Læsetid: 9 min.

Jeg kom ud af systemets klør, fordi det virkede

På et tidspunkt blev jeg indkaldt til et møde. Så sad der to hundrede mennesker rundt om et bord og talte om, hvorvidt mine børn var i trivsel eller ej. Ingen sagde det direkte, men jeg kunne godt regne ud, hvad det handlede om
På et tidspunkt blev jeg indkaldt til et møde. Så sad der to hundrede mennesker rundt om et bord og talte om, hvorvidt mine børn var i trivsel eller ej. Ingen sagde det direkte, men jeg kunne godt regne ud, hvad det handlede om

Ditte Ahlgren

1. oktober 2016

»Nå, men hvordan kom du så ud af det?« spurgte damen, og jeg blev helt paf. Det er både en lang historie og ikke noget, jeg er vant til at tale om, ikke så direkte.

Det var en tråd på internettet.

Vi talte om kontanthjælpsloftet.

Vi talte om det kommunale helvede.

Jeg sagde ikke noget, jeg sagde ikke mere, jeg fortalte hende ikke, hvordan jeg kom ud af det – men nu da tiden er gået, og der bare bliver flere og flere helt konkrete mennesker med helt konkrete problemer, efterladt alene som kanonføde i en krig, vi ikke taler nok om, har jeg besluttet mig for at tale om det.

Velvidende de tusind måder, det vil stigmatisere mig på. Velvidende, hvad jeg taber på gulvet (retten til at udtale mig om det almene).

Velvidende kommentarfeltet.

Jeg skriver ikke denne tekst til dig, der er velstillet og har dit på det tørre. Jeg skriver ikke denne tekst som endnu et underholdende indslag fra underklassen. Jeg skriver heller ikke denne tekst som liberal, anarkist eller venstreorienteret (selv om jeg er alle tre ting på én gang, ha!).

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mette Eskelund
  • Birgitte Rode
  • Anker Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Katrine Visby
  • Ann Thomsen
  • Roselille Pedersen
  • Marie Mollerup
  • Heidi Larsen
  • Ulla Søgaard
  • Erik Jensen
  • Mogens Fosgerau
  • odd bjertnes
  • Jørn Andersen
  • Jens Kofoed
  • Nis Jørgensen
  • Randi Christiansen
  • Marianne Rasmussen
  • Lars Bo Jensen
  • Troels Larsen
  • Steffen Gliese
  • ingemaje lange
  • Randi Overgård
  • Niels Duus Nielsen
Mette Eskelund, Birgitte Rode, Anker Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Mikael Velschow-Rasmussen, Katrine Visby, Ann Thomsen, Roselille Pedersen, Marie Mollerup, Heidi Larsen, Ulla Søgaard, Erik Jensen , Mogens Fosgerau, odd bjertnes, Jørn Andersen, Jens Kofoed, Nis Jørgensen, Randi Christiansen, Marianne Rasmussen, Lars Bo Jensen, Troels Larsen, Steffen Gliese, ingemaje lange, Randi Overgård og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Smukt!

Den store samtidsroman behøver ikke at fylde meget mere end 2000 ord.

Tak!

Britt Kristensen, Allan Stampe Kristiansen, Marie Jensen, Karsten Aaen, Erik Jensen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men det er heller ikke sådan, vi vil ahve, at systemet skal være, vel? Vi vil have et system, der faktisk hjælper, tager hånd om enhver, der har behov for hjælp, fordi det ikke er uoverkommelgt eller for meget forlangt. Vores samfundsmodel var den succesfulde, de andre er først begyndt at indse det - nu, hvor vi lukker og slukker.

Britt Kristensen, Anne Schøtt, Kim Øverup, Lise Lotte Rahbek, Liliane Murray, Britta Hansen, Allan Stampe Kristiansen, David Zennaro, Marie Jensen, Karsten Aaen, Erik Jensen , Jørn Andersen, Randi Christiansen og Marianne Rasmussen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Har lige forfattet denne kommentar til et ritzautelegram om 225 timers reglen :

"Hvad med et rummeligt arbejdsmarked hvor der plads til alles indsats? Med en miljø-og socioøkonomiske omstilling, hvor naturens kredsløb respekteres, er der brug for alle. Men det er måske for naivt at forestille sig, at erhvervslivet i det globale konkurrenceræs kan sætte mennesker og respekt for naturen før profit?

Den nødvendige politik tilsiger, at de formuende har brug for mere af den overførselsindkomst, som de uformuende får, som kompensation for et dysfunktionelt arbejdsmarked ... hvis nødvendighed? Det er hodet under armen ikke at målrette skattelettelserne til det efter sigende nødlidende erhvervsliv, som så til gengæld må forpligte sig til at skabe plads til de mennesker, som betaler for topskatteletteser med nedskæringer i deres forsørgelsesgrundlag.

Men de mennesker er jo ikke konkurrencedygtige, lever ikke op til kravene på det moderne arbejdsmarked, som det kan være endog meget vanskeligt at passe ind i. Jeg har selv prøvet at føle mig overordentlig akavet, ja sågar at blive hånet, når jeg havde gjort alt for at leve op til normen på en arbejdsplads. Uhyre ubehageligt og stærkt demotiverende. Min egen far måtte som pligtopfyldende bidragyder til bnp lade livet pga arbejdsskade og inden da betale en høj pris i form af kvalitetstid med sin familie til fordel for et tidskrævende og fysisk belastende job. Her svigter erhvervslivet med et klaustrofobisk menneskesyn, der gør mennesker til arbejdsrobotter - naturligvis med sygdom, stress, depression og belastning af de offentlige kasser til følge.

Hvis eneste kvalifikation til en topskattelettelse er et vist indkomstniveau, er det en udemokratisk hån mod almindelige, hårdt arbejdende mennesker, hvis påståede dynamiske fordel er betinget af de formuendes evne og vilje til at investere samfundsgavnligt. Det er kort sagt stærkt utjekket og udemokratisk at overlade anvendelsen af topskattelettelserne til det personlige initiativ. Penge er magt, og giver derfor forrang ifht at påvirke samfundsudviklingen qua forbrug og andre allokeringer.

Nej, det er ikke deres ’egne penge’. De er tjent på grundlag af en særlig favorabel kombination af arv og miljø i omgivelser, der - pga af en stadig ufuldkommen styreform - favoriserer disse, og det er meget mærkeligt, at ingen journalister forrest på medieplatformen påtager sig at fastholde det argument, når kravet om at få lov til at beholde flere af ’sine egne’ mio, mia. for gud ved hvilken gang trækkes af stalden.

Men skal de rige indrømme, at der ikke er fri og lige adgang til fællesejet, så falder deres ideologiske korthus på et splitsekund, deres sikkert afhængighedsskabende privilegier fordufter og de må i gang med at anskue samfundsopbygningen med nye, rummelige, fordomsfrie og menneskevenlige øjne, som i stedet for at bruge og til tider ligefrem misbruge naturen og deres medmennesker, kan blive del af et opbyggeligt kredsløb.

Vi må arbejde for det bevidsthedsmæssige kvantespring, som er nødvendigt for alle, så også de, som klamrer sig til gamle tankeformer og forældede privilegier, kan blive hjulpet med ind i en ny og mere funktionel verden.

Fordi man er god til at samle, er man ikke nødvendigvis god til at sprede. Forpligtelsen over for den helhed, som man uundgåeligt er del af, hvis man er i live, kan ikke fornægtes, og derfor har man ikke automatisk råderet over så meget af fællesejet, som man kan indfange med sine lange pensionatsarme og lægge sine klamme hænder på.

Britta Hansen, Marie Jensen, Karsten Aaen, Roselille Pedersen, Erik Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Man kan ligefrem sige, at andreas lidelser giver mening nu, hvor hun med afsæt i dem, formår at sætte dem udover et personligt perspektiv og dermed hjælper andre som dårligere end hun kan forsvare sig.

Anne Schøtt, Annika Tiin Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Else Marie Arevad

Tænk at have overskud til at sige nej til en førtidspension, når man har det så elendigt! Det tyder på en meget stærk personlighed. Men der er ikke noget, man kan forvente af de fleste.