Læsetid: 9 min.

Hvad må der gøres?

Vi må stå sammen om en ny kommunisme, der ikke bare kan sikre vores økonomiske, antropologiske og fysiske overlevelse, men også i sidste ende vores retfærdighed. Og det er derfor, flygtningestrømmene skal være en del af vores nye ’vi’, skriver Slavoj Žižek i dette uddrag af sidste kapitel af hans bog ’Den nye klassekamp’, der netop er udkommet på dansk
Syriske flygtninge forsøger at krydse grænsen fra Serbien til Ungarn sidste sommer. Flygtningestrømmene er ikke undtagelser eller afvigelser fra den globaliserede kapitalisme, men en naturlig del af den.

Syriske flygtninge forsøger at krydse grænsen fra Serbien til Ungarn sidste sommer. Flygtningestrømmene er ikke undtagelser eller afvigelser fra den globaliserede kapitalisme, men en naturlig del af den.

Bela Szandelszky

27. august 2016

Flygtningestrømmen er den pris, som menneskeheden i dag må betale for den globale økonomi. I vores globaliserede verden kan råvarer cirkulere frit, men ikke mennesker: Nye former for apartheid dukker op.

Problemet med de porøse grænser og med truslen om at blive løbet over ende af fremmede masser er et problem, som er strengt iboende for den globale kapitalisme: Det er en indikation af alt det, som er falsk ved den kapitalistiske globalisering.

Det er, som om flygtningene selv ønsker at udvide den frie globale cirkulation fra råvarer til også at omfatte mennesker.

Selv om store folkevandringer er et genkommende træk ved menneskets historie, er deres vigtigste årsag i den moderne historie de koloniale udvidelser.

Før kolonialismen bestod de fleste lande af selvforsynende og forholdsvis isolerede lokalsamfund: Det var den koloniale besættelse, der brød de traditionelle livsformers lænker og førte til de store migrationer (og i den forbindelse må vi naturligvis ikke glemme slavehandlens tvungne migrationer).

Den igangværende vandringsbølge til Europa udgør ingen undtagelse fra mønsteret. I Sydafrika bliver mange af de over en million flygtninge fra Zimbabwe udsat for voldelige overgreb fra lokale fattige, der beskylder dem for at ville ’stjæle’ deres job.

Og fremtiden vil bringe endnu flere vandringer, og ikke kun på grund af væbnede konflikter, men også på grund af nye ’slyngelstater’, økonomiske kriser, naturkatastrofer, klimaændringer og så videre.

Efter atomkraft-katastrofen i Fukushima 2011 kom det frem, at de japanske myndigheder en overgang vurderede, at det kunne blive nødvendigt at evakuere hele Tokyo-området – 20 millioner mennesker.

Hvor skulle alle disse mennesker i så fald være taget hen? Og på hvilke betingelser skulle de bistås? Skulle de genbosættes i andre dele af Japan eller spredes rundt i verden?

Hvad nu hvis det nordlige Sibirien blev mere beboeligt og mere velegnet til landbrug, samtidig med at Afrika syd for Sahara blev for tørt til at opretholde livet for så store befolkningsgrupper: Hvordan skulle den nødvendige udveksling af befolkninger organiseres?

Nødvendig forandringsproces

Når der i fortiden skete lignende ting, forløb de sociale forandringer hver gang på kaotiske og spontane måder, der blev ledsaget af vold og ødelæggelse. Et lignende perspektiv kan under dagens betingelser med masseødelæggelsesvåben til rådighed for næsten alle nationer blive katastrofalt.

Den vigtigste lære er derfor, at menneskeheden må tage ved lære og forberede sig på at leve på mere ’plastiske’ og nomadiske måder: Lokale eller globale ændringer i miljøet kan skabe behov for sociale forandringer og befolkningsbevægelser af en størrelsesorden uden fortilfælde.

