Læsetid: 5 min.

At løbe er at falde

Med sin tredje OL-guldmedalje i 100 meter løb har jamaicanske Usain Bolt igen vist, at han er et biomotorisk vidunder. Hans højde og hans kropsvægt indgår i en fantastisk alliance med tyngdekraften. Men grænsen for, hvor hurtigt mennesket kan løbe, er slet ikke nået endnu, vurderer forsker
Når Usain Bolt som her ved finalerne natten til mandag presser sin 95 kilo tunge og 195 centimeter lange krop frem mod målstregen, sker det ved at falde fremad meter for meter.

Når Usain Bolt som her ved finalerne natten til mandag presser sin 95 kilo tunge og 195 centimeter lange krop frem mod målstregen, sker det ved at falde fremad meter for meter.

Charlie Riedel

20. august 2016

Natten til mandag dansk tid vandt den 29-årige jamaicaner Usain Bolt OL-guld i kongedisciplinen 100 meter. Det var tredje gang i træk. Tiden var 9,81 sekunder, et godt stykke fra hans egen verdensrekord fra 2009 på 9,58 sekunder. Natten til fredag gentog han bedriften, da han vandt 200 meter, igen dog uden at slå sin egen verdensrekord. Ingen før ham har vundet OL-guld på både 100 og 200 meter ved tre OL i træk – lørdag vil det vise sig, om han med det jamaicanske hold kan gøre det samme til 4x100 meter stafet. Bolt er ikke bare verdens hurtigste menneske.

Han er den hurtigste nogensinde. Med sine 195 centimeter er Bolt den højeste sprinter i historien. Han vejer 95 kilo og skulle bruge 41 skridt med en gemmesnitlig længde på 2,44 meter for at nå til målstregen, da han vandt guld i 100 meter ved VM i Berlin 2009. Der var et godt stykke ned til Tyson Gay, som havde en gennemsnitlig skridtlængde på 2,20. Bolt er simpelthen et biomotorisk vidunder, en genetisk freak.

Lad os dykke ned i den nørdede løbevidenskab.

Ifølge Nicholas Romanov, som står bag den løbeteknik, der går under navnet ’pose-metoden’, er Bolts bedste ven jordens tyngdekraft. Det er den, han udnytter til fulde. Nærmere bestemt det såkaldte ’gravitationelle omdrejningsmoment’. Bolts løbeteknik fungerer på den måde, at han bruger kroppens naturlige ’spin’ – den kraft, der får kroppen til at dreje om sin egen akse og samtidig skubbe sig selv frem – kombineret med tyngdekraften. Med andre ord (og det er her, det bliver syret): Bolts løb er et frit fald fremad med stor kraft.

Romanov har også regnet Bolts skridtfrekvens ud, altså hans kadence. I VM-finalen i Berlin præsterede den jamaicanske løber 4,28 skridt per sekund (det er 257 skridt i minuttet). Det interessante er så, at man kan kombinere frekvensen med den gennemsnitlige ’fald-radius’, det vil sige den vinkel, hvormed Bolt lader sin krop falde fremad ved at benytte tyngdekraft og kroppens omdrejningsmoment. I tiden 9,58 sekunder ’faldt’ Bolt mere eller mindre konstant med 18,5 grader.

Starten er sværest

Bolts gigantiske skridtlængde og den kraftfulde måde, som hans krop hælder på, kommer ham især til gode i den sidste del af sprinten. Han er langt fra den hurtigste til at komme fra start. Her har de mere kompakte, lavere løbere en naturlig fordel.

»Ud over vindmodstanden er det især i splitsekunderne efter startskuddet, at høje sprintere som Usain Bolt kommer til kort. For at komme ud af startblokkene med maksimal kraft, skal kroppen nemlig helst flyve ud i lav vinkel, og det er svært med så lange ben som Bolts,« skriver Jonas Fjordside, Magnus Bjerg, Said Nuh, Lasse Kahlhauge og Anders Bergmann på sport.tv2.dk.

Men til gengæld løber Bolt let og elegant fra alle andre, når målstregen nærmer sig. Bare se Bolt under de indledende runder i 100- og 200-meter i Rio, da han nærmest arrogant forcerede cirka midtvejs for så at kigge sig omkring og slappe af de sidste meter.

