Læsetid: 4 min.

»Håbet er der ingen, der kan tage fra mig«

»Lige nu synes jeg godt nok, det ser lidt håbløst ud, men alligevel finder jeg en udvej. Det er det gode ved at være tidligere misbruger – mange af os har en overlevelsesmekanisme, og selv om man ikke har en krone, finder man altid en måde at hutle sig igennem dagen på«
»Lige nu synes jeg godt nok, det ser lidt håbløst ud, men alligevel finder jeg en udvej. Det er det gode ved at være tidligere misbruger – mange af os har en overlevelsesmekanisme, og selv om man ikke har en krone, finder man altid en måde at hutle sig igennem dagen på.«
17. september 2016

Bliver du ramt af reformen og hvordan?

»Ja, i første omgang mister jeg 800 kroner fra den 1. oktober. Jeg har tidligere modtaget et såkaldt § 34-tillæg, som er en ekstra støtte til boligen, hvis man sidder svært i det økonomisk. De penge ryger nu.«

Hvad betyder det for dig?

»Lige nu har jeg ikke ret mange penge. Altså jeg går ikke sulten i seng, men der er ikke ret meget at gøre med på en kontanthjælp. Brutto har jeg 10.900 kroner til rådighed hver måned før skat. Og når jeg har betalt min husleje, telefon og et afdrag på en gammel offentlig gæld er der 1.700 kroner tilbage. Det vil sige 900 kroner fra om ikke så længe.«

Hvad skal du skære ned på?

»Jeg ved det faktisk ikke. Alt er skåret ned. Jeg lever i forvejen meget spartansk.«

Hvor længe har du været på kontanthjælp?

»Siden 2012. Jeg har undervejs været i virksomhedspraktik på en kirkegård, det var fint nok. Men jeg fik ikke fast arbejde af det.«

Skal du så ikke snart ud og have dig et arbejde?

»Jo, det er også min plan. Jeg skal lige igennem genoptræning i forhold til en medicinsk kur, jeg har været igennem. Men med min fortid er det svært at få job. Jeg kan ikke fremvise det bedste cv, selv om jeg har været igennem den længste dyreste uddannelse, der findes.«

Hvad er det for en uddannelse?

»Som narkoman. I 30 år. Og så er det altså svært at få arbejde. Jeg vil da gerne have flere penge, men spørgsmålet er, hvem der kan bruge en som mig.«

Du møder mange udsatte som medlem af Kolding udsatteråd – hvad fortæller de dig?

»Alle snakker om kontanthjælpsloftet lige nu. Men det nytter jo ikke noget at tale om problemet længere, for nu kommer det. Så nu skal vi tale løsninger. Jeg synes for eksempel, man burde sætte huslejen ned i de private og almene boligforeninger.«

Hvorfor kan de mennesker, der bliver ramt, ikke bare tage et arbejde?

»Jeg tror ikke, at det motiverer mennesker at blive fattigere. Folk bliver bare mere vrede og opgivende og får endnu mindre tillid til systemet.«

Hvis du kunne tale direkte til de politikere, der har besluttet de her reformer, hvad ville du så sige?

»At de begår en stor fejl. Men jeg tror desværre ikke, de indser det, med mindre de selv, eller nogen de kender, bliver ramt. I deres omgangskreds eller familie. Så får de måske åbnet øjnene.

Hvad tror du, reformerne vil føre med sig?

»Det vil vi kunne se om et års tid. Det er jo ikke bare de udsatte, misbrugere og hjemløse, det er også en helt ny kategori af mere almindelige mennesker, som bliver økonomisk ramt. Men hvis vi ikke finder nogle løsninger, vi vil nok se flere hjemløse. Antallet steg fra 5.000 i 2010 til 6.100 i 2016. Og det er desværre et tal, som vil stige nu. Det er jeg sikker på.«

Hvorfor er der så langt fra Christiansborg til Skovvejen i Kolding, hvor du bor?»

»Jeg tror måske, politikerne tænker med hjernen og ikke med hjertet nogle gange. Og mange af dem i den blå blok er erhvervsfolk, som ikke har forståelse for sådan en som mig. Men vi har jo heldigvis også politikere, der er imod det. Det er bare ikke dem, som har flertal.«

Men er det ikke rigtigt, at man hellere skal have et arbejde end at være på offentlige ydelser?

»Jo, for dem, som kan. Og vores kære beskæftigelsesminister har jo sagt, at han regner med at få 750 mennesker i arbejde ved det her. Men det er jo langt flere, der bliver ramt. Blandt andet flere tusind børn. Det hænger ikke sammen i min verden.«

Du har lavet facebook-gruppen ’Fra udsat til værdsat til ansat’. Hvorfor?

»Fordi jeg har lyst til at vise min empati for de udsatte, og så holder det mig i gang. Jeg har blandt andet arrangeret et fakkeltog den 7. oktober rundt om slotssøen i Kolding.«

Hvad skal et fakkeltog hjælpe?

»Vi går rundt om søen ad Kærlighedsstien. Der bliver holdt taler, der kommer politikere og bliver spillet live-musik. Formålet er, at vi skal tænke lidt mere på hinanden. Der er mange mennesker, som kommer i nød nu, og derfor skal vi allesammen vise lidt mere næstekærlighed.«

Hvad giver dig håb?

»Håbet er der ingen, der kan tage fra en. Lige nu synes jeg godt nok, det ser lidt håbløst ud, men alligevel finder jeg en udvej. Det er det gode ved at være tidligere misbruger – mange af os har en overlevelsesmekanisme, og selv om man ikke har en krone, finder man altid en måde at hutle sig igennem dagen på.«

Hvilken sang burde alle høre?

»’The drugs don’t work’ med Verve. Den fortæller om en gut, der har en kæreste, som ryger ud i et misbrug. Han savner hendes kærlighed og vil gerne have hende tilbage. Det er bare så smukt. Den skal spilles til min begravelse.«

Hvis du skulle leve i en anden tid, hvilken skulle det så være?

»Så skulle jeg leve som i 1950’erne. Dengang var det tilladt for manden, når han kom hjem fra arbejde at lægge sig på sofaen og så kunne kvinden servere maden, ha ha ha.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ernst Enevoldsen

"Skal du ikke snart ud at have dig et arbejde ?" spørger intervieweren, og iscenesætter dermed lidt postfaktuel virkelighed. Arbejdsanvisningen er som bekendt nedlagt for en del år sien.