Da Manchester United-legenden Bobby Charlton tilbage i 2012 blev spurgt, om han kunne se José Mourinho efterfølge Alex Ferguson, når den skotske mestertræner gik på pension, var svaret en kategorisk afvisning.
»Mourinho er en rigtig god træner, dét vil jeg give ham,« sagde Charlton. «Men han fører sig for meget frem for min smag.«
Især afslørede Charlton afsmag for den portugisiske træners evige evne til at anstifte fejder, hvoraf den seneste på det tidspunkt handlede om, at Mourinho under en batalje på sidelinjen i et opgør mellem Real Madrid og Barcelona havde stukket sin finger i øjet på Barcelonas hjælpetræner Tito Vilanova.
»En United-manager ville aldrig gøre den slags,« bemærkede Charlton. Og da han blev konfronteret med, at Ferguson personligt var en beundrer af portugiserens trænerkvaliteter, skød han iskoldt tilbage: »Men han bryder sig ikke særligt meget om ham!«
Eftersom Charlton indtager en magtfuld position i Uniteds bestyrelse og var hovedmanden bag ansættelsen af Ferguson som træner i klubben i 1986, blev hans ord i realiteten betragtet som en aflivning af rygterne om Mourinho som afløser på Old Trafford.
Kulturbærerne i toppen af Manchester Uniteds hierarki ville simpelthen ikke lukke denne pompøse, stridbare, halvparanoide portugiser med de fantastiske trænerresultater indenfor.
Man havde respekt for hans resultatliste. Men betragtede ham i bund og grund som en gadedreng uden det format, Uniteds bestyrelse fordrer af den, der skal varetage klubbens stolte arv og traditioner.
Siden har Mourinho ikke just badet sig i hæder og offentlige lovprisninger. Han vendte for tre år siden hjem til Chelsea, hvor han kastede skam over sig selv og London-klubben ved at involvere sig i et uværdigt slagsmål med sexistiske undertoner med Chelseas tidligere klublæge, Eva Carniero; han indledte en åben krig med dommerstanden og det engelske fodboldforbund; han fortsatte sine perfide angreb på Arsenals manager Arsène Wenger; han tabte støtten i omklædningsrummet efter at have hængt underpræsterende spillere til tørre i pressen, og hans offentlige presseseancer blev i tiden op til hans afskedigelse fra Stamford Bridge stadig mere bizarre og vidnede om et fremadskridende forfølgelsesvanvid.
Frygten for glemsel
At Manchester United alligevel har valgt at entrere med José Mourinho op til denne sæson, vidner om, hvor desperat klubben har været.
Efter at være sluttet uden for Champions League-placeringerne for anden gang på tre år, har klubben frygtet for evigt at blive skubbet ud i det fodboldmæssige tusmørkeland, der befolkes af de evigt oversete, evigt kriseramte og evigt indebrændte mandskaber, der lige netop ikke er gode nok til at tilhøre eliten i deres respektive ligaer, og som derfor må hutle sig igennem i fattigmandsalternativet til Champions League, den sportsligt og økonomisk langt mindre attraktive Euro League.
Det måtte ikke ske for en klub af Uniteds statur. Og derfor valgte beslutningstagerne på Old Trafford at se bort fra deres fine fornemmelser og hente træneren fra Setúbal i det sydvestlige Portugal til klubben.
Ikke fordi de pludselig er blevet begejstrede for hans menneskelige kvaliteter. Men fordi den han kommer med dét, United mangler allermest lige nu:
Vindergaranti.
Siden Mourinho brød igennem på den internationale fodboldscene i 2003, har han høstet pokaler i en rate som vel næppe nogen anden manager på det europæiske kontinent.
På blot 13 år har han erobret 23 trofæer, herunder de nationale mesterskaber i Spanien, Italien, Portugal og England samt en række pokalturneringer. Og på den europæiske scene har han sejret i både Champions League og Euro League.
Han er i det hele taget det tætteste, man i en uforudsigelig fodboldverden kommer på en træner, der garanterer sejre og nye akkvisitioner til trofæskabet.
Og efter de fejlslagne eksperimenter med David Moyes og Louis van Gaal – to erfarne managere, der begge blev ansat på langtidskontrakter for at udvikle mandskabet og spillerne gennem årelange processer – er det netop sådan en type, United har brug for lige nu. Et quick fix. En manager, der øjeblikkeligt og uden videre dikkedarer kan løfte klubben op i toppen af engelsk og europæisk fodbold igen.
Mourinhos bold
En type som José Mourinho har imidlertid en pris. Og her tænkes ikke blot på den ballade og polemik, som portugiseren uværgeligt trækker med sig. Men også på de spillemæssige omkostninger.
I mange år har United – og ikke mindst klubbens selvbevidste tilhængere – brystet sig af, at der findes en særlig United way at spille fodbold på. En stil, der kort fortalt bygger på lynhurtige angreb over kanterne, hidsigt kombinationsspil på midtfeltet og en villighed til at spille med fuld risiko, når det gælder.
Det er en spillefilosofi, som rækker mange år tilbage – nogle vil sige helt tilbage til de såkaldte Busby-babes fra 50’erne – og som blev nærmest perfektioneret i klubbens moderne guldalder under Alex Ferguson.
Sagen er bare, at en type som Mourinho giver fanden i the United way. Han har sin helt egen måde at spille fodbold på, og den har han tænkt sig at praktisere i The Theatre of Dreams, som Old Trafford også bliver kaldt.
