Læsetid: 21 min.

Den konservative højrefløj har skabt et postfaktuelt monster, der truer med at æde hele det republikanske parti

At Donald Trump kunne blive republikansk præsidentkandidat, skyldes i vidt omfang, at USA’s nye konservative medier tog ham til sig – og dermed begik ’forræderi’ imod det samme republikanske establishment, som havde gjort dem til så stærk en faktor i påvirkningen af den amerikanske politiske opinion
Presserummet til valgmøde i New York tirsdag. Årsagerne til at mediernes højrefløj er svinget over til Trump, er mange, men den vigtigste er, at republikanerne selv har skabt har skabt en kultur, hvor der ikke er plads til modsigelser.

Presserummet til valgmøde i New York tirsdag. Årsagerne til at mediernes højrefløj er svinget over til Trump, er mange, men den vigtigste er, at republikanerne selv har skabt har skabt en kultur, hvor der ikke er plads til modsigelser.

Eric Thayer

10. september 2016

Sean Hannity sidder komfortabelt i sit aircondition-afkølede radiostudie i New York. Det er en varm august-eftermiddag, og han har efterhånden talt sig godt gal i skralden.

»Helt ærligt! Jeg har lyst til at sige, at jeg ikke støtter Republikanere af jeres slags igen – nogensinde,« bjæffer han.

Sean Hannity, Fox News-vært og markant konservativ meningsdanner i USA, har fået nok af Washingtons republikanske ledere, og han har ikke tænkt sig at skjule det for de millioner af lyttere, som har stillet ind på hans program.

»Hvis Trump om 96 dage taber valget, vil jeg rette en anklagende pegefinger direkte mod folk som Paul Ryan (formand for Repræsentanternes Hus, red.) og Mitch McConnell (flertalsleder i Senatet, red.) og Lindsey Graham og John McCain og John Kasich og Ted Cruz, Jeb Bush og alle de andre, der er kommet med løfter, som de ikke vil holde,« tordner han.

Hør Sean Hannitys udfald mod det Republikanske etablissement her.

Hannitys bombastiske udfald imod Det Republikanske Partis establishment er ikke af ny dato. I årevis har han sat sig selv i scene som den udefrakommende korsfarer, der forsvarer konservative værdier og principper imod en liberal præsident. Og imod dem, der er endnu værre: de feje republikanere, som han beskylder for at bøje af for præsidentens krav.

Angreb fra egne rækker

Men i 2016 har kritikken fra Hannity og hans højrøstede fraktion af USA’s konservative nyhedsmedier nået febrile højder. De drypvise stikpiller til republikanerne er veget for en tordenstorm af aggressiv kritik. Selv ikke figurer som Ryan og Cruz, hvis konservative status før blev set som svejset i stål, kan længere vide sig sikre.

I hele denne amerikanske valgkampssæson er det bemærkelsesværdigt, at republikanerne har måttet bruge flere kræfter på at afværge angreb fra deres formodede venner blandt USA’s højrefløjsmedier end fra deres politiske modstandere til venstre.

Unægtelig et ironisk tvist i betragtning af republikanernes historiske bidrag til at dyrke de samme konservative nyhedsmediers fremvækst som en strategi til at undgå ’mainstreamjournalisternes fordrejelser’.

I stedet ser det ud, som om deres plan om at udnytte de konservative karismatiske kommentatorer til at forbinde sig med det folkedyb af fuldblods-amerikanere, der kunne have sympati for deres politiske synspunkter, har givet bagslag.

For i 2016 er kandidaturet i stedet blevet styrket for Donald Trump, der for et par uger siden ansatte Steve Bannon, den tidligere formand for det populære, Trump-venlige netmedie Breitbart News, som ny kampagnechef.

»Vi kan som analogi prøve at forestille os nogen, der holder en baby-alligator i deres badekar og passer og plejer den,« siger Charlie Sykes, en populær konservativ talkshowvært i Wisconsin. »Baby-alligatorer kan være rigtig nuttede – lige indtil de bliver til voksen-alligatorer og kommer ud og begynder at bide dig.«

»På samme måde kan vi sige, at de her fyre blev løftet frem og fik deres væsentlige talerstole, fordi man hos Republikanerne forestillede sig, at de var på samme side. Der var engang, da Breitbart nok kunne være syrlig og barsk, men antagelsen var, at han stadig havde sit ståsted i mainstreamkonservatisme,« siger han om mediets nu afdøde stifter Andrew Breitbart. »Folk troede helt ærligt, at vi alle trak i nogenlunde den samme retning.«

»Jeg vil sige, at set i bakspejlet, skabte de virkelig instrumenterne til deres egen undergang,« siger Sykes om Det Republikanske Parti.

