Læsetid: 10 min.

Jeg studerede mig selv som en grøntsag

Klaus Lynggaard har skrevet sin første skønlitterære bog i 19 år. Den handler om hans kræft, hans kemoterapi og det, sygdommen gjorde ved ham. Flere ting er overraskende. F.eks. var det hverken Bowie, Lennon, Cohen eller Cave, der fik Informations garvede rockanmelder tilbage til musikken. Det var Paul McCartney. Man har brug for noget håb i den situation
»Det var ikke den uskyldige renfærdige, der blev ramt. Jeg var et menneske, der havde levet meget, meget hårdt og taget for mig af retterne, og nu jeg var blevet syg. Så der var den moralske dimension, at jeg selv var ude om det,« siger Klaus Lynggaard

»Det var ikke den uskyldige renfærdige, der blev ramt. Jeg var et menneske, der havde levet meget, meget hårdt og taget for mig af retterne, og nu jeg var blevet syg. Så der var den moralske dimension, at jeg selv var ude om det,« siger Klaus Lynggaard

20. august 2016

Klaus Lynggaards nye bog er skrevet på stoffer. Ikke de stoffer, han tidligere i sit liv har taget, men derimod en blanding af kemoterapi og andre kræftbehandlende medikamenter: »Jeg var i kemoens vold, da jeg skrev den. Jeg tog al mulig medicin, jeg ikke vidste, hvad var. En modbydelig cocktail, som jeg ikke kan sige noget godt om, og jeg elsker ellers narko,« siger Klaus Lynggaard.

Han sidder i Informations arkiv og omkring ham står indbundne bind med samtlige udgaver af avisen. Lynggaards navn er til stede fra 1992 og frem, for i næsten 25 år har han været fast tilknyttet Information som musikanmelder. Selv kalder han det rockanmelder.

Klaus Lynggaard er også forfatter – mest berømt er gennembrudsromanen Martin og Victoria, en bog mange danskere husker fra folkeskolen og gymnasiet. Hans nye bog Personfølsomme oplysninger er den første skønlitterære udgivelse i 19 år, og det var en 11 centimeter lang tumor i den ene lunge, der blev startskuddet til først en krise og dernæst en ny begyndelse for den snart 60-årige mand:

»Når man ligger der og er ren krop – når man er lagt død – så er det uundgåeligt, at man tager nogle ting op til revision, f.eks. sit liv. Hvad drømte du om, da du var 21? Jeg ville jo gerne være digter og forfatter, jeg ville også være rockanmelder og rockmusiker, det er ikke sådan, men jeg lå og tænkte, at jeg ville tilbage på den sti. Jeg ville være skønlitterær forfatter igen.

Jeg er også kommet så langt nu, at jeg er så gammel, at jeg med sindsro kan sige, at jeg har nogle historier at fortælle. Jeg har noget levet liv, som jeg efter bedste evne må omforme til noget tekst, som måske er interessant for andre end mig selv.« Personfølsomme oplysninger er det første bud på en sådan bog. Den består af korte tekster, som Klaus Lynggaard lå skrev ned, da han havde det allerdårligst i vinteren 2015.

Kroppens endelige svigt

»Jeg lå på min seng måned ind og måned ud. Med denne her,« siger han og tager sin iPhone 4 op fra bordet. Skærmen er flækket selv om den er pakket ind i en sort gummibeskytter.

»Jeg skrev den i det, der hedder ’notes’. Små billeder. Der var tusindvis af dem. Det var et testamente, ikke over ting men et åndeligt testamente. Nu kan jeg se tilbage på perioden med et skævt smil, men dengang var jeg bange.

Så det er en rapport om, hvad der skete med mig i den værst tænkelige situation, man kan komme ud i, hvis man lever i et velfærdssamfund i fredstid. Jeg var pumpet med medicin. Jeg spiste ikke, og jeg drak ikke noget, så jeg hallucinerede. I bogen er der både socialrealistiske tekster, hvor jeg kalkerer virkeligheden. Hvad siger sygeplejersken? Og så nogle mere hallucinerende tekster, fordi der ikke var en klar skillevæg mellem drømmesyner og den virkelighed, jeg befandt mig i,« siger Klaus Lynggard og tilføjer:

»Jeg har altid studeret ting, mens jeg oplevede dem. Jeg har tænkt, nå, det er jalousi. Det er vrede, det er sorg. Det er kærlighed.«

— Hvad var det her så?

»Kroppens endelige svigt. Jeg har levet hårdt, taget stoffer, drukket, røget. Jeg har spist som det passede mig. Jeg har aldrig fulgt en kostplan og aldrig dyrket sport. Jeg har taget det for givet at kroppen fungerede, så jeg kunne gøre de ting, jeg ville. Og så oplevede jeg pludselig en tilstand af tvungen immobilitet. Kroppen nægtede. Jeg studerede mig selv som grøntsag.«

Angst er et centralt tema i bogen og langt fra den livsbekræftende stemning i mange af Lynggaards anmeldelser og ikke mindst i Martin og Victoria:

»Det er rigtigt, men det var sådan, jeg havde det. Den næste bog, får nok et lettere touch,« siger han Han bruger en del engelske udtryk når han taler.

Et andet tema er skam – hovedpersonen skammer sig over sin sygdom og sin angst, selv blandt de andre syge på kræftcenteret:

»Det var ikke uforskyldt. Det var ikke den uskyldige renfærdige, der blev ramt. Jeg var et menneske, der havde levet meget, meget hårdt og taget for mig af retterne, og nu jeg var blevet syg. Så der var den moralske dimension, at jeg selv var ude om det. Det er en skam over, at jeg ikke havde passet bedre på mig selv.«

Ikke en skam, som andre havde påført ham, for som han siger: »Jeg er ikke i en omgangskreds, hvor man mener, at man har nedkaldt Herrens vrede over sig.« Det er derimod en skam, som kommer indefra:

»Det var mig, der sagde: De havde ret. De havde fandeme ret. Ikke en person, men hele det der sundhedsstyrelsestrip, vi får tudet ørerne fulde af. Det, der står på cigaretpakkerne. Altså: ’Du elsker kød, så spis noget selleri. Lad være med at ryge, lad være med at drikke, lad være med at tage stoffer.’ Alt det, jeg på en eller anden måde har en naturlig affinitet til.«

Selve forløbet var skrækkeligt, men efterspillet har været som at starte på ny. Jeg føler virkelig, at jeg har fået en chance til, og den har jeg fandengaleme ikke tænkt mig at forspilde, siger Klaus Lynggaard

Efter drukken kom avisen

Kræften er ikke den første store krise i Lynggaards liv: »Jeg tog 80’er-festen meget bogstavelig og kørte den helt ud. Jeg var gennemalkoholiseret, da årtiet var slut. Jeg kom i rehab. Og så kom jeg ud og havde et grimt og voldsomt tilbagefald, og efter det sagde jeg: Fanden tage mig, om jeg vil det mere. Jeg gik i AA og arbejdede meget seriøst på at blive ædru, og det lykkedes. Jeg har ikke drukket i over 25 år.« Der er visse lighedspunkter i den følelse, sygdommen og drukken gav:

»I den sidste periode af min druk lå jeg i min seng. Festen var slut, og jeg var blevet en solitary drinker. Den håbløshed og tristhed og gråhed, som lagde sig ned over landskabet, den kan godt minde om kemoen.

Jeg vågnede om morgenen, drak en elefant, og så brækkede jeg mig. Så drak jeg en elefant mere og så brækkede jeg mig igen. Og når jeg kunne holde en elefant nede, begyndte jeg at drikke stærk sprit, indtil jeg faldt om igen. Hvor sjovt er det?« Klaus Lynggard har aldrig selv skrevet om den periode:

»Jeg gad ikke gøre det til min karriere at være ham, der holdt op med at drikke. Så hver gang, man diskuterede det på tv, så ville de sige, vi ringer til Lynggaard, så kan han komme ind og sige nogle bevingede ord. Hvis jeg havde leveret et værk om det, var det blevet sådan. Så jeg tror, at jeg for en gang skyld udviste det, der hedder rettidig omhu. Det var ikke vejen at gå. Og så skete der jo det lykkelige, at jeg kom herind på Information.«

