Lige nu er der landskamppause, men ellers er de store europæiske ligaer skudt i gang. I den tyske Bundesliga ligger folkekære og traditionsrige Borussia Dortmund på en delt fjerdeplads, med Wolfsburg over sig, Bayern München i toppen og Gladbach lige i haserne.
Dortmund vandt 2-1 over Mainz 05 i sidste weekend, hvor Bayern til gengæld tværede Werder Bremen ud med tenniscifrene 6-0. Om en uge gælder det RB Leipzig på udebane.
Men man skal aldrig sige aldrig til folket fra Dortmund. Deres sportslige resultater, rekrutteringsarbejdet og ikke mindst deres forretningsmodel har været i en liga for sig selv i de senere år. »Den gule mur,« som det dedikerede fanafsnit på Westfalenstadion kaldes, er lavet af tykke mursten.
»Mia san mia«. Den bayerske frase, som storklubben Bayern München har adopteret, betyder noget i retning af, ’vi er dem, vi er’. Dortmund er lige det modsatte. Her er man anti-Bayern – Meister der Herzen – en hjerteklub for de sande fodboldelskere, folket. Bortset fra dem i Gelsenkirchen og München, selvfølgelig.
Hovedrengøring
Men det har været en lang og bumpet vej for Die Schwarzgelben, og efter Bundesliga-guldet i 2011 var spørgsmålet ikke, hvordan i al verden de havde formået at vippe storebror Bayern af pinden, men snarere om de havde stabiliteten til at gøre det flere sæsoner i rap.
Det havde de. I 2011/12 sikrede den 103-årige klub sig sin første double. Den satte også tysk rekord med 81 point og 28 ubesejrede kampe i streg. Sportsmagasinet Kicker kaldte det »ufatteligt«, og i Nordrhein-Westfalen fik man et nyt motto: Det kan godt være, de er bedre til at være arrogante i München. Vi er til gengæld bedre til at spille fodbold.
I 2002 var Dortmund på fallittens rand. Fejlinvesteringer på aktiemarkedet og en panisk bejlen til Champions League-succes, som aldrig kom, betød, at klubben måtte sælge sit traditionsrige stadion, Westfalenstadion.
Men så gik der Barcelona i den. Borussia Dortmund er nemlig ’mere end en klub’. Lokale fangrupper, virksomheder og kendisser søsatte under mottoet »Vi er Borussia« en storstilet redningsplan for klubben, og resultatet blev henstand på lån i stadion, nye og bedre sponsoraftaler og en sund transferpolitik.
Stadion skulle hedde Signal Iduna Park. Navnet tilhører et tysk forsikringsselskab. I 2009 blev Signal af The Times kåret til verdens bedste stadion. Her synger man højt, og her synes man, dem ovre i München er et teaterpublikum.
Det er ikke altid sundt for klubber at miste deres mest profilerede spillere. Heller ikke selv om transferpengene luner i pengekassen. Bare spørg Arsenal, der aldrig rigtig er kommet sig efter Cesc Fàbregas’ og Robin van Persies exit.
I sommeren 2011 blev Nuri Sahin solgt til Real Madrid. I 2005 var Sahin den yngste debuterende spiller i Bundesligaen, og hans præstationer var ifølge de tyske kommentatorer afgørende for Dortmunds kongemord på Bayern.
Jürgen Klopp, som nu er cheftræner i Liverpool, så dog hurtigt, at japaneren Shinji Kagawa kunne udfylde den tomme midtbaneplads, og da Kagawa blev solgt til Manchester United i sommeren 2012, havde Klopp allerede signet kæmpetalentet Marco Reus fra Borussia Mönchengladbach.
Ungdomsarbejdet er ganske enkelt fremragende på de kanter: I hvert fald siden 2008, hvor Klopp kom til, har ideen været at satse på forholdsvis billige, unge og lovende spillere, snarere end de ’færdige’ stjernepakker, som rigere klubber – Bayern, Paris Saint-Germain, Barcelona, Real Madrid – ofte går efter. I 2011 etablerede man en topmoderne fodboldskole, BVB Academy, som skal udvikle spillere mellem 19 og 23 år.
Og det er sprøjtet ud med fine folk: Den offensive midtbanespiller Mario Götze kunne Dortmund dog ikke holde på. Han skiftede under stor mediebevågenhed til Bayern i 2013. Men glem ikke Marcel Schmelzer, Kevin Grosskreutz, Mats Julian Hummels og Sven Bender.
Den nyerige pengemagt
Dortmund-bossen, Hans-Joachim Watzke, var på et korstog tilbage i 2014. Der var noget helt galt fat med forretningerne omme bag ved de nyrige klubber og den mere og mere hysteriske back door-funding, mente tyskeren.
Mandskaber finansieret af pengestærke oliesheiker, der bruger fodboldklubber og deres spillere som reklamesøjler for egne forretningseventyr. Watzke angreb primært Manchester City, der også har penge som snot, men det lå i kortene, at en lille håndfuld klubber burde ekskluderes fra UEFA. De skævrider konkurrencen med deres umulige lønlofter og indspiste PR-aftaler.
»UEFA må trække en streg i sandet mellem reel sponsorering og en hysterisk tilførsel af pengemidler via bagdøren. De må være stærke og udelukke de alt for store klubber,« sagde Hans-Joachim Watzke.
Tag nu bare Paris Saint-Germain, som for nylig solgte Zlatan Ibrahimovic til Manchester United. Ifølge den Internationale Valutafond (IMF) er Qatar verdens rigeste land. Det skyldes ikke mindst de utrolig store gas- og oliereserver, der ligger i undergrunden. Således menes Qatar Investment Authority, der ejer Paris Saint-Germain, at være god for en kapital på mere end 1.000 milliarder kroner.
Det er altså landet Qatar, der har købt PSG. Ikke et stenrigt medlem af Abu Dhabis kongefamilie.
Man forstår Hans-Joachim Watzke:
Den kamp kan man ikke vinde. Og slet ikke tyske klubforetagender med demokratisk fandeltagelse og finansielle fairplayidealer. En gul mur eller ej.
