Læsetid 3.86 min.

Danmarks største arbejderopstand er skrevet ud af historien

Danmarks største arbejderopstand brød ud i Dansk Vestindien blandt vrede plantagearbejdere ledet af den mytiske Queen Mary. Oprøret blev slået brutalt ned af de danske myndigheder og er siden fortrængt, ikke bare fra historiebøgerne, men også fra arbejderbevægelsens fortælling om sig selv
Kvinde bærende vandflasker og en gryde/beholder til vand fotograferet ved Centralfaktoriets Saftstation, Skt. Croix, 1903. En dreng og en høne går bag hende.

Kvinde bærende vandflasker og en gryde/beholder til vand fotograferet ved Centralfaktoriets Saftstation, Skt. Croix, 1903. En dreng og en høne går bag hende.

M/S Museet for Søfart
1. oktober 2016
Delt 936 gange

Næste år er det 100 år siden, de Dansk Vestindiske Øer blev solgt til USA. Der er en tiltrængt anledning til, at vi stopper op og forholder os til Danmarks fortid som kolonimagt.

I en tid, hvor  dansk identitet er til debat, og der bliver lavet kanoner over vores nationale arv, er det vigtigt at huske på, at Danmark havde en større befolkningsgruppe, der nedstammede fra slavegjorte afrikanere. Deres historie er ikke repræsenteret.

Selv arbejderbevægelsen har fortrængt kolonitiden, til trods for at Danmarks største arbejderopstand fandt sted i dag for 138 år siden på St. Croix.

Frihed uden frihed

Den 1. oktober 1878 mødte St. Croix’ plantagearbejdere som sædvanligt op i de to største byer, Frederiksted og Christiansted, til den forhadte årlige skiftedag.

30 år tidligere var slaveriet blevet ophævet efter en opstand blandt øens slavegjorte befolkning. Men efterfølgende var det slavernes tidligere ejere, som blev kompenseret for deres tabte ejendom.

Den nyfrie befolkning blev underlagt et midlertidigt arbejdsreglement, der alene tilgodeså plantageejernes interesser og fastholdt øens arbejdere under kummerlige forhold. Reglementet indførte skiftedagen, hvor arbejderne blev tvunget til at binde sig til en plantage for mindst et år ad gangen, fra 1. oktober til 1. oktober.

Under arbejdsreglementet måtte de danske plantagearbejdere overleve for en dagløn på mellem fem og 15 cent. En løn, som på ingen måde kunne brødføde en familie.

I årene frem mod opstanden i 1878 steg børnedødeligheden så meget, at den målte sig med de allerværste perioder under slaveriet. I løbet af 1870’erne døde der flere børn, end der blev født: For hver 1.000 fødte, døde 1.433. Plantagearbejderne var oprørte og drevet til kamp.

Centralfaktoriet, saftstation på St. Croix.

M/S Museet for Søfart

Ildpåsættelse og nedslagtning

I dagene op til skiftedagen i 1878 var St. Croix som en krudttønde, der kun ventede på en gnist for at antænde. Og gnisten kom, da det rygtedes, at en plantagearbejder var blevet slået ihjel af politiet.

På få dage stod halvdelen af St. Croix i flammer under arbejderopstanden Fireburn. Et halvt hundrede plantager, marker, beboelseshuse og sukkerværker blev sammen med det meste af Frederiksted fortæret af flammerne.

De danske myndigheder anslog, at godt 60 arbejdere blev dræbt. Det amerikanske konsulat på St. Croix satte tallet til op mod 250. Usikkerheden om dødstallet skyldtes blandt andet, at bevæbnede plantageejere samledes i det frivillige korps, der blev indsat til at slå oprøret ned.

Korpset stod ikke til direkte regnskab for deres handlinger og dræbte arbejdere på må og få. Det var blandt andet rygterne om korpsets brutalitet, som endte med at få den danske guvernør, August Garde, afskediget.

Kort efter oprøret skrev en af de frivillige et pralende brev til sin mor om korpsets bedrifter og tilfældige mord:

»Der blev omtrent skudt 10 eller 12 Negro og 3 eller 4 paa Plantagen Work & Rest, hvorefter vi ikke havde den fornøielse at skyde flere før om Eftermiddagen paa Plantagen Glynn. Fredag var vi ude igen og skød ligeledes nogle Negroe her og der.«

Myten om Queen Mary

Opstanden var organiseret omkring arbejdere i forskellige grupper. En af oprørsgrupperne blev ledet af Queen Mary. Hun var en af de 400, som efterfølgende blev anholdt. I første omgang blev hun dømt  til døden, men senere benådet og sendt til kvindefængslet på Christianshavn. Da hun ankom til København, var hun 40 år, ugift og mor til tre.

De biografiske fakta om Queen Mary, hvis borgerlige navn var Mary Thomas, er sparsomme, men hun er i dag blevet ikonet på oprøret på de tidligere dansk vestindiske øer.

Hendes historie er overleveret gennem en mundtlig tradition med sange og fortællinger. Særligt én version af de sange har fået en særlig betydning og bliver stadig sunget i dag:

Billede fra diakonissestiftelsens børnehjem på Skt. Croix - her ses søster Maren med to børn.

M/S Museet for Søfart
Queen Mary, oh where you gon’ go burn?
Queen Mary, oh where you gon’ go burn?

Don’t ask me nothin’ ‘tall. Just geh me de match an oil
Bassin Jailhouse, ah there the money there.
We got’ burn Bassin come down,
And when we reach the factory, we’ll burn am level down.

Queen Mary skal med tændstikker og olie nedbrænde ’Bassin’, det franske ord for havn, der henviser til de to havnebyer på St. Croix. I sangen optræder også en sukkerfabrik, der var blevet symbol på undertrykkelsen af plantagearbejderne.

Sangene om Queen Mary blev sunget i tiden efter Fireburn-opstanden, og som næste skiftedag nærmede sig, blev de sunget højere og mere intenst. Allerede året efter, i 1879, blev arbejdsreglementet afskaffet.

Det år kom det ikke til en egentlig opstand. Sangene om Queen Mary mindede de danske myndigheder om urolighederne året forinden, og om at St. Croix’ arbejdere var klar til at kæmpe igen.

Reaktionerne i Danmark

I Danmark blev nyheden om oprøret modtaget med forbavselse og frygt – ikke mindst for, at sukkerpriserne skulle stige.

I første omgang var der fuld opbakning til Gardes brutale nedkæmpelse af oprøret. Men i Socialdemokraten, det unge arbejderpartis officielle organ, var tonen anderledes:

»De Rige Plantere har som overalt, hvor Kapitalisterne regerer og huserer, gjort Øen til et Helvede for dem, som maa arbejde. Tilsidst er det dog bleven de Sorte for sort, og det siger meget, de gjorde derfor Oprør.«

På det tidspunkt var Socialdemokratiet stærkt påvirket af internationalismen, der dominerede i Europas arbejderbevægelse. De betragtede arbejderne i de danske kolonier som deres kammerater og ligesindede.

Læs også: Hvor skal vi gøre af den danske kolonitid?

Med henvisning til myndighedernes anmodning om hjælp til nedkæmpelse af oprøret, skrev Socialdemokratiet:

»De rige Planteres Grusomhed mod deres Arbejdere er en bekendt Sag. I stedet for som nu at raade Bod paa Forholdene ved at skaffe Negerne nogen Lindring i deres Nød, saa kalder man fremmede Krigsskibe til Øen for at skyde de Ullykkelige ned.«

En flok børn i og omkring en æselkærre på Skt. Croix 1910-12.

M/S Museet for Søfart

Arbejderbevægelsen vender sig indad

Selv om Socialdemokraten udtrykte sympati for plantagearbejderne på St. Croix, fik Socialdemokratiet og den danske fagbevægelse i København ikke kontakt til de kæmpende i kolonierne før 1915. Her rejste arbejderlederen David Hamilton Jackson til København fra St. Croix for at søge økonomisk støtte og solidaritet hos arbejderbevægelsen i metropolen.

Socialdemokratiet havde i mellemtiden gennemgået en moderniseringsproces, først under P. Knudsen og siden Stauning, hvor det internationale perspektiv blev stærkt nedprioriteret til fordel for det nationale. Så Hamilton fik ikke megen hjælp med hjem fra det danske Socialdemokrati, men det lykkedes ham alligevel at organisere øens arbejdere i foreninger og gennemføre en vellykket strejke i 1915-16.