Mens det var kræften, der fik Lynggaard til at vende tilbage til skønlitteraturen, var det efter perioden med druk, at han forlod den og kom over i journalistikken:

»Jeg blev hyret af Thomas Thurah, og det var en drengedrøm. Yes, jeg var kraftedeme blevet rockanmelder, det havde jeg gerne villet siden, jeg var a kid, ik? Og ikke nok med, at jeg blev rockanmelder; jeg blev det på Information, den avis, jeg ville være det på. Og så fik jeg jo travlt med det. Det blev et fulltime job, selvom lønnen ikke helt var derefter. Før jeg så mig om, havde jeg været rockanmelder i 25 år. Som Bowie synger: And 25 years pass him like an evening at the circus

Det er lykkedes Klaus Lynggaard at blive rask. Han har kun én lunge, og han går stadig til genoptræning, men grundlæggende er han rask. Og der er også kommet noget godt ud af forløbet. Dels fordi det blev klart for ham, at han skulle være skønlitterær forfatter igen. Dels fordi han med egne ord »har lært ufatteligt meget om venskaber og kærlighed«.

Det gælder kærligheden til hustruen: »Jeg har virkelig været heldig. Jeg har haft en helt vidunderlig kvinde, som jeg har været sammen med i 30 år, og som har stået last og brast med mig igennem min alkoholisme og nu det her. Hun har været der – jeg har også været der for hende, skal lige siges – ellers havde det jo heller ikke fungeret. Men hun har været der.«

Det gælder kærligheden til vennerne: »Jeg er en guys guy. En fyr med mandlige venner, og dem har jeg altid taget for givet, og det har de sikkert også gjort med mig. Når vi er venner, så er det, fordi de to vigtigste ting er tilstede. Intelligens og humor. Det er det vigtigste i venneforhold – det gælder i øvrigt også parforhold. Jeg synes, mine venner er intelligente og sjove.

Vi skriger af grin, og der er knald på, når vi er sammen. Nu kom vi til et sted, hvor jeg ikke var særlig sjov. Og min intelligens var lammet af dope. Hvem troppede op? Det gjorde mine venner. De lavede mad og vendte plader for mig. Hvad skal vi høre nu? Og de læste højt for mig. Har du aldrig læst Moravia, nu skal du høre. Fede, sjove, fuldvoksne mænd – som inden under det ville være blevet storartede sygeplejersker. Det kan jeg blive helt rørt over, når jeg sidder og tænker over det.«

Måske mere overraskende var det for Klaus Lynggaard, at også hans afdøde forældre spillede en stor rolle under sygdommen og behandlingen:

»Jeg fandt ud af, at jeg havde haft en lykkelig barndom. Da jeg lå på alt det der narko og kørte ud og ind af bevidsthederne, så kom min far og mor ofte forbi. De dukkede op igen og igen og fyldte meget mere end de har gjort i mange år af mit liv,« siger Klaus Lynggard.

»Det slog mig pludselig: Hold kæft, hvor har jeg været heldig. Når jeg ser, hvad børn bliver udsat for. Jeg oplevede gæstfrihed, rummelighed, varme og humor. De var fulde af fejl, og de fuckede deres ægteskab op, men kærlighed til mig og mine søskende, det var der. Love isn’t silly at all, synger Paul McCartney, og det blev et slags motto for mig, mens jeg lå der.

Fordi det er så banalt. Jeg tror ikke på at love can cure all. Du kan skade folk så meget, at det ikke kan rettes op, heller ikke med kærlighed. Men hvis du elsker børnene, når de er små; når man bliver elsket i de formative år og kan mærke det, så har man et sindssygt stærkt fundament at stå på.«

— Så der kom også positive ting ud af kemoen?

»Kun positive ting. Selve forløbet var skrækkeligt, men efterspillet har været som at starte på ny. Jeg føler virkelig, at jeg har fået en chance til, og den har jeg fandengaleme ikke tænkt mig at forspilde. Jeg har wasted tid nok i mit liv, og det har jeg ingen kvaler med, jeg fortryder ikke noget, men her fra og ud kommer der andre boller på suppen. Ikke radikalt andre. Jeg var ikke utilfreds med mit liv før, men perspektivet er skiftet – jeg ser det hele en smule anderledes. Men en hældning på fem procent kan godt betyde alverden. Jeg er ikke et andet menneske, jeg er stadig den, jeg var, jeg har bare gjort mig nogle erfaringer.«

Tilbage til musikken

Den største af alle overraskelser var dog, at det blev Paul McCartney, der skulle få Klaus Lynggaard tilbage til musikken:

»Han blev min helt. Jeg har altid været Lennon-skolen. Men lige før, jeg blev syg, købte jeg en plade, der hedder Venus and Mars, en gammel plade med Wings fra 1975, og det blev min vej tilbage. Jeg opdagede, hvad det er, Paul kan: Han kan det med håbet. Der er enormt meget håb i hans musik. Det gik op for mig, at det måske er det aller-, aller-, allervigtigste, vi overhovedet har. Du kan tage alt fra os, og vi kan overleve det, så længe vi bevarer et håb. Og et sted i al elendigheden må jeg have haft håbet. For hvis du tager håbet fra os, så er vi døde. Det var det, jeg kunne høre med Paul.«

Klaus Lynggaard begyndte at høre alle Paul McCartneys plader:

»Også hans dårlige. Jeg tænkte, jeg finder de gode numre på de dårlige plader, jeg har masser af tid så why not, og der er gode numre på selv hans allerdårligste plader, og dem har jeg lavet lister over. Så er der nogen her i verden, der har styr på det. Paul blev min musikalske guide tilbage til alt det andet musik, jeg elsker. Det er jeg meget overrasket over.«

— Hvad siger det, at det blev ham?

»Det siger noget om, at jeg hører musik på en anden måde, end før jeg blev syg, og at jeg lytter efter noget andet. Samtidig med, at jeg elsker Cohen, Cave og alle de tunge drenge. Jeg elsker stadigvæk mørket. Jeg har bare fået et andet syn på lyset. Lennon var den, som ikke var bange for at dykke ned i det ubehagelige. »The eagle picks my eye / The worm he licks my bone.« Han var ikke bange for at synge om de allermørkeste sider. Paul var ham, der sang Good day sunshine,« Klaus Lynggaard begynder at synge. Lidt efter tilføjer han:

»I The Beatles er det utænkeligt ikke at have dem begge. Men som solister er det noget andet, og jeg mistede interessen for Lennons soloplader. Er du til kat eller hund? siger man. Er du til John eller Paul? Der har jeg nok altid været til John. Der hvor jeg er i mit liv nu, er jeg meget mere til Paul.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anker Nielsen
  • odd bjertnes
  • peter fonnesbech
  • Jørn Andersen
Anker Nielsen, odd bjertnes, peter fonnesbech og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Rehhoff

Jeg har ikke lavet statistik over det, men en ting jeg har lagt mærke til ved Paul McCartney er at der er en hel del referencer til røveri og kriminalitet i hans sange. Jeg har lige googlet "Paul Mccartney robber" og se hvad der kom frem

https://www.youtube.com/watch?v=peRoPQFl9Kg

Såvidt jeg ved var det også ham der kom op med titlen "Rubber Soul" som sådan set ligesågodt kan høres som "Robber Soul". Gad vide om Sir Paul er så uskyldig som han foregiver eller om han skjuler et eller andet.

Søren Kristensen

Ja, Lennon var katten og Paul var hunden. Ingen tvivl om det. Jeg har også altid været til hunde, selv om jeg i starten var til George, indtil han blev frelst og jeg blev voksen og heldigvis fandt ud af at George ikke var den eneste Beatles der kunne spille guitar. Paul kunne, som bekendt, også og det var godt nok til mig. Lennons guitar gav jeg ikke meget for. Det var som om han altid havde en eller anden politiseret dagsorden, som om han var på vej væk fra musikken, mens Paul var på vej ind i den. Den opfattelse har ikke ændret sig med årene, tvært imod. Jeg har også søgt trøst (i mangel af bedre ord) hos sir Paul i svære stunder. Måske fordi han har så meget overskud og fordi han ligesom mange af de andre supernovaer ikke er bange for det banale og livet kan vel nok være banalt når man ligger ned. Godda solskin.