Læsetid: 7 min.

Frigørelsen er at blive siddende

Mestermødet mellem den franske tænker Jacques Rancière og den tyske filosof Axel Honneth er en udveksling af vidunderlig kritik, men det er også en kamp om forståelsen af, hvordan de underkendte, oversete og udstødte virkelig bliver fri
Colin Kaepernick forkaster ikke det amerikanske demokratis principper, når han bliver siddende, men han gør opmærksom på, at USA til daglig svigter sine idealer om »retfærdighed for alle«, viser Honneths analyse.

Colin Kaepernick forkaster ikke det amerikanske demokratis principper, når han bliver siddende, men han gør opmærksom på, at USA til daglig svigter sine idealer om »retfærdighed for alle«, viser Honneths analyse.

Chris Carlson

10. september 2016

Det er blevet en spektakulær demonstration, at én mand bliver siddende, når alle de andre rejser sig.

Colin Kaepernick, der er quarterback for San Francisco 49ers, nægter at stå op under afspilningen af den amerikanske nationalsang, som er den rituelle optakt til kampe i amerikansk fodbold.

»Jeg vil ikke rejse mig og vise stolthed over et flag for et land, som undertrykker sorte og farvede,« har Kaepernick forklaret.

Og han lover at fortsætte sin protest, indtil »betydelige forandringer« har fundet sted. Mange har beskyldt ham for at være respektløs og upatriotisk, og fans har brændt trøjer med hans navn og nummer af.

Men Kaepernick fastholder, at »det her er større end fodbold«, og han vil ikke stå og fejre et land, hvor »der ligger lig i gaderne«, og »folk slipper afsted med mord«.

Det startede som en ensom protest, men nu har det bredt sig: Inden 49ers’ seneste kamp blev en holdkammerat siddende sammen under nationalmelodien, og nu har en lesbisk fodboldspiller  gentaget hans protestform. Hun siger, hun ved, hvordan det er at være minoritet i USA. Og hun står sammen med Kaepernick.

Kaepernicks gestus har sat ild i en protestbevægelse i amerikansk sport, som allerede var i gang. Efter en sort mand i blev slået ihjel i New York af en politimand, som lagde sig oven på ham, optrådte basketballstjernen LeBron James med en t-shirt med teksten: »I can’t breathe«.

Det var både et citat af den dødes sidste ord og en kommentar til fornemmelsen af at være sort i USA: »Jeg kan ikke trække vejret.«

Det ikke den præcise situation, som de venstreorienterede verdenstjerner Jacques Rancière og Axel Honneth diskuterer i bogen Recognition or Disagreement – a critical encounter on the politics of freedom, equality and identity, som netop er udkommet.

For bogen er rekonstruktion af et møde og en dialog mellem den franske tænker og den tyske socialfilosof, som fandt sted i Frankfurt i 2009. Men det er den type konflikter, de to reflekterer over sammen i en forbløffende stærk dialog, hvor de kritiserer hinandens tanker generøst og offensivt.

Deres tilgange til dialogen afspejler deres tænkning. Rancière, som tænker i brud, insisterer på, at de to er fundamentalt uenige, hvorimod Honneth, der i sine bøger afdækker en fælles verden af principper og normer, søger en fællesnævner mellem dem.

Honneth ville givet vis udlægge Kaepernicks gestus som et krav om politisk anerkendelse.

Honneth er fjerde generation på det legendariske Institut for Socialforskning i Frankfurt, og han har genfortolket arven fra Karl Marx og den tværvidenskabelige tradition, som lytter til samfundets lidelser og forbinder den med en kritisk teori.

Han har gjort op med Frankfurterskolens undergangstanker og forkastelse af det borgerlige samfund, og i stedet afdækker han det kritiske potentiale i de principper, vi alle bekender os til.

Man kunne med Honneth sige, at Kaepernick ikke forkaster det amerikanske demokratis principper, når han bliver siddende. Protesten gør os derimod opmærksom på, at USA til daglig svigter sine idealer om »retfærdighed for alle«:

»Jeg finder det ekstremt overbevisende at sige, at vores måde at opfatte verden på er styret af visse normative principper,« siger Honneth i samtalen.

Vi er principielt enige om, at alle burde blive behandlet lige, og at ingen er hævet er loven. Det er principper, som er udviklet historisk og er blevet til et fundament for vores fællesskab og vores måde at være sammen på. Og det betyder, at ingen kan forsvare, at for eksempel sorte bliver diskrimineret, bare fordi de er sorte.

Vi behøver groft sagt ikke nye idealer og principper for vores samfund. Det er tilstrækkeligt at gøre opmærksom på alle de tilfælde, hvor vi ikke lever op til dem. Når Kaepernick bliver siddende under nationalsangen, er det således ikke en forkastelse af hele det amerikanske demokrati.

Det er derimod en gestus, som gør opmærksom på, at idealer i praksis ikke gælder for de sorte. Og han vil først rejse sig, når han selv og hans egne bliver anerkendt på samme måde som alle andre.

Det er i det perspektiv interessant, at den amerikanske præsident, Barack Obama, har været tvunget til at forsvare Kaepernicks protest: »Min forståelse af situationen er, at han udøver sin forfatningsmæssige ret til at markere sin holdning.«

For Rancière er det afgørende spørgsmål, om Kaepernick fastholder sig selv i en underlegen position, når han bliver siddende. Man kan sige, at Kaepernick markerer uligheden mellem de stærke, som står op, og de ydmygede, som sidder ned.