Den imponerende fysik kan faktisk blive endnu bedre. Ingen tvivl om, at Bolt har et naturligt talent, og selve hans kropshøjde og statur indbyder til at løbe hurtigt. I hvert fald i nyere tid, hvor sprintere har en tendens til at være højere og med mere udstrakte muskler. Eksperter har regnet sig frem til, at hvis Bolt bliver ved med at holde sin skridtfrekvens lige omkring 4,5 per sekund og med den samme fald-radius, så kan han nå 100 meter på 9,11 sekunder. Selv siger Bolt, at hans drøm er at nå 9,4 sekunder. Det kræver dog, ifølge ham selv, at han bliver bedre til at komme fra start.

Alan Nevill fra Wolverhampton Universitet har til The Independent fortalt, at den mandlige sprinterkrop har ændret sig inden for de sidste 10-15 år. Løberne er højere, eller, som han siger, mere »lineære«, hvilket de også giver indtrykket af, når man kigger på, at de strider sig hurtigere og mere elegant frem. Nærmest gazelle-agtigt.

Bolt har en drøm. At løbe 100 meter på 9,48 sekunder. Eller mindre. Uheldigvis, udtaler biologen Mark Denny fra Stanford University til Scientific American, havde Bolt faktisk chancen under semifinalen ved OL i Beijing i 2008. Her bremsede han i vanlig overlegen stil op før mållinjen.

»Havde Bolt holdt farten, tror jeg faktisk, han havde nået det på 9,4. Men det gjorde han så ikke,« spekulerer Denny.

Langt fra grænsen

Men hvad skal man mere gøre? Kan vi mennesker løbe hurtigere?

Ja, siger Peter Weyand fra Southern Methodist Universitetet i Dallas, en af de fremmeste specialister i biomotoriske præstationer, til Scientific American. Vi har ikke nået loftet endnu. Tag nu bare udholdenhed som en faktor i løb. Der er, siger Weyand, to måder til at forbedre sig. Enten ved at forøge mængden af blod, som hjertet pumper ud i kroppen, eller ved at øge koncentrationen af oxygen i selve blodet. Det sidste er det, man ulovligt opnår ved bloddoping.

»Jeg mener ikke, vi har nået grænsen endnu. Jeg er overbevist om, at nogen vil finde en måde til at optimere ilttilførslen i kroppen og derved presse mere saft og kraft ud af menneskekroppen. Det eneste spørgsmål er, om fremgangsmåderne vil være lovlige,« udtaler Peter Weyand.

Men Weyand har et andet trick oppe i ærmet. Svaret på, hvordan vi kan forbedre biomotorikken, kan ligge i vores mitochondria, det vil sige de cellulære ’kraftværker’, som skaber energi i menneskekroppen via den såkaldte Krebs’ cyklus. Inden for biokemien er citronsyrecyklus eller Krebs’ cyklus den centrale energigivende del af den aerobe oxidation, forbrændingen af ilt. Det gælder altså om at aktivere eller eksplosivt kickstarte et netværk af kemiske reaktioner, der resulterer i dannelse af energibærende molekyler ved oxidation af brudstykker af organiske molekyler.

I en normal person, som er nogenlunde sund, udgør mitochondria cirka to procent af cellernes volumen. I en veltrænet atlet derimod er det fire procent. Der findes dyr på jorden, hvor tallet er på svimlende 40 procent, og det giver et vist håb om, at også menneskets celler kan bringes til at forøge mængden af det præstationsfremmende stof og dermed kraftigt accelerere den atletiske kunnen.

»Selvfølgelig,« siger Peter Weyand, »er der en grænse for, hvor meget mitochondria man kan proppe ind i vores celler, men der burde jo være plads nok. Altså rum til forbedring.«

Og hvad betyder det for sportens fremtid med de cellulære, biomotoriske udsiger?

»Sport er blevet en så global, lukrativ og professionaliseret gesjæft, at så længe der er penge og berømmelse på spil, vil vi blive ved med at se forbedringer,« udtaler Weyand.

Spørger man Usain Bolt, er der to ting, han elsker. At løbe. Og at spise kyllingenuggets. Under OL i Beijing 2008 spiste han 100 af dem om dagen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu