Der er sket ting med folkestemningerne i år, som økonomer og politologer kommer til at bruge år på at fordøje.
En af de vigtigste er, at den nationalt sindede opstand mod eliterne har handlet om frihandelskritik i en grad, som 1990’ernes ATTAC-bevægelse kun turde drømme om.
Det mest akutte politiske kaos har ganske vist dæmpet sig en anelse; Brexit har lange, teknokratiske udsigter; Donald Trump vinder måske alligevel ikke, og selv Bernie Sanders’ tilhængere er ved at give op. Men frihandelskritikken, deres arv, lever videre.
Det udmøntede sig i denne uge f.eks. i, at både Frankrigs viceminister for handel, Matthias Fekl, og Tysklands økonomiminister og vicekansler, Sigmar Gabriel, har erklæret forhandlingerne om en ny frihandelsaftale mellem EU og USA i koma.
Der er forskelle på frihandelskritikken i Europa og USA, klart, men der er også ligheder. Den amerikanske venstreorienterede forfatter Thomas Frank påpegede som en af de første, hvor meget frihandelskritik Bernie Sanders og Donald Trump er fælles om.
I The Guardian i marts beskrev han nogle af fællestrækkene: »For den professionelle klasse, dvs. det store flertal af vores medieprofiler, økonomer, embedsmænd, politikere og demokratiske magthavere, er det, de kalder ’frihandel’, så åbenlyst godt og nobelt, at man ikke engang behøver at forklare det, udfordre det, eller så meget som tænke over det.
Republikanske og demokratiske ledere er enige om det, og ingen mængde af fakta kan vække dem af deres økonomiske grundkursus-drøm. For de øvrige 80-90 procent af USA er handel noget helt andet.«
Herefter beskriver Frank en video fra en airconditionfabrik i Indiana, hvor arbejderne får at vide af en leder, at de er fyret, fordi fabrikken flytter til Mexico. »Sådan her ser det ud,« skriver Frank.
»Lederen taler på det velkendte, topprofessionelle human ressource-sprog om behovet for at ’forblive konkurrencedygtige’ og ’det ekstremt prisfølsomme marked’. En arbejder råber: ’Fuck dig!’ til lederen. Lederen beder folk være stille, så han kan ’dele’ sin ’information’ med dem. Altså informationen om, at de alle sammen mister deres job.«
Økonomerne vidste det jo godt
Hvad sker der på den video? Det er ikke så vældig anderledes, end når den britiske håndværker mister sit job til en mere omkostningseffektiv polak, og det begrundes med hensyn, som for økonomerne er indlysende og til vores alles bedste, men for håndværkeren selv er alt andet end indlysende.
Tim Harford, klummist i Financial Times, har som en af de første mainstream-økonomer taget kritikken til sig.
Måske er den simpleste forklaring på Sanders’ og Trumps appel, »at friere handel har haft større omkostninger, end økonomerne, herunder jeg selv, havde forventet,« skrev han i marts og forklarede, at økonomernes antagelse om, at frihandel er godt for alle, groft sagt er funderet på en tiltro til, at øget import fra andre lande vil blive mere end udlignet af øget eksport til andre lande. Økonomerne har også hele tiden vidst, at denne proces ville koste nogle job. »Men den udbredte antagelse har været, at disse omkostninger både var små og til at fikse ved hjælp af god omkvalificerings- og omfordelingspolitik. Og endnu vigtigere: De, der mistede deres job, kunne jo finde nogle nye i de nye eksportsektorer.«
Nu tyder nye studier, blandt andet af handelsrelationer mellem Kina og amerikanske delstater som Alabama og Tennessee, ifølge Harford imidlertid på, at udligningen mellem import- og eksportøkonomien ikke går så hurtigt eller glat, som økonomerne havde troet.
Et af studierne finder, »at de fællesskaber, der blev ramt af den kinesiske konkurrence, ofte ikke omstillede sig; de visnede. Det tager måske en generation eller to, snarere end et par år, før de har tilpasset sig.« På sigt skal tilpasningen nok indfinde sig, mener Harford: »Men ’på sigt’ er bare på et længere sigt end mange økonomers værste frygt. Det er let at forstå, hvorfor Trump og Sanders’ tilhængere er løbet tør for tålmodighed,« indrømmer han.
Klassekamp
Og så er der den mere venstreorienterede forklaring: Medianindkomsterne. Den neoliberalistiske udførsel har gjort, at globaliseringen har leveret ret dårligt, hvis løftet var, at vi alle skulle blive rigere. Især i USA og Storbritannien har middel- og underklassen ikke fået meget ud af den.
Deres medianindkomster er stagneret, mens de rigeste er blevet rigere. »Hyperglobaliseringens æra har været systematisk indrettet til kapitalens fordel mod arbejdets,« skrev den britiske økonom og journalist Martin Jacques et Guardian-essay i sidste uge. Og når ingen gør noget for at modarbejde det, øger kapitalismen af sig selv uligheden, påpeger han med henvisning til Thomas Piketty.