Det er en spillestil, der tager udgangspunkt i hans grundtese om, at fodbold i bund og grund er et spil, der består af en evig kæde af omstillinger, og hvor det gælder om at dominere duel-spillet overalt på grønsværen og ramme modstanderne i lynhurtige kontrastød, når de er mest sårbare.
Derfor er prototypen på et Mourinho-hold en kompakt og defensivt orienteret enhed, der satser på at bryde spillet midt på banen og sende lange bolde frem til en fysisk stærk og boldfast (tank)centerforward. Altså nogenlunde så fjernt fra Uniteds traditionelle spillestil, som man overhovedet kan komme.
Men dette offer har cheferne i United altså været villige til at bære til gengæld for den umiddelbare succes, portugiseren forventes at bringe med sig.
Derudover har Uniteds ejere i form af Glazer-familien fra Florida også haft den helt store prangerpung fremme og understøttet Mourinhos raid på transfermarkedet i løbet af sommeren, hvilket har gjort ham i stand til at slå verdensrekorden for dyreste spillersalg nogensinde ved at hente midtbanekrigeren Paul Pogba i Juventus for 778 millioner kroner.
Samtidig har Mourinho også betalt pæne summer for forsvareren Eric Bailly i Villarreal og den offensive kreatør Henrikh Mkhitaryan i Borussia Dortmund, ligesom han har hentet Zlatan Ibrahimovic på en fri transfer hos Paris Saint-Germain.
Og dermed har Mourinho på få uger indsat en ny og meget mourinhosk rygrad på holdet:
Atletisk styrke og springkraft i forsvaret, kompromisløs fight tilsat lidt tryllestøv på midtfeltet og et hovedstødsstærkt samlingspunkt i frontkæden.
Den opskrift har gjort portugiseren til en af de mest vindende trænere i europæisk fodbold. Nu skal den løfte de røde djævle tilbage til fordums styrke.
Mourinhos hold
Mourinhos ankomst til Old Trafford har imidlertid gjort fremtiden uvis for en af Uniteds moderne legender, frontløberen Wayne Rooney.
Skader og alder har efterhånden stjålet hurtigheden på de første meter fra den tidligere så farlige angriber, der i de senere år har kunnet notere sig en forholdsvis beskeden målhøst.
Og han havde egentlig indgået en slags lokumsaftale med holdets tidligere manager, Louis van Gaal, om at han stille og roligt skulle rokeres ned på midtbanen, hvorfra han kunne ligge i sin karrieres efterår og hygge sig med at strø sukkerbolde og tværpasninger omkring sig til sine mere mobile medspillere.
Dén plan satte Mourinho imidlertid en stopper for, så snart han ankom.
»Hos mig vil han (Wayne Rooney, red.) aldrig være en nummer 6, aldrig spille 50 meter fra mål,« slog den portugisiske træner fast på en af sine første presseseancer.
»Du kan godt påstå, at hans pasningsevne er fantastisk, men min pasningsevne er også fantastisk, når jeg få lov til at aflevere uden at være presset. Der er mange spillere, der kan lægge gode afleveringer, men at finde nogen, der kan putte bolden i nettet, er det sværeste af alt. For mig er han en nummer 9 eller en nummer 10, måske en nummer 9-en-halv, men aldrig en nummer 6 eller en nummer 8.”
Budskabet er altså klart: Rooney skal bevise sig i frontlinjen. Han skal ikke regne med at få lov at lunte rundt i en fodboldmæssig aftægtsstilling på midtbanen.
Rooneys problem er naturligvis, at hans naturlige plads i frontkæden i løbet af sommerferien er blevet taget af en 1,95 meter høj svensker. Så for første gang i karrieren – eller i hvert fald første gang, siden en vis Cristiano Ronaldo forlod klubben – må Rooney finde sig i rollen som offensiv supportspiller. Som det led i angrebskæden, der lettest kan udskiftes.
Om den firskårne frontløber, der blot er fire mål fra at slå Bobby Charltons klubrekord, kan affinde sig med den tjans, vil de kommende måneder vise. Foreløbig kan man konstatere, at Mourinho er startet, helt som man kunne forvente.
Først benytter han opvisningskampen Charity Shield på Wembley til at træde på den i forvejen mentalt skrøbelige spanske midtbanemand Juan Mata ved at udsætte ham for den ydmygelse, der for en professionel fodboldspiller ligger i at blive ind- og udskiftet i samme kamp.
Dét er en klassisk Mourinho-manøvre. Det handler om magt. Det handler om nådesløshed. (Og så handler det i øvrigt også lidt om at sætte sig selv i scene på bekostning af den populære playmaker.)
Derefter fører han United til overbevisende sejre i de to første opgør i Premier League. Dét er der heller ikke noget overraskende i. Mourinho er altid en stærk starter. Det er første senere, problemerne kommer.
I stort set alle de klubber, hvor han har været, er han kommet flyvende ud af startblokken. Det er som regel først i anden eller tredje sæson, at kriserne, paranoiaen og det teatralske martyrium melder sig, før det hele ender med, at han modtager den forudsigelige fyreseddel og efterlader et demoraliseret omklædningsrum, en fjendtliggjort presse og et skrammet omdømme bag sig.
Om denne historie gentager sig i Old Trafford, kan naturligvis kun tiden vise. Foreløbig nyder Mourinho, hans nye chefer i VIP-logerne på Old Trafford og tilhængerne på de billigere tribunepladser deres fælles honeymoon, mens de glæder sig over, at den portugisiske træner på rekordtid har gjort de røde djævle til seriøse mesterskabskandidater igen.
