Den nye front i dopingkrigen

Da den kinesiske svømmer Sun Yang ved de kinesiske mesterskaber tilbage i 2014 blev fanget i en dopingkontrol, gjorde de kinesiske myndigheder præcis, hvad man kunne forvente af dem: De prøvede at dysse sagen ned.

Sun Yang er en af verdens bedste svømmere. Han er tidligere OL-guldvinder og et af de mest populære sportsnavne i riget i midten, og de kinesiske sportsmyndigheder havde absolut ikke behov for, at hans navn blev trukket igennem sølet i en dopingsag, der også ville kaste et uheldigt lys på hele landets svømmeelite, der tidligere er blevet bragt i miskredit af adskillige højtprofilerede dopingsager.

Så Sun Yang blev diskret frataget den guldmedalje, som han havde vundet på distancen 1.500 meter fri ved de nationale mesterskaber, samtidig med at han blev tildelt en mild sanktion på tre måneders karantæne – og så ventede kineserne i øvrigt med at fortælle omverdenen om sagen, til karantænen var udstået, og Sun Yang var tilbage i bassinet igen.

Og sådan blev en potentiel skandalesag med et af landets største sportsnavne håndteret let og diskret af de nationale myndigheder. Sun Yang kunne svømme uhindret videre, og ingen tænkte længere over den lille batalje ved de nationale mesterskaber.

Eller det vil sige: Sådan ville det måske være gået i gamle dage.

Men noget har ændret sig. Tolerancen over for dopingsyndere er blevet mindre. Og viljen til at gå i krig med dem tilsvarende større.

Det viste ikke mindst Australiens reaktion i sagen. For Sun Yang er Australien et nøgleland, hvor han bor og træner til daglig. Men efter at det kom frem, at han var blevet fanget i en dopingkontrol, bekendtgjorde de australske svømmemyndigheder, at den kinesiske mestersvømmer ikke længere var velkommen i forbundets officielle træningscentre.

Konfrontationen

Samtidig gav episoden næring til de australske topsvømmeres mistanke om, at de konstant bliver snydt ved de internationale mesterskaber af dopingpumpede kinesere. En mistanke, australierne har luftet ved mere end én lejlighed, når de har undret sig over de forbløffende få dopingkontroller, som deres kinesiske kolleger bliver udsat for.

Og da australierne og kineserne tørnede sammen tidligere på ugen i Rio, eksploderede mistanken i en åben fejde mellem Sun Yang og hans australske ærkerival, Mack Horton.

Fejden blev som så ofte udløst af en detalje.

Sun Yang, der har ry for at være noget af en provokatør, sprøjtede vand på Horten under en træningssession. Den australske svømmer ignorerede kineseren. Og da Horton kom op af vandet, kommenterede han over for pressen episoden med ordene:

»Han sprøjtede vand på mig, men jeg ignorerede ham, for jeg har hverken tid til eller respekt for doping-snydere.«

De ord slap fanden løs i det internationale svømmesamfund.

At en af deres største idrætsprofiler blev kaldt for en dopingsynder for åben skærm midt under et OL var mere, end kineserne ville finde sig i.

Og den kinesiske delegationsleder for det olympiske svømmehold krævede straks en officiel undskyldning, mens avisen Global Times, talerør for det kinesiske kommunistparti, kaldte Australien for en tidligere fængsels-ø, der befandt sig »på kanten af civilisationen«.

Kineserne kunne dog få en spand at hoppe i, hvis det stod til Horton. Han nægtede at bøje sig for det kinesiske pres og gentog sin påstand om, at Sun Yang var a drug-cheat ved en pressekonference, hvor den kinesiske svømmer sad lige ved siden af.

Og da det med 13 hundrededele af et sekund lykkedes ham at besejre Sun i finalen i 400 meter fri, kommenterede han sejren med en bemærkning om, at det havde været »a win for the good guys«.

Var det en strid mellem Horton og Sun Yang, kunne det være en detalje i udkanten af legene; en fejde mellem to svømmere fra et par lande, der er låst i kampen om overherredømmet inden for svømmesporten.

Men det er det ikke. Det er langt mere.

De rene mod de urene

Hortons åbne angreb på Sun Yang er repræsentativt for en helt ny trend, som vi har oplevet ved legene i Rio; en trend, som kendetegnes ved de aktive atleters stigende vilje til på egen hånd at udpege og udskamme dopingsynderne i deres midte.

Det er en udvikling, der er drevet frem af IOC’s kapitulation i kampen mod doping. Den blev tydelig for verden, da IOC kort før OL besluttede at lade russiske atleter deltage i legene, selv om det internationale antidoping agentur WADA havde afsløret, hvordan Rusland i årevis havde drevet et stort og statsstøttet dopingprogram, hvor landets topatleter fik hjælp til at snyde i stor stil, og hvor der blev begået massiv og systematisk svindel med positive dopingprøver.

IOC’s knæfald for russerne førte til demoralisering og raseri rundt omkring i sportsverdenen, hvor atleter i disse dage må opleve, at de dyster om olympiske medaljer med sportsfolk, der er rundet af en korrupt og svindelagtig kultur.

