Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Hvordan undgår man at blive småborgerlig?

1. oktober 2016

En måske allerede småborgerlig kernelæser

Jeg blev forleden stillet følgende spørgsmål af en ung mand, som jeg har overvejet det rette svar på siden. Det må være noget for jer.

Hvordan undgår man at blive småborgerlig med alderen? Han er 30 og har opdaget, at han er begyndt at bekymre sig om sit boliglån. Nu frygter han, at det langsomt kommer snigende.

Hvad er jeres forslag til, hvad man aktivt kan gøre for at sikre sig, at man ikke bliver småborgerlig? Og det er ikke en løsning at tage motorcykelkørekort eller få en tatovering.

Svar I:

Jeg forstår fuldt ud den unge mands bekymring. Med alderen glider vi alle ad småborgerlighedens sliske.

For at gøre modstand er det vigtigt, at man har noget spændende, man går op i. Det er selvsagt fint, hvis det er ens arbejde. Men det er langt fra nok.

Jeg tror, at ihærdig fysisk udfoldelse er vigtig. Fysisk sløvhed breder sig til ånden. Jeg gør selv modstand ved at cykle så meget som muligt og er netop vendt tilbage fra en otte ugers cykelpilgrimstur ad ruten Lyon-Santiago de Compostela-Porto-Malaga.

Her fik jeg også dyrket andre interesser: europæisk natur og kulturhistorie plus smagning af rutens lokale vine. Oveni dyrkede jeg min kærlighed til klassisk musik ved undervejs at bruge det medbragte elektroniske udstyr til at lytte til de lokale klassiske radiostationer.

Sig til den unge mand, at han skal spørge sig selv, hvad han har lyst til at brænde for. Og så i øvrigt gå i gang med at brænde. Johannes Møllehave har smukt brugt ordvalget: den livsild, der forbrænder.

— David Rehling

Svar II:

Du kan i virkeligheden ikke gøre ret meget. Småborgerligheden kommer med alderen. Sådan er det bare. Derfor handler det om at starte så langt ude på venstrefløjen som muligt, for så ender du højst med at dø som socialdemokrat eller – worst case – radikal.

Jeg var pænt venstreorienteret som barn. 10 år gammel stod jeg i spidsen for en demonstration mod euroen. I dag bor jeg i hus på Frederiksberg, men retfærdiggør det med, at huset er småt, grænser op til Nordvest, og at jeg ikke har købt bil til den tilhørende private parkeringsplads.

Jeg kan mærke småborgerligheden komme snigende, men håber, at jeg startede tilpas langt ude på venstrefløjen til aldrig at stemme borgerligt.

Til din ven, som bekymrer sig om huslån og er bange for af falde i den borgerlige gryde, kan du sige, at han skal sørge for at opdrage sine børn marxistisk. Hans eget løb er desværre kørt.

Med mindre, du selvfølgelig opfordrer ham til blive studerende eller socialt udsat. Så skal han nok mærke, hvordan SU-reform og kontanthjælpsloft får ham tilbage i geled.

— Lærke Cramon

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Jeg synes der er ved at snige sig for meget marginaltilpasning ind i brevkassen. Den eneste måde man undgår at blive småborgerlig er selvfølgelig ved at blive en del af det bedre borgerskab. Når udbetalingen til en Valby-villa'en er ved at være på plads - tager man til Monte Carlo - og satser det hele på rødt. I løbet af nul komma fem er man enten bedsteborger med villa i Hellerup eller genforenet med sin proletaropvækst.

Søren Rehhoff

Jeg synes det er småborgerligt, at bekymre sig om, hvorvidt man er småborgerlig. Det er ligesom at bekymre sig om hvad naboen mon tænker om en.

Niels Duus Nielsen og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar