – er Hofer indædt imod at åbne Europas grænser for flygtninge og benytter sig af antimuslimsk retorik.

Ligesom Frankrigs Nationale Front, trækker Hofer arbejderstemmer fra Socialisterne, der i deres tidligere vælgeres øjne har gjort alt for mange indrømmelser til frihandel og indvandring.

Men Frihedspartiets tilsyneladende uafvendelige vej til magten kan kun forstås i kontekst af det ganske særlige politiske system, som blev skabt under Den Anden Østrigske Republik efter 1945.

I hele efterkrigstiden var Østrig regeret af et af to store partier: de centrumhøjreorienterede Kristne Demokrater eller de centrumvenstreorienterede Socialister – eller, hvad der ofte var tilfældet, begge på samme tid, når de indgik i koalition, sådan som de har gjort for tiden.

Forfatteren Karl-Markus Gauß spøgte engang med, at folk, der var vokset op i disse årtier, måtte have troet, at der i den østrigske forfatning stod:

»Østrig er en republik, der bliver regeret af en stor koalition.«

Denne tradition for at lave fælles regeringer, som ikke har sin lige nogle andre steder i Vesteuropa, havde et ganske bestemt formål: at sikre stabilitet i et land, der havde været mærket af dyb splittelse mellem et ’rødt’ venstresnoet Wien og en ’sort’ konservativt katolsk provins.

Den ekstreme polarisering mellem disse to yderpunkter bragte landet ud i en kortvarig borgerkrig i 1934, indtil det katolske autoritære regime og siden Hitlers annektering i 1938 tog over.

I Østrig efter 1945 var både de røde og de sorte fast besluttede på at undgå en lignende konflikt i fremtiden og indførte derfor et system med proportional repræsentation i snart sagt alle det sociale og politiske livs sfærer.

I praksis udliciterede de meget af den praktiske politik til ’sociale partnere’ – fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer – der indgik aftaler, som derpå fik et gummistempel i parlamentet.

Denne ordning var delvist inspireret af det selv samme ideal om social harmoni, som det autoritære katolske regime havde stået for i 1930’erne.

En sådan tilgang tog for givet, at nærmest alle vælgere ville kunne identificere sig med et af de to store partier. Som forfatteren Robert Menasse har bemærket, så fik ordningen mange østrigere til at overveje, om de egentlig levede i et demokrati, eftersom der tilsyneladende aldrig, uanset valgresultatet, var en opposition.

Modstanden mod dette topartisystem blev omsider formuleret af en ung, karismatisk nationalist ved navn Jörg Haider. Haider havde været adjunkt, før han blev fuldtidspolitiker.

Han protesterede mod, hvad han anså for at være den rød-sorte elites privilegier, der indebar kontrol med alle dele af det offentlige liv, lige fra folkeskoler til bjergvandrerforeninger, og han var arg modstander af Østrigs indvandringspolitik.

I 1986 tog han magten ved et kup i det dengang lille Frihedsparti. Med parolen »Østrig først« satte Haider gang i en landsdækkende underskriftindsamling for en forfatningsændring, der tydeligt skulle angive, at Østrig ikke var noget indvandringsland (indsamlingen blev ikke nogen succes).

Senere blev han kendt for at rose Det Tredje Riges arbejdsmarkedspolitik og for at kalde SS-veteraner »mænd med en stærk karakter« (han var med egne ord et nazibarn; begge hans forældre havde været glødende nationalsocialister.

Og som noget meget vigtigt har Østrig aldrig, sådan som Tyskland gjorde fra 1960’erne og frem, forholdt sig systematisk til sin nazistiske fortid.

Tværtimod har østrigere holdt fast i den misvisende forestilling, som blev formuleret med De Allieredes Moskva-erklæring i 1943, at deres land var »den første frie stat, der blev offer for Hitlers aggression«.

Har vendt det blinde øje til

Kristendemokrater og Socialister har været fuldt medskyldige i, at denne myte har overlevet, og hvad værre er: De har af rent opportunistiske årsager vendt det blinde øje til den politiske rehabilitering af tidligere nazister.

I 1949 bakkede Socialisterne op om dannelsen af De Uafhængiges Sammenslutning (VdU), fra hvilken Frihedspartiet er opstået, ud fra den kyniske betragtning at en anden højrefløjsorganisering måske ville kunne trække vælgere fra deres primære modstander, Kristendemokraterne.

Da Simon Wiesenthal afdækkede en af Frihedspartiets lederes nazifortid i midten af 1970’erne, angreb Kansler Kreisky – der ønskede at gå i koalition med Frihedspartiet – Wiesenthal og gik så langt som til at antyde, at Wiesenthal selv havde været Gestapo-kollaboratør.

Kreisky var jøde og havde selv engang været udsat for valgplakater, der fremstillede hans modstander fra Kristendemokraterne som »ægte østriger«.

Men ikke blot satte Kreisky national enhed og stabilitet over alt andet; han antydede også mere end en gang, at de aftaler, der engang var blevet indgået med nazisterne, ikke var værre end det nuværende samarbejde med Kristendemokraterne, som – i sidste ende – var arvtagere til 1930’ernes autoritære regime, som var berygtet for dets støtte til den tidligere officer for Værnemagten Kurt Waldheim, da han stillede op til præsidentvalget i 1986.

Frihedspartiet har altid stået for tysk nationalisme med drømmen om genforening med Tyskland som omdrejningspunkt (en mulighed, som der var bred opbakning til i 1919 efter opløsningen af det Østrig-Ungarske Imperium, men som De Allierede modsatte sig dengang).

Den sammensatte berømmelseshungrende og på mange måder selvdestruktive Haider fulgte denne tradition. De østrigske medier fremstillede i bogstavelig forstand Haider som djævlen i magasinfeatures – vel vidende, at en forside med Haider, præcis som det er tilfældet med Trump i dag, altid sælger. De kom dermed også til at understøtte den store nationale interesse for Haider.

Faktisk kredsede østrigsk politik omkring Haider i næsten to årtier på trods af, at han aldrig kom til at sidde i den føderale regering, og hans parti havde held med at skubbe regeringen længere og længere mod højre på bl.a. indvandringsspørgsmålet.

Den største triumf for Haider var i 1999, da Frihedspartiet fik 27 procent af stemmerne og blev nummer to i parlamentsvalget. Frihedspartiet gik i koalition med Kristendemokraterne, som – på trods af deres vigende opbakning – fik lov at nominere Kansleren, Wolfgang Schüssel. Haider selv blev holdt uden for regeringen, men alle gik ud fra, at han sad og trak i trådene bag scenen.

Der var massive protester i Wiens gader mod at tage den yderste højrefløj med i regering – noget, der på det tidspunkt var uhørt i Europa.

Ministrene var nødt til at bruge de underjordiske tuneller for at komme ind i præsidentpaladset, da de skulle tages i ed, i stedet for at spadsere fra Kanslerboligen over Ballhausplatz, sådan som der er tradition for.

Andre EU-lande vendte højrefløjsregeringen ryggen, men med utilsigtede konsekvenser. Kansler Schüssel lykkedes tilmed at overbevise oppositionspartierne om, at det lille tapre Østrig – der var lige så stolt af sin neutralitet under Den Kolde Krig som af sin selverklærede status som ’kulturel stormagt’ – blev udsat for uretfærdig mobning. Imens blev ’tysknationalismen’ på den yderste højrefløj afløst af en ny Østrig-patriotisme med en kraftig anti-EU-komponent.

Haider kunne håndtere både gadedemonstrationerne og sanktionerne, men ikke det faktum, at han ikke længere var festens midtpunkt.

Han forlod sit eget parti og skabte en ny højrefløjsbevægelse, før han døde i en bilulykke i 2008. Hans gamle parti nød godt af både hans udmeldelse og hans død: Frihedspartiet havde nemlig vist sig særdeles korrupt (ikke mindst i Haiders hjemstat, Kärnten), men i stedet for at skade deres påstand om at udgøre et alternativ til det etablerede system, kunne de nu placere al skylden på den afdøde Haider.

Nu er Østrig igen regeret af en ’stor koalition’, selvom der ikke længere er noget stort over de partier, den er dannet af. I 1975 gik mere end 90 procent af stemmerne til Kristendemokraterne og Socialdemokraterne; i dette forårs præsidentvalg, kunne deres kandidater knap samle 10 procent hver og kom derfor ikke med i den anden og afgørende runde.

Den ægte vare

Udover det faktum at både den røde og den sorte kandidat viste sig at være aldeles uinspirerende, har begge partier tydeligvis lidt under, at deres regering, under pres fra Frihedspartiet, totalt har ændret kurs på flygtningepolitikken.

Den Socialdemokratiske Kansler Werner Faymann var Angela Merkels trofaste allierede hele efteråret; i marts i år lukkede han grænserne.

Modsat har den Socialdemokratiske borgmester i Wien, Michael Häupl, stået fast på sin flygtningevenlige linje og vandt valget sidste efterår, selvom det var blevet spået, at Frihedspartiet ville gå af med sejren.

Som så mange politikere, der har imiteret højrepopulisterne, har måttet lære på den hårde måde, så nytter det ingenting at lave dårlige kopier.

Borgere, der bakker op om den nye populisme, vil alligevel hellere have den ægte vare, og de, der ønsker en mere humanistisk linje, vil vende sig bort i væmmelse.

Det er også en af Brexit-lærdommene: Dele af Tory-ledelsen gjorde i praksis Nigel Farage, lederen af UKIP, til britisk politiks omdrejningspunkt og forsøgte derpå at slå ham i euroskepsis.

Da de først havde ladt sig spinde ind i fortællingen om, at valget reelt handlede om at redde det frihedselskende England fra det fjerne Bruxelles’ udemokratiske virkemåder, forekom det lidt latterligt at skulle overbevise folk om at forblive i EU, blot fordi det ville koste dem 4.000 pund om året at stå uden for.

Det østrigske eksempel viser imidlertid, at mainstreampartiernes fald ikke behøver at være lig med demokratiets undergang. Hofers modstander i den afgørende runde af præsidentvalget 22. maj, Van der Bellen, var en økonomiprofessor, der havde De Grønnes opbakning.

De Grønne, som ønsker yderligere EU-integration, har den laveste vælgertilslutning i arbejderklassen, men har i stedet gavn af, at Wien – en by med piktogrammer af sammekønspar på sine trafiklys – har en stor borgerlig-boheme-befolkning, der står bag dem.