Den nye folkelige opstand mod denne omstændighed, skriver Jacques, kaldes ofte nedladende og affærdigende for »populisme«.
I virkeligheden markerer den klassespørgsmålets tilbagevenden til politik – også selv om det ikke sker i den skikkelse, som venstrefløjen havde ønsket, men f.eks. i skikkelse af Ukip i Storbritannien og Trump/Sanders i USA. For som Jacques minder os om: »Arbejderklassen tilhører ingen, selv om venstrefløjen ønsker det; dens orientering er ikke forudbestemt, men en funktion af det politiske.«
Er frihandelskritik simpelthen et nyt ord for klassekamp?
Det lyder sådan på selveste Francis Fukuyama, der i et essay i juli/augustnummeret af Foreign Affairs også udfordrer frihandels-ortodoksien: »Afstanden mellem eliternes formuer og resten af befolkningernes ditto er vokset i to årtier, men først nu er den begyndt at dominere i amerikansk politik. Det store spørgsmål er ikke, hvorfor populisterne har vundet så store sejre i denne valgkamp, men hvorfor de først gør det nu,« skriver den amerikanske politolog: »Socialklasserne er tilbage i hjertet af amerikansk politik.«
Hvis produktionsgrundlaget ikke var kapitalisme, ville frihandel være en god idé.
Rige og udviklede lande er blevet det ved anvendelse af protektionisme. EU's vigtigste redskaber er dets toldmure der sikre udviklingen af et indre marked. EU er ikke frihandel.
EU skal ikke være en kopi af et dereguleret USA, som bygger på den økonomiske magt elites verdensopfattelse med den "stærkes" ret. EU skal være for alle borgere fra top til tå. Derfor nej tak til TTIP, som kun har til formål at sende EU i armene på et dereguleret USA, hvor få ejer det hele og mange der har intet.
...NEJ TAK til amerikansk elendighed i EU.
»at friere handel har haft større omkostninger, end økonomerne, herunder jeg selv, havde forventet,« skrev Tim Harford
Det må være på grund af den ufuldstændig uddannelse, at frihandlens nedbrydende virkning er en hemmelighed for vestlige økonomer. Karl Marx har analyseret frihandlen grundigt, og han skriver i forbindelse med en opgørelse fra et hospital i Nottingham over den hastige nedbrydning af tekstilarbejdere helbredstilstand på grund af fald i lønindtægterne:
Dette fremskridt i svindsotsprocenten må være nok for de mest optimistiske fremskridtsmænd og de mest løgneudspyende tyske frihandelsbissekræmmerknægte.
Tag den I borgerlige økonomer.
Faldt lige over en sandhed, som er værd at tænke over:
»De fattige nationer, det er der, hvor folket sidder godt i det; og de rige nationer, det er der, hvor folket sædvanligvis er fattigt.« (Destutt de Tracy, kapitalist, citeret af Karl Marx)
Der er heller ikke så mange æbler på Newtons æbletræ...
...tiden går, virkeligheden bestå.
I går så jeg en lille smule af den film, der hedder Food Inc. Jeg så - desværre - ikke hele filmen på DR 2 kl. 21, men det jeg så var det her:
I USA ville man gerne have at et firma, der lavede fødevarer f.eks. kyllinger mm. kunne blive lukket, hvis de gentagne gange havde solgt fødevarer, f.eks. kyllinger, der indeholder salmonella videre til butikkerne. Og hvad skete der ? Jo, hele fødevareindustrien i USA lagde sag an mod den amerikanske stat. Og vandt! Dommen lød på, at en stat (USA) ikke har beføjelse eller kompetence til at lukke en virksomhed, heller ikke selvom denne virksomhed har overtrådt loven adskillige gange.
Og det er lige præcis det som er humlen eller det springende punkt her: TTIP er designet således, så store globale amerikanske korporationer (selskaber) kan (og vil!) sagsøge europæiske stater, hvis de indfører love og regler, der går ud over deres indtægt - både nu og her - og i fremtiden.
Frihandelsaftal mellem Amerika og EU via den såkaldte TTIP model, er en falsk tro på verdenshandelens udbredelse uden told - eller i hvert fald mindre told mellem Amerika og EU.
Den nuværende forskel stod at læse i medierne for noget siden og bestod i en toldsats for amerikanske varer til EU på omkring 5 % mod en toldsats på omkring 15 - 20 % fra EU til Amerika, en lidt ulige fordeling mellem "venner"!
TTIP vil blot forrykke dette endnu mere i forhold til, de muligheder som amerikanerne kræver af ændringer i vort eller fornuftige retssystemer her indenfor EU's lande, og som nedbryder den politiske styring af EU landenes skepsis overfor varer og tjenesteydelser, og garantier for kunderne ved varekøb over en vis beløbsstørrelse og samtidig et produktansvar for virksomhederne.
- Nedbrydningen af det politiske system er dog den værste synd der kan begås!
Sammenligner man en investering i enten aktier på børsen mod produktionsfaciliteter for en person eller virksomhed, - hvor formålet er det helt samme, at opnå et afkast til ejeren, så vil ingen kunne opnå denne garanti på Børsen for investeringen i aktier, her ville man klappe sig på lårene af grin hvis kravet blev fremsat, men omvendt skulle statskassen(du og jeg) betale for en forventet indtjening til en producerende virksomhed, hvis ikke det forventede afkast blev opnået, grundet nye restriktioner vedtaget politisk for folkesundheden, men som også ramte virksomhedens produkter.
- En totalt latterlig tanke af adskille de to situationer fra hinanden i frie samfund!!
For lige at vende tilbage til indledningen med toldsatserne og deres forskel imellem im- og eksport mellem Amerika og EU, så betaler vi faktisk disse penge til den skrantende amerikanske økonomi, ja faktisk er der tale om forsørgelse af Amerika via dette!
Bedre bliver det ikke når man tænker på de mange amerikanske virksomheder der opererer indenfor EU, og som igennem mange mange år intet overskud har præsteret til at betale skat med noget sted inden for EU's område og landende.
Det er dårlig forretning af sælge varer i mange år uden fortjeneste, - men det fortsætter lystigt, hvilket man da må undre sig over.
Nogle taler åbenlyst om og påpeger fikse skattearrangementer med hjemsteder udenfor lande hvor der ikke skal betales skat, og en anden model omtales "tranfer- pricing" modellen som måden det gøres på, men hvorom alting er, så er der tale om malkning af EU's lande via disse arrangementer hvor landene unddrages skat, som i stedet ryger tilbage til Amerika eller fjernes skattedestinationer med yderst lave - hvis, nogen skat overhovedet.
Ergo betyder det EU unddrages skatter for tusinder af mia. årligt til forsørgelse af Amerika og har gjort det i mange mange år, - ja hele Marschallhjælpen må efterhånden være betalt tilbage med både renter og renters rente - og en rigtig god fortjeneste tillige til den amerikanske stats underhold.
Hvorfor det stadig står på er vanvittigt ud over alle grænser, men endnu værre er det af EU bukker og skraber for Amerika helt uden grund for den økonomiske udplyndring af EU's lande som er sket i 60 - 70 år, - lad det være slut med denne bukken og skraben for Amerika, og lad dem forsørge sig selv - hvis de overhovedet kan!
Ret nu den politiske ryg og knejs lidt med nakken i EU, vi har ingen grund til at skamme os ved at sige NEJ til Amerika når det passer os, der findes andre at handle med i verden, som vi ikke behøver ligge på knæ med bøjet hoved og samtidig takke på falske præmisser.
Francis Fukuyama skriver bl.a. i ”Historiens afslutning”,revolutionær økonomisk vækst og verdensøkonomiens integration viser fordelene ved kapitalismen og demokratiet.
Markedsprincipperne og systemets åbenhed har frembragt velstand og kompromitteret planøkonomien. Ikke kapitalismens indbyggede ulighed, men manglende integration i den hindrer vækst og velstand. Liberalisme og demokrati er beslægtede, da politisk liberalisme forudsætter borgerlige friheder og rettigheder.
Kolliderer friheden ikke uophørligt (foruden med folkesouveræniteten) også med ligheden. Når man ser Fukuyama definere de borgerlige rettigheder 1) personlige (private og økonomiske) 2) åndlige ( tro og overbevisning) 3) politiske (ytrings og pressefrihed).
Ved frihed forstås garanti mod ulegitimeret samfundsindblanding i individets grundrettigheder.
Forekommer fx hævdelsen af ret til privat økonomisk udfoldelse ikke ret tilfældig? Bliver retten til fri ytring og meningsdannelse ikke paradoksal , når pressen og medierne arter sig som de gør?
Mon man kan lægge en sådan fast ramme, når menneskets natur flyder, fordi det bestandigt frembringer nye skikkelser for sig selv og sine behov? Kan det måske snarere tænkes, at der hvor solidariteten kommer til, vil dens spænding til frihed, lighed og folkesouverænitet bestandigt udlade sig i nye modeller og løsningsforsøg? Og vil man heraf kunne slutte, at det, som først og fremmest taler for det liberale demokrati, er, at det frem for andre styreformer selv ved, at det er både åbent og uafsluttet.
Fukuyama læsning hører hjemme i en reduktionistiske forståelse af Hegel. Vi ved af erfaring, at vi ved ægteskab afgiver frihed, men får del i en større frihed ved sammen at kunne skabe en familie. Løber Hegels tale om frihed og fornuft i historien ud i et socialistisk samfund?
En ting har Carl Holst ret i. Hellere være konge i en lorte by end være lort i en konge by. EU skal ikke sætte sin selvstændighed og handlefrihed over styr. EU skal ikke være en økonomisk filial af USA.
...Men det gør EU med TTIP.