Læsetid: 10 min.

Hvordan sætter man tal på overgreb?

Et nyt stort forskningsprojekt skal med 250.000 danskeres hjælp undersøge seksuelle overgreb i Danmark, men forud går den svære opgave med at formulere de rette spørgsmål. For hvordan omsætter man noget så subjektivt som følelsen af et overgreb om til hårde tal?
Forestil dig, at du er til fest med dine klassekammerater i et hus på landet. I har drukket, det er sent, og der er to kilometer til toget. Du tænker måske, at det er sikreste er at blive, men risikoen for voldtægt er langt større, hvis du bliver til festen. Dette foto viser et hus på Fyn, hvor et voldtægtsforsøg har fundet sted.
10. september 2016

En ting, jeg lærte, da jeg i foråret arbejdede med Informations artikelserie »Vidnesbyrd« er, at tal er en underlig størrelse.

En række danske kvinder fortalte i serien om voldtægter, de var blevet udsat for. Men det var meget svært at finde solide statistikker om voldtægt, man kunne bruge som ramme for deres fortællinger.

Der findes så mange forskellige bud på, hvor mange der udsættes for overgreb, at man ikke kan bruge tallene uden at tage en masse forbehold.

»De eksisterende tal er et hvepsebo,« konstaterer sociologen Marie Bruvik Heinskou, da jeg møder hende på Rigshospitalets Center for Seksuelle Overgreb. Præcis derfor har hun netop modtaget en bevilling på én million kroner fra Det Kriminalpræventive Råd til et forskningsprojekt, der forhåbentligt kan give nogle mere brugbare tal.

Undersøgelsen er den største af sin slags i Skandinavien. Godt 250.000 danskere skal svare på et spørgeskema, med det formål at undersøge både det reelle omfang af seksuelle overgreb og deres karakter.

Vi sætter os ind i et lille hospitalskontor uden vinduer sammen med Hanne Baden Nielsen, der er afdelingssygeplejerske og daglig leder på Center for Seksuelle Overgreb og har været med siden centrets opstart i 1999.

Vi skal tale om mørketal – et fænomen, jeg først forstod omfanget af med »Vidnesbyrd«.

Mørketal er en betegnelse for kriminalitet, der begås, men ikke kommer til politiets kendskab. Ud af de næsten 170 henvendelser, jeg fik, fortalte kun tre, at de fik deres gerningsmand dømt. Langt de fleste anmeldte aldrig deres krænker.

Mange fortalte, at de ikke tror, gerningsmanden vidste, at han voldtog, og at de først flere dage eller år efter overgrebet betragtede det, der skete som kriminelt.

Hvordan kan man gøre noget så subjektivt op i tal? Det, der føles som et overgreb for mig, føles jo ikke nødvendigvis som et overgreb for dig. Og kan man overhovedet få dem i tale, der er bedst til at fortrænge?

Overgreb fordelt på socialklasser

Først og fremmest tror Marie Bruvik Heinskou ikke, det er tilfældigt, at hun netop nu har fået bevilget penge til at lave en så omfattende kvantitativ undersøgelse.

»2016 har været et år med øget fokus på voldtægt, kropslige krænkelser og betydningen af et seksuelt samtykke,« siger hun.

Politikere fra flere partier har stillet forslag, der vil indføre juridisk samtykke, straffe gerningsmænd hårdere eller gøre det lettere at bringe sager om hævnporno for retten. Aktivister har afholdt demonstrationer, organisationer har lavet kampagner, og også medierne har været med.

»Og under alle diskussionerne ulmer en forestilling om det store mørketal,« siger Marie Bruvik Heinskou.

Før undersøgelsens resultater ligger klar til næste år, vil hun ikke være med til at puste til forestillingen om, at voldtægtsfeltet har store mørketal, fordi den kan skabe en angst for, at kvinder let kan blive voldtaget og dermed medvirke til at stække kvinders frihed.

Hanne Baden Nielsen er sikker på, at der findes store mørketal på voldtægtsområdet. I Center for Seksuelle Overgrebs database, som rummer omkring 4.000 sager, kan hun se, at 60 procent af de ofre, der henvender sig til centeret, anmelder deres krænker, mens 40 procent undlader.