Vi er alle mere eller mindre forankrede i en bestemt måde at leve på, og føler os måske beskyttede af rettigheder, der skulle garantere dette, men en eller anden historisk kontingens kan pludselig kaste os ud i situationer, hvor vi bliver tvunget til at genopfinde de grundlæggende koordinater for vores levevis.

(Selv i dag, århundreder efter de hvide europæeres ankomst, ser det ikke ud til, at indfødte amerikanere (’indianerne’) har formået at stabilisere deres situation igennem en ny slags levevis).

En ting står klart: I tilfælde af, at det skulle komme til sådanne omvæltninger, må den nationale suverænitet omdefineres radikalt, og nye niveauer af globalt samarbejde opfindes.

Og hvordan stiller vi os til de enorme økonomiske og forbrugsmæssige forandringer og tilpasninger, der vil skulle gennemføres som følge af klimaforandringernes nye vejrmønstre eller manglen på vand og energi?

I kraft af hvilke beslutningsprocesser forestiller vi os, at vi vil kunne nå til enighed om så store forandringer og derpå føre dem ud i livet? Løsningen kan ikke være en eller anden mytologisk ’bevægelsesfrihed for alle’. Den må bestå i en omhyggeligt forberedt og velorganiseret forandringsproces.

Læs også: Er Slavoj Žižek ved at forvilde sig ind i et »grumset, fascistoidt territorium«?

Europa må påtage sig den fulde forpligtelse til at tilvejebringe de midler, der kan sikre flygtninge en værdig overlevelse. Her kan der ikke være noget kompromis.

De store vandringsstrømme bestemmer vores fremtid, og det eneste alternativ til at påtage sig disse forpligtelser vil være fornyet barbari – eller hvad nogle vil kalde ’civilisationernes sammenstød’. Men den sværeste og vigtigste opgave er at gennemføre de radikale økonomiske forandringer, der kan ophæve selve de betingelser, der skaber flygtninge.

Den egentlige årsag til flygtninge er selve nutidens globale kapitalisme og dens geopolitiske magtspil. Får vi ikke rettet radikalt op på disse misforhold, vil indvandrere fra Grækenland og andre europæiske lande snart kunne slutte sig til de afrikanske flygtninge.

Kampen om fællesgoderne

Da jeg var ung, eksisterede der et sådant organiseret forsøg på at regulere de fælles goder. Vi kaldte det for kommunisme. Måske skulle vi genopfinde kommunismen.

Men det er ikke nok at fastholde en troskab over for den kommunistiske idé: Vi må i den historiske virkelighed finde frem til de modsætninger, der kan gøre kommunismens idé til praktisk presserende nødvendighed.

Det eneste virkelige spørgsmål i dag bliver derfor dette: Vil vi understøtte den fremherskende accept af kapitalismen som et faktum om den (menneskelige) natur? Eller indeholder nutidens globale kapitalisme tilstrækkeligt stærke modsætninger til, at det vil kunne hindre dens egen reproduktion i al ubestemt fremtid?

Der findes sandt at sige flere af sådanne modsætninger: Der er for det første den truende fare for økologisk sammenbrud. Der er for det andet det stadigt mere konkrete nederlag for den private ejendomsret i forhold til at integrere såkaldt ’intellektuel ejendomsret’.

Der er for det tredje de socioetiske konsekvenser af den nye teknisk-videnskabelige udvikling (især inden for biogenetik). Og der er for det fjerde, som nævnt ovenfor, de nye former for apartheid, mure og slumkvarterer.

Der er en kvalitativ forskel mellem den sidstnævnte konfliktualitet – den kløft, som skiller de Ekskluderede fra de Inkluderede – og de tre andre, som vedrører de områder, Michael Hardt og Toni Negri kalder commons: den delte substans i vores sociale livsverden, hvis privatisering er et udtryk for en voldelig handling, og som bør modstås – om fornødent med vold. Disse domæner er:

Kulturens fællesgoder: de umiddelbart socialiserede former for ’kognitiv’ kapital, primært sprog – vores kommunikations- og uddannelsesmidler – men også den fælles infrastruktur for offentlig transport, elektricitet, mail osv.

Hvis f.eks. Bill Gates fik monopol her, ville vi havne i den absurde situation, at en privatperson bogstavelig talt fik ejerskab til softwarestrukturen i vores grundlæggende kommunikationsnetværk.

Den ydre naturs fællesgoder, der trues af forurening, klima-ubalance og rovdrift – fra olie til skove og naturlige levesteder.

Den indre naturs fællesgoder – menneskehedens biogenetiske arv: Med den nye biogenetiske teknologi bliver skabelsen af et Nyt Menneske, forstået bogstaveligt som en forandring af den menneskelige natur, til en realistisk mulighed.

Det, de kampe, der skal forsvare disse fællesgoder, har til fælles, er bevidstheden om det destruktive potentiale, vi risikerer at slippe løs, hvis vi lader den kapitalistiske logik få frie tøjler i sin omslutning af de fælles goder, i yderste konsekvens med risiko for menneskehedens selvudslettelse.

Det er henvisningen til fællesgoderne – the commons – der begrunder, at det er nødvendigt at genoplive kommunismebegrebet: Herved bliver det muligt for os at se den fremadskridende ’omslutning’ af fællesgoderne som en proletariseringsproces, hvis ofre bliver udelukket fra deres egen substans.

Ganske vist kan fællesgoderne også generobres for den kollektive menneskehed uden kommunisme, nemlig via et autoritært-kommunitaristisk regime: Det de-substantialiserede og ’rodløse’ subjekt, som er berøvet sit indhold, kan også presses tilbage til kommunitarisme, dvs. hen imod at skulle finde sin rette plads i et nyt substantielt fællesskab.

Intet er mere ’privat’ end et statsligt samfund, der opfatter de Ekskluderede som trusler og bekymrer sig om, hvordan de kan holdes på passende afstand.

Den grundlæggende antagonisme

Med andre ord: I rækken af de fire skitserede modsætningsforhold bliver forholdet mellem de Inkluderede og de Ekskluderede det udslagsgivende: Uden dette mister alle de øvrige deres subversive kant.

Økologi bliver til et problem om bæredygtig udvikling; intellektuel ejendomsret bliver til en kompliceret juridisk udfordring – og biogenetik et etisk problem.

Man kan sagtens kæmpe oprigtigt for økologi, forsvare et bredere begreb om intellektuel ejendomsret og modsætte sig patentering af gener uden også at konfrontere modsætningen mellem de Inkluderede og de Ekskluderede.

Man kan endda formulere nogle af disse kampe ud fra en optik, hvor de Inkluderede trues af de forurenende Udelukkede. Men går vi den vej, opnår vi ingen ægte universalitet, kun ’private’ bekymringer i kantiansk forstand.

Selskaber som Whole Foods og Starbucks har stadig bevaret en vis popularitet blandt progressive, selv om de begge deltager i aktiviteter vendt mod fagforeninger.

Tricket er, at de sælger produkter med et progressivt spin: Man køber kaffe lavet på bønner indkøbt til fair priser over markedsværdi; man kører i hybridbil; man køber fra virksomheder, der leverer gode bonusordninger til deres kunder (ifølge firmaets egne standarder) osv.

Kort sagt: Uden modsætningen mellem de Inkluderede og de Ekskluderede vil vi fint kunne befinde os i en verden, hvor Bill Gates er den største humanitære bekæmper af fattigdom og sygdom, og Rupert Murdoch den største miljøforkæmper, der kan mobilisere hundreder af millioner gennem sit medieimperium.

Det er i denne sammenhæng, at flygtningestrømmene – de udefrakommende, der vil trænge ind i Det Indre – bringer et vidnesbyrd om de truede fællesgoder på et andet niveau: Menneskehedens fællesgode selv, der trues af en global kapitalisme, som skaber nye mure og andre former for apartheid.

