Læsetid: 9 min.

Jeg kom ud af systemets klør, fordi det virkede

På et tidspunkt blev jeg indkaldt til et møde. Så sad der to hundrede mennesker rundt om et bord og talte om, hvorvidt mine børn var i trivsel eller ej. Ingen sagde det direkte, men jeg kunne godt regne ud, hvad det handlede om
På et tidspunkt blev jeg indkaldt til et møde. Så sad der to hundrede mennesker rundt om et bord og talte om, hvorvidt mine børn var i trivsel eller ej. Ingen sagde det direkte, men jeg kunne godt regne ud, hvad det handlede om

Ditte Ahlgren

1. oktober 2016

»Nå, men hvordan kom du så ud af det?« spurgte damen, og jeg blev helt paf. Det er både en lang historie og ikke noget, jeg er vant til at tale om, ikke så direkte.

Det var en tråd på internettet.

Vi talte om kontanthjælpsloftet.

Vi talte om det kommunale helvede.

Jeg sagde ikke noget, jeg sagde ikke mere, jeg fortalte hende ikke, hvordan jeg kom ud af det – men nu da tiden er gået, og der bare bliver flere og flere helt konkrete mennesker med helt konkrete problemer, efterladt alene som kanonføde i en krig, vi ikke taler nok om, har jeg besluttet mig for at tale om det.

Velvidende de tusind måder, det vil stigmatisere mig på. Velvidende, hvad jeg taber på gulvet (retten til at udtale mig om det almene).

Velvidende kommentarfeltet.

Jeg skriver ikke denne tekst til dig, der er velstillet og har dit på det tørre. Jeg skriver ikke denne tekst som endnu et underholdende indslag fra underklassen. Jeg skriver heller ikke denne tekst som liberal, anarkist eller venstreorienteret (selv om jeg er alle tre ting på én gang, ha!).

Personligt initiativ, personlig styrke og dét at tage ansvar for sit eget liv er ikke et übermenneskeligt karaktertræk eller et moralsk anliggende; det er i langt de fleste tilfælde et spørgsmål om ressourcer.

Hvilke man er blevet født med. Hvilke man har adgang til. Hvem der hjælper.

Jeg skriver denne tekst til dig – dig der bliver ramt af kontanthjælpsloftet, dig der spurgte mig, hvordan jeg kom ud af det kommunale helvede, fordi der efterhånden ingenting er, der henvender sig til dig længere.

Min historie

Det var dengang, systemet stadig virkede, hvilket er en væsentlig præmis for, at jeg overhovedet kom ud af det.

Nok den væsentligste.

Jeg var ung enlig mor til tvillinger og ’psykisk sårbar’, som det hedder. Begrebet dækker over dette: rablende psykotisk, jeg hørte stemmer, så ting der ikke var der, fik paralyserende angstanfald flere gange om dagen. Jeg græd hele tiden. Sort, sort depres­sion. Nu, mange år og utallige diagnoser senere ved jeg, at min krop ikke kan tåle at føde børn.

Det var en voldsom fødselsreaktion. Alle de hormoner og neuroner og atomer, der suser rundt i kroppen, når man føder. Det er en eksplosion i hjernen, og det er ikke sikkert, at hjernen kan holde til det. Hvis nu den for eksempel er sårbar.

Der er alt muligt andet i vejen med mig ud over den sårbare hjerne, og det er ikke sådan, at jeg vupti er blevet rask: Jeg har bare lært at leve med det.

Dengang, da jeg var ung og dum, sagde de til mig, at jeg var skizofren, og jeg troede på dem. Dengang var skizofreni det samme som en dødsdom. Jeg fik at vide, at jeg aldrig ville kunne få et normalt arbejde eller et normalt liv. De sagde det ligeud – og tilbød mig en førtidspension.

