Den nationale embedsmand

I lange stræk af besættelsestiden smeltede dele af Kampmanns ministerielle arbejde sammen med det illegale arbejde.

Sammen med den yngre kollega Einer Engberg skrev Kampmann notater til ministeriet om den offentlige økonomi under krigen, og de blev også bearbejdet til skarpe artikler, der blev trykt i Besættelsestidens Fakta.

Hovedredaktøren, lands- retssagfører Niels Alkil, sad i Stockholm og samlede materiale, og Kamp- mann-Engberg skrev om »Danske arbejdere i Tyskland eller tyskbesatte lande« og om »Civilt lønarbejde i Danmark for besættelsesmagten eller i dennes interesse«.

Kendsgerningerne blev dag for dag bogført til brug for retsopgøret. Især brugte Kampmann meget tid på at registrere sindelaget hos en særlig gruppe af medløbere, de unationale tjenestemænd.

Han førte sine egne kartoteker og gjorde sammen med andre deltagere i tjenestemandsgrupperne klar til opgøret med de tjenestemænd, som alt for ivrigt bukkede og skrabede for de tyske herrer.

Kampmann så tjene temanden som statens tjener, der også i statens vanskeligste tider skulle stå fast på det nationale. En del af tjenestemændene, som stod fast på det nationale, var utvivlsomt inspireret af kirkehistorikeren med den socialdemokratiske grundholdning, professor Hal Koch, som allerede i april 1940 appellerede til embedsmændene om også at være bannerførere i kampen for dansk ånd og danskhed.

Efterhånden som begivenhederne skred frem, og Tyskland ikke længere så ud til at vinde krigen, ændredes indstillingen hos mange af de offentligt ansatte, der havde samarbejdet med tyskerne. Modstandsfolkene på Slotsholmen havde set det meste og kunne vurdere, om man skulle vise et tilgivende sind, fjerne eller straffe de pågældende.

Tjenestemandsgruppen havde nøje fulgt Departementschefstyrets »regeringsførelse« efter bruddet med tyskerne i august 1943 og gennem Danske Tjenestemænd markeret, at samarbejdet kun kunne gælde det helt nødvendige.

Kridtstregen

Tjenestemændene havde den 30. august 1943 modtaget brev fra den fratrædende regering med Christian X’s underskrift og forventningen om, at tjenestemændene blev på deres post og fortsatte arbejdet »til bedste for land og folk, således at det søges undgået, at der opstår gnidninger mellem statens organer og de tyske autoriteter, der i kraft af krigens love og den erklærede undtagelsestilstand midlertidigt har en særlig myndighed at udøve«.

Teksten fra kongen og regeringen var umisforståelig klar. På den rigtige side af kridtstregen undgik man gnidninger, på den forkerte side udviste man den følgagtighed, som Kampmann og hans kolleger i modstandsarbejdet påpegede.

Tjenestemandsgruppens aktivister havde til stadighed og med navns nævnelse udpeget de folk, der befandt sig i det sorte felt og måtte tage konsekvenserne, og man sparede sig ikke for at kritisere selv de øverste embedsmænd, hvis de havde været unødvendigt imødekommende over for tyske krav.

I april 1944 bemærkede bladet, at der ikke på noget tidspunkt havde været et betydeligt antal overløbere. Men nu hvor det så ud til, at nazisterne tabte krigen, var der en hel del »blakkede kolleger«, der fik travlt med at placere sig anderledes.

Nogle få uger inden befrielsen udsendte Tjenestemandsgruppen pjecen Tjenestemændene og Demokratiet, som havde ligget færdig siden december 1944. Den lagde op til en tilbundsgående udrensning, og Kampmann, der både var skrivende og redigerende, mente, at tjenestemændene i langt højere grad burde have reageret over for forhandlingspolitikken.

Man kan vælge at udlægge nogle af Kampmanns tekster og Tjenestemandsgruppens prioriteringer som kritik af forhandlingspolitikken. Det var med sikkerhed en kritik af nogle personers måde at samarbejde på, uden at man anfægtede selve ideen om at fastholde beslutningsmyndighed på danske hænder og afvise nazificering.

