Analyse
Læsetid: 3 min.

Olympiske neuroser

Freud sagde engang, at et simpelt aftensmåltid kan afsløre en hel perlerække af neuroser blandt de spisende. Hvor mange neuroser kan vi så ikke finde i forbindelse med OL?
Freud sagde engang, at et simpelt aftensmåltid kan afsløre en hel perlerække af neuroser blandt de spisende. Hvor mange neuroser kan vi så ikke finde i forbindelse med OL?

Mia Mottelson

Moderne Tider
13. august 2016

OL i Rio de Janeiro giver et meget godt billede af, hvordan fortrængning kan fungere som et kulturelt eller socialt fænomen.

Skandalerne, der omgærder de Olympiske Lege, er så mange og så massive, at det kræver en næsten umenneskelig indsats af både deltagere og journalister at undgå at tale om dem.

Der er den massive korruption i legenes egen organisation, og der er spørgsmål om doping, som virker underligt ubesvarede. Men i lyset af den politiske situation i Brasilien synes disse interne skandaler forholdsvist små.

Eller rettere: selve det at tale om disse skandaler er i sig selv næsten en måde, hvorpå man kan fortrænge de virkeligt tunge politiske spørgsmål, som rejser sig i marginen af enhver tekst om OL i Rio.

Den olympiske ild blev ført frem i processioner, der lige så meget mindede om gadekampe i en borgerkrig som om triumftog.

Uniformerede betjente med skjolde, tåregas og store våben gik foran faklen på dens vej ind i Rio, alt imens demonstranter råbte slagord – en risikofyldt adfærd, da antiterrorloven fra 2015 synes at gøre grænserne mellem politiske demonstrationer og terrorisme flydende.

Landets valgte præsident, Dilma Rousseff, er midlertidigt afsat og skal måske for en rigsret anklaget for korruption.

At hun er blevet afsat til fordel for den konservative Michel Temer, der ligeledes er beskyldt for korruption, og som i al hast har iværksat et radikalt nedskæringsprogram, der med garanti aldrig ville kunne få folkelig opbakning, gør, at den politiske situation i Brasilien minder lige så meget om et kup, som om noget man ville kunne forvente i et demokrati eller en retsstat.

Da Temer trådte frem for at erklære legene for åbne, blev han mødt af massive buh-råb – som man så forsøgte at overdøve med musik.

Alt dette gør det til en speciel fornøjelse at se OL. Samtidig med at man kan lade sig rive med af et spændende cykelløb, eller af et flot gymnastikspring, kan man næsten ikke lade være med at tænke: »Hvor meget skal man dreje kameraet for at se favelaer?«, »Hvor meget skal man dreje det for at se demonstrationer?«

På denne måde fungerer tv-billederne fra Rio som perfekte billeder på fortrængning. Det kræver intenst arbejde at holde det fortrængte fra livet.

OL’s politiske historie

I dansk offentlighed har denne fortrængning tilmed et navn. Den hedder: Man skal ikke blande sport og politik. I sig selv er der tale om et besynderligt udsagn, for hvornår har det nogensinde været tilfældet, at de to har været adskilt?

Det vil være langt mere overbevisende at sige, at lige netop de moderne Olympiske Leges historie spejler de sidste godt hundrede års politiske historie ganske fint, samtidig med at den også reflekterer vores egen politiske virkelighed ganske tydeligt. To korte nedslag vil minde os om hvorfor.

OL i Berlin i 1936 er naturligvis notorisk for sin politiske betydning. Hitler benyttede lejligheden til at lave så meget nazistisk propaganda, som han nu kunne slippe afsted med.

Byggerierne i forbindelsen med legene skulle markere begyndelsen på omdannelsen af Berlin til den futuristiske hovedstad Germania i det kommende tusindårsrige.

Og hvis vi ser frem mod den kolde krig, så husker vi, at legene i 1980 i Moskva blev boykottet af USA, ligesom legene i 1984 i Los Angeles blev boykottet af Sovjetunionen.

Antagonisme

Tendensen synes at være klar. Hvor man tidligere har lavet excessive politiske statements i forbindelse med OL på måder, som direkte har reflekteret tidens politiske situation, så er man i dag villig til at gå endog rigtig langt for at lade som om, OL ikke er politisk.

Hvor man i løbet af det 20. århundrede (i det mindste ind til 1989) aldrig var i tvivl om, at politikken var antagonistisk, så er det netop det, vi i dag ikke vil vide af. Selv når vi bliver konfronteret med åbenlyse antagonismer, er vi stadigvæk i stand til at fortrænge dem.

Førnævnte Temer giver et godt eksempel derpå. I forbindelse med legenes åbning udtalte Temer, at Brasilien med stolthed kan sige, at det er et af »de mest raceblandede lande i verden«.

Heri har han måske ret, men kun hvis man ikke kigger i regeringsgangene, hvor Temers midlertidige regering kun består af hvide mænd.

Det, som Temer synes at have indset, er, at de politiske koordinater i dag først og fremmest er bestemt af, at vi for alt i verden vil fortrænge, at de er politiske.

»Asiatisk i vælde er angsten,« skrev Tom Kristensen engang. Man kunne tilføje: »Og olympisk i vælde er neurosen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her