Jeg boede på krisecenter. Jeg havde aldrig nogen penge. Jeg kunne ikke forstå det med penge, jeg kunne ikke finde ud af at være fattig, jeg ville ikke have, at mine børn skulle være fattige; så når jeg havde penge tog jeg dem med i zoo og købte vinterstøvler og flyverdragter til dem, ligesom de normale gør. Jeg nægtede at være fattig. Jeg nægtede, at jeg ikke var som andre mennesker.

Jeg ville ikke anerkende virkeligheden.

Jeg nægtede at acceptere virkeligheden.

Så blev jeg sat under administration.

På et tidspunkt blev jeg indkaldt til et møde. Så sad der to hundrede mennesker rundt om et bord og talte om, hvorvidt mine børn var i trivsel eller ej.

Ingen sagde det direkte, men jeg kunne godt regne ud, hvad det handlede om: Hvis jeg ikke snart holdt op med at være så utjekket, ville mine børn blive fjernet.

Børnene var det eneste, der holdt mig oppe.

Børnene var det eneste, der holdt mig fast i virkeligheden.

Psykiateren havde sagt, at jeg var meget sjælden (det fletter jeg ind her, for det er vigtigt for mig at være sjælden, det holder mig oppe, at jeg er sjælden, det giver mig værdi).

Han sagde, at der kun findes måske 10-20 mennesker i Danmark, der kan styre deres psykose. Når jeg var sammen med børnene, gled jeg ind i en anden virkelighed, en virkelighed med leverpostejsmadder og daginstitutioner, ikke dæmoner og bundløse huller, ikke rystende krop, ikke iskold angst.

Når jeg var sammen med børnene, ’tog jeg mig sammen’, og når jeg ikke kunne holde sammen på mig selv længere, gik jeg ud på toilettet, hvor jeg så faldt fra hinanden. Hyperventilerede. Indtil det gik over.

Jeg fik ret meget medicin. Jeg kunne ikke mærke min egen krop.

Der hang et postkort i venteværelset i distriktspsykiatrien. Det forestillede en bamse. Hver uge, når jeg sad og ventede på at tale med en psykiater (det var dengang der fandtes psykiatere, der havde tid til at tale med deres patienter), begyndte bamsen på postkortet at danse. Den var lige så uhyggeligt som en uhyggelig klovn.

Jeg gik rundt i en verden, hvor den slags ting bare kunne ske. Jeg kunne aldrig vide, hvornår det ville komme, jeg kunne aldrig vide, hvordan det ville se ud, eller hvordan det ville påvirke mig.

Jeg lærte mig selv alle mulige teknikker i at lade som ingenting. Jeg er faktisk blevet ret god til at lade som ingenting (Smil sødt. Gem vreden væk).

Jeg kunne fortsætte.

Jeg kunne sige meget mere.

(Men når man fortæller andre folk sin historie, skal man begrænse sig, det har jeg lært, man skal være fokuseret, det har jeg lært, de kan ikke rumme det hele, det har jeg lært.)

Efter mødet med de to hundrede mennesker, der sad og kiggede på mig og talte om mig, som om jeg ikke var der – besluttede jeg mig for at komme ud af det. Det var alt for farligt at være i det.

Jeg måtte ud.

Så jeg sagde nej tak til førtidspensionen, jeg vidste, den ville placere mig i en kategori, hvor jeg for evigt skulle være i systemet – og søgte i stedet om en revalidering, som jeg fik. Jeg søgte ind på institut for psykologi. Jeg tog en uddannelse. Jeg blev klippet og fik et job.

Det gjaldt om at lære nogle fine ord og få noget status, hurtigst muligt, jeg indordnede mig, jeg lagde mig ned.

Når jeg fortæller min forkortede historie (og i øvrigt synes jeg, at vores kultur har et sygt forhold til de psykiske problemer, har du f.eks hørt om ordet ’shamansyge’? Og nu jeg er ved det, hvad nu hvis det her er det kapitalistiske systems måde at pacificere dissidenterne, dem der ikke passer ind, dem der ikke kan normaliseres?) Når jeg fortæller min historie, ved jeg, at den er, som den er, fordi jeg har nogle ressourcer.