Rancière kritiserer vor tids identitetspolitik for, at den kræver anerkendelse for inden for det verdensbillede, som skaber diskriminationen:

»Der er en opfattelse af minoritetsgruppers krav, som om det er krav om respekt for deres identitet,« siger han. Når sorte kræver anerkendelse som sorte, bekræfter de den identitet, som de andre har udstyret dem med. Men man kan også ifølge Rancière forstå protesthandlingen anderledes:

»Men vi kan også opfatte dem – og jeg mener, det er kernen i anerkendelsens dialektik – som krav om ikke at blive tilskrevet den identitet. En minoritets krav er ikke kun kravet om at blive anerkendt for sin kultur og sin livsform: det er også kravet om lige præcis ikke at blive set som en minoritet, der følger særlige regler og har en særlig kultur.«

Det er ifølge Rancière svagheden hele den anerkendelseskultur, som Axel Honneth har været med til at udbrede, og som har fået et globalt gennembrud: Man kræver anerkendelse for det, man er, og ikke for alt det, man også kan være.

Han henviser til arbejdernes kamp for anerkendelse, som netop handlede om at blive set som mere end arbejdere med særlige færdighed og en arbejdskraft, der ville have en højere pris. De ville være borgere.

Eller ligesom kvinderne, der ikke bare ville anerkendes som mødre og husholdere. De trådte i karakter som frie borgere:

»Den grundlæggende ide om det politiske er forestillingen om en kompetence, som alle deler. Den kan ikke skelne mellem dem, der er bestemt til at regere, og dem, der er bestemt til at blive regeret over. Det er det, jeg kalder det demokratiske princip.«

Det brud, hvor den, der bliver regeret over, sætter sig op imod den sociale orden, er for Rancière den politiske handling par excellence.

Set i det perspektiv bliver Kaepernicks gestus til en frigørende handling, fordi han træder i karakter som borger gennem sin modstand. Og vi andre ser ham pludselig som et politisk subjekt. Nationalsangen repræsenterer en politisk orden, som bygger på diskrimination, og derfor stiller Kaepernick sig uden for den orden.

Rancière anerkender ingen normative principper, som er formuleret af andre, for der vil altid være en ulighed mellem dem, der definerer det rigtige, og dem, der bare skal leve op til dem. Han anerkender kun ét overordnet princip, og det er lighed.

Honneth på den anden side insisterer på den anden side på, at vi alle er født ind i en verden af stærke principper. Og den verden er resultatet af det, han kalder moralske fremskridt. Vi lever ikke i den bedste af alle tænkelige verdener, men vi deler alle idealerne om frihed, lighed og broderskab.

For Rancière kunne nationalsangen være et tegn på, at nogle har formuleret idealer for andre og lavet en sang, som alle skal synge med på.

Honneth derimod ville sandsynligvis hævde, at sangen er tegn på et fællesskab, som bekender sig til uafhængighedserklæringen og den amerikanske forfatning.

Konkret kritiserer Honneth sin franske kollega for at gøre ligheden til et mål i sig selv. For det første anerkender Honneth ikke, at alle mennesker skulle stræbe efter lighed. Det er ifølge Honneth et postulat om et dybt psykologisk behov, som han ikke genkender i historien. For det andet er lighed for Honneth ikke andet end et middel til at realisere et højere mål:

»Der er ikke noget normativt ideal, som appellerer mere selvindlysende til os eller er mere tiltrækkende i dag end ideen om individuel frihed.«

Honneth udvikler sin egen kulturkritik ved at lytte til de menneskelige lidelser i samfundet og læse dem imod den fælles verden løfter om frihed og lighed.

Et udsagn som »jeg kan ikke trække vejret« bliver til vidnesbyrd om et forvrænget selvforhold, og den kritiske opgave bliver at finde de strukturer og mekanismer i den sociale virkelighed, som gør det umuligt for det enkelte menneske at realisere sig selv.

Det er ikke filosoffens opgave at fortælle folk, hvordan de skal leve og tænke. Filosoffen må tage udgangspunkt i den måde, folk selv giver til kende på: Den første erfaring af uretfærdighed er oplevelsen af et forvrænget selvforhold.

Dialogen mellem Rancière og Honneth er fremragende, fordi de egentlig ikke kæmper om at få ret, men undersøger to forskellige kritiske strategier sammen.

Honneth fastholder, at der kun gives personlig frihed, når man appellerer til det højeste inden for fællesskabet, mens Rancière omvendt pointerer, at fællesskabet altid bygger på eksklusioner, og den virkelige frigørelse først finder sted, når man forestiller sig selv med et andet blik end fællesskabets.

Honneth er reformernes kritiske socialfilosof, mens Rancière tænker i revolutionære øjeblikke. Det er ikke nødvendigt at vælge mellem de to, men blot huske på, at de progressive reformer som regel kun finder sted med revolutionen som den yderste horisont.

Kaepernick fortsætter uanfægtet med at demonstrere sin modstand ved at blive siddende, mens de andre rejser sig. Han er ikke verdens bedste footballspiller, han er faktisk kun den næstbedste quarterback i 49ers.

Men New York Times fortalte tirsdag, at den trøje med hans navn og nummer på, som modstanderne brænder af, nu er den mest solgte footballtrøje i USA. Det er ikke sikkert, at det ændrer noget. Af betydning.

Axel Honneth, Jacques Rancière, Katia Genel (red), Jean-Philippe Deranty (red): Recognition or Disagreement

A Critical Encounter on the Politics of Freedom, Equality, and Identity

240 sider. 29.99 dollar

Columbia University Press

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu