Flygtningekonstruktionen knager

Dadaab-lejren er verdens største flygtningelejr.

Beliggende i det østlige Kenya er den vokset til noget, der minder om en regulær by med over 300.000 hovedsageligt somaliske flygtninge. Men efter at have eksisteret i mere end to årtier, skal lejren nu lukkes.

Det annoncerede den kenyanske regering for nylig og bekendtgjorde samtidig, at Dadaabs indbyggere skal sendes tilbage til det stadig ustabile Somalia.

Ligesom mange andre af lejrens beboere er 23-årige Brownkey Abdullahi født i Dadaab og har aldrig boet andre steder.

»Mine forældre er fra Somalia, men der er jeg ikke født, og man kan heller ikke sige, jeg er kenyaner. Jeg er født i Dadaab, og derfor plejer jeg at sige, jeg er dadaabianer,« fortæller hun Moderne Tider over en Skype-forbindelse.

Mens UNHCR, FN’s Flygtningehøjkommissariat, i dag driver det enorme kompleks med hjælp fra en række internationale NGO’er, har Brownkey Abdullahi svært ved at forestille sig, hvordan den svage somaliske regering pludselig skal tage ansvar for 300.000 flygtninges sikkerhed, genhusning og adgang til sundhed og uddannelse.

»Folk her – og især de unge – ved ikke, hvor de skal tage hen, hvis lejren lukker. De kender ikke engang til Somalia,« siger hun.

De kenyanske myndigheder har tidligere truet med at lukke lejren, men denne gang ser det ifølge en række observatorer ud til at komme til at ske. Regeringen har især begrundet lukningen med sikkerhedshensyn, men også med manglende international støtte og ansvar.

»Vi opfordrer det internationale samfund til at tilslutte sig princippet om en fordeling af byrderne,« sagde Amina Mohamed, ministersekretær i Udenrigsministeriet blandt andet, da hun forklarede Dadaabs lukning til webmediet EurActiv.

Ved FN’s højniveaumøde om syriske flygtninge i marts i år anmodede Kenya da også om større international opbakning.

Men ved samme lejlighed nægtede både europæiske og andre velhavende lande at forpligte sig på at tage ansvar for flere flygtninge i vores ende af verden. Og måske hørte de kenyanske mødedeltagere efter, rejste hjem, og tænkte ”hm”.

For et sted som Dadaab er en konkret udmøntning af et globalt FN-reguleret flygtningehåndteringssystem, som netop er den slags system, de europæiske lande er begyndt at udfordre.

Læs også: Verdensledere! Her er en løsning på flygtningekrisen

Groft sagt har fattige lande som Kenya i årtier accepteret store mængder af flygtninge ud fra en aftale om global solidaritet, som de nu ser de rige lande vægre sig mod at overholde, når flygtningene kommer hertil.

Så selv om det er svært at tale om et direkte kausalt forhold, kan den stadigt strammere vestlige flygtningepolitik være medvirkende til, at lande som Kenya nu begynder at tage mindre ansvar for flygtningene i deres nabolande.

Det mener i hvert fald Martin Lemberg-Pedersen, adjunkt ved Global Refugee Studies på Aalborg Universitet.

Han hæfter sig især ved det signal, som et land som Danmark sender ved for eksempel at suspendere den såkaldte kvoteflygtningeordning på ubestemt tid, som integrationsminister Inger Støjberg (V) annoncerede det i sidste weekend.

Danmark har ellers siden 1989 årligt taget imod omkring 500 kvoteflygtninge, der via FN genbosættes direkte fra flygtningelejre i verdens brændpunkter.

»Der er klart, at hvis lande som Danmark tager den historiske beslutning at suspendere modtagelsen af de kvoteflygtninge, som man årligt kunne hente fra eksempelvis Dadaab-lejren, så er der stærke grunde til at frygte, at de værtslande, som i årtier har siddet med rigtig store flygtningebefolkninger, nu vil sætte spørgsmålstegn ved retfærdigheden i den globale fordeling af ansvaret for flygtninge,« siger han.

Dadaabs unge er stoppet med at gå i skole nu, for de tror ikke, de kan bruge deres uddannelse til noget i Somalia. Nu går de bare rundt og venter på at få at vide, at de skal rejse, siger Brownkey Abdullahi, 23. Hun er født i lejren og har aldrig været andre steder.

Tommy Trenchard

Et klima af straffrihed

Udviklingslande i konflikternes nærområder huser i øjeblikket 86 procent af verdens flygtninge, en 16 procentpoints stigning fra de 70 procent i 2004, og Kenya er ikke det eneste nærområde-land, der nu nægter at påtage sig mere ansvar.

På den jordansk-syriske grænse har 70.000 flygtninge være strandet under kummerlige forhold, siden den jordanske regering i juni lukkede grænsen med sikkerhedsmæssige begrundelser.