Som medlem af følgegruppen til den nye undersøgelse er hun spændt på at se, hvordan de seksuelle krænkelser fordeler sig inden for forskellige socialklasser.

Hendes praktiske erfaring siger, at nogle kvinder er mindre tilbøjelige til at anmelde overgreb. Der er kvinder, som vælger at tie, fordi de er bange for at blive mødt med forestillingen om, at de selv var skyld i overgrebet.

Hver syvende dansker mener ifølge en undersøgelse fra Amnesty, at voldtægtsofre selv er skyld i, at de bliver voldtaget, og sådanne beskyldninger kan slå ens liv fuldstændig ud af kurs, forklarer Hanne Baden Nielsen.

I 2010 skrev Marie Bruvik Heinskou ph.d.-afhandlingen En kompleks affære, som gennemgik 95 politianmeldelser om voldtægt. Afhandlingen var kontroversiel, blandt andet fordi den netop viste, at det ofte er unge, udsatte kvinder, der anmelder voldtægter.

Men er det så, fordi de hyppigere bliver voldtaget, eller fordi de mere ressourcestærke kvinder har det med at holde mund?

Det er den slags spørgsmål, som undersøgelsen forhåbentligt kan være med til at besvare. Marie Bruvik Heinskou håber, at det anonyme spørgeskema kan få kvinder, der normalt ikke taler, til at åbne op.

Et andet stort spørgsmål er, hvor mange mænd der udsættes for overgreb.

»Det er vigtigt, at vi ikke kun tænker kvinder som ofre,« siger Marie Bruvik Heinskou.

Af de 170 henvendelser til »Vidnesbyrd«-serien, var kun to fra mænd. Den ene var et offer for incest. Den anden »voldtog næsten«, som han selv formulerede det. Og i Center for Seksuelle Overgrebs databaser er kun 1-2 procent voldtægtsofre mænd.

Hvor Marie Bruvik Heinskou ikke på forhånd vil dømme mænd ude af statistikkerne, tror Hanne Baden Nielsen, at undersøgelsen vil reproducere billedet af, at voldtægtsofre langt overvejende er kvinder.

Den almindelige voldtægt

Det er exceptionelt ambitiøst, at undersøgelsen henvender sig til en kvart million danskere. Ifølge Marie Bruvik Heinskou er man nødt til at spørge så mange, når man ønsker at beskrive det typiske overgreb

Jeg spørger, om ’den normale voldtægt’ findes? De voldtægter, jeg har mødt, falder groft sagt ind under en lille håndfuld af kategorier: overfaldsvoldtægt, partnervoldtægt, voldtægt mellem unge, der har drukket for meget, og datingvoldtægt, hvor man misforstår hinandens signaler.

Overfaldsvoldtægten afskriver Marie Bruvik Heinskou og Hanne Baden Nielsen straks som den typiske voldtægt.

En anden af årsagerne til, at Marie Bruvik Heinskous afhandling fra 2010 var kontroversiel, var nemlig, at den punkterede myten om, at overfaldsvoldtægter er udbredte. Hos Center for Seksuelle Overgreb er det heller ikke den type voldtægter, de oftest ser.

Hvis Hanne Baden Nielsen, skal tegne et billede af den typiske voldtægt, indeholder den tre ting: Offer og gerningsmand er under 25 år, de kender hinanden, og de har begge drukket for meget. Den beskrivelse stemmer overens med Marie Bruvik Heinskous fund i afhandlingen.

»Ofte er der tale om et socialt forløb, der går galt. Jeg kan godt lide at bruge ordet ’centrifugalkraft’ om det,« siger Marie Bruvik Heinskou.

»Man flirter lidt. Det ene fører til det andet, og pludselig går det stærkt. Man hvirvles ind i en kraft, der bevæger sig så hurtigt, at man ikke føler, der er tid til at mærke efter, eller mulighed for at sige fra.«

Måske ender det med, at den ene part tvinger sig til sex, men det kan også være meget mere mudret. Måske har begge parter lyst til sex, men samlejet ender på en måde, som den ene part oplever ubehageligt grænseoverskridende, og er der så tale om voldtægt?

»Der kan i hvert fald være tale om en krænkelse,« siger Marie Heinskou Bruvik, »hvis ofret oplever det som et overgreb, er det ikke nødvendigvis et overgreb i straffelovens forstand, men det er væsentligt – også med tal – at indfange situationer, der er blevet oplevet som alvorligt krænkende. Det forsøger vi at fange i undersøgelsen.«

Og så er vi fremme ved noget af det essentielle i forhold til, hvordan man opgør overgreb i tal. Hvis man lader de adspurgte definere, hvad det vil sige at føle sig krænket, risikerer man så ikke at få et utroværdigt højt resultat?

Det er der taget højde for, siger Marie Bruvik Heinskou. Undersøgelsen bruger forskellige greb, der gør det muligt både at tage højde for objektive definitioner og subjektive definitioner, der handler om de adspurgtes oplevelse af graden af alvor.

»Jeg vil ikke gøre mig til dommer over, hvorvidt det, de har oplevet, er et overgreb eller ej, men jeg kan forhåbentligt – ud fra resultaterne – sammenstille forskellige handlingsforløb med ofrets oplevelse af krænkelsen og med straffelovens definitioner«.

Jeg kan godt lide denne tilgang. Den giver et situationelt perspektiv, fordi definitionsretten også kan være på ofrenes side. Jeg mindes ikke, at man i store undersøgelser før har spurgt på denne måde.

Netop derfor tror Marie Bruvik Heinskou også på, at hendes undersøgelse kan give et mere retvisende billede af, i hvilket omfang danskere udsættes for overgreb.

»Jeg er f.eks. ret spændt på at se, om partnervoldtægt viser sig at være mere udbredt, end vi i dag tror,« siger hun.

Jeg tænker tilbage på, da jeg i foråret besøgte en kvinde, der var blevet voldtaget af sin kæreste, og hvor syret det var, at han stod og bagte frugttærte i køkkenet, mens hun sad inde hos mig i stuen og græd, mens hun fortalte om den nat, han voldtog hende.

Hun følte ikke, at hun kunne anmelde ham, men hun følte heller ikke, at hun kunne dele historien med nogen, for hvem lader ham, man elsker, voldtage?

Vi svigter drengene

Marie Bruvik Heinskou er også spændt på, hvor mange overgreb, der ligger inden for straffelovens paragraffer, og hvor mange der placerer sig i en juridisk gråzone.

Ligger de hovedsageligt inden for paragrafferne, skal vi ifølge Marie Bruvik Heinskou blive bedre til at bruge dem, for voldtægtssager er svære at fælde dom i. Placerer mange sig i de juridiske gråzoner, har vi muligvis brug for en kulturændring. Ingen af de to tror som udgangspunkt på mere lovgivning.

Der er problemer, som den juridiske tilgang ikke løser. Marie Bruvik Heinskou forsker også i vold, og hvor fysisk vold har den juridiske fordel, at slag efterlader synlige beviser, er der i langt de fleste voldtægtssager ingen objektive beviser at hente i de retsmedicinske undersøgelser.

Man kan se, om vedkommende har haft sex, men man kan ikke se, om der ligger et samtykke bag.

»I syv ud af ti tilfælde efterlader voldtægt ingen rifter,« forklarer Hanne Baden Nielsen. Og selv hvis der er rifter, beviser de ikke noget kriminelt, for de kan også opstå under frivillig sex. Det efterlader mange sager med en part, der siger: ’Du voldtog mig’, og en anden, der siger: ’Nej, jeg gjorde ej.’

Læs også: Amerikanske unge: Det er ’turn off’, hvis nogen beder om lov

»Og det er sagens kerne,« siger Hanne Baden Nielsen. »Som samfund undskylder vi i dag mænd alene på deres køn. Vi har en hel gruppe af anklagede mænd – uagtet om de er skyldige eller ej – der siger: ’Jeg troede, hun var med på den’, og dermed mistænkeliggør kvinden. Herfra bruger man nemlig en masse krudt på at udspørge kvinden om fuldstændigt irrelevante og dybt private ting, og i retten beder man veninder vidne for at tegne et billede af, at hun er en værre én,« siger Hanne Baden Nielsen.

Hun påpeger, at voldtægt også er den eneste type forbrydelse, hvor forebyggelsen typisk er rettet mod ofret.

