Læsetid 5 min.

Forsvar for antihumanismen

I modsætning til hvad forhenværende udenrigsminister Per Stig Møller tror, er antihumanismen langtfra død. Den udgør stadig et stærkt udgangspunkt for en samfunds- og historieforskning, der ikke forfalder til ideologiske flosker om menneskets væsen, og en politisk praksis, der ikke forsøger at tvinge verden ind i en abstrakt skabelon
3. september 2016

I sine nyudgivne erindringer skriver Per Stig Møller, at han engang i 70’erne blev afvist af forlagene Rhodos og Fremad, fordi han efter deres mening led af »antimarxistisk idiosynkrasi«.

Vurderingen forekommer præcis og har tilsyneladende ikke mistet sin gyldighed.

Triumferende erklærer han i sidste weekends Moderne Tider antihumanismen for død, men ser man nærmere på sagen, kan man godt komme i tvivl om, hvorvidt Møller overhovedet ved, hvad han taler om.

Teoretisk antihumanisme

Det er i forordet til sin erindringsbog, at Per Stig Møller opridser fronten i sin »kulturkamp mellem antihumanister og humanister.«

Adspurgt i Moderne Tider henfører han 1970’ernes antihumanisme til filosofferne Althusser og Foucault, som han reducerer til én fælles doktrin, opsummeret på følgende vis: »Den gik ud på, at mennesket ikke havde en identitet, men at det var et produkt af de økonomiske faktorer – at mennesket ikke selv har et ansvar, fordi det blot er et produkt. Antihumanismen var vendt imod den humanistiske opfattelse af individets suverænitet.«

Foucault brugte ikke betegnelsen antihumanisme om sin egen tænkning, men er senere blevet regnet med til strømningen på grund af sin undersøgelse af den historiske konstitution af ’mennesket’ som et vidensobjekt i værket Les Mots et les choses fra 1966.

Foucaults projekt var først og fremmest en sober historisk undersøgelse, og det er en komplet misforståelse, når Møller tilskriver Foucault det synspunkt at mennesket blot er »et produkt af økonomiske faktorer«. Foucault viede en stor del af sit forfatterskab til netop at kritisere denne idé.

Betegnelsen ’antihumanisme’ hører først og fremmest hjemme hos Althusser, der i værket Pour Marx fra 1965 udfoldede et stærkt forsvar for det, han kaldte Marx’ teoretiske – i modsætning til den praktiske – antihumanisme.

Betegnelsen dækker over, at Marx (og Althusser) afviser at forklare samfundets og historiens udvikling ud fra en forestilling om ’menneskets væsen’, men i stedet tager udgangspunkt i historisk specifikke sociale kampe og produktionsforhold.

Derfor svarer der til den teoretiske antihumanisme en praktisk humanisme, dvs. en politisk praksis, der tager sit udgangspunkt i de virkelige menneskers specifikke problemer.

Individets suverænitet

Marx skrev det krystalklart i 1843: »[...] det menneskelige væsen er ikke noget abstraktum, det enkelte individ iboende. I sin virkelighed er det indbegrebet af samfundsforholdene.« Dette er en teoretisk antihumanisme, fordi den ikke tager ’menneskets væsen’ som udgangspunktet for analysen.

En teoretisk humanisme, derimod, tager udgangspunkt i en abstrakt forestilling om en angivelig menneskelig essens, der ligger og gemmer sig i os alle sammen på tværs af alle historiske perioder og samfundsformationer.

På en måde er det derfor helt korrekt, når Møller siger, at antihumanismen anser mennesket for at være »et produkt af de økonomiske faktorer« og ikke anser individet for at være suverænt.

Men dette begreb er en teoretisk refleksion af det kapitalistiske samfund, der netop reducerer individet til en økonomisk funktion: arbejdskraft, der kan producere merværdi. Individet er netop ikke suverænt i det kapitalistiske samfund, hvor den globale kapitals luner bestemmer over muligheden for at leve.

Møllers snak om individets suverænitet afslører sig som intet andet end en tilsløring af sociale konflikter og udbytning gennem gentagelsen af smukke ord om individets ansvar og suverænitet. »Borgerlige er jo humanister af grundindstilling,« erklærer Møller selvtilfredst (borgerlige er simpelthen bedre mennesker!), og han har ret, for humanisme er en borgerlig ideologi.

Abstrakt naturalisering

Et godt eksempel på en sådan humanisme findes hos den klassiske politiske økonom Adam Smith, der tog udgangspunkt i menneskets angiveligt naturlige tilbøjelighed til handel, og dermed gjorde den kapitalistiske markedsøkonomi til det mest naturlige i verden.

Markedet var imidlertid en meget lille del af næsten alle menneskers liv indtil for et par hundrede år siden, og med sin abstrakte humanisme naturaliserede Smith dermed kapitalismen på en måde, som samtidig fratog ham redskaberne til at forstå den historiske udvikling.

Og det er lige akkurat denne humanisme, der reducerer mennesket til en økonomisk kategori, i og med at den ser menneskets væsen simpelthen som det at handle med varer.

En sådan humanisme ligger stadig til grund for mainstream økonomisk ’videnskab’ og de modeller, man bruger i ministerierne – og hvis der er nogen, der reducerer individer til økonomiske kategorier, er det disse modeller med deres urealistiske og abstrakte antagelser om menneskets – dvs. homo economicus – nyttemaksimerende og egoistiske incitamenter og motiver.

Den humanisme, som Marx og Althusser kritiserede, er med andre ord en gennemført ahistorisk og abstrakt ideologi, en intellektuel sløvhed, der frem for den konkrete analyse af den konkrete situation forskanser sig i en metafysisk æter.

Humanismen beror ligesom de fleste konservative ideologier på en afpolitiserende forestilling om en oprindelig, givet umiddelbarhed – i dette tilfælde ’mennesket’, men andre eksempler kunne være ’kvinden’, ’manden’, ’nationen’, ’folket’ eller ’kulturen’.

Den ideologiske struktur er det samme hver gang: Der er en oprindelig, umiddelbar og naturlig enhed, og den politiske orden må derfor nødvendigvis rette ind efter denne naturlighed, eftersom man jo ikke kan lave om på naturen.

Det er med andre ord humanismen, der vil tvinge en abstrakt idé – nemlig den om menneskets evige væsen – ned over virkeligheden frem for at tage udgangspunkt i konkrete sociale konflikter og dynamikker.

Det står i modsætning til kommunismen, som Marx forstod den: »Kommunismen er for os ikke en tilstand, der skal skabes, et ideal, hvorefter virkeligheden haver at rette sig. Vi kalder den virkelige bevægelse, der ophæver den nuværende tilstand, for kommunisme.«

Humanistiske bomber

Marx’ og Althussers antihumanisme forpligtede sig på konkrete analyser og forankrede den politiske taktik og strategi i disse konkrete analyser. Møllers humanisme er derimod en abstrakt og doven tænkning, der ydermere opstiller et farligt paradigme for politikken: Det handler om at realisere menneskets væsen.

Humanismen er selvfølgelig en belejlig position for en krigsglad og åndsaristokratisk konservativ, der mener, at de unges »almendannelse er ringere, end den vi havde«. Dr.phil.

Per Stig Møller emmer af dannelse og kan med sin humanisme forskyde diskussionen til abstrakte spørgsmål om menneskets væsen og dermed væk fra den meget konkrete død og ødelæggelse, man er medansvarlig for som minister i en regering, der gik med USA i krig.

Og det var endda tiden som krigsminister, der ifølge ham selv var den lykkeligste i hans offentlige liv: »Sikke nogle chancer jeg fik«, som han siger (erindringerne fra krigsårene er dog udskudt til »en anden god gang«).

’Antihumanisme’ handler altså ikke om at være ligeglad med konkrete menneskers ønsker, behov, lidelse og glæde – tværtimod handler det netop om forankre politikken i konkrete mennesker og deres kampe frem for humanismens abstrakte ’menneske’.

Man kan sige, at Marx og Althusser koblede en teoretisk antihumanisme med en praktisk humanisme, mens borgerlige som Møller gør det modsatte: De kobler en teoretisk humanisme med en benhård praktisk antihumanisme.

Den borgerlige forestilling om ’mennesket’ er intet andet end det kapitalistiske markeds byttesubjekt ophøjet til en transhistorisk essens.

Måske er der en sammenhæng mellem at nå dertil og at bombe Irak for at lade markedet og den højtudviklede amerikanske kapital udfolde sig og hjælpe til med realiseringen af menneskets væsen?

Måske er Irakkrigen sandheden om Møllers ’humanisme’?

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Mikael Velschow-Rasmussen
    Mikael Velschow-Rasmussen
  • Brugerbillede for Bill Atkins
    Bill Atkins
  • Brugerbillede for Jan Weis
    Jan Weis
  • Brugerbillede for Eva Eistrup
    Eva Eistrup
  • Brugerbillede for Palle Yndal-Olsen
    Palle Yndal-Olsen
Mikael Velschow-Rasmussen, Bill Atkins, Jan Weis, Eva Eistrup og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Bill Atkins

Når jeg tænker tilbage på de personer, der stå i min erindring, som gennemført humanistiske mennesker, så har jeg ingen som helst ide om hvilken politisk indstilling de havde.

Brugerbillede for Bill Atkins

...men det skal nok tilføjes at der er flere af disse humanister, der har udtrykt en påfaldende uvidenhed om politiske, og især partipolitiske, realiteter - men det har været uden betydning, da humanisme er hævet over partipolitik.