Efter kritik fra Amnesty International svarede regeringstalspersonen Mohammed al-Momani ifølge Middle East Monitor, at flygtningene »ikke er et jordansk, men et internationalt problem«.

Og mens Pakistan igennem årtier har været det land, der har huset allerflest af verdens flygtninge, har landets regering nu besluttet at foretage, hvad Amnesty International betegner som en af de største massedeportationer i nyere tid.

Over sommeren har myndighederne for alvor påbegyndt hjemsendelsen af samtlige af landets 1,5 million afghanske flygtninge og deres efterkommere, som er ankommet lige siden Sovjetunionens invasion af Afghanistan i 1979.

UNHCR vurderer, at det inden årets udgang vil være lykkedes at drive 620.000 flygtninge tilbage til en særdeles usikker tilværelse. Iagttagere peger på, at beslutningen er udløst af politiske uenigheder med Afghanistans regering, men at baggrunden er, at der længe har manglet internationale midler til flygtningene i Pakistan.

Der er nemlig globalt set mangel på humanitær støtte til verdens rekordhøje tal på 65 millioner fordrevne og 21 millioner flygtninge, hvoraf det første tal er steget med 25 millioner på bare de sidste ti år.

Flere observatører peger derfor også på, at hårdt trængte værtslande nu forsøger at presse sig til støtte ved at spille på deres varetagelse af europæiske grænsepolitiske interesser efter at have overværet Tyrkiets belønning fra EU.

Men når lande som Kenya og Pakistan nu ser ud til at ville lægge afstand til konventioner og internationale forpligtigelser, hænger det også sammen med eksistensen af et internationalt miljø, hvor den slags politikker overhovedet kan ses som en mulighed.

Og dette miljø har de vestlige lande i løbet af de seneste år været med til at skabe, mener James C. Hathaway, leder af University of Michigans Refugee and Asylum Law Program og for tiden gæsteprofessor i international flygtningeret på Amsterdam Universitet.

»Generelt skabes der i øjeblikket et klima af straffrihed, hvor statsledere ved, at de kan overtræde flygtningekonventionerne, uden det får konsekvenser. Konventionerne har ingen FN-mekanisme for håndhævelse, så man er afhængig af, at stater kontrollerer hinanden. Og når europæiske og andre lande selv opfører sig dårligt, så råber de heller ikke op om, hvad Kenya foretager sig,« siger han.

Et politisk mirakel udfordres

Ifølge professoren er det »mirakuløst«, at fattige og ustabile lande med enorme indenrigspolitiske udfordringer traditionelt har taget et langt større ansvar for at beskytte flygtninge end de mest velhavende lande. Men i øjeblikket ses der tegn på, at flere aktører i nærområderne vil have ændret på den tradition.

Og det vil man blandt andet komme til at se, når FN’s Generalforsamling på mandag afholder et længe ventet møde om migrations- og flygtningestrømme, som officielt skal munde ud i en aftale om en flygtningemæssig ansvarsfordeling.

»Min forudsigelse er, at der ikke vil komme noget som helst af værdi ud af mødet, men at man – egentlig meget rimeligt – vil se nogle udviklingslandes regeringer give udtryk for at være blevet svigtet. De vil spørge, hvorfor de skulle blive ved med at tilbyde den hjælp, de har givet i årtier, når de rige lande ikke tilbyder noget til gengæld?« siger James C. Hathaway.

Umulig omfordeling

Tilbage i Dadaab-lejren er det et håb for mange at blive genhuset i et andet land gennem FN-systemet. Men det er også ekstremt svært.

Skønt Brownkey Abdullahi foretrækker flygtningelejren frem for deportationen til Somalia, har hun svært ved at forestille sig en fremtid i Dadaab og har derfor i årevis ansøgt om genhusning gennem UNHCR.

For seks år siden fik hun at vide, at hun og hendes familie var godkendt til at blive omfordelt som FN-flygtninge. Men siden har hun intet hørt.

»Når jeg spørger dem, om der er noget galt med min ansøgning, eller hvorfor den bliver forsinket, kan de aldrig svare. Hver gang, jeg får kontakt til dem, siger de bare, at jeg skal være tålmodig,« siger hun.

Ifølge UNHCR og Wall Street Journal er det da også kun 2.000-4.000 af Kenyas i alt 600.000 flygtninge, som årligt forflyttes til et andet værtsland.

Men det bør der laves om på, hvis vi skal undgå den globale nedadgående spiral for flygtninges forhold, mener James C. Hathaway.

Han har længe argumenteret for en global omfordelingsmekanisme for flygtninge - en model, der i en udvidet form gør brug af en FN-administreret kvoteordning, der kan minde om den, som den danske regering netop har bestemt at suspendere på ubestemt tid.

»Vi bør have et system for ’styret flygtningebeskyttelse’, hvor flygtninge bliver retfærdigt fordelt mellem lande, hvor der derfor ikke er incitament til at lukke grænser og behandle flygtninge dårligt for at skræmme dem væk. Så længe vi har det kaotiske og tilfældige system, vi har nu, vil dårlig behandling af flygtninge – om den så kommer fra USA, Kenya eller Malaysia – altid foregå,« forklarer han.

