Du har arbejdet i hovedstadens psykiatriske akuttjeneste siden 1997. Kan du give nogle eksempler på, hvor beredskabet har gjort en forskel?
»Jeg tror, vi gør en forskel næsten hver dag. De mest ekstreme eksempler er dem, hvor vi har en gidseldrama-situation, hvor folk truer med at tage deres eget eller andres liv, og hvor vi i samarbejde med politiet forsøger at få situationen under kontrol. Det er helt på niveau med, hvad man ser i fjernsynet. Det er jo højspændte situationer, hvor politiet ofte møder talstærkt op. Jeg har selv engang prøvet at være ude med omkring 50 politibetjente. Vores rolle er at prøve på at berolige den person, som for eksempel truer med at begå selvmord, og få tilbudt hjælp.«
På grund af besparelser vil akuttjenesten fremover kun have åbent i weekenderne. Hvad er så alternativet for patienter, pårørende og andre, der kan stå i en situation, hvor der er brug for akut assistance til en psykisk syg?
»De kan ringe til 1813. Der vil der være sygeplejersker, som vil kunne få fat i de læger, der er ansat i 1813. Og så kan der være en udkørende funktion, enten fra 1813 eller fra de læger, der egentlig er ansat til at rykke ud til hjertestop.«
Hvorfor er det ikke godt nok?
»Der er jo ingen af de mennesker, som har en speciel uddannelse i psykiatri. De kender ikke hele det psykiatriske system, og hvad det kan byde på. Det betyder, at patienterne vil få utilstrækkelig vejledning.«
Er der blevet mere eller mindre behov for akuttjenesten siden starten i 1997?
»Helt klart mere. Vi kan tælle det. Dengang fik vi et til to opkald per vagt. I dag er det tal tredoblet.«
Er det her også en mere systemisk historie om en psykiatri, der bliver skåret ind til benet?
»I virkeligheden ligger det her jo ikke under psykiatrien, men under det, der hedder det præhospitale beredskab. Men der har jo skullet spares mange millioner på psykiatrien i hver region. Og oven i det kommer så den her besparelse, som jo også rammer psykiatrien, selv om den formelt set hører under en anden paraply. Jeg synes, det er mærkeligt. Jeg tror ikke, man kunne have forestillet sig, at man ville sige, at eksempelvis akutbilerne ikke længere kunne køre ud til hjertestop i hverdagene, og at nogle andre måtte tage sig af det. Jeg tænker, det bunder i en mangel på respekt for det psykiatriske fagområde. Og for de psykisk syge. Man tænker måske, at det ikke haster lige så meget, som hvis man har fået et akut astmaanfald eller lignende. Men en ung pige, som er selvmordstruet og har taget piller eller skåret i sig selv, kan jo ikke vente til på lørdag.«
Hvad tror du, den manglende respekt skyldes?
»Jeg ved ikke, om man tænker, at det er folks egen skyld. Eller om man tænker, at det alligevel er håbløst. Uanset hvad er det i hvert fald helt forkert. Det er muligt at bedre på langt de fleste psykiske sygdomme. Og det har meget stor betydning, om man får behandling eller ej. Og så er det jo en folkesygdom. Hvert tredje menneske i Danmark kommer i løbet af deres livstid i behandling for en psykisk lidelse. Så vi kan lige så godt indse, at det er noget, vi bliver nødt til at gøre noget ved.«
Er sagen ikke, at uanset hvor på sundhedsområdet man sparede, ville det gå ud over nogen? Er der et sted, hvor det ville være bedre at spare?
»Jeg synes, det er lidt ubehageligt, hvis fagpersoner skal til at pege på hinandens områder. Jeg kan sige, at det man har gjort her, er maksimalt dumt. Man kunne have sparet et næsten lige så stort beløb, hvis man havde reduceret åbningstiden i de mindst belastede timer. Fra klokken tre til klokken syv om morgenen er det ikke så tit, der sker noget. Nu tager de i stedet de timer, hvor der er allerflest opkald.«
Hvorfor blev du psykiater?
»Det var egentlig et tilfælde. Jeg troede, jeg skulle være neurolog, men så søgte jeg nogle forskellige stillinger og fik job i psykiatrien. Og så blev jeg fanget af, hvor spændende det var. Der var folk, der kom ind med delirium, og folk, der kom ind med psykoser. At vores hjerner kan udvikle symptomer, der er så mærkelige, det fascinerede mig.«
Hvordan har psykiatrien ændret sig, siden du begyndte i 1984?
»Den har ændret sig meget. Der er kommet flere ambulante tilbud, så der er langt flere mennesker, der kan komme i behandling. Og så er der jo også sket en specialisering, så vi har mere specifikke tilbud og derfor bedre kan imødekomme det, patienterne har behov for. Så selv om vi ofte taler om nedskæringer, må man sige, at der over tid er sket nogle positive ting.«
Hvad giver dig håb?
»I den konkrete sag om akuttjenesten giver det mig håb, at der er så mange, der er optaget af, at der sker den her forringelse. Der har vi fået støtte fra politiske partier, organisationer, patienter og folk, der er ansat i systemet. Mere generelt giver det mig håb, at jeg synes, vi bevæger os i den rigtige retning. Personalet bliver mere og mere veluddannet, og vi udbygger tilbuddene, så vi kan komme flere til gavn.«
Hvilken sang burde alle høre?
»’What a wonderful world’. Den betoner forbindelsen mellem mennesker, venlighed, ærlighed og tolerance.«
