Læsetid: 12 min.

Hvad kan vi lære af højrefløjens succes i Østrig?

Situationen i Østrig, hvor den yderste højrefløj har vundet frem og måske kan sætte sig på præsidentposten på trods af høje indkomster, et veludbygget velfærdssystem og generel strukturel idyl, er aldrig tidligere set i Europa. Men den afslører i al sin gru en grundlæggende politisk konflikt, som kan genfindes i mange vestlige demokratier i dag, skriver den tyske forfatter og idéhistoriker Jan-Werner Müller
Ved en ceremoni i Ulrichsberg den 1. oktober 2000 hædrede Jorg Haider Østrigs veteraner, som kæmpede i Hitlers hær under Anden Verdenskrig.

Patrick Zachmann

6. august 2016

Kan Østrig blive det første vesteuropæiske land siden Anden Verdenskrig, der får en præsident fra den yderste højrefløj?

Midt i choktilstanden over Brexit, har de færreste bemærket den helt usædvanlige række af begivenheder, som har udspillet sig i dette velstående socialdemokratiske land. 22. maj tabte Norbert Hofer fra Østrigs højreekstreme Frihedsparti præsidentvalget til Alexander Van der Bellen fra De Grønne.

8. juni stillede Frihedspartiet imidlertid spørgsmålstegn ved valgets legitimitet med påstande om adskillige uregelmæssigheder, heriblandt at valgstederne skulle være åbnet for tidligt, og at valgresultater skulle være blevet lækket til medierne før tid.

Reelt var der ingen beviser for, at resultatet skulle være blevet manipuleret. Men 1. juli afgjorde Østrigs Forfatningsdomstol ikke desto mindre, at valget skulle gå om.

Dermed får Frihedspartiet – et parti der engang blev beskrevet som et »parti af forhenværende nazister for forhenværende nazister« – endnu en chance for at vinde præsidentposten i starten af oktober.

Hvorfor har højrefløjen vundet frem i lige netop Østrig? Landet har et af EU’s højeste gennemsnitlige indkomstniveauer, et veludbygget velfærdssystem og har haft stor glæde af åbningen mod Østeuropa siden 1989 (Wien plejede at være noget forhutlet i sammenligning med Berlin, nu er det lige omvendt).

Østrig har heller ikke lidt under de ødelæggende terrorangreb, som Frankrig og Belgien har været plaget af. På linje med pave Paul VI’s begejstrede beskrivelse af Østrig som den lykkelige ø, har Bruno Kreisky, der var kansler fra 1970-1983, kaldt Østrig »de velsignedes ø«.

Ikke desto mindre er Frihedspartiet vokset støt i mere end to årtier. Hvis der var parlamentsvalg i dag, ville det yderste højre vinde flertallet.

Den østrigske Forfatningsdomstols beslutning om at omgøre præsidentvalget blev truffet for at fjerne enhver tænkelig tvivl om resultatets legitimitet.

Men Østrigs højrebølge, og den mulighed for at skylle ind over landets mest magtfulde post i et land uden større økonomiske eller sociale problemer, fortæller os mindst lige så meget om europæisk politiks tilstand, som Storbritanniens beslutning om at forlade EU gør.

Højrefløjsgrupperinger fra både Østrig og Slovenien demonstrerer imod immigration. Local.

Chris Stowers

Et casestudie

Den aktuelle situation i Østrig viser, at man ikke så let kan forklare de populistiske partiers succes. Landet er ligefrem et studie i, hvordan mainstreampartiers forsøg på at håndtere udfordringer fra højrefløjens politikere kan ende med at styrke dem.

På mange måder trækker Frihedspartiet på de samme kræfter, som lignende partier gør andre steder.

Frihedspartiets Norbert Hofer, der er uddannet luftfartsingeniør og lavmælt i offentligheden, men kompromisløs i sine autoritært-nationalistiske synspunkter, er i den grad rundet af den nye europæiske generation af populister: Som Marine Le Pen fremstiller han sig selv som frihedens og demokratiets forkæmper over for Den Europæiske Union.

Ligesom Le Pen og Geert Wilders i Holland kræver han nu en afstemning om EU-medlemskabet; og – i høj grad ligesom andre højrepopulister – er Hofer indædt imod at åbne Europas grænser for flygtninge og benytter sig af antimuslimsk retorik.

