Læsetid: 5 min.

Der står en abe i døren

Nietzsche er ubønhørlig i sine forsøg på at vise, hvordan vore højeste idealer stammer fra de laveste drifter. I en nyoversættelse af ’Morgenrøde’ fra 1881 stiller han spørgsmål til, hvad det vil sige at være menneske
20. august 2016

Den engelske moralfilosof Bernard Williams sagde engang, at han ville ønske han kunne citere Nietzsche hvert 20. minut – og trak det så i sig igen. Det ville jo ikke gå. Dels ødelægger det alle andre samtaler, end dem man måtte have om Nietzsche, og dels er det slet ikke sikkert, de fleste vil opleve et citat af Nietzsche som en gevinst for snakken. Dertil er de ofte for dunkle, indforståede og polemiske. Det kan derfor være sin sag at fange, hvad det er, der gør Nietzsche til en af de store filosoffer. I Morgenrøde, nyoversat og udgivet af det lille forlag Sisyfos i en flot morgenrød indbinding, bliver nogle ting mere forståelige.

Her tydeliggør Nietzsche sin naturalisme og giver prøver på sine fiktive genealogier. Og i vanlig stil iscenesætter han sine undersøgelser som ’farlige’, som noget der kan ryste os i vor grundvold og efterlade os som tomme, hule mennesker. Nietzsche trykker ustandseligt på dramaknappen.

Filosofisk muldvarp

De fleste af Nietzsches værker er for længst oversat til dansk. Med Morgenrøde er alle de store bøger nu tilgængelige. Bogen udkom oprindeligt i sommeren 1881, ikke længe efter at Nietzsche havde brudt med Richard Wagner og sagt sit job op som professor i filologi ved universitetet i Basel.

Bogen består af 575 aforismer. De korteste er et par linjer, de længste en tre-fire sider. Og der er en kaskade af emner. Alle følelser, om det er vrede, glæde, begær, sorg eller kærlighed, kobles på moralske idealer om medlidenhed, integritet, sandfærdighed, retfærdighed eller mod. Nietzsche kaldte selv sit arbejde i bogen for »underjordisk« og beskrev sig selv som en anden muldvarp, der gravede i fundamentet for vores hverdagsmoral. De mange småtekster kan betragtes som et netværk af kanaler, der alle forfølger etiske idealer for at forstå, hvor de kommer fra.

I alle sine graverier støder Nietzsche på et grundlæggende misforhold mellem måden, hvorpå vi har egne overbevisninger, og så historien om, hvordan de er kommet til os. Problemet er, at etiske forestillinger er selvforståelser. Det gør, at de let kommer til at udviske deres egen historie. Det er svært at stå inde for sine meninger som egne, som udtryk for noget selvberoende og selvbestemmende, hvis forklaringen af, hvorfra de kommer, hele tiden underminerer dem. Nietzsche er ubønhørlig i sine forsøg på at vise, hvordan vore højeste idealer stammer fra de laveste drifter.

Naturalisme

Den traditionelle måde at garantere autoriteten af egne overbevisninger har ifølge Nietzsche været at anse dem for at være tidløse. Den går ikke længere. I Morgenrøde hedder det: »Tidligere søgte man at få en følelse af menneskets herlighed ved at pege på dets guddommelige herkomst: Dette er nu blevet en forbudt vej, for ved dens dør står aben, sammen med andre rædsomme dyr, og viser fuld af forståelse tænder, som for at sige: ikke videre i denne retning!«

I Morgenrøde er mennesket uigenkaldeligt en del af naturen. Også når det gælder etik. Naturalisme vil forklare menneskelige fænomener uden at henvise til særlige tidløse autoriteter. Sandfærdighed, tillid og livslang monogami lader sig alt sammen forklare ud fra resten af naturen. Det er Nietzsches grundholdning.

Et eksempel. I en aforisme med titlen »Dyrene og moralen« gør Nietzsche opmærksom på, hvor krævende det er at være menneske i et moderne samfund. Man skal omhyggeligt undgå det latterlige, at vække opsigt, man må gå stille med sine begær, gøre opmærksom på egne dyder på den rette forsigtige måde. Nietzsche spørger dernæst om vore kulturelle tilpasningsevner nu er så forskellige fra dyrenes? Næh, egentlig ikke: »Man ønsker at undgå sine forfølgere og være godt stillet i jagten på sit bytte,« hedder det kort og kontant.

Og så kommer pointen: »Begyndelsestrinene til retfærdighed såvel som til klogskab, mådehold, tapperhed – kort sagt alt, hvad vi betegner som sokratiske dyder, er dyriske: en følge af de drifter der lærer én at søge efter føde og undgå fjender.«

Helt så nemt er det dog ikke. Homo sapiens er særligt vanskelige, fordi vi har en evne til ikke-genetisk læring. Uanset hvad vi gerne vil forklare, bliver kultur hurtigt involveret i svaret. »Hvilke steder sover de?« vil være et rigtigt godt spørgsmål som led i en naturlig forklaring af fænomenet ’bæver’, men som et spørgsmål, der skal lære os noget om mennesket, er det ikke meget bevendt. Der skal spørges anderledes, og Morgenrøde er på sin vis et stort katalog af den slags spørgsmål. I tilgift får man Nietzsches fantasier om en slags svar.

Fiktive genealogier

Morgenrøde igennem benytter Nietzsche sig flittigt af ’fiktive genealogier’. De kan være vældigt lange og avancerede. Andre gange har de karakter af korte fabler. Fælles for dem er, at de prøver at forklare et etisk fænomen (tillid, skam over svigt, blufærdighed) ved at beskrive, hvordan vi fik det, eller kunne have fået det ved at undersøge det i et mere simpelt miljø.

Robert Nozick (den libertære filosof, der skrev Anarchy, State and Utopia) har peget på, at der er stor værdi i den slags fiktive genealogier. De kan være nok så historisk forkerte – hos Nietzsche er de skrupforkerte, sarkastiske og mobbende. Nietzsches fortællinger er alle ’fakta-fejlende’, som Nozick formulerer det. Det betyder dog ikke, at de er ’lov-fejlende’. Javist, udviklingen af dårlig samvittighed foregik ikke sådan som Nietzsche beskriver det, men det kunne den godt have gjort.

Alle Nietzsches fiktive genealogier har nemlig det til fælles, at et etisk fænomen har en funktion, også selv om det ikke føles sådan eller ser sådan ud, og videre, at denne funktion lader sig forklare ved hjælp af en mere primitiv funktion. Det er, hvad der giver Morgenrøde provokationens aura. Nietzsches strategi er altid ’reduktiv’ i den forstand, at det højere forklares ved det lavere, at moral forklares ud fra ikke-moral, at næstekærlighed forklares ud fra egoisme. Har man store ambitioner på retfærdighedens, sandhedens og oprigtighedens vegne, bliver man slemt skuffet ved at læse Morgenrøde.

Man kan også blive lidt skuffet over Nietzsches ensidigheder. Han insisterer på at angribe al moral for at være selvtilstrækkelig, altså for at ville være sin egen autoritet og forklaring nok i sig selv.

Og de primitive kræfter, der hos Nietzsche forklarer etiske idealer, er ikke alene lavere, men decideret antietiske. F.eks. er idealet om generøsitet ikke kun forklaret ved udsigten til at få noget igen på et senere tidspunkt, men er udtryk for den mest hadefulde egoisme. Det gør endelig, at alle de processer, Nietzsche vil forklare, forbliver dybt ubevidste – ingen vil jo kunne bekende sig til en gavmildhed, der er resultatet af ren og skær selvpromovering.

De mange overbud kan næppe være anderledes. Nietzsches stil er Nietzsches stil. Han er befriende i sin radikalitet – og stadig vejvisende, når det drejer sig om at filosofere over, hvad en ’forklaring’ og en ’overbevisning’ er for noget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torsten Jacobsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Kurt Nielsen
Torsten Jacobsen, Niels Duus Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Til de sokratiske dyder kunne måske også tilføjes: at søge at undgå at blive ædt, men især undgå at ende som 'det sidste menneske' - og hvor den af visse massedyr på savannen påståede manglende sammenhængskræft i samfundet let kunne forklares med selvsamme masses foragt for det ekstraordinære og overordentlige - lysende stjerner som af og til stiger op på himlen og bringer de nødvendige forskelle for tålelige liv og fremtidshåb ...

Niels Duus Nielsen

Som en god ven engang formulerede det: Nietzsche har skrevet ting, man ville ønske, han aldrig havde skrevet.

Man kan altid diskutere hans svar, men man kommer ikke uden om, at Nietzsche stillede gode spørgsmål.

Thomas Dupont Thomsen

Nietzsches forståelse af verden er i familie med Max Stirners og Arthur Schopenhauers forståelse. Denne kredsen om det hykleri, der ligger bag den gode tone, bag mainstream - bag alt det konventionelle, er på den ene side meget forfriskende og åndrig, på den anden side klarer verden sig ikke uden det konventionelle.
Nietzhe er værdifuld, åbner for alternative indsigter, ødelægger konventionelle forståelser. Han bliver da også brugt i alvor, men vel også som flatterende åndrighed i akademiske festlige lag.