Dels var jeg meget, meget, meget sjælden og kunne styre min psykose.

Dels gik mine venner på universitetet, og min familie har altid presset lidt på, for at jeg skulle ’blive til noget’. Jeg er ikke vokset op rundt om et kakkelbord med Rollo og King og syltetøjsmadder og seksuelle overgreb.

Hjælpen

Men jeg ved også, at mine egne ressourcer ikke havde været nok. Jeg ved, at denne historie havde været helt anderledes, hvis ikke det havde været for Bibbi og Søren.

Aflastningsfamilie. Hver anden weekend passede de børnene, mens jeg enten gik ud med vennerne og dansede (som et normalt menneske) eller lå og skreg af rædsel ned i dynerne (som et psykotisk menneske).

Bibbi sagde til mig, at jeg var en god mor. Bibbi sagde til mig, at alt det forfærdelige ville gå over. Bibbi sagde til mig, at det nok skulle gå, og at fremtiden ikke var ødelagt. Bibbi lavede boller i karry til mine børn. Bibbi talte med mig i timevis og timevis. Hun lyttede. Hun anerkendte de helt konkrete og reelle ting, der havde gjort mig sindssyg. Hun rummede de ting, som var sindssygen i sig selv.

Bibbi og Søren kommer stadigvæk engang imellem forbi med en kold øl og noget wienerbrød. Så taler vi om samfundet. Søren arbejder i fagforeningen, og Bibbi arbejder stadig med udsatte familier på Vesterbro. De er oprørte og vrede, Bibbi og Søren, de siger, vi snart kommer til at se børn i laser og pjalter på gaderne, de siger, at det er vanvittigt, at man kan få fjernet sine børn, fordi man er fattig – når det koster langt mere at ansætte en plejefamilie end at give den fattige familie lidt økonomisk hjælp.

Bibbi og Søren er lidt den slags mennesker, som man ikke rigtigt tror findes længere, men de findes.

Denne historie havde også været anderledes, hvis ikke det var for den socialrådgiver på Vesterbro (glimtende guldkæder, opsat hår), der sukkede dybt og så mig ind i øjnene: »Kan du klare det?« – »Ja,« sagde jeg, »jeg kan godt vende den her skude,« og så smilede hun (det er forøvrigt en ressource at kunne få de kommunale medarbejdere til at kunne lide én).

Og historien havde også været anderledes, hvis det ikke havde været for den medarbejder på krisecenteret, der lærte mig om begreber som feminisme og social kontrol. Hvis ikke det havde været for de kvinder, der stadig den dag i dag insisterer på at blogge om deres udfordringer (kan vi snart snakke om det kulturelt revolutionerende i, at kvinderne for første gang har fået en stemme og deler deres tanker og problemer i et offentligt, godt nok ikke medieanerkendt rum?)

Historien havde været anderledes, hvis der ikke havde været mennesker i systemet, som havde tid og overskud til at hjælpe mig. Hvis der ikke havde været plads på krisecentrene. Hvis der ikke længere fandtes revalidering, eller hvis jeg var blevet presset så hårdt, at jeg ikke havde haft overskud til overhovedet at tro på, at jeg kunne rejse mig.

Denne historie skyldes ene og alene det faktum, at systemet stadig fungerede – dengang.

Hvordan jeg kom ud af det

Jeg tog en uddannelse. Jeg skrev nogle bøger. Jeg blandede mig i debatterne. Det var sådan, jeg kom ud af det. Men det er jo bare oversiden af historien. Undersiden af historien ser sådan her ud: Jeg nægtede at anerkende virkeligheden.

Jeg nægtede, at jeg var syg.

Det havde nogle omkostninger, ikke mindst for mig selv og min krop, for fortrængning sætter sine spor – men jeg er den dag i dag stadigvæk ikke overbevist om, at jeg er syg. Heller ikke selv om jeg tydeligt kan huske både kugledynen på psykiatrisk og dengang, de blev nødt til at sende mig i medicinsk koma, fordi det gjorde alt for ondt, at tiden gik som hvinende tog hen over iskolde skinner på min hud, og desuden var mine arme ved at falde af.