Ligesom Frankrigs Nationale Front, trækker Hofer arbejderstemmer fra Socialisterne, der i deres tidligere vælgeres øjne har gjort alt for mange indrømmelser til frihandel og indvandring.

Men Frihedspartiets tilsyneladende uafvendelige vej til magten kan kun forstås i kontekst af det ganske særlige politiske system, som blev skabt under Den Anden Østrigske Republik efter 1945.

I hele efterkrigstiden var Østrig regeret af et af to store partier: de centrumhøjreorienterede Kristne Demokrater eller de centrumvenstreorienterede Socialister – eller, hvad der ofte var tilfældet, begge på samme tid, når de indgik i koalition, sådan som de har gjort for tiden.

Forfatteren Karl-Markus Gauß spøgte engang med, at folk, der var vokset op i disse årtier, måtte have troet, at der i den østrigske forfatning stod:

»Østrig er en republik, der bliver regeret af en stor koalition.«

Denne tradition for at lave fælles regeringer, som ikke har sin lige nogle andre steder i Vesteuropa, havde et ganske bestemt formål: at sikre stabilitet i et land, der havde været mærket af dyb splittelse mellem et ’rødt’ venstresnoet Wien og en ’sort’ konservativt katolsk provins.

Den ekstreme polarisering mellem disse to yderpunkter bragte landet ud i en kortvarig borgerkrig i 1934, indtil det katolske autoritære regime og siden Hitlers annektering i 1938 tog over.

I Østrig efter 1945 var både de røde og de sorte fast besluttede på at undgå en lignende konflikt i fremtiden og indførte derfor et system med proportional repræsentation i snart sagt alle det sociale og politiske livs sfærer.

I praksis udliciterede de meget af den praktiske politik til ’sociale partnere’ – fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer – der indgik aftaler, som derpå fik et gummistempel i parlamentet.

Denne ordning var delvist inspireret af det selv samme ideal om social harmoni, som det autoritære katolske regime havde stået for i 1930’erne.

En sådan tilgang tog for givet, at nærmest alle vælgere ville kunne identificere sig med et af de to store partier. Som forfatteren Robert Menasse har bemærket, så fik ordningen mange østrigere til at overveje, om de egentlig levede i et demokrati, eftersom der tilsyneladende aldrig, uanset valgresultatet, var en opposition.

Modstanden mod dette topartisystem blev omsider formuleret af en ung, karismatisk nationalist ved navn Jörg Haider. Haider havde været adjunkt, før han blev fuldtidspolitiker.

Han protesterede mod, hvad han anså for at være den rød-sorte elites privilegier, der indebar kontrol med alle dele af det offentlige liv, lige fra folkeskoler til bjergvandrerforeninger, og han var arg modstander af Østrigs indvandringspolitik.

I 1986 tog han magten ved et kup i det dengang lille Frihedsparti. Med parolen »Østrig først« satte Haider gang i en landsdækkende underskriftindsamling for en forfatningsændring, der tydeligt skulle angive, at Østrig ikke var noget indvandringsland (indsamlingen blev ikke nogen succes).

Senere blev han kendt for at rose Det Tredje Riges arbejdsmarkedspolitik og for at kalde SS-veteraner »mænd med en stærk karakter« (han var med egne ord et nazibarn; begge hans forældre havde været glødende nationalsocialister.

Og som noget meget vigtigt har Østrig aldrig, sådan som Tyskland gjorde fra 1960’erne og frem, forholdt sig systematisk til sin nazistiske fortid.

Tværtimod har østrigere holdt fast i den misvisende forestilling, som blev formuleret med De Allieredes Moskva-erklæring i 1943, at deres land var »den første frie stat, der blev offer for Hitlers aggression«.

Har vendt det blinde øje til

Kristendemokrater og Socialister har været fuldt medskyldige i, at denne myte har overlevet, og hvad værre er: De har af rent opportunistiske årsager vendt det blinde øje til den politiske rehabilitering af tidligere nazister.

I 1949 bakkede Socialisterne op om dannelsen af De Uafhængiges Sammenslutning (VdU), fra hvilken Frihedspartiet er opstået, ud fra den kyniske betragtning at en anden højrefløjsorganisering måske ville kunne trække vælgere fra deres primære modstander, Kristendemokraterne.

Da Simon Wiesenthal afdækkede en af Frihedspartiets lederes nazifortid i midten af 1970’erne, angreb Kansler Kreisky – der ønskede at gå i koalition med Frihedspartiet – Wiesenthal og gik så langt som til at antyde, at Wiesenthal selv havde været Gestapo-kollaboratør.

Kreisky var jøde og havde selv engang været udsat for valgplakater, der fremstillede hans modstander fra Kristendemokraterne som »ægte østriger«.

Men ikke blot satte Kreisky national enhed og stabilitet over alt andet; han antydede også mere end en gang, at de aftaler, der engang var blevet indgået med nazisterne, ikke var værre end det nuværende samarbejde med Kristendemokraterne, som – i sidste ende – var arvtagere til 1930’ernes autoritære regime, som var berygtet for dets støtte til den tidligere officer for Værnemagten Kurt Waldheim, da han stillede op til præsidentvalget i 1986.

Frihedspartiet har altid stået for tysk nationalisme med drømmen om genforening med Tyskland som omdrejningspunkt (en mulighed, som der var bred opbakning til i 1919 efter opløsningen af det Østrig-Ungarske Imperium, men som De Allierede modsatte sig dengang).

Den sammensatte berømmelseshungrende og på mange måder selvdestruktive Haider fulgte denne tradition. De østrigske medier fremstillede i bogstavelig forstand Haider som djævlen i magasinfeatures – vel vidende, at en forside med Haider, præcis som det er tilfældet med Trump i dag, altid sælger. De kom dermed også til at understøtte den store nationale interesse for Haider.

Faktisk kredsede østrigsk politik omkring Haider i næsten to årtier på trods af, at han aldrig kom til at sidde i den føderale regering, og hans parti havde held med at skubbe regeringen længere og længere mod højre på bl.a. indvandringsspørgsmålet.

Den største triumf for Haider var i 1999, da Frihedspartiet fik 27 procent af stemmerne og blev nummer to i parlamentsvalget. Frihedspartiet gik i koalition med Kristendemokraterne, som – på trods af deres vigende opbakning – fik lov at nominere Kansleren, Wolfgang Schüssel. Haider selv blev holdt uden for regeringen, men alle gik ud fra, at han sad og trak i trådene bag scenen.

Der var massive protester i Wiens gader mod at tage den yderste højrefløj med i regering – noget, der på det tidspunkt var uhørt i Europa.

Ministrene var nødt til at bruge de underjordiske tuneller for at komme ind i præsidentpaladset, da de skulle tages i ed, i stedet for at spadsere fra Kanslerboligen over Ballhausplatz, sådan som der er tradition for.

Andre EU-lande vendte højrefløjsregeringen ryggen, men med utilsigtede konsekvenser. Kansler Schüssel lykkedes tilmed at overbevise oppositionspartierne om, at det lille tapre Østrig – der var lige så stolt af sin neutralitet under Den Kolde Krig som af sin selverklærede status som ’kulturel stormagt’ – blev udsat for uretfærdig mobning. Imens blev ’tysknationalismen’ på den yderste højrefløj afløst af en ny Østrig-patriotisme med en kraftig anti-EU-komponent.

Haider kunne håndtere både gadedemonstrationerne og sanktionerne, men ikke det faktum, at han ikke længere var festens midtpunkt.

Han forlod sit eget parti og skabte en ny højrefløjsbevægelse, før han døde i en bilulykke i 2008. Hans gamle parti nød godt af både hans udmeldelse og hans død: Frihedspartiet havde nemlig vist sig særdeles korrupt (ikke mindst i Haiders hjemstat, Kärnten), men i stedet for at skade deres påstand om at udgøre et alternativ til det etablerede system, kunne de nu placere al skylden på den afdøde Haider.

Nu er Østrig igen regeret af en ’stor koalition’, selvom der ikke længere er noget stort over de partier, den er dannet af. I 1975 gik mere end 90 procent af stemmerne til Kristendemokraterne og Socialdemokraterne; i dette forårs præsidentvalg, kunne deres kandidater knap samle 10 procent hver og kom derfor ikke med i den anden og afgørende runde.

Den ægte vare

Udover det faktum at både den røde og den sorte kandidat viste sig at være aldeles uinspirerende, har begge partier tydeligvis lidt under, at deres regering, under pres fra Frihedspartiet, totalt har ændret kurs på flygtningepolitikken.

Den Socialdemokratiske Kansler Werner Faymann var Angela Merkels trofaste allierede hele efteråret; i marts i år lukkede han grænserne.

Modsat har den Socialdemokratiske borgmester i Wien, Michael Häupl, stået fast på sin flygtningevenlige linje og vandt valget sidste efterår, selvom det var blevet spået, at Frihedspartiet ville gå af med sejren.

Som så mange politikere, der har imiteret højrepopulisterne, har måttet lære på den hårde måde, så nytter det ingenting at lave dårlige kopier.

Borgere, der bakker op om den nye populisme, vil alligevel hellere have den ægte vare, og de, der ønsker en mere humanistisk linje, vil vende sig bort i væmmelse.

Det er også en af Brexit-lærdommene: Dele af Tory-ledelsen gjorde i praksis Nigel Farage, lederen af UKIP, til britisk politiks omdrejningspunkt og forsøgte derpå at slå ham i euroskepsis.

Da de først havde ladt sig spinde ind i fortællingen om, at valget reelt handlede om at redde det frihedselskende England fra det fjerne Bruxelles’ udemokratiske virkemåder, forekom det lidt latterligt at skulle overbevise folk om at forblive i EU, blot fordi det ville koste dem 4.000 pund om året at stå uden for.

Det østrigske eksempel viser imidlertid, at mainstreampartiernes fald ikke behøver at være lig med demokratiets undergang. Hofers modstander i den afgørende runde af præsidentvalget 22. maj, Van der Bellen, var en økonomiprofessor, der havde De Grønnes opbakning.

De Grønne, som ønsker yderligere EU-integration, har den laveste vælgertilslutning i arbejderklassen, men har i stedet gavn af, at Wien – en by med piktogrammer af sammekønspar på sine trafiklys – har en stor borgerlig-boheme-befolkning, der står bag dem.

Det er også det eneste østrigske parti, der aldrig er gået på kompromis, når det gælder om at fordømme nazifortiden og de spor, mellemkrigstidens autoritære regering trækker op i nutiden.

Den situation, der opstod omkring præsidentvalget i Østrig i maj, og som vil blive gentaget i oktober – en kamp mellem De Grønne og den yderste højrefløj – er aldrig tidligere set i Europa.

Men den afslører i al sin gru en grundlæggende politisk konflikt, som kan genfindes i mange vestlige demokratier i dag. Denne konflikt kan ikke meningsfuldt beskrives som almindelige mennesker mod establishment.

I Østrig har både Frihedspartiet og De Grønne været ’etablerede’ siden midten af 1980’erne; I Storbritannien er Boris Johnson, en af Brexit-fortalernes frontfigurer, så meget en del af establishment, som man kan blive; og Donald Trump kan næppe heller kaldes inkarnationen af manden på gaden.

Snarere handler det om en konflikt mellem dem, der ønsker mere åbenhed – både åbenhed for minoriteter hjemme og for verden omkring sig – og dem, der ønsker at lukke nationalstaten af med grænser og derigennem – det er i hvert fald, hvad de lover – tage kontrollen tilbage.

Men samtidig også beskytte de traditionelle hierarkier, som er kommet under pres. »Gør Amerika stort igen,« betyder først og fremmest: »Sørg for, at hvide mænd får magten tilbage.«

Kun den ene side

Det bliver ofte vildledende antydet, at de populistiske eller antiestablishment-vælgere er i vækst på begge sider af konflikten, og at de derfor må have en række fællestræk.

Men det er kun den ene side, som ikke vil vide af mangfoldigheden i nutidens samfund. Det er kun højrepopulister, der hævder, at de repræsenterer ’det sande folk’ eller ’det tavse flertal’, og som i konsekvens heraf mener, at det er illegitimt at ønske åbenhed og mangfoldighed.

Hofer angreb Van der Bellen med påstanden om, at »du har ønsketænkerne, mens jeg har folket bag mig«; Farage kaldte Brexit en »sejr for det virkelige folk« (dermed er de 48 procent, der ønskede at blive i EU altså åbenbart uvirkelige).

Donald Trump har sagt så mange uhyrligheder, at den, han fyrede af i maj nærmest ikke blev bemærket, selvom udsagnet i den grad afslørede kernen i Trumps populisme: »Det eneste, der betyder noget,” sagde han, »er folkets enhed – for de andre betyder ingenting.«

Eftersom ’det virkelige folk’ er en myte, som populisterne har opfundet til lejligheden, kan der altid stilles spørgsmålstegn ved valgresultater eller meningsmålinger i dette folks navn.

Hvis populisternes kandidat taber, er det ikke, fordi han eller hun er mindre populær end forventet; det er fordi ’det virkelige folk’ ikke er blevet hørt – eller værre endnu: på en eller anden måde er blevet forhindret i at udtrykke sig.

Det er ingen tilfældighed, at populister så ofte tyr til konspirationsteorier eller stiller spørgsmålstegn ved valgresultater. Alligevel gjorde den østrigske Forfatningsdomstol ret i at beordre nyvalg; ellers ville Frihedspartiet været blevet ved med at påstå, at deres kandidat på en eller anden måde var blevet franarret sin retmæssige valgsejr.

Hvad der end sker ved omvalget, vil det være forkert at konkludere, at Østrig fra nu af er polariseret mellem De Grønne og det yderste højre.

Men det kan måske vise sig nyttigt, at kampen om præsidentposten blev kogt ned til så klart et valg i maj og bliver det igen i oktober: Borgerne diskuterer nu åbent med hinanden, og politiske uenigheder er ikke længere tabu.

Adskillige østrigske Kanslere – heriblandt Kreisky – har i tidens løb gjort et nummer ud af at sige, at Robert Musil’s The Man without Qualities var deres yndlingsbog. Østrigske politikere har især citeret Musils begreb möglichkeitssinn – fornemmelsen for muligheder.

At landet skulle blive det første, der valgte en grøn præsident – og måske gør det igen i oktober – viser, at ikke alle nyheder fra Europa behøver være dårlige i disse tider.

Østrig har ganske vist vist, hvor stor en afgrund højrepopulisterne kan åbne, men også hvor mange muligheder der ligger og venter, hvis blot friske politiske kræfter griber dem.

© The New York Review of Books og Information Oversat af Nina Trige Andersen Jan-Werner Müllers bog ’Hvad er populisme’ udkommer på Informations Forlag den 12. oktober

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Steffen Gliese
  • Mihail Larsen
  • Maria Francisca Torrezão
Kurt Nielsen, Robert Ørsted-Jensen, Steffen Gliese, Mihail Larsen og Maria Francisca Torrezão anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der kan ikke kommenteres

MKN_i en del af befolkningen, som nævnt - ellers kunne en Haider med alle sine 'Alte Kammeraden' vel næppe havde holdt den gående så længe - indtil han fordrukken rasede ind i et træ ...

PS: Havde engang et stort projekt om at bygge en fabrik i Ungarn, fremstilling af spirikum ud fra majs, en dansk idé fra sukkerfabrikkerne, med deltagelse af bl.a. et østrigsk ingeniørfirma - den kommende direktør for fabrikken var en kvinde - og disse jævnaldrende gutter i fyrrerne fra Wien havde set sig gal på denne iøvrigt meget sympatiske ungarerinde, der selv var ingeniør - så gal, at flere af dem fandt lejlighed til at rakke ned på hende med - 'ikke alene er hun kvinde, men også jøde' - forlød den forbavsende melding ude i Lyngby Centrums store mødelokale for henved kun tredive år siden ...

Mihail Larsen siger- 17:56: Bill Atkins - en ’brøler’, der minder om Weimar.

Klassesamarbejde i Weimarrepublikken var et spørgsmål om at få ro på et arbejdsmarked hvor lockouts og strejker havde et omfang der kunne aflæses på BNP og ses på arbejdernes levestandard. Det er en helt anden situation der gælder i dag i Danmark, hvor lønmodtagerne er integreret på en helt anden måde i virksomhederne end de var i Weimarrepublikken. Det er to situationer med 100 år imellem og de er helt usammenlignelige.