Ingen utopi

For sagen er, at de aktuelle grænsepolitikker på ingen måde får flygtningestrømmene til at stoppe.

Når man gør, hvad man kan, for at forhindre flygtningene i at nå frem til et modtagerland, »priviligerer det bare unge, mandlige og mobile flygtninge og mere generelt dem, der har adgang til penge og menneskesmuglere,« som James C. Hathaway formulerer det.

For det kræver som bekendt, at en flygtning befinder sig på et modtagerlands territorium, hvis vedkommende skal påberåbe sig den konventionssikrede såkaldte spontane asylret. Styrkede grænser og manglen på politisk styring forhindrer altså mest af alt de svageste flygtninge i at få asyl.

På York Universitys Centre for Refugee Studies indgik Hathaway i 1990’erne i et årelangt samarbejde med forskere, flygtningeorganisationer og regeringsrepræsentanter fra både udviklings- og industrialiserede lande for at komme frem til et alternativ til den nuværende ikke-politik.

Forslaget, som han sidenhen løbende har opdateret, tager udgangspunkt i Flygtningekonventionen fra 1951, som ifølge professoren ikke bør ændres, men blot implementeres korrekt.

»Vi lever i en slags parallelunivers, hvor vi har underskrevet en traktat, der pålægger os at gøre visse ting, men i stedet gør vi så noget helt andet,« som han formulerede det i et oplæg til et forum for EU’s agentur for fundamentale rettigheder i juni.

Se James C. Hathaways talk 'Fixing the Refugee System' ved Forum for EU's Agentur for Fundamentale Rettigheder i juni:

Konventionen burde nemlig sikre, at ingen flygtninge bliver forhindret i eller straffet for deres flugt eller illegale grænsekrydsning, at flygtningene kan komme videre med deres liv og derfor ikke anbringes i lejre, samt at geografisk beliggenhed ikke er bestemmende for, hvem der skal beskytte flygtningene.

Hathaway foreslår, at alle stater bidrager til et internationalt agentur, der fordeler pengene efter de respektive landes byrder, hvilket vil sikre en retfærdig omfordeling uafhængigt af almisser.

Mens alle lande i udgangspunktet forventes at holde grænserne åbne for flygtninge, skal samarbejdet sikre, at de vil blive omfordelt til andre lande, hvis det hverken viser sig muligt med lokal integration eller snarlig tilbagevenden.

I stedet for selv at skulle rejse frem til et givet asylland, tilgår flygtningene altså med det samme det internationale system i det første modtagerland, men skal typisk ikke blive der for altid. Det vil blandt andet også betyde, at økonomiske migranter ikke vil benytte sig af asylsystemet, mener Hathaway.

»For i sidste ende ville du ikke være sikker på, hvor du ender henne,« som han formulerede det ved EU-forummet i juni.

Omfordelingen vil ifølge professoren være både lettere og mere gavnlig for integrationen end for eksempel Dublin-Systemet, der beror på flygtningenes spontane asylansøgninger i de lande, de når frem til.

Det vil ifølge hans arbejdsgruppes beregninger også være billigere, end hvad der i øjeblikket spenderes på bare i-landenes asylsystemer.

Og det er ingen utopi, mener Hathaway, der fremhæver, hvordan en international organisering fordelte flygtninge med egne skibe efter Anden Verdenskrig, og hvordan Canada sidste år aktivt tog imod 25.000 syriske flygtninge.

Det eneste problem, han øjner, er, at der globalt ikke er megen politisk forandringsvilje at spore.

»Ingen regeringer eller internationale agenturer har vist intellektuel og praktisk lederskab nok til at skabe forandring. Og det er den største fiasko i flygtningesystemet i dag. Så længe vi ser denne mangel på seriøst lederskab til at rette op på problemerne, vil vi opleve tilfælde som Dadaab-lejren og flygtninge, der drukner i både Middelhavet og ud for Malaysias kyster. Det er en ond cirkel, som kun vil blive ved, indtil vi for alvor gør noget for at ændre på det,« siger han.

Tilbage i Dadaab-lejren er Brownkey Abdullahi enig i, at det nuværende system er uholdbart. Den kenyanske regering meldte i foråret ud, at Dadaab vil være endeligt lukket i november, og selvom de færreste tror, det kan lade sig gøre til den tid, forventer lejrens indbyggere en melding, hvert øjeblik det skal være.

Her kunne en global omfordeling af flygtninge godt være en løsning på den usikre fremtid, mener Brownkey Abdullahi.

»Dadaabs unge er stoppet med at gå i skole nu, for de tror ikke, de kan bruge deres uddannelse til noget i Somalia. Nu går de bare rundt og venter på at få at vide, at de skal rejse,« siger hun.