Læserbrev
Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Kan jeg blande mig i mine børnebørns hverdag?

Moderne Tider
10. september 2016

Georg Metz

Født 1945. Forfatter og journalist. Nuværende kolumnist og anmelder ved Information. Tidligere en hel del mere.

Albertslunderen

Min kæreste har en fraskilt datter, som deler forældremyndighed med sin eksmand over deres tvillingedrenge på ni år.

Den ene dominerer meget kraftigt den anden, som aldrig når at tænke en sætning til ende.

De går i samme klasse, og jeg og min kæreste mener, det ville være en fordel, hvis de blev skilt ad i hver sin klasse og på den måde fik hver sin hverdag, men min kæreste synes ikke, vi kan sige noget til min datter eller hendes eksmand. Er det en konflikt, vi/jeg kan gøre noget ved?

Svar I:

Redaktøren gav mig 1.000 anslag til svar på dit spørgsmål, om du skal blande dig i dine børnebørns forhold. Jeg kan som svar nøjes med tre: nej, og dermed kun give din kæreste ret.

Om så din kærestes datter spurgte dig til råds, hvad du ikke skriver, at hun gør, var det klogest at være neutral og lytte frem for at give gode råd. Præmisserne for næste generation og den næste igen er ikke dine.

Som regel er erfaringer af den mere personlige art, dem, man så hjertens gerne giver videre, billet til et tog, der er kørt.

En anden mere strategisk årsag til at blande sig udenom er, at hvis tingene går skævt eller mere skævt end nu, og du har ført dig frem, får du mere eller mindre udtalt også skylden.

Folk, også børn, kan nu engang ikke finde sig i, at andre, heller ikke – eller især ikke – bedsteforældre, blander sig i deres børns forhold. Heller ikke – eller især ikke – hvis det drejer sig om problemer, forældrene føler sig urolige over ikke selv at kunne håndtere.

Vær der og lyt. Det kan hjælpe, og det bliver du elsket for. Ikke det andet.

— Georg Metz

Svar II:

Når mine ungers bedsteforældre er i røret, er blandingen af stolthed over ungernes ufattelige genialitet altid blandet op med en god portion bekymring.

»Er den lille ikke begyndt at kravle? Er det ikke ved at være lidt sent?«

Efter et par måneder ændres det til: »Er hun ikke begyndt at gå endnu? Er det ikke ved at være lidt sent?«

»Hun spiser lidt rigeligt, gør hun ikke?«

»Den store spiser lidt lidt, gør han ikke?«

Helt galt går det, når mine forældre og deres bedsteforældrenetværk tildeler børnebørnene forskellige roller.

»Ja, han er nu så stille og mild.«

»Ja, Karl-Emil har nu også altid været krævende. Han er en stædig rad.«

Det er, som om den bekymring, man som moderne mor eller far kan have om sit barns ve og vel, ganges om med en faktor uendelig af bedsteforældre. Men bekymring er dybest set kærlighed. Det er jeres også. Derfor må I gerne lufte den.

Men pas på med at tro, at I har stillet diagnosen rigtigt, og at adskillelse er løsningen – måske hjælper den tvilling, I opfatter som dominerende, sin sky lillebror til at klare verden. Så doser jeres bekymring og bland den med nysgerrighed.

—Susan Knorreborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Annelise Seidenfaden

Siden hvornår er Afghanistan blevet et sikkert land at hjemsende unge flygtinge. Efter to år i Danmark bliver en ung mand hjemsendt til et land hvor alle hans slægtninge er blevet enten slået ihjel eller bortførte af Talibaner. Resten er spredt for alle vinde og ingen ikke aner hvor de befinder sig.jeg spørger om man på Christiansborg over hovedet læser udenlandske aviser eller en gang i mellem ser på CNN eller BBC?