Det er også det eneste østrigske parti, der aldrig er gået på kompromis, når det gælder om at fordømme nazifortiden og de spor, mellemkrigstidens autoritære regering trækker op i nutiden.

Den situation, der opstod omkring præsidentvalget i Østrig i maj, og som vil blive gentaget i oktober – en kamp mellem De Grønne og den yderste højrefløj – er aldrig tidligere set i Europa.

Men den afslører i al sin gru en grundlæggende politisk konflikt, som kan genfindes i mange vestlige demokratier i dag. Denne konflikt kan ikke meningsfuldt beskrives som almindelige mennesker mod establishment.

I Østrig har både Frihedspartiet og De Grønne været ’etablerede’ siden midten af 1980’erne; I Storbritannien er Boris Johnson, en af Brexit-fortalernes frontfigurer, så meget en del af establishment, som man kan blive; og Donald Trump kan næppe heller kaldes inkarnationen af manden på gaden.

Snarere handler det om en konflikt mellem dem, der ønsker mere åbenhed – både åbenhed for minoriteter hjemme og for verden omkring sig – og dem, der ønsker at lukke nationalstaten af med grænser og derigennem – det er i hvert fald, hvad de lover – tage kontrollen tilbage.

Men samtidig også beskytte de traditionelle hierarkier, som er kommet under pres. »Gør Amerika stort igen,« betyder først og fremmest: »Sørg for, at hvide mænd får magten tilbage.«

Kun den ene side

Det bliver ofte vildledende antydet, at de populistiske eller antiestablishment-vælgere er i vækst på begge sider af konflikten, og at de derfor må have en række fællestræk.

Men det er kun den ene side, som ikke vil vide af mangfoldigheden i nutidens samfund. Det er kun højrepopulister, der hævder, at de repræsenterer ’det sande folk’ eller ’det tavse flertal’, og som i konsekvens heraf mener, at det er illegitimt at ønske åbenhed og mangfoldighed.

Hofer angreb Van der Bellen med påstanden om, at »du har ønsketænkerne, mens jeg har folket bag mig«; Farage kaldte Brexit en »sejr for det virkelige folk« (dermed er de 48 procent, der ønskede at blive i EU altså åbenbart uvirkelige).

Donald Trump har sagt så mange uhyrligheder, at den, han fyrede af i maj nærmest ikke blev bemærket, selvom udsagnet i den grad afslørede kernen i Trumps populisme: »Det eneste, der betyder noget,” sagde han, »er folkets enhed – for de andre betyder ingenting.«

Eftersom ’det virkelige folk’ er en myte, som populisterne har opfundet til lejligheden, kan der altid stilles spørgsmålstegn ved valgresultater eller meningsmålinger i dette folks navn.

Hvis populisternes kandidat taber, er det ikke, fordi han eller hun er mindre populær end forventet; det er fordi ’det virkelige folk’ ikke er blevet hørt – eller værre endnu: på en eller anden måde er blevet forhindret i at udtrykke sig.

Det er ingen tilfældighed, at populister så ofte tyr til konspirationsteorier eller stiller spørgsmålstegn ved valgresultater. Alligevel gjorde den østrigske Forfatningsdomstol ret i at beordre nyvalg; ellers ville Frihedspartiet været blevet ved med at påstå, at deres kandidat på en eller anden måde var blevet franarret sin retmæssige valgsejr.

Hvad der end sker ved omvalget, vil det være forkert at konkludere, at Østrig fra nu af er polariseret mellem De Grønne og det yderste højre.

Men det kan måske vise sig nyttigt, at kampen om præsidentposten blev kogt ned til så klart et valg i maj og bliver det igen i oktober: Borgerne diskuterer nu åbent med hinanden, og politiske uenigheder er ikke længere tabu.

Adskillige østrigske Kanslere – heriblandt Kreisky – har i tidens løb gjort et nummer ud af at sige, at Robert Musil’s The Man without Qualities var deres yndlingsbog. Østrigske politikere har især citeret Musils begreb möglichkeitssinn – fornemmelsen for muligheder.

At landet skulle blive det første, der valgte en grøn præsident – og måske gør det igen i oktober – viser, at ikke alle nyheder fra Europa behøver være dårlige i disse tider.

Østrig har ganske vist vist, hvor stor en afgrund højrepopulisterne kan åbne, men også hvor mange muligheder der ligger og venter, hvis blot friske politiske kræfter griber dem.

© The New York Review of Books og Information Oversat af Nina Trige Andersen Jan-Werner Müllers bog ’Hvad er populisme’ udkommer på Informations Forlag den 12. oktober

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Steffen Gliese
  • Mihail Larsen
  • Maria Francisca Torrezão
Kurt Nielsen, Robert Ørsted-Jensen, Steffen Gliese, Mihail Larsen og Maria Francisca Torrezão anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der kan ikke kommenteres

Mihail Larsen

Med lidt hjælp fra den østrigske venstrefløjs pendanter til EL skal det nok lykkes Frihedspartiet at få Østrig meldt ud af EU. Velbekomme!

Robert Ørsted-Jensen og Morten Pedersen anbefalede denne kommentar

Jeg synes, det bør nævnes, at Jörg Haider (eller var det hans parti) for en del år siden ikke ville have besøg af DF, da de mente, at DF var for ekstreme.

Steffen Gliese

Problemet beskrives meget godt: at Wien er en pæn og mondæn by. Det ønsker ingen at leve i, bortset fra en lille, spidsborgerlig klasse, der fortsat ønsker ro, renlighed og regelmæssighed.
Berlin har haft en fantastisk opblomstring i kraft af sin relative fattigdom, præcis som København havde det i 80erne.
Der er ikke plads til et almindeligt liv i overklassens drøm om det velordnede.

Grethe Preisler

Og med lidt hjælp fra den 'intellektuelle danske venstrefløjs' selvbestaltede talerør i Firenze skal det nok lykkes for Informations forlag at få en sællert ud af den tyskfødte Princeton-professor Jan-Werner Müllers pendant til socialdemokraten Hartvig Frisch's hovedværk 'Pest over Europa' fra 1933.

Vogt jer Pernille og Johanne! I er afsløret som de klasseforrædere med falsk bevidsthed og had til demokratiet I er og altid har været ;o)

Jan Weis, Flemming Berger, Kurt Nielsen, Bo Carlsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Honi Soit Qui Mal Y Pense
Mihail Larsen har selv oplyst, at han er, eller har været, tilknyttet denne EU-anstalt –
http://www.eui.eu/Home.aspx
så måske er betegnelsen ’selvbestaltet’ alligevel ikke helt korrekt …

Steffen Gliese, Mihail Larsen og Bo Carlsen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Mihail det var sgu ellers med noget nær en følelse af kærlighed ved første blik jeg skuede ordet rendemagogi

Hvis min hukommelse ikke svigter, så var stemmeprocenten ved det nylige præsidentvalg i Østrig på hele 144 i en af valgkredsene. Det må da være et konkret bevis på valgsvindel.

Robert Ørsted-Jensen

Som nation har Østrig har fået lov til at undslippe man blev aldrig konfronteret og afnazificeret. Den katolske kirke undslap ansvaret for tusindårig promovering af antisemitisme. Men fortsatte upåagtet som om Hitler var tysk og Bethoven en god østriger

Per Torbensen, Hans Aagaard, Steffen Gliese og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar

Der er en gammel østrigske jok om at Wien svarer til den jordbær-chokolade-kage de så godt kan lide: Aussen rot, innen schwarz, braune Kerne.

Grethe Preisler

Wilhelm Reich?
My bare foot, som de siger i Den Frie Vestlige Verden hinsides Atlanterhavet

Ser frem til en ny udgave af den østrigske psykoanalytiker, som opdagede orgonenergien og opfandt orgonskabet, Wilhelm Reichs 'indsigtsfulde analyse' af, hvad der får 'folkets brede masser' til at efterlyse stærke mænd. Frem for at lytte til eksperterne, når lokummet brænder og børsens hysteriske kællinger fremprovokerer nye økonomiske verdenskriser, som kun kan imødegås v.h.a. arbejderklassens opslutning bag det internationale akademiske borgerskabs ophøjelse til økonomiske vismænd og folkets sande talerør i de dødsdømte suveræne nationalstaters lovgivende forsamlinger ;o)

Jan Weis, Flemming Berger og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Hvornår blev Østrig et "Vesteuropæisk" land? Der har vel altid været store indbyrdes forskelle mellem de europæiske lande, og på mange måder virker Østrig (i og for sig som man kan tale om det samme Østrig langt tilbage, da det ikke var nogen selvstændig politisk enhed) som ret forskelligt fra det "atlantiske" Europa. Er det spørgsmålet om hvorvidt et land blev "Folkedemokrati" eller ej kriteriet på om et land er "Vesteuropæisk"? Men det ligner jo Danmark - og Sverige ved at være en slags "rest" af noget tidligere, større, med en hovedstad dimensioneret til "imperiet".

Kim Øllgaard

Jeg har ingen sympati med Østrigs højrefløj, men det er forstemmende at se, hvordan det mest højreorientere, menneskefjendtlige og undertrykkende system - islam - kan undgå den samme stigmatisering som de øvrige højreorienterede kræfter. Det er som om folk ikke vil erkende (eller slet ikke kender til) islams sande karakter, som den defineres i koranen med menneskeundertrykkelse og menneskemishandling.
Hvis 25000 nynazister ville søge politisk asyl i DK, tror jeg ikke, at "venligboerne" ville åbne deres døre og baghaver for dem.
Hvordan store dele af venstrefløjen kan hoppe på den limpind, og dermed nærmest gøre sig selv til en ny højrefløj, er uforståeligt for mig.
Dette forhold gør ikke de østrigske nynazister mere acceptable, men måske skyldes deres fremgang, at store dele af de toneangivende kræfter i medierne og kulturlivet totalt nedgør enhver kritik af islam og indvandringen af muslimer, som udtryk for den værste racisme.
Hvis man mener, at flygtningene bedst kan hjælpes i nærområdet, hvor de kommer fra, bliver man nærmest betragtet som ond og menneskefjendsk, samtidig med, at vi skal "piskes" til at forstå, at de mange druknede på Middelhavets gummiflåder, er vestens skyld, selv om det er kyniske bagmænd og menneskesmuglere, der sender dem af sted.
De toneangivende kræfter på venstrfløjen er med denne behandling af problemet med til at polarisere debatten, og nærmest lukke den ned, med det resultat, at mange vender sig mod højrefløjen i stedet.

torben - nielsen, Finn Thøgersen, Hans Aagaard, Per Torbensen og Troels Ingvartsen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

De "toneangivende kræfter" på venstrefløjen.

Hvilken venstrefløj Kim Øllegaard? Enhedslisten (Liste Ø) eller modstandsbladet Informations seneste darling i oplagskrigen med dagbladet 'Politiken' (pollemikken), 'morgen-fascisten jyllandspesten', 'Berlingske Business' og 'Børsen': Alternativet til bladdøden, det centrumdemokratiske politiske eksperimentarium Liste Å?

Grethe Preisler

og det ville være rart om idehistorikeren Mihail Larsen holdt op med sine forsøg på at overflødiggøre dagbladet Informations redaktørkollegium med sine gode råd om, hvordan kagen skal skæres, stoffet tilrettelægges og frames og debatindlæg censureres, hvis bladet vil beholde sin status som uafhængigt af partipolitiske og økonomiske interesser.

Mihail Larsen

Poastfaktuel virkelighed

Poul Høi har en interessant kommentar i Berlingske på dette fænomen, der spiller en stor rolle i det igangværende, amerikanske præsidentvalg - og som gjorde det i briternes Brexit-afstemning. Lyv, lyv og lyv - overbevisende. Så skal det nok gå.

Robert Ørsted-Jensen, Hans Aagaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Tak, men nej tak, Mihail Larsen
jeg foretrækker også at at bruge mit eget hoved og dømme selv, når det gælder bevisførelser på universalpragmatisk grundlag a la: "Pernille kan ikke flyve, en sten kan ikke flyve, ergo er Pernille en sten"

Mihail Larsen, Trumps befinder sig i det postfaktuelle samfund, sammen med the establishment, der har spredt løgnene om mulighederne for småkårsfolk, amerikansk eksceptionalisme, de "nødvendige" skattefinasierede krige, masseødelæggelsesvåben i Irak, mediemonopolernes sløring af utallige valgløftebrud, eksv. Bill Clintons åbenlyse kamp mod velfærdsudviklingen i USA, 1996 reform: "vi sætter en stopper for, velfærden som vi kender den", kampen for dereguleringen af Wall Street og bankerne, uhindret adgang for monopoler, miljøforurening, handelsaftaler med eksport af jobs til Asiens lavtlønsområder osv...

Set i den sammenhæng, er Trumps nødløgne, i de udbyttedes øjne, våben i kampen med nogle langt større løgnere. The establishment US har skabt Trump i sit eget billede.

Florentinske nætter

Østrig har, som de fleste ved, før været leveringsdygtig i diktatorer med megalomane karaktertræk, en original hvis forsvinden dog ikke gjorde begrebet hjemløst – det kan man stadig konstatere næsten dagligt i mange sammenhænge, lige fra storpolitik til diverse sjove netoptrædender af senmoderne politiserende demagoger og skribenter af enhver afskygning, nogle mere obskure end andre, også kendt under betegnelsen proletus plagiatus

Noget af dét man kan lære fra dengang må være, at giver man ikke plads til alle synspunkter, men undertrykker debatter under et pseudodemokratisk propagandaregime, følger hårdhændet bestemte ideologisk-økonomisk énsidigheder til privatprofittens røgt og pleje, så brister den oppustede ballon før eller senere og bringer et selvforskyldt fænomen som Brexit, denne ’selvbestaltede’ Moloch, i en choktilstand, man kunne have undgået uden dette eksklusivt forblændende pekuniasyn på Europa – EU-delen …

Men så er de blevet begavet med nye højrepopulistiske politikere i stedet – hvor beklemmende forudsigeligt, hvis man bl.a. har læst Wilhelm Reich: ”Fascismens Massepsykologi” og hvad en borgerliggørelse af småborgerskabets opkomlinge, Hegels ’knægte’, kan afstedkomme af ulykker for en uforberedt befolkning – opkomsten af denne besynderlige neo-adel i Bruxelles, der fabler om kvalitet, men hengiver sig til middelmådighed akkompagneret af foragt, en epidemisk sygdom, som ingen vil tale om, men alle mærker …

Hvad der har dannet den nocturale ’debattørs’ klassebevidsthed få stå hen, vi ved det ikke, ud over, at det følger et gammelkendt mønster - i dag vil de alle sammen være herrer og ingen længere tjene, alle disse Leporelloer på de forskellige trin i den talende klasse, hvor vertikalkommunikation, der som regel mest består af fornærmelser, er blevet det nye kommunikationsparadigme, frem for horisontalkommunikation, ærligt mente forsøg på uhyklerisk smiger – altså savner enhvert tilløb til at blive ’herredømmefri’ eller bare kunne befri sig for ’falsk bevidsthed’ ved egen kraft …

Så den ’ideologiske forvrængning’ følger helt det sædvanlige mønster for parvenuer og deres ageren – i Østrig og oppe i Norge … ;-)

Men der kan vel næppe argumenteres for, at det nocturne opstød 00:35 af en former ’visiting fellow’ hos EUI har nogen som helst, fysisk eller åndelig, forbindelse med nærværende emne til debat – men mange gad sikkert gerne vide, hvor udbredt og uden selvcensur de såkaldte ’frie ord’ cirkulerer på EU-anstalten i Florens, hvis nogle formastelige skulle gå hen og udtale sig EU-skeptisk og dermed delegitimere sin husbond – EU-Moloch - Men der kan vel næppe argumenteres for, at det nocturne opstød 00:35 af en former ’visiting fellow’ hos EUI har nogen som helst, fysisk eller åndelig, forbindelse med nærværende emne til debat – men mange gad sikkert gerne vide, hvor udbredt og uden selvcensur de såkaldte ’frie ord’ cirkulerer på EU-anstalten i Florens, hvis nogle formastelige skulle gå hen og udtale sig EU-skeptisk og dermed delegitimere sin husbond – EU-Moloch - så huskat bruge din egen forstand, i dette pekuliære og underholdende tilfælde af selvindbildt suverænitet med tydelige partiske ideosynkrasier, skulle det være nemt at skille kernerne fra avnerne – da der klart er tale om endnu et tilfælde af forløjede ’universalpragmatiske prioriteter’ …

Grethe Preisler

Det er nok svært at se på så lang afstand, som der er i luftlinje fra Florens til København, at den skallesmækkende mimose, fru Pia Kjærsgaard fra sin ydmyge start i livet som 'hjemmehjælper i Gentofte' er avanceret til parlamentforkvinde og blevet afløst af sin kronprins, den servile, beskedne, stuerene og i alle danske valgkredse fra Rødby i syd til Skagen i nord folkekære Kristian Thulesen Dahl på formandsposten i EURO-delstaten Danmarks næststørste 'arbejderparti' anno 2016.

Det må bestemt være 'klasseforræderne' i Enhedslisten med deres falske bevidsthed om, hvad Karl Marx forstod ved 'det klasseløse samfund, hvor enhver skal yde efter evne og nyde efter behov' der er skyld den misere!

Henrik Munk Molke Rediin

Det egentlige problem i dag, er ikke så meget at den ene eller den ande fløj er på fremmarch. Politiske bølger kommer og går.
Det der i dybsindige stunder får mig til at side uroligt på stolen er den evindelige dæmonisering i debatten, her eksemplificeret i nedenstående udsagn.
Citat: "Hvis populisternes kandidat taber, er det ikke, fordi han eller hun er mindre populær end forventet; det er fordi ’det virkelige folk’ ikke er blevet hørt – eller værre endnu: på en eller anden måde er blevet forhindret i at udtrykke sig.".
Ovenstående er sikkert korrekt. Men hvad der også er korrekt er, at når en demokratisk folkeafstemning i vores del af verden går imod det politisk korrekte og den herskende klasses interesser, så skyldes det altid dårlige kampagner og manglende evne til at formulere det komplekse så det almene stemmekvæg får sat krydset det rigtige sted.
Det hører altså med til et fuldstændigt billede af situationen, at forfatterens politisk fløj benytter samme retoriske kneb og groft manipulerende postulater som den højreflj der dæmoniseres.

Når ikke engang de såkaldte pæne mennesker med de korrekte politiske holdninger kan fører en sandfærdig og ordentlig debat, hvordan skal man så kunne forlange det af andre?

Mihail Larsen, hvem er det egentlig på den politiske venstrefløj i Østrig du mistænker for at at støtte Frihedspartiet?

Poul Sørensen

Hæren af idioter der stemmer på de "gode gamle dage" vokser og vokser og det skyldes at venstrefløjen ikke i taler sætter visionerne for at gøre verden bedre fremad rettet ordentligt. Flygtninge debatten og klima debatten samt næsten alle andre debatter om problemer i denne verden har det tilfælles, at de kan løses med mere uddannelse. Hvis vi højner uddannelses niveauet, så kan vi skabe flere bære dygtige løsninger og samtidigt opnår vi et meget vigtigt mål nemlige at øge den personlige frihed for den enkelte. Hvis du har en god uddannelse så kan du søge arbejde stort set over hele verden som kok, tjener, tømre, metalearbejder, it specialist, der er brug for di arbejdskraft over hele verden ikke mindst eftersom at befolkningerne i mange lande ældes og har brug for unge kræfter....
Så det venstrefløjen skulle gøre er, at kræve, at alle flygtninge bliver sat i uddannelse. Fire år går hurtigere end man tror og så ville disse flygtninge have fået et "pas" til hele verden via af deres uddannelse og de vil være mere end velkommen i hele verden....venstrefløjen skal gå forrest når det gælder om løsninger, vi skal ud over rampen....og det skal til at gå hurtigt ....Vi kan ikke lade en flok retnings forvirrede snegle der tror på "de gode gamle dage", overtage verden...

Kurt Nielsen, Steffen Gliese og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar

Poul Solrart Sørensen siger: Så det venstrefløjen skulle gøre er, at kræve, at alle flygtninge bliver sat i uddannelse

Ja men, er det ikke netop det der er Enhedslistens politik, sammen med en højnelse af børne- og undervisningsinstitutionernes niveau.

Grethe Preisler

Biodiversitet på italiensk:
"Sub specie aertanitatis
er selv det dyrest købte gratis"
(Kumbel)

Den usandsynlige strammer og krogede græske eksistens set fra visdommens olympiske tinde i Romano Prodi og Silvio Berlusconis Italien.

Mihail Larsen

Bill - spørg EL

De har jo en plan for et fællleseuropæisk, socialistisk samarbejde uden om EU. Partiets kandidater har i årevis fortalt os, at der eksisterer et sådant. Nu må vi så se, om dets medlemmer i Østrig bringer Frihedspartiet til magten.

Michael Kongstad Nielsen

Det var Michael Pedersens indlæg, 14:37, og Bill Atkins svar, 14:46,: - "Michael Pedersen, DF’s fremgang er stoppet forlængst!" jeg replicerede på.

Grethe Preisler

Bare rolig Michal P. og Michael K.
Det ordner sig når vi får en ny regering i Danmark, som har mandater nok i folketinget til at få flertal for sine finanslovsforslag uden at tæller stemmerne fra DF med.

Altså senest til efteråret, når Liberal Alliance vælter Lars Løkke Rasmussens regering på finansloven med sine ultimative krav om topskattelettelser og iværksætterstøtte, så vi kan få en ny regering uden brug for DF's stemmer og en ny afstemning om afskaffelsen af 'det danske retsforbehold', der står i vejen for de 'nødvendige økonomiske reformer' i DK, som S, SF, RV og K er enige med Venstre om nødvendigheden af, hvis Unionen ikke skal falde fra hinanden som et korthus på grund af manglende harmonisering af arbejdsmarkeds- og velfærdspolitikken.
Når østrigerne har fordøjet den øretæve til deres racistiske indvandrerfjendtlige nynazister, skal de nok glemme alt om at opstille en politisk fætter til Thulesen Dahl som præsidentkandidat og blive pæne anstændige socialdemokrater og gode konservative rom-katolikker igen.

Mihail Larsen

Hvad kan vi lære af højrefløjens succes i Østrig?

Lad os holde os til emnet. Artiklen viser, hvordan en folkelig opinion kan bevæges over en årrække - i dette tilfælde fra venstre mod højre. Den samme erfaring har vi i Danmark, hvor det er lykkedes det østrigske Frihedspartis danske søsterparti, Dansk Folkeparti, at appellere til 'folkedybet', der altid er mere impulsivt, skræmt og desorienteret end den politiske elite. Derfor hører det med til populismen at rakke ned på 'eliten'.

Fogh gjorde det på sin egen måde med sin foragt for 'smagsdommerne'. Han nedlagde de fleste af de fagkyndige udvalg, hvor den slags skadedyr huserede, og oprettede nogle andre med politisk udpegede medlemmer. Fuldkommen i Dansk Folkepartis ånd, der også begyndte at tale om et 'systemskifte'. Hvad er kunst? - det afgør 'folket'.

I disse dage går partiet skridtet videre og vil have, at politidirektører vælges af lokalbefolkningen. Hurra for demokratiet! Hvorfor ikke gå videre? Skoleinspektører, pantefogeder, dommere, universitetsrektorer, generaler, sygehusdirektører, overlæger, kommunaldirektører, byplanlæggere, formænd for teater og opera, departementschefer i statsadministrationen. I demokratiets hellige navn: Hvorfor skal ikke alle disse og mange flere funktioner 'demokratiseres'?

Vi i Danmark kan måske lære, at hvis der sker en så omfattende 'demokratisering' sted, vil det føre til et højreorienteret, fascistisk diktatur.

Hvorfor?

Fordi der ikke er et 1:1 forhold mellem erkendelse og interesse i folket. Der er en ideologisk mistelten, som medfører, at folket sommetider (ofte) vælger imod sin egen interesse. Hvis man er en kritisk observatør af dette misforhold, gør man naturligvis opmærksom på det (hvilket jeg har gjort i mine skrifter siden 1972). Proletariatet er ikke tjent med teoretikere, der taler det efter munden; det har brug for kritikere. (Skal jeg virkelig til at citere mig selv fra 1972?)

Michael Kongstad Nielsen

I Østrig ser præsidentkampen ud til at vise et sandt billede af befolkningens nuværende politiske ståsteder. De gamle to store partier mister størrelse og agtelse, som det sker i Spanien, Grækenland, Italien, Frankrig med forskellige variationer.

Modstanden mod dette topartisystemet blev, som Jan Werner-Müller skriver, "omsider formuleret af en ung, karismatisk nationalist ved navn Jörg Haider. ... Han protesterede mod, hvad han anså for at være den rød-sorte elites privilegier, der indebar kontrol med alle dele af det offentlige liv, lige fra folkeskoler til bjergvandrerforeninger, og han var arg modstander af Østrigs indvandringspolitik."

Det skulle ikke undre mig, om denne beskrivelse, "den rød-sorte elites privilegier," er ganske korrekt, et klassesamarbejde af værste skuffe, som vi har set det så mange steder, man enten skiftedes til at skumme fløden, eller delte i porten. Det vil befolkningerne ikke finde sig i mere. Derfor Syriza, Podemos-unida, 5 Stjerne-bevægelsen, Front National, Brexit, Jeremy Corbyn, Sanders, osv.

Når mange af de nye partier og "vinde" blæser mod "mindre EU", skyldes nok, at EU, eksemplificeret ved fx. Parlamentets sammensætning, repræsenterer den samme rød-sorte elites sammenspiste magtrelation, som findes i de to store gamle kristdemokratiske og socialdemokratiske partier.