Glen Beck, radiovært og grundlægger af sitet TheBlaze, her knælende ved at vælgermøde for Ted Cruz tidligere på året, vurderer, at mange af hans kolleger støtter den rabiate højrefløj for at få seere, likes og hits. Foto: Joshua Lott / Getty Images

Det begyndte i 1990’erne

Grunden til USA’ konservative mediekompleks blev lagt i 1990’erne. Det skete med fremkomsten af tre centrale institutioner: Fox News, Rush Limbaugh, og Matt Drudge.

Alle tre gik nye veje og revolutionerede deres respektive platforme: Fox News gav tv-taletid til konservative meningsmagere, Limbaugh gjorde det samme på radio, og Drudge gjorde det på nettet.
I de følgende år skulle deres gennemslagskraft inspirere adskillige efterlignere.

Hvad Limbaugh gjorde for taleradio, banede vejen for værter som Hannity, Glenn Beck, Michael Savage, Laura Ingraham, Mark Levin, og mange flere.

Og hvad Drudge gjorde for internettet, skabte en sand underskov af konservative hjemmesider: Breitbart, TheBlaze, The Daily Caller, Hot Air, og Townhall gik online for at servicere et højresnoet publikum med umættelig appetit på nyheder fortalt gennem konservative optikker.

Men i 1990’erne var den konservative presse ikke specielt fjendtlig over for de etablerede politikere til højre.

I denne formative periode var den konservative mediebevægelse for det meste republikanernes trofaste medspiller. I stedet brugte man energien på at rakke ned på Bill Clinton med Monica Lewinsky-skandalen som et kulminationspunkt, hvor alle konservative medier dagligt hamrede løs på præsidenten.

Parti og medier i symbiose

Det meste af tiden kunne republikanerne og de konservative medier eksistere i et symbiotisk forhold. Republikanerne brugte den nye mediemaskine til at indprente deres kernebudskaber i tilhængerskaren.

Og samtidig stræbte de konservative nyhedsmedier efter at fastholde deres publikum ved konstant at hænge ’mainstreampressen’ ud som en branche, der var inficeret med suspekte liberale – en vedvarende kampagne, som det republikanske establishment kun var glade for at gå med på.

»Essensen af, hvad de prædikede, blev, at her er det eneste sted, du kan finde troværdig mediedækning. De her medier er de eneste, du kan stole på. Alle de andre medier lyver for dig. Så du er nødt til at komme til os,« siger Ted Newton, bestyrelsesformand for Gravity Strategic Communications og tidligere kommunikationsrådgiver for den republikanske præsidentkandidat i 2012, Mitt Romney.

»Så i forsøgene på at fastholde publikum, skabte man en offentlighed af seere, lyttere, læsere, der næsten blev slaver af de her kanaler. USA har på den måde fået en hel befolkningsgruppe, der kun vil se Fox, kun vil læse netnyheder hos Breibart osv. Mennesker, der lever i en boble,« tilføjer han.

Hen imod slutningen af præsident George W. Bushs anden embedsperiode kom dog de første tegn på tæring i det symbiotiske system.

Establishmentfigurer i GOP støttede indvandringspolitiske reformer og den redningsplan, som blev sat i værk på højden af recessionen i 2008. Men det gjorde de fleste konservative medie-meningsmagere ikke.

Som årene siden er skredet frem, er det blevet stadig mere klart, at den konservative mediemaskines ’underholdningsfløj’ har overtaget kontrollen med partiet.

Republikanerne forsøgte at indynde sig hos meningsmagerne, give dem troværdighed ved at stille op i deres programmer og give dem adgang til informationer fra det politiske liv. Alligevel måtte de finde sig i at blive hudflettet af højremedierne for angiveligt ikke at være konservative nok.

Det nye skældsord: RINO

Lad os spole hastigt frem til begyndelsen af valgåret 2016. For at undgå at blive kaldt ’RINO’ (Republican In Name Only – republikaner kun af navn) har republikanske politikere måttet indtage benhårde konservative positioner i næsten alle spørgsmål.

Hvis nogen f.eks. indtog konservative holdninger på 90 procent af politikområderne, ville den konservative presse fokusere på de resterende 10 procent, hvor der måtte være afvigelser fra den ortodokse linje.

Konsekvensen blev, at for de konservative medier kunne kun én kandidat regnes for så konservativ, at han var værd at støtte: Ted Cruz.

Texas-senatoren havde skønsomt fundet frem til en balance mellem de forskellige facetter af GOP og positioneret sig selv som traditionelt konservativ i de fleste spørgsmål, men med et libertært anstrøg. Dette gjorde ham overordentlig populær i den konservative mediemaskine i optakten til valgåret 2016, og det så ud til, at han havde sat flueben i alle de nødvendige afkrydsningsfelter for at vinde støtte fra alle de toneangivende højremedier.

Et katastrofalt udsalg 

Men så var det, at et eller andet gik galt.

De mest aggressivt højreorienterede medlemmer af den konservative medieverden – den slags medlemmer, der uddelte verbale tæsk til de republikanere, som ikke rettede ind bag en uforsonligt højreorienteret linje i alle spørgsmål – har i stedet grupperet sig omkring den måske mest usandsynlige præsidentkandidat af alle: Donald Trump.

»Amerika byder på fantastiske muligheder for at gøre identitetskriser til en levevej. Jeg mener, de her fyre sælger i bund og grund bare ud til højestbydende,« siger Rick Tyler, tidligere kommunikationschef for Cruz’ præsidentkampagne.

»Hvis man er ægte konservativ, giver det ikke mening at hoppe med på Trumps vogn. De to ting kan ganske enkelt ikke forenes.«

Trump er ikke just en mand, der er kendt for at kæle for sin konservative profil. I en lang række spørgsmål, der normalt er helt uomgængelige omdrejningspunkter for at vinde støtte fra de konservative medier, har han, som de fleste vil vide, indtaget liberale holdninger.

Selv under primærvalgene gik han i flere nøglespørgsmål helt andre veje end partiet i øvrigt.

Trump opflammede sine tilhængerskarer med skarp retorik mod frihandelsområdepolitikker, erklærede det for en katastrofal fejltagelse at gå ind i Irak og foreslog legalisering af potentielt millioner af USA’s illegale indvandrere gennem såkaldt Touchback-amnesti (de illegale indvandrere skal vende tilbage til deres oprindelseslande, søge om indrejse og få det, red.) – normalt synspunkter, der ville få de konservative medier til at rase og fråde af væmmelse.

Donald Trump på vej hjem fra vælgermøde i Merrill Auditorium i Portland, Maine. Foto: Brendan Bullock / The New York Times

En bizar verden

Men højrefløjens mest højrøstede stemmer sluttede op om ham. Drudge, Breitbart, Hannity og den konservative kommentator og bestsellerforfatter Ann Coulter støttede alle hans kandidatur.

Endnu mere overraskende var det imidlertid, at de selv samme stemmer på en eller anden måde også var i stand til at gøre tidligere elskede konservative figurer til pariaer.

Senator Marco Rubio blev dukket for sin støtte til omfattende immigrationsreformer.

Konspirationsteorier om Cruz’ far og personlige liv blev sat i omløb. Og Ryan, der ellers blev anset for at være den mest konservative formand for Repræsentanternes Hus i en generation, blev karakteriseret som en tilhænger af åbne grænser, som en mand uden rygrad og som en parodi på en republikansk leder.

»Vi er havnet i en bizar verden, hvor alle konservative i enhver henseende er gjort til rinos,« siger John Ziegler, en nationalt syndikeret konservativ talkshowvært, der kaldte Andrew Breitbart for sin ven.

»Der er ikke længere plads til rigtige konservative. Vi har også nået det punkt, vil jeg sige, hvor vi har forladt den rationelle Jords tyngdefelt og nu svæver i et rum, hvor fakta ikke længere betyder noget, sandheden ikke længere betyder noget, logik ikke længere betyder noget.«

Ted Newton gentager samme synspunkt.

»Personer, som for blot to politiske sæsoner siden blev anset for rabiate højreorienterede galninge, klandres nu for ikke at være konservative nok,« siger han.

»Personer, der førhen var kæledægger for den konservative bevægelse, er nu rinos. Jeg mener selv, at jeg har ret så konservative holdninger i de fleste spørgsmål – og alligevel må jeg se mig udsat for en syndflod af hadefulde angreb på Twitter. Pendulet er virkelig svinget over til den anden side.«

Trumps stil forklarer ikke alt

Hvad kan forklare dette spektakulære skred? Kan det være Trumps brutale, kampberedte stil, der har charmeret dette segment af de konservative medier?

Ryan Williams, tidligere pressesekretær ved Romneys præsidentkampagne og kommunikationschef ved FP1 Strategies, mener, at den forklaring holder et langt stykke vejen. Flere af de konservative kommentatorer »er snarere tiltrukket af Trumps stil end af hans politik«, siger han.

»Jeg tror, at nogle af dem simpelt hen er blevet forført af Trump, og derfor er villige til at give køb på deres holdninger. De ser, at han er en fighter, og det elsker de,« siger Williams. »Han står i spidsen for en ægte nævekampskampagne. Det gør, at de er villige til at give ham et spillerum.«

Leon Wolf, chefredaktør på for de konservative blogsite RedState siger det samme endnu mere bramfrit: »Når vi ser på typer som Drudge og Breitbart, er det åbenlyst, at de føler sig naturligt draget mod usympatiske mennesker, der samtidig er noget nær uvidende om faktisk politik.«

Seertal og hit-ratings kan også have spillet en rolle, vurderer flere af de konservative kommentatorer, der er afstået fra at hoppe ombord på Trump-toget.

Glenn Beck, en af landets mest aflyttede radioværter og grundlæggeren af TheBlaze, siger, at »der skal nok være nogen, der mener, hvad de siger«, men adspurgt om, hvorfor så mange af hans kolleger – også dem, han kalder sine venner – har favnet Trump, siger han:

»Jeg tror, der er folk, der gør det for ratings eller hits.”

Trump giver seertal

Trump har uden tvivl haft enorm gennemslagskraft i de amerikanske medier igennem hele valgåret 2016. Hans aparte stil og uforudsigelige personlighed gør hans valgkampsoptrædener, interviews og debatter til tilløbsstykker, ingen vil gå glip af.

Den tidligere reality-tv-stjerne spiller åbenlyst på sit talent for at vække opmærksomhed. Og bruger det til at belønne og straffe folk fra de enkelte medier, afhængigt af deres dækning.

Et berømt eksempel var, da Trump boykottede Fox News i ugevis, fordi, hævdede han, at kanalens dækning af hans valgkamp var »uretfærdig«. Til sidst kom han tilbage, men ville kun tale med tv-værter, der var ham mere venligt stemt.

Det har vist sig at give bonus for dem, der har fået lov til at bruge ham som jævnlig gæst.

»Mit show har aldrig før haft så stort et publikum,« skriver Hannity i et emailsvar til denne artikel.

Netop Hannity er blevet kritiseret af kolleger i den konservative mediesfære, der anklager ham for at være blevet for sammenspist med Trump. Ziegler, den konservative radiovært, siger, at der ikke »er nogen tvivl om«, at det for medierne »også er et omsætningsspørgsmål«. Jo flere lyttere, seere og læsere, jo større indtægter.

»Hannity er desperat for hver en rating-krumme på Fox News Channel.  Det handler alt sammen om ratings,« siger han. »Hannity er ikke specielt dygtig – eller kløgtig. Han er bare en republikansk talkshow-vært, der viste sig at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Så han er sårbar hele tiden, hvis han vil besvare sin status. Han er ikke nogen god entertainer selv, så derfor må han sikre sig, at hans seertal hele tiden er øverst på Fox News primetime-liste. Siden han begyndte at zoome ind på Trump, er hans seertal da også gået op og op. Det har styrket ham.«

Donald Trump møder en hær af journalister og kamerafolk under et besøg i England. Foto: Andrew Milligan / PA via AP / Polfoto

Partiets ’svigt’

Anførerne i de konservative mediers Trump-heppekor forsvarer kækt deres dækning og afviser kritikken.

Hannity skyder igen mod Ziegler og dennes anklage om, at støtten til Trump alene skulle være spekulation i højere seertal.

»Jeg kender ikke manden og er ret ligeglad med ham. Det virker ret oplagt, at han er desperat efter at få opmærksomhed, da han ikke ser ud til at kunne holde ret længe på et job i den her branche,« siger Hannity. »Han ved tydeligvis intet om mig.«

Fox News-værten tilføjer: »Jeg elsker simpelthen mit land, langt mere end seertal, og jeg foretrækker klart Donald Trumps politiske holdninger frem for Hillary Clintons.«

Hannity siger, at hans barske kritik af formanden for Repræsentanternes Hus er velbegrundet og berettiget.

»Desværre har Ryan som flere andre nationale republikanere besluttet sig for at være hårdere i sin kritik af Donald Trump, end han nogensinde har været mod såvel præsident Obama som tidligere udenrigsminister Hillary Clinton.«

Han påpeger fem specifikke »svigt«, som han ser hos GOP’s ledelse – angiveligt har den f.eks ikke været i stand til at finde på en politik, der »fuldstændig tilbageruller alle aspekter af Obamacare og fratager ordningen dens finansiering«. GOP-ledelsen har heller ikke anlagt »et tilstrækkeligt hårdt syn på, hvordan den nationale gæld kan afvikles«.

Desuden, siger Hannity, omfatter Trumps politiske forslag »en dagsorden, som enhver konservativ burde kunne støtte«. Han opremser ti punkter, herunder den tidligere ejendomsmoguls løfter om at udnævne konservative dommere, forsegle den amerikansk-mexicanske grænse og sikre amerikanske krigsveteraner bedre vilkår.

’Vi gør bare, hvad alle burde gøre’

Andre støtter af Trump og kritikere af GOP-ledelsens generelle linje, griber til argumenter, der ligner Hannitys.

Matthew Boyle, politisk redaktør i