Året efter var Socialdemokratiet sammen med Det Radikale Venstre fast besluttet på at sælge øerne til USA. I rigsdagskommissionens betænkning om salget fremføres fire kriser på øerne: orkan, tørke, krig og ikke mindst: arbejderbevægelsen.

En af den danske arbejderbevægelses revolutionære pionerer Gerson Trier og Den Internationale Kvindekomité for Fred talte imod salget med henvisning til, at plantagearbejderne ikke var blevet hørt.

Men salget blev en realitet, og i den forbindelse skrev Hamilton Jackson et brev til Danmark: »Underhandlingerne om Salg er praktisk talt afsluttede. Det er en skam, det er en Skandale, at Danmark gaar ind herpaa, hellere end at give Folket dets fulde Frihed!«

Bomuldsfabrik på Skt. Croix.

M/S Museet for Søfart

Arbejderbevægelsens symboler

Arbejdermuseet åbnede i starten af september måned dørene for særudstillingen En blank for vårfrisk dag om arbejderbevægelsens brug af symboler til at skabe fællesskab og solidaritet.

Museet hører hjemme i København i den danske fagbevægelses ældste forsamlingshus i Rømersgade – opført samme år, som arbejdsreglementet på St. Croix blev ophævet. Og i 1915 kom Hamilton Jackson i de selvsamme lokaler på Rømersgade for at finde støtte hos den danske arbejderbevægelse.

Under udstillingens åbning indtog kunstneren Emil Elg museets historiske talerstol og brugte den til at kritisere Socialdemokraterne og deres brug af symboler for at være nationalistiske og racistiske.

Museets direktør valgte at bortvise ham. Men i stedet for alene at fordømme Emil Elg, kan vi bruge talen som anledning til at sætte spørgsmålstegn ved arbejderbevægelsens rolle i et land, som også er  kolonimagt.

I takt med moderniseringsprocessen af Socialdemokratiet forsvandt det internationale perspektiv og erindringen om Fireburn-opstanden fra arbejderbevægelsens fortællinger om sig selv.

På de tidligere Dansk Vestindiske Øer er det ikke Socialdemokratiet eller den danske arbejderbevægelse eller Danmark overhovedet, som besynges i dag, men derimod myten om Queen Mary.

Hun er et symbol på oprør og bruges den dag i dag til at skabe fællesskab og solidaritet. Hvorfor er symbolet på Danmarks største arbejderopstand ikke repræsenteret i den danske arbejderbevægelses historie?

Artiklens forfattere har skrevet mere om Queen Mary og arbejderopstanden på St. Croix i magasinet Friktion Magasin for Køn, Krop & Kultur, http://friktionmagasin.dk

Læs mere om kolonitiden i Informations særtillæg om faglitteratur, der kommer med avisen den 7. oktober

Danmark som kolonimagt

I Danmark erindres kolonitiden med nostalgi, hvilket blandt andet kan ses i den stædige fastholdelse af forskellige kolonialvarers emballager.

Information sætter i denne serie fokus på den mangelfulde historiske bevidsthed om, at Danmark har været kolonimagt og slavenation.

Seneste artikler

  • Vestindiens ’Nelson Mandela’ gør fortidens brutalitet lettere at bære

    16. marts 2017
    På De Vestindiske øer fik General Buddhoe æren for at lede oprøret, der afskaffede slaveriet, og han er siden blevet kaldt ’den vestindiske Nelson Mandela’. Men historikere har sået tvivl om, at han var den oprørsleder, han bliver gjort til. Alligevel holder befolkningen fast i fortællingen, for heltebilleder gør det lettere at håndtere fortiden
  • Forsker: Plan for Vestindien-fejring overser øerne selv

    2. december 2016
    Det er Danmark, der er i centrum i Kulturministeriets nye plan for markeringen af 100-året for salget af de danske besiddelser på Jomfruøerne. Planen fokuserer på at fremme bevidstheden om historien herhjemme, og selv om det er vigtigt, glemmer man ifølge forsker at fokusere på, hvad man kan gøre for øerne
  • Huller i hukommelsen