Finn Thøgersen, Kurt Nielsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Nu er Danmark ikke Østrig, og Østrig ikke Danmark, så jeg tror nok man skal være forsigtig med at uddrage alt for bastante konklusioner af en sammenligning mellem de to landes vælgerbefolkninger og motiver til stemme, som de gør.

For øvrigt blev Østrig først medlem af EU i 1995, dvs. mere end 20 år senere end Danmark og England.

Det er en samfundsanalytisk brøler, at tro fordi socialister og nationalkonservative har sammenfaldende interesser i, at beskytte det nationale arbejdsmarked og det nationale produktionsapparat, så er der også tale om et klassesamarbejde. At de internationale monopolers nationale 5. kolonner forgiver, at der er tale om et klassesamarbejde, er som sagt udtryk for manglende indsigt - eller det der er værre - i de fordelingsmæssige magtforhold.

’Hvis man konstaterer, at der kommer fremmede og tager arbejdet, er det klart, man ønsker at lukke grænserne’

https://www.information.dk/udland/2016/08/konstaterer-kommer-fremmede-ta...

Mihail Larsen

Visse-vasse

Østrig er en drømmemodel for EL. Det Europa, vi får, når EL og Østrig m.fl. opnår, hvad de vil, er et formørket, reaktionært Europa, hvor nationalstater er sig selv nærmest og nok. EL's forestilling om, at man derefter kan skabe et nyt Europa på grundlag af nationalstater løber allerede her ind forklaringsproblemer.Ingen i Østrig vil det samme som EL. Bortset altså fra at rive EU ned.

Michael Kongstad Nielsen

Bill Atkins
08. august, 2016 - 16:52
Jeg er enig i, at der er tale stilstand for DF, men ikke i, at de 20 % danskere er "apolitiske".

Grethe Preisler

I øvrigt mener jeg, det er på tide, at "vi danskere" begynder at øve os i at se forskel på politisk pragmatisme og økonomisk opportunisme.

Somme tider kan grænsen være svær at få øje på. Men man dør ikke af at betale indkomstskat efter økonomisk formåen og evne til opretholdelse af et velfærdssamfund, der sørger for, at de fattige også kan spise sig mætte hver dag, selvom man ikke selv hører til de "værdigt trængende" endnu.

Adolfismen V2.0
Mange østrigere har aldrig sluppet landets brune fortid, den har ligget i dvale i den dybere folkesjæl og gået i arv, sammen med nostalgien omkring det østrig-ungarnske monaki …

Skrækscenariet må være, at én af kapitalens seneste selvopfindelser for at overleve lidt længere endnu, nemlig ’hitlerismens’ propagandafænomen Donald Trumpf, får magt som han i realiteten har agt, for så kan det garanteres, at mange flere vil blive stødt ud i fattigdom og flere suppekøkkener vil skyde op som paddehatte …

Manden er et genhør med retorikken fra en vis berygtet østriger Adolf i forrige århundrede, der også drejede befolkningen en knap, sagde det reciprokke af, hvad demagogen i realiteten mente og havde i tankerne – en kapitalismens lejesvend fra første færd, støttet i det skjulte af storkapitalen …

Når selvlysende kandestøbere af i dag altid har så travlt med at give det ’uoplyste’ folk med ’falsk bevidshed’ skylden for de sociale elendigheder, burde de hellere se på kapitalismens evige giftige mutationer med en idérigdom uden sidestykke – det burde da være guf for enhver seriøs idéhistoriker ...

Michael Kongstad Nielsen

Hvis østrigerne ikke mentalt har gjort op med fortiden - hvilket er nemt nok at sidde i Danmark og påstå - så har de to store gamle partier i hvert fald ikke gjort deres for det. Og at påstå, at det brune ligger i østrigernes folkesjæl, er helt ude i den hjemmelavede lomme-psykologiske hamp.
Man kan også trygt sidde her nordpå og påstå, at spanierne aldrig har sluppet arven fra Franco. Der har aldrig været et opgør med fortiden. Nå, så foretrækker spanierne måske PP og diktatur, frem for Podemos unida og arbejde til de unge? Grækerne modbeviste i hvert fald teorien om, at manglende opgør med diktatur- tiden holdt befolkningen fast deri. Og man kan også sige, at manglende retsopgør i Danmark efter Besættelsen ikke holdt danskerne fast i fascist venlighed.

MKN_du vender du ikke tingene på hovedet? - herhjemme holdt befolkningen netop fast den demokratiske tradition ...

Michael Kongstad Nielsen

Ja, men den tradition var jo mistet i de tyske, østrigske, spanske, italienske osv. lande. Men derfra og til at sige, at diktaturet ligger i folkesjælen, er der dælme langt. Det kan have ligget i politiske ledere og deres partier, men ikke i en befolknings sjæl.

Husk også, at Roosevelt var i tvivl om de Gaulles demokratiske sindelag. De Gaulle var stærkt nationalkonservativ, og ønskede genoprettelse af Frankrigs storhed. Måske stod han ikke så langt fra le Pen og Front National, som man skulle tro. Men franskmænd har alligevel ikke fascismen i deres folkesjæl.

Sider