Læsetid: 4 min.

50’erne

DR’s programserie ’Skru tiden tilbage – til 1950’erne tager seerne med tilbage til 2016
DR’s programserie ’Skru tiden tilbage – til 1950’erne tager seerne med tilbage til 2016

Tegning: Nilas Røpke Driessen/iBureauet

Moderne Tider
3. september 2016

I en ny programserie tager DR angiveligt en familie og seerne med tilbage til 1950’erne. Første program præsenterede os for en yderst sympatisk familie, som havde helt forventelige ønsker til dagligdagen, og som håbede at få det af 50’erne: mindre iPad, mere ægte samvær. Og det får den.

Børnene får en kanin i stedet for alle de elektroniske dimser. Far muger ud. Og mor laver rigtig mad.

Hele molevitten serveres for seerne i en indpakning fyldt med ideologiske overtoner.

Biopolitikmusikken spiller, stemningen er hyggelig. Der er et lille drama, sådan et skal der være, i forbindelse med at en levende høne får hugget hovedet af.

Den lille dreng græder og vil ikke spise den. Men lidt efter vil han gerne; han finder ud af, at den bliver til kylling.

Programmet er så stringent i den ideologiske insisteren, at stemmen sågar stopper op, idet den i programmets introduktion forklarer, at familierne i programmerne vil »finde ud af, om halvtredsernes værdier (!), levevis og dagligdag er værd at tage med tilbage til i dag«. Og det er de åbenbart.

Familierne finder hurtigt ud af, at de er mindre stressede og har mere tid til hinanden.

Far arbejder, mor laver mad, og børnene står bag deres stole og venter, til far og mor har sat sig. Og sådan lidt spøgefuldt antydes det, at faderen da godt kunne tænke sig, at den hierarkiske opdeling mellem kønnene kunne tages med tilbage til hverdagen.

Morlil lover, at han nok skal få lidt mere varieret mad fremover.

Med disse små antydninger har man det, som om DR i virkeligheden rækker tunge. Hen imod slutningen forventer man næsten, at programmet vil gå hele vejen og annoncere, at »i næste uge vil familien Schmitt rejse tilbage til 30’erne, hvor sønnen på 17 år vil finde ud af, om der var noget ved datidens værdier, som også kan bruges i dag. Han vil blandt andet skrive læserbreve til Jyllands-Posten om den væsentlige politiske udvikling i Tyskland og deltage i politiske møder med Konservativ Ungdom«.

På tur i 2010’erne

I »Forordet« til sin Retsfilosofi skriver G.W.F. Hegel, at »enhver filosofi er sin egen tid fattet i tanker«. Han uddyber pointen med et gammelt mundheld: Hic Rhodus, Hic Saltus.

Det refererer tilbage til én af Æsops fabler, hvor en atlet går omkring og praler med et fantastisk spring, han engang lavede i en konkurrence på Rhodos. Tilhørerne bliver efterhånden trætte af hans praleri. En af dem siger: Hic Rhodus, Hic Saltus – Her er Rhodos, her kan du lave dit spring.

Pointen er for Hegel, at man sagtens kan drømme sig tilbage til »springet dengang på Rhodos«, men det ændrer ikke på, at det, man gør, netop ikke er at springe, men derimod blot at fantasere.

Er det ikke det samme, vi ser med DR’s nye programserie? I stedet for at tage os tilbage til 1950’erne præsenteres vi for en masse fantasier, som hører hjemme i 2016.

Bag kulisserne hos DR har man tydeligvis været vidt omkring for at finde autentiske genstande fra 50’erne. Lige fra tøjet, familien iføres, over brændselskomfuret, til skolebænken, den ældste pige sidder på.

Alt sammen ser det autentisk og rigtigt ud. Vi kan virkelig forestille os, at vi er tilbage i 50’erne. Men præmissen for, at denne illusion kan fungere, er lige netop, at tingene ser gamle og autentiske ud.

Skolebænken virker først og fremmest ’ægte’, fordi den ser ud til at være blevet godt slidt igennem både 50’erne, 60’erne og måske 70’erne, indtil den er blevet stillet væk og glemt et sted på et depot for til slut at blive genfundet af en DR-medarbejder i 10’erne.

Det, vi ser i programmet, er først og fremmest en refleksion af vores eget begær efter 50’erne. Intet sted er dette så tydeligt som i den manual, der guider familien igennem opholdet i ’50’erne’.

Det er her, familien får at vide, hvordan de skal arbejde, som om de var i 50’erne. »I dag skal husmoderen rengøre alle overflader i huset.« Her er en autoritet, som følges mere strengt, end nogen husfader i 50’erne ville have kunnet drømme om. En manual ,der pligtskyldigt følges: »Mug ud! Lav mad! Adlyd!«

Men at denne autoritet netop hører hjemme i 2016, bliver helt klart i første sætning på første side, som vi i programmet får at se i et kort glimt. »Husmandsstedet her er jeres den næste uge. Tag det til jer, pas på det – og nyd det!«

Det, vi får at se her, er et aldeles moderne super-ego, en streng og ubøjelig herre, der i alle detaljer forklarer os, hvad vi skal gøre, så vi ikke selv skal finde ud af det. Vi kan endda få lidt reaktionær småborgerlighed med ind af bagdøren. Det eneste, vi skal gøre, for at være fri for at tænke, er at leve op til vores pligt til at nyde.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her