    7. oktober 2016
    Op til 100-året for salget af Jomfruøerne retter en bølge af bøger opmærksomhed mod Danmarks kolonitid og sætter spørgsmålstegn ved opfattelsen af Danmark som human kolonimagt. Opgøret med forestillingerne om koloniherredømmet er del af en europæisk tendens, som var bemærkelsesværdigt lang tid om at nå til Danmark
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Dorte Sørensen
    Dorte Sørensen
  • Brugerbillede for Torben Skov
    Torben Skov
  • Brugerbillede for Steen Sohn
    Steen Sohn
  • Brugerbillede for Palle Yndal-Olsen
    Palle Yndal-Olsen
  • Brugerbillede for Ole Frank
    Ole Frank
  • Brugerbillede for Curt Sørensen
    Curt Sørensen
  • Brugerbillede for Philip B. Johnsen
    Philip B. Johnsen
  • Brugerbillede for Søren Mau
    Søren Mau
  • Brugerbillede for Jørn Vilvig
    Jørn Vilvig
  • Brugerbillede for Søren Rehhoff
    Søren Rehhoff
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
Dorte Sørensen, Torben Skov, Steen Sohn, Palle Yndal-Olsen, Ole Frank, Curt Sørensen, Philip B. Johnsen, Søren Mau, Jørn Vilvig, Søren Rehhoff og Niels Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Slaveejer mentalitet er i blodet eller den er nedarvet, om man vil, det er flok kultur og en gang slave altid slave mentalitet.

Muslimer i dag er 'ikke mennesket' blot en ting i Folketingets øjne, muslimer er slaver der bombes og slås ihjel, når de ikke retter ind og føjer vores (læs Folketingets) økonomiske interesser.

Der stadig nogle få mennesker, der vil risikere meget for de forfulgte forbliver i sikkerhed fra tyranerne, det er nemlig en meget personlig sag, ikke at mindste sin egen medmenneskelighed og påtage sig flertallets anskuelse og sparke nedad i flok, som et selvbestaltet overmenneske.

"Socialisme bygger på frihed, lighed og solidaritet mellem verdens folk, og derfor sikrer socialismen globale borgerrettigheder for alle mennesker uanset køn, race, etnicitet, religion, nationalitet og social og politisk tilhørsforhold."

Brugerbillede for Jan H. Hansen

I "Vore gamle tropekolonier" bind 3, "Dansk Vestindien 1848-1880" er der et kapitel om "Oktobernegrenes oprør" s. 189-218. Men det egentlige problem som jeg ser det, er at det stadigvæk er set fra de danske kolonimagters perspektiv. Det vi mangler er slavernes egne beretninger.

Brugerbillede for odd bjertnes

Vestindiske Øer har aldrig været en del af Danmark. Det er derfor ikke 'Danmarks Største Arbejderopstand' vi har her. Men det er interessant alligevel. Den umiddelbare følge af slavefrigivelser til det liberale arbejdsmarkeds vilkår er jo levevilkårs-forringelser, hvis der ikke er andre sociale tiltag..

Brugerbillede for Dorte Sørensen
Dorte Sørensen

Michael Kongsted Nielsen
Jeg tænkte det samme. Mener bl.a. at have ført en ret dybtebordene udsendelse i DR. Men tak alligevel for at tage emnet op.

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Danmark var kendt i det system, der hedder kolonialismen" og specielt i Nord Afrika under frankrig, det har selv læst i den fransk kolonihistorier. Kolonialismen ødelægger mest sammenhængskraft af en nation, (ironisk nok det begreb "sammenhængskraft (han kalder det Assabia) er opfundet af en arabisk sociolog (Ibn khaldoun) den knækker bare og river den i stykker. Individuelt er det ikke noget i vejen med dem , man henter dem ( de kvalificerede) hertil. I frankrig er læger fra Nord afrika meget populaire. Men hver gang en prøver at få rejset nationen op bliver knust. Det var Nasser, og Saddam( han er diktator men han prøvede at rejse Irak op. De sydkoreansk leder fra 50 til 80n var værre, det er meget kendt men de var deres allierede, USA´s allierede. Det samme sker i Syrien. Det drejer sig om at få rejst en nation op. det er uhyrlig svært. og man kan ikke skjule vesten noget.

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Danmark var kendt i det system, der hedder kolonialismen" og specielt i Nord Afrika under frankrig, det har selv læst i den fransk kolonihistorier. Kolonialismen ødelægger mest sammenhængskraft af en nation, (ironisk nok det begreb "sammenhængskraft (han kalder det Assabia) er opfundet af en arabisk sociolog (Ibn khaldoun) den knækker bare og river den i stykker. Individuelt er det ikke noget i vejen med dem , man henter dem ( de kvalificerede) hertil. I frankrig er læger fra Nord afrika meget populaire. Men hver gang en prøver at få rejset nationen op bliver knust. Det var Nasser, og Saddam( han er diktator men han prøvede at rejse Irak op. De sydkoreansk leder fra 50 til 80n var værre, det er meget kendt men de var deres allierede, USA´s allierede. Det samme sker i Syrien. Det drejer sig om at få rejst en nation op. det er uhyrlig svært. og man kan ikke skjule vesten noget.

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Når man bruger et ord som arbejderopstand burde man vide hvilke billeder det skaber og det skaber altså ikke billeder af sorte slaver i en fjern, omend dansk, koloni. Det skaber billeder af hvide arbejdere i blå overalls, måske med røde faner i barkede næver. Gør det ikke?

Slaveopstand var måske et mere retvisende ord i ovenstående artikel og historien om slavernes oprør er sikkert lige så mange som de er mangelfulde, men de eksisterer da. De er ikke skrevet ud af historien. Faktisk er interessen for dem stigende. Det tyder flere tv-udsendelser om emnet på.

Det er selvfølgelig en køn tanke at ville sidestille de vestindiske slaver med danske arbejdere, men det holder nok ikke i længden. Slaverne har deres helt egen historie og det synes jeg sådan set de skal have lov til. Og lur mig om de ikke også synes det selv.

Brugerbillede for Jørgen Garp

Fortrængt af Socialdemokratiet - og SF?
Jamen, jamen hvis Socialdemokratiet for hundrede år siden,"i mellemtiden (havde) gennemgået en moderniseringsproces (sic!), først under P. Knudsen og siden Stauning, hvor det internationale perspektiv blev stærkt nedprioriteret til fordel for det nationale.", hvad skal vi så kalde Det kongelige danske Socialdemokrati idag og deres proces, hvor det er 'moderniseret' ikke bare langt fra det internationale, men langt udover klasser og interesser til en postuleret nationalistisk sammenhængskraft domineret af en eneste ting, kapitalens internationale sammenhængskraft.
"Emil Elg museets historiske talerstol og brugte den til at kritisere Socialdemokraterne og deres brug af symboler for at være nationalistiske og racistiske."
Jamen, jamen hvis Elg havde det mindste ret for hundrede år siden, hvordan skal vi da beskrive Det kongelige danske Socialdemokrati med SF på slæb, eller er det kun den håbefulde ungersvend fra SFU Sebastian Lukas Bych, der med sine medsammensvorne i DSU (iflg. Politiken forleden) er hoppet i gyngen (Information 30/9-16), der med den idiotiske stråmand "antallet (60mio!) betyder noget" som rambuk først påstår, at deres elskede kapitalistiske sammenhængskraft er truet, og dernæst velfærdsstaten i kamp for overlevelse ikke fra den såre reelle klimakatastrofe, men fra nogle få tusinde flygtninge og deres religion (ifølge Sebastian Lukas Bych) fra det helvede DK med Anders Fogh og VKO har haft en direkte andel i at skabe i Mellemøsten!
Men det massive ansvar er jo også skrevet helt ud af historien allerede, og Socialdemokratiet er nu forenet med krigsforbryderne fra VKO i en hellig nationalistisk og racistisk alliance, ville Elg vel rimeligt nok have konkluderet - og igen være blevet "bortvist", smidt på porten!

Brugerbillede for odd bjertnes

Søren Kristensen : der var ingen slaver på de Dansk-Vestindiske Øer i 1878, det var så absolut arbejdere der protesterede. Ikke fra verdens største fabrikker naturligvis, bare små safterier ...det tæller vel også ?