Så det er nummer et.

Nægten. (Nægten i det indre – i det ydre må man lægge sig ned, blive klippet, få et arbejde.)

Nummer to er kærlighed. Jeg fandt en mand, til sidst, for hvem friheden var større end normaliteten. Og mine børn.

Nummer tre er, at jeg har nu set i øjnene at systemet er dødt. Stendødt.

Ellers ville jeg være vendt tilbage til det, når jeg lå og rallede i rendestenen (det gør jeg stadig nogle gange).

Der er ingen, der kan hjælpe dig, ikke længere, for de kommunale arbejdere har hverken tid eller lov til at lave kommunalt arbejde, revalidering, førtidspension, den udstrakte hånd ... intet af det findes længere, det er helt væk.

Kære mor er død. Der er ingen, der kommer og hjælper dig. Du er helt alene. Og så begynder jeg bare sådan lige at citere Shakespeare for mig selv: »To be or not to be, that it is the question, whether it is nobler in the mind to suffer – or to take arms against a sea of trouble and by opposing overcome them.«

Jeg er blevet nødt til at blive kriger.

Jeg er blevet nødt til at gøre mig hård.

Som sagt har det nogle omkostninger.

I øvrigt tror jeg, at eneste måde at bekæmpe overmagten er ved at være hudløst ærlig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mette Eskelund
  • Birgitte Rode
  • Anker Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Katrine Visby
  • Ann Thomsen
  • Estermarie Mandelquist
  • Marie Mollerup
  • Heidi Larsen
  • Ulla Søgaard
  • Erik Jensen
  • Mogens Fosgerau
  • odd bjertnes
  • Jørn Andersen
  • Jens Kofoed
  • Nis Jørgensen
  • Randi Christiansen
  • Marianne Rasmussen
  • Lars Bo Jensen
  • Troels Larsen
  • Steffen Gliese
  • ingemaje lange
  • Randi Overgård
  • Niels Duus Nielsen
Mette Eskelund, Birgitte Rode, Anker Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Mikael Velschow-Rasmussen, Katrine Visby, Ann Thomsen, Estermarie Mandelquist, Marie Mollerup, Heidi Larsen, Ulla Søgaard, Erik Jensen , Mogens Fosgerau, odd bjertnes, Jørn Andersen, Jens Kofoed, Nis Jørgensen, Randi Christiansen, Marianne Rasmussen, Lars Bo Jensen, Troels Larsen, Steffen Gliese, ingemaje lange, Randi Overgård og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Smukt!

Den store samtidsroman behøver ikke at fylde meget mere end 2000 ord.

Tak!

Britt Kristensen, Allan Stampe Kristiansen, Marie Jensen, Karsten Aaen, Erik Jensen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men det er heller ikke sådan, vi vil ahve, at systemet skal være, vel? Vi vil have et system, der faktisk hjælper, tager hånd om enhver, der har behov for hjælp, fordi det ikke er uoverkommelgt eller for meget forlangt. Vores samfundsmodel var den succesfulde, de andre er først begyndt at indse det - nu, hvor vi lukker og slukker.

Britt Kristensen, Anne Schøtt, Kim Øverup, Lise Lotte Rahbek, Liliane Murray, Britta Hansen, Allan Stampe Kristiansen, David Zennaro, Marie Jensen, Karsten Aaen, Erik Jensen , Jørn Andersen, Randi Christiansen og Marianne Rasmussen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Har lige forfattet denne kommentar til et ritzautelegram om 225 timers reglen :

"Hvad med et rummeligt arbejdsmarked hvor der plads til alles indsats? Med en miljø-og socioøkonomiske omstilling, hvor naturens kredsløb respekteres, er der brug for alle. Men det er måske for naivt at forestille sig, at erhvervslivet i det globale konkurrenceræs kan sætte mennesker og respekt for naturen før profit?

Den nødvendige politik tilsiger, at de formuende har brug for mere af den overførselsindkomst, som de uformuende får, som kompensation for et dysfunktionelt arbejdsmarked ... hvis nødvendighed? Det er hodet under armen ikke at målrette skattelettelserne til det efter sigende nødlidende erhvervsliv, som så til gengæld må forpligte sig til at skabe plads til de mennesker, som betaler for topskatteletteser med nedskæringer i deres forsørgelsesgrundlag.

Men de mennesker er jo ikke konkurrencedygtige, lever ikke op til kravene på det moderne arbejdsmarked, som det kan være endog meget vanskeligt at passe ind i. Jeg har selv prøvet at føle mig overordentlig akavet, ja sågar at blive hånet, når jeg havde gjort alt for at leve op til normen på en arbejdsplads. Uhyre ubehageligt og stærkt demotiverende. Min egen far måtte som pligtopfyldende bidragyder til bnp lade livet pga arbejdsskade og inden da betale en høj pris i form af kvalitetstid med sin familie til fordel for et tidskrævende og fysisk belastende job. Her svigter erhvervslivet med et klaustrofobisk menneskesyn, der gør mennesker til arbejdsrobotter - naturligvis med sygdom, stress, depression og belastning af de offentlige kasser til følge.

Hvis eneste kvalifikation til en topskattelettelse er et vist indkomstniveau, er det en udemokratisk hån mod almindelige, hårdt arbejdende mennesker, hvis påståede dynamiske fordel er betinget af de formuendes evne og vilje til at investere samfundsgavnligt. Det er kort sagt stærkt utjekket og udemokratisk at overlade anvendelsen af topskattelettelserne til det personlige initiativ. Penge er magt, og giver derfor forrang ifht at påvirke samfundsudviklingen qua forbrug og andre allokeringer.

Nej, det er ikke deres ’egne penge’. De er tjent på grundlag af en særlig favorabel kombination af arv og miljø i omgivelser, der - pga af en stadig ufuldkommen styreform - favoriserer disse, og det er meget mærkeligt, at ingen journalister forrest på medieplatformen påtager sig at fastholde det argument, når kravet om at få lov til at beholde flere af ’sine egne’ mio, mia. for gud ved hvilken gang trækkes af stalden.

Men skal de rige indrømme, at der ikke er fri og lige adgang til fællesejet, så falder deres ideologiske korthus på et splitsekund, deres sikkert afhængighedsskabende privilegier fordufter og de må i gang med at anskue samfundsopbygningen med nye, rummelige, fordomsfrie og menneskevenlige øjne, som i stedet for at bruge og til tider ligefrem misbruge naturen og deres medmennesker, kan blive del af et opbyggeligt kredsløb.

Vi må arbejde for det bevidsthedsmæssige kvantespring, som er nødvendigt for alle, så også de, som klamrer sig til gamle tankeformer og forældede privilegier, kan blive hjulpet med ind i en ny og mere funktionel verden.

Fordi man er god til at samle, er man ikke nødvendigvis god til at sprede. Forpligtelsen over for den helhed, som man uundgåeligt er del af, hvis man er i live, kan ikke fornægtes, og derfor har man ikke automatisk råderet over så meget af fællesejet, som man kan indfange med sine lange pensionatsarme og lægge sine klamme hænder på.

Britta Hansen, Marie Jensen, Karsten Aaen, Estermarie Mandelquist, Erik Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Man kan ligefrem sige, at andreas lidelser giver mening nu, hvor hun med afsæt i dem, formår at sætte dem udover et personligt perspektiv og dermed hjælper andre som dårligere end hun kan forsvare sig.

Anne Schøtt, Annika Tiin Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Else Marie Arevad

Tænk at have overskud til at sige nej til en førtidspension, når man har det så elendigt! Det tyder på en meget stærk personlighed. Men der er ikke noget, man kan forvente af de fleste.