Det lykkedes blot ikke, og som der stod i pjecen, han redigerede: »Udviklingen viste i øvrigt, at indrømmelsespolitikken ikke nåede sine mål. Den hindrede i det lange løb hverken jødeforfølgelser, massearrestationer, henrettelser, tortur eller deportationer. Tyskerne opnåede øjensynligt alle de fordele, de i virkeligheden havde brug for, under trussel om videregående skridt i tilfælde af afslag.«

Kampmann var i fuld gang med at skrive lovteksterne til opgøret med de unationale tjenestemænd, allerede inden befrielsesbudskabet kom til Danmark fredag den 4. maj klokken 20:36.

Danmark fik travlt. Med at feste for friheden og med det retsopgør, der skulle gå både til tops og til bunds. Blot en uge efter befrielsen fremlagde Frit Danmarks Tjenestemandsgruppe et »Udkast til lov om udrensning af tjenestemænd m.v.«, og i slutningen af maj udsendte gruppen det sidste nummer af det blad, der hidtil havde været illegalt.

Det indeholdt en opfordring til læserne om at give oplysning om tjenestemænd/kolleger, der havde været medlem af et nazistisk parti eller havde lagt et udemokratisk eller udansk sindelag for dagen.

Vilhelm Buhl og de andre politiske ledere havde allerede i nogen tid haft en aftale med Frihedsrådet om sammensætningen af den regering, der skulle lede Danmark og igen gøre Buhl til statsminister.

Det var en anerkendelse af hans vedholdenhed i samarbejdet mellem de politiske partier og en slags bekræftelse på, at det parlamentariske demokrati var trådt i kraft igen og fortsatte med den mand, som tyskerne havde sat fra bestillingen i efteråret 1942.

»Hans fåmælte saglighed og stabile fremtræden på grænsen til det distræte, gjorde ham fortsat respekteret i alle partier.«

Stækkede ambitioner

Og ved samlingen om Vilhelm Buhl reddede de etablerede politiske partier også sig selv og partistyret som folkestyrets fundament.

Kampmann var meget hurtigt ude, og ud over opgøret med de unationale tjenestemænd ønskede han at give fremtidens tjenestemandsbegreb et nationalt løft, så man kunne forhindre, at udemokratiske personer fik ansættelse.

Tiden efter den 5. maj 1945 bragte store og små opgør af mange slags, og sindene var optaget af meget andet end tjenestemandsforhold. Derfor blev det ikke rigtigt til noget med det ungdomsoprør i tjenestemandsstanden, som Kampmann og kolleger havde lagt op til.

Han fik heller ikke ad lovgivningens vej åbnet vejen for en særlig tjenestemandstype med et særligt nationalt sindelag, der kunne producere en »selvstændig og aktiv indsats til fremme af den demokratiske samfundsorden«.

Helst ville Kampmann og kolleger have indskrevet den »demokratiske tjenestemand« i tjenestemandsloven eller Grundloven, men det var der ikke politisk vilje til, og Kampmann fik heller ikke opfyldt kravet om nedsættelse af en særlig undersøgelseskommission, der kunne finde frem til de tjenestemænd, som under besættelsen havde haft »alt for let ved at føje sig for de nye herrer.«

Tjenestemandsgruppens lovforslag om oprettelsen af en særlig tjenestemandsdomstol blev dog gennemført, så domstolen kunne begynde sit arbejde i sommeren 1946.

Resultatet var afskedigelse af omkring 300 tjenestemænd udover den gruppe af tjenestemænd, der blev idømt straf ved de almindelige domstole og fyret.

Mogens Fog er kilden til beskrivelsen af Viggo Kampmann som den ledende og strenge kraft bag tjenestemandsopgøret, »idet han forlangte et kontant opgør med ikke kun de danske nazister, men med alle, der efter Tjenestemandsgruppens opfattelse havde svigtet ved at gå tyskernes ærinde.«

Selv berettede Viggo Kampmann ikke om sin aktivisme, brugte aldrig besættelsestidens forløb til politisk profilering og deltog ikke i modstandsfolkenes foreningsarbejde efter krigen. Hans modstandsarbejde fik 11 ord i den officielle partihistorie, hvor Jens Otto Krag i 1971 skrev:

»Under besættelsen spillede Kampmann en aktiv rolle i den illegale tjenestemandsgruppe.«

De få linjer var helt i Kampmanns ånd. Hverken han eller andre af de aktive modstandsfolk på Slotsholmen gjorde et stort nummer ud af deres arbejde. End ikke Kampmanns egne børn havde hørt om det fra ham selv, da de første gang læste om det.