Kun den fjerde antagonisme – hensynet til de Ekskluderede – kan retfærdiggøre en genoptagelse af kommunismebegrebet: De første tre drejer sig i realiteten om menneskehedens økonomiske, antropologiske og endog fysiske overlevelse, mens den fjerde i sidste ende bliver et spørgsmål om retfærdighed.

Historien er ikke med os

Så hvem vil gøre alt dette? Hvem vil være den handlende kraft, der kan generobre fællesgoderne? Der er kun ét korrekt svar til alle de venstreorienterede intellektuelle, der desperat afventer ankomsten af et nyt revolutionært subjekt, nemlig den gamle talemåde fra hopi-indianerne med et vidunderligt hegeliansk dialektisk twist fra substans til subjekt: »Vi er dem, vi har ventet på.«

Der er i øvrigt tale om en anden version af Gandhis gamle slagord: »Vær selv den forandring, du ønsker at se i verden!« At vente på, at andre skal gøre arbejdet for os, vil ikke være andet end en rationalisering af vores egen inaktivitet.

Men den fælde, det her gælder at undgå, er den perverse selv-instrumentalisering: »Vi er dem, vi venter på,« betyder ikke, at vi er nødt til at opdage, hvordan vi selv er den handlende kraft, som skæbnen (gennem historisk nødvendighed) har forudbestemt til at udføre denne opgave. Tværtimod betyder det, at der ikke er nogen stor Anden, som vi kan forlade os på.

I modsætning til den klassiske marxisme, hvor ’historien er med os’ (proletariatet fuldfører den universelle frigørelses forudbestemte opgave), er den store Anden i dagens konstellation imod os: Er vi overladt til os selv, vil den indre linje i vores historiske udvikling sandsynligvis føre ud i katastrofer, ja mod apokalypse.

Følgelig bliver det eneste, der kan forhindre katastrofen, den rene voluntarisme – det vil sige vores frie beslutning om at handle mod den historiske nødvendighed.

I en vis forstand kan man sige, at hen imod slutningen af borgerkrigen i 1921 befandt bolsjevikkerne sig i en lignende knibe.

To år før sin død, på et tidspunkt, da det stod klart, at der ikke kom nogen altomfattende europæisk revolution, og med tanke på, at det var nonsens at forestille sig, at man skulle kunne opbygge socialisme i ét land, skrev Lenin: Hvad nu hvis situationens fuldstændige håbløshed kan stimulere arbejdernes og bøndernes indsats tifoldigt og dermed kan give os mulighed for at skabe de grundlæggende forudsætninger for civilisation på andre måder end i de vesteuropæiske lande?

Giorgio Agamben bemærkede engang, at »tænkningen er håbløshedens mod« – en indsigt, som kan være særlig relevant for dette historiske øjeblik, hvor selv de mest pessimistiske diagnoser som regel munder ud i en opløftende antydning af, at det alligevel er muligt at skimte det legendariske lys for enden af tunnelen.

Sandt mod er ikke at forestille sig et alternativ, men at acceptere konsekvenserne af det faktum, at der ikke findes noget klart alternativ at få øje på. Drømmen om, at der skulle være et alternativ, er tegn på teoretisk fejhed: Den drøm fungerer som den fetich, der hindrer os i at tænke blindgyden i vores betrængte stilling til ende.

Kort sagt må den virkelig modige holdning være at indrømme, at lyset for enden af tunnelen sandsynligvis stammer fra lygteskæret fra det tog, der nærmer sig i modsat retning.

Slavoj Žižek: Den nye klassekamp
128 sider. 199,99 kr.
Informations Forlag
Udkommer 31. august

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Synes det er meget fint jeg er begyndt at få små reklamemails fra Information med forslag til god læsning, men kan I så i det mindste ikke sende nogle forslag der er tilgængelige?
Jeg får også tilbudt en måned gratis, men det gælder jo ikke hvis man inden for det sidste år har været abonnent, så ... ;)
Både denne og det link til Weekendavisen er utilgængelige, - siger det bare...