Ja Mihail Larsen, du laver en klar samfundsanalyttisk brøler ved, at tro at internationale kapitalister er nemmere at "forhandle" med for danske lønmodtagere. For det er vel ikke fordi du tror at de gamle arbejdskampsformer kommer igen, at du anbefaler at lukke internationale kapitalister og østeuropæiske levtlønsarbejdere ind på det danske arbejdsmarked?

Lønmodtagerne ejer pensionsmidler på omkring 3.500 mia. kr og den formue kan danske lønmodtagere bedst håndtere på det danske arbejdsmarked frem for at risikere pensionsmidlerne på et internationalt marked behersket af finansspekulanter.

Der findes "spontan tillid" og "gennemskuende tillid" - for at citere Luhmann. Jeg tror du prøver at kolportere "spontan tillid" til de internationale monopolkapitalister ...også kaldet blind tillid, Mihail Larsen. Eller også udtaler du dig bare mod bedere vidende.

Per Torbensen, Niels Duus Nielsen, Jan Weis og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Michael Kongstad Nielsen, apolitisk? Jeg tror Dansk Folkeparti er det mest topstyrede parti i DK med den - hvis vi ser bort fra asylpolitikken - største afstand mellem vælgernes forventede politik og faktisk ført politik ...hvis noget sådan kunne måles. Dette forhold viser sig jo netop ved, at når andre partier slår lignende toner an i asylpolitikken, så standser vælgertilgangen til DF prompte.

Grethe Preisler

@Robert Ørsted-Jensen,
De døde kan ikke forsvare sig mod at blive omfavnet bagfra af lommetyve og taget til indtægt af deres antagonister. Og det var, så vidt vides, hverken Lenin eller Trotsky, der myrdede Rosa Luxembourg, fordi hun tillod sig at sætte dem på plads,. Så skal vi ikke lige holde dem udenfor diskussionen i nærværende debatforum?

En mere nutidig repræsentant for 'den intellektuelle venstrefløj' i Danmark, tidligere folketingsmedlem Preben Wilhjelm er på det nærmeste blevet stemplet som Stalinist og Moskva-agent i den borgerlige presse. Til trods for, at han aldrig har repræsenteret andre partier i folketinget end SF og VS, som begge blev dannet i opposition til de Moskva-tro DKP'ere efter Ungarnopstanden i 1956. Jeg vil derfor tillade mig at citere epilogen fra Preben Wilhjelms første erindringsbog om sin tid som folkevalgt politiker i Danmark "Fra min tid", som udkom på Gyldendals Forlag i 2005:

"Det er rent ud fantastisk, når højrefløjen påstår, at det var venstrefløjen, der førte det store ord i 60'erne og 70'erne. Vi kom til orde, ja, men hele udviklingen gik stik imod venstrefløjens intentioner. Når nogen kan hævde, at det var os, der dominerede i den periode, så kan det kun forstås på én måde: de vil ikke bare have ret til at gøre, som det passer dem, de vil også have ret til at gøre det uimodsagt."

Hans Larsen, Bill Atkins, Niels Duus Nielsen, Jan Weis og Steen Sohn anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Preisler. Nu var det det udtagelsen der varm det afgørende - hverken adressen eller afsenderen.

Herudoverer jeg ikke overraskende fuldkommen enig med Wilhjelm. Men intet af det du møder op med der kan anses som indeholdende svar på noget jeg har skrevet. Det forekommer mig fra dine tidligere indlæg at være en beklagelig tendens hos dig

Steffen Gliese

Det forekommer mig, at det, der kendetegner de fascistisk inklinerede lande, er, at de for relativt nylig havde (har?) opnået autonomi, måske bortset fra Spanien.

Mihail Larsen

"En brøler - der minder om Weimar"

Ja, de er naturligvis ikke tale om en tro kopi, men dog altså om en situation, der har visse lighedstræk. De konkrete omstændigheder er (altid) forskellige, men det er næsten trivielt set fra et videnskabsteoretisk synspunkt. Hvis man alene holdt sig til den slags trivialiteter, så ville det være umuligt at tænke teoretisk og konsistent.

Det, der gør Weimar interessant i vor tid, er, at vi aner konturerne af et demokratisk sammenbrud, som er befordret af en uudtalt alliance mellem det yderste højre og det yderste venstre, der er fløjtende uenige om næsten alt, men ikke om, at den eksisterende orden skal nedbrydes. Begge fløje hævder naturligvis, at de ikke 'samarbejder' om denne målsætning, men det gør de i praksis.

Tro mig, jeg kender mekanismen. Dét, der gjorde mig til formand for Studenterrådet i Århus under de heftige demonstrationer i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne, var, at det lykkedes for mig som repræsentant for venstrefløjen at indgå en alliance med højrefløjen om at knuse den 'teknokratiske' midte (liste T), der ellers havde siddet på magten (med nu tidligere departementschef Bo Smith som spidskandidat).

Dengang var det venstrefløjen, der tog stikket hjem. Men det er undtagelsen. Weimar er reglen. Når en lille progressiv, kritisk eller endog revolutionær gruppe i samfundet danner parløb med et regressivt højre - så er det højre, der vinder. Det analyserede Wilhelm Reich sig stringent frem til i sin lille, til dansk oversatte publikation "Hvad er klassebevidsthed" (1932).

Historien gentager sig ikke, men det gør dens fejltagelser åbenbart.

Mihail Larsen

Om ulve og bisonner

De ’internationale [monopol]kapitalister’, som Bill Atkins i et tidligere indlæg har omtalt, er her allerede. Spørgsmålet er, om kampen mod dem står stærkest på et nationalstatsligt eller eurounionistisk plan. Den nationalstatslige strategi er en asymmetrisk kamp, som ikke kan vindes; den kan allerhøjest give mulighed for ’at hygge sig i smug’ og så længe, som opsparingen holder.

Når det i øjeblikket ser ud til, at Danmark kan klare sig selv, skyldes det, at vi har lagt os i læ bag EU. Uden den stabilitet, som vores fastkurspolitik i forhold til euroen giver, ville Danmark for alvor være udsat for international, økonomisk spekulation.

Når ulvene jager bisonflokken, venter de på, at et enkelt dyr skiller sig ud, og så går de efter dét.

Michael Kongstad Nielsen

Bill Atkins
09. august, 2016 - 00:06
De 20 %, der stemmer DF, er ikke "apolitiske". Det er faktisk en nedvurdering af de temmelig mange mennesker. De mange mennesker føler sig tiltrukket af en politik, der giver det danske værdi frem for nedvurdering, selvværd fremfor underlegenhed, selvstyre frem for underkastelse af EU, selveje af dansk undergrund og energi, frem for udsalg til Goldman Sachs, nedtoning af DR´s kommercielle og angloamerikanske overforbrug for licenspenge, nedtoning af den generelle forgabelse i engelsk kultur, og nedtoning af forgabelsen i EU.

Exempli gratia

I den matematiske fysik er det således, at man ved beregninger af de elektro-magnetiske felter som regel tager udgangspunkt i de maxwellske feltligninger, enten på integralform eller på differentialform – hvor begge metoder normalt fører til samme resultat, hvis der ellers regnes rigtigt …

Og det vel at mærke uden at de to beregningsformer har indgået frække lokumsaftaler eller andre unødvendige strategisk-taktiske samarbejdsaftaler med skumle bagtanker - sandsynligvis et totalt ukendt fænomen for humanister og idéhistorikere, lettere forfaldne til paranoia …

Michael Kongstad Nielsen, mener du at Dansk Folkeparti leverer den politik der forventes ...og som du oplister? Og det undrer mig at du ikke har DF-vælgernes forhold til velfærdsstaten med i din politiske forventningspakke. Rent faktisk viser undersøgelser at over halvdelen af DF-vælgerne peger på Mette Frederiksen som statsminister, så de har ikke glemt deres udgangspunkt som socialebevidste protestvælgere.

Med "apolitisk" peger jeg udelukkende på, at Dansk Folkeparti i gennem 20 år har lagt stemmer til det værste neoliberale angreb på vores socialstat nogensinde ...og det uden der har været interne diskussioner af betydning.

Michael Kongstad Nielsen

Bill Atkins, de giver signal om, at de vil. I praksis lykkes det ikke, af forskellige grunde. DF opfatter sig selv som et borgerligt parti, men i praksis småborgerligt, hvilket ikke er ringe. Men storborgerligt ville bedre passe til Venstre og de øvrige blå, Så derfor ligger de småborgerlige bedre til Mette Frederiksen og S.

Sider