Det har tydeligvis fået atleter fra lande, hvor man tager dopingbekæmpelsen alvorligt, til at ræsonnere, at hvis der skal markeres modstand mod doping-misbruget, så skal det komme fra dem selv

Derfor oplever vi ved dette OL som noget helt nyt offentlige opgør mellem atleterne under selve konkurrencerne. Eller som den velanskrevne sportskommentator Paul Hayward bemærkede i den engelske avis The Telegraph for nylig:

»IOC’s gigantiske svigt betyder, at offentlige skænderier og selvjustits blandt atleterne er uundgåeligt.«

Og en af de sportsgrene, hvor skænderierne og selvjustitsen har været størst, er inden for svømmesporten.

Her valgte det internationale svømmeforbund FINA at snige en række russere ind i konkurrencerne, til trods for at de ankom til Brasilien med en fortid som dopingsyndere. I visse tilfælde så sent, at russerne end ikke figurerede på de oprindelige startlister, men først blev tilføjet kort før løbsstart.

»For en ren atlet er den slags virkelig frustrerende at opleve,« bemærkede den canadiske svømmer Ryan Cochrane.

Fokuspunktet for en stor del af modviljen mod den russiske dopingkultur har været den 24-årige topsvømmer Yulia Efimova. Dels fordi hun har en veldokumenteret historik som dopingsynder, og dels fordi hendes attitude i Rio har provokeret mange.

Efimova blev i 2013 ramt af 16 måneders karantæne, og da hun faldt i dopingfælden igen tidligere i år, troede mange, at man havde set det sidste til hende. Men af grunde, der aldrig er blevet belyst, har FINA alligevel ladet hende konkurrere ved OL.

Og da hun fejrede en sejr i et kvalifikationsheat til finalen med at række en finger i vejret for at markere sin førsteplads, blev det for meget for hendes værste rival, amerikaneren Lilly King, der kommenterede Efimovas gestus over for den amerikanske tv-kanal NBC med ordene:

»Du vifter med fingeren som nummer 1, men du er lige blevet afsløret som dopingsnyder. Jeg er ikke imponeret.«

Den amerikanske svømmer blev bakket op af sin irske kollega Fiona Doyle, der missede semifinalen i 100 meter brystsvømning med én plads – nemlig den plads, som Efimova satte sig på.

»Snydere er snydere,« sagde Doyle. »Hun (Efimova, red.) er testet positiv fem gange, og nu er hun sluppet af sted med det igen.«

Efimova selv har fulgt den kommunikationslinje, som dopingsyndere over hele verden følger, når de bliver konfronteret med anklagerne imod dem, nemlig ved at erklære sig fuldstændig uforstående over for, hvad hele balladen skulle handle om.

IOC’s ansvar

Hvis hun stadig skulle være i tvivl efter finalen i 100 meter bryst, som hun tabte med et halvt sekund til Lilly King, kunne hun lytte til den kommentar, som amerikaneren bagefter kom med til pressen:

»Det er fantastisk at vinde guld – ikke mindst i visheden om, at jeg gjorde det uden hjælp af doping.«

Så kunne det vist ikke siges tydeligere.

Kings aggressive kurs over for sin russiske rival har i øvrigt fået opbakning fra hendes landsmand, Michael Phelps, der med sin medaljehøst ved dette OL er blevet den mest succesfulde atlet nogensinde.

»Jeg synes, at flere burde have modet til at tale om det her,« sagde han. »Lilly har fuldstændig ret. Der må gøres noget ved det.«

I det hele taget er striden mellem King og Efimova endnu et eksempel på, at de rene atleter ved OL i højere og højere grad er klar til at tage konfrontationen med dem, der betragtes som dopingsnydere. Eller som sportskommentatoren Ian Herbert fra den engelske avis The Independent bemærkede:

»Yulia Efimova og Lilly King viser, at svømningens æreskode (om at man ikke kritiserer en besejret modstander, red.) er skudt i stykker af IOC’s svigt i kampen mod doping.«

Og det er i øvrigt ikke kun i det olympiske svømmebassin, at der har været doping-ballade. For eksempel gik den kvindelige franske cykelstjerne Pauline Ferrand-Prévot til angreb på beslutningen om at lade den britiske cyklist Lizzie Armitstead stille op, til trods for at hun havde misset tre besøg fra doping-kontrollen. »Skamfuld,« kaldte Ferrand-Prévot afgørelsen.

Og Den Internationale Paraolympiske Komité har som bekendt besluttet at udelukke alle russiske atleter fra handicapidrættens OL.

Vi er langt fra den tid i 1990’erne, hvor den irske svømmestjerne og olympiske guldvinder Michelle Smiths træner i et interview kunne udtale: »Hvem siger doping er uetisk? Sport er pr. definition uærlig.« Smith blev senere idømt fire års karantæne for doping.

IOC’s svigt har åbnet en ny front i krigen mod doping.