I 1974 fortalte Viggo Kampmann til en båndoptager på Det Kongelige Bibliotek fragmentarisk om modstandsarbejdet på Slotsholmen, som han stadig ikke havde talt åbent om, og i 1976 nævnte han det i et par korte sætninger i en løs og flagrende tv-samtale, som blev optaget i februar 1976 og sendt et par uger efter hans død.

Lidt mere fik man at vide i 1984, da retshistorikeren Ditlev Tamm dokumenterede Viggo Kampmanns indsats i sin retshistoriske doktordisputats.

Einer Engberg, der var lidt yngre end Kampmann, men alligevel hørte til Slotsholmens første kuld af cand.polit.’er, gav før sin død i 2010 nogle livfulde skildringer af modstandsarbejdet og udtrykte en dyb respekt for Kampmann:

»Kampmann havde udstråling, selvom det vist ikke hed sådan dengang. Han var skide dygtig. Både til det økonomiske og til at få alle studenterne i kontoret til at arbejde illegalt og holde kæft. Han var eminent til at motivere folk til at arbejde.«

Engberg bekræftede farligheden af aktiviteterne i regeringens indre gemakker; selv oplevede han at stå i ministeriets gård med hænderne over hovedet og en truende maskinpistol i ryggen, mens hans bekymret tænkte på, at »lige i nærheden var vores studenter ved at duplikere septembernummeret af det illegale blad ’Danske Tjenestemænd’«.

Appel til alle gode kræfter

Endnu i sommeren 1946 holdt Viggo Kampmann fast i ønsket om at ophøje tjenestemandsbegrebets nationale indhold, så tjenestemandsansættelsen i sig selv var en forpligtende trosbekendelse til demokratiet.

Han ville stadig stille krav om, at tjenestemænd og offentligt ansatte ikke kunne være medlem af organisationer, der åbent tilstræbte at omstyrte demokratiet. Det var ikke alene et spørgsmål om at uddanne tjenestemanden i demokrati; han skulle også have en højere løn og ret til lydighedsnægtelse i forhold til beslutninger, som ikke tydeligt lå inden for lovenes rammer.

Det var tillige et spørgsmål om at demokratisere selve arbejdsgangen gennem kontrol med forvaltningen. Viggo Kampmann ville demokratisere Danmark.

Det hele stod i pjecen Tjenestemændene og demokratiet, der nærmest kunne læses som principper for fremtidens demokratiske Danmark, da den blev udsendt i maj 1945.

Kampmann tænkte i politiske systemer, organisation og administration. Politologen, professor Ove Kaj Pedersen har den vurdering, at Viggo Kampmann med sine ideer fra 1945-pjecen var den første, »der overordnet set formulerede den form for demokrati, vi har i dag.«

Allerede på første side fremhæves det urimelige i, at modtagelse af socialhjælp kunne betyde tab af valgretten. Princippet røg først ud af dansk lov ved ’Den lille socialreform’ i 1961, da Kampmann var statsminister.

De økonomiske overvejelser lagde han frem i betænkninger og regeringspapirer. De demokratiske overvejelser kom fra diskussioner i kredsen af kolleger i Frit Danmarks tjenestemandsgrupper. Det er almindelig anerkendt, at Kampmann redigerede Tjenestemændene og demokratiet og skrev meget af indholdet, men ingen ved i dag, hvem der skrev hvad.

Besættelsestiden tilsagde, at intet navn er nævnt på de 30 sider, men idégrundlaget var at fjerne statseliten og åbne den stat, som indtil da havde været kongens.

Kampmann og kollegerne anviste fuldstændig offentlighed i forvaltningen og en ombudsmand som den kontrolinstans, der kunne sikre, at myndighedernes afgørelse ikke alene overholdt loven, men også hvilede på en helt igennem demokratisk tankegang.

Statens revision skulle flyttes fra Finansministeriet til et uafhængigt organ under Folketinget, og endelig skulle der være bedre muligheder for at efterprøve forvaltningens afgørelser ved domstolene.

Kampmanns »demokratigruppe« var tidligt ude; det var ikke et partipolitisk oplæg, men et forsøg på at få alle gode kræfter til at styrke demokratiet.