Det ligger kulturelt indlejret i mange kvinder, at vi ikke skal gå alene rundt om aftenen. At det er en god ide at skifte fortov, hvis en mand går imod os. At vi ikke skal drikke os alt for fulde, og at vores tøj sender signaler. Hvor er forebyggelsen rettet mod potentielle krænkere? spørger Hanne Baden Nielsen og svarer selv:

»Ingen steder, og dermed svigter vi drengene. Mange forældre taler slet ikke med deres sønner om, hvordan de undgår at havne i en situation, hvor de risikerer at begå et overgreb.«

Forældrene skal tale med drengene om samtykke, signaler, grænser og om, at et nej altid skal respekteres. Men de skal ifølge Hanne Baden Nielsen også holde op med at undertrykke deres døtre med regelsæt, som indirekte fortæller, at hvis bare de gør som mor og far har sagt, sker der dem ikke noget ondt.

»I samme øjeblik der så sker en kvinde noget, kan hun høre sine forældre tale om regel nummer 74, som hun netop har brudt, og at hun derfor selv bærer en del af skylden for det, der er i gang med at ske,« siger Hanne Baden Nielsen.

Den latente frygt

Næste sommer er forskningsresultaterne klar. De første spørgeskemaer sendes ud i løbet af september, og inden vi runder af, spørger jeg Marie Bruvik Heinskou og Hanne Baden Nielsen, om de selv er bange for at blive voldtaget?

Hvor gerne jeg end selv ville sige nej, blev jeg meget påvirket af at tale med kvinderne fra »Vidnesbyrd«. I de måneder, hvor jeg kun interviewede voldtægtsofre, lå tanken om risikoen for overgreb hele tiden latent i mig.

»Jeg er ikke bange,« siger Hanne Baden Nielsen. »Men man kan aldrig gardere sig mod voldtægt. Det eneste, du kan gøre, er at tage en beslutning om, hvor meget du vil udsætte dig selv for.«

»Hvad betyder det,« spørger jeg.

»Det betyder, at hvor meget, jeg end ville ønske, det var anderledes, så kan jeg ikke regne med, at alle mænd er fornuftige nok til at vide, hvornår en kvinde har lyst til sex. Jeg kan kun stole på mig selv, og jeg kan vælge at tage kontrollen ved at forlade situationer, hvor nogen prøver at overskride mine grænser.«

Marie Bruvik Heinskou frygtede voldtægt som ung, og måske var det netop angsten, der motiverede hende til at gå ind i feltet.

»I dag ved jeg, at der som regel altid ligger en lang og kompleks optakt til grund for det, der ender med en anmeldelse af voldtægt. Og i takt med at jeg er blevet ældre, er jeg blevet så bevidst om mig selv og mine grænser, at jeg ikke frygter at havne i sådan en situation.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grethe Preisler

Fotografier lyver ikke, og et billede kan sige mere end mange ord!
Hvad siger billedredaktør Sigrid Nygaard til Niels Jørgensens protest mod anvendelsen af ovenstående foto af hans hus, hvor et voldtægtsforsøg på Fyn angiveligt har fundet sted?

Vedrørende artikelfoto

Vi er klar over, at der grundet pladsmangel kan være tvivl om billedteksten: Huset på billedet har været gerningsscene i en voldtægtssag, men det er flere årtier siden. Huset fungerede dengang som kollektiv. Information har fra husets nuværende beboere, som ikke har forbindelse til de daværende, fået tilladelse til at fotografere huset og bringe billeder i forbindelse med denne artikel.

Vi beklager eventuelt upræcise oplysninger.

Debatvært
Espen Fyhrie

Niels Jørgensen

Okay.
Men kunne I så i det mindste ikke skrive årstal i teksten.
Som det fremstår nu virker det jo som en aktuel sag.
Hvordan kan det forøvrigt være, at I ikke kan bruge et foto der var aktuelt?

Ydermere er det både godt og dårligt, men også manipulerende at I fotograferer en sideingang der ikke længere benyttes, så huset fremstår faldefærdigt.

Jeg synes jeres troværdighed og aktualitets kriterie er på glat is.

Mvh. Niels.