Læsetid: 5 min.

Forsvar for antihumanismen

I modsætning til hvad forhenværende udenrigsminister Per Stig Møller tror, er antihumanismen langtfra død. Den udgør stadig et stærkt udgangspunkt for en samfunds- og historieforskning, der ikke forfalder til ideologiske flosker om menneskets væsen, og en politisk praksis, der ikke forsøger at tvinge verden ind i en abstrakt skabelon
3. september 2016

I sine nyudgivne erindringer skriver Per Stig Møller, at han engang i 70’erne blev afvist af forlagene Rhodos og Fremad, fordi han efter deres mening led af »antimarxistisk idiosynkrasi«.

Vurderingen forekommer præcis og har tilsyneladende ikke mistet sin gyldighed.

Triumferende erklærer han i sidste weekends Moderne Tider antihumanismen for død, men ser man nærmere på sagen, kan man godt komme i tvivl om, hvorvidt Møller overhovedet ved, hvad han taler om.

Teoretisk antihumanisme

Det er i forordet til sin erindringsbog, at Per Stig Møller opridser fronten i sin »kulturkamp mellem antihumanister og humanister.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Bill Atkins
  • Jan Weis
  • Eva Eistrup
  • Palle Yndal-Olsen
Mikael Velschow-Rasmussen, Bill Atkins, Jan Weis, Eva Eistrup og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Når jeg tænker tilbage på de personer, der stå i min erindring, som gennemført humanistiske mennesker, så har jeg ingen som helst ide om hvilken politisk indstilling de havde.

...men det skal nok tilføjes at der er flere af disse humanister, der har udtrykt en påfaldende uvidenhed om politiske, og især partipolitiske, realiteter - men det har været uden betydning, da humanisme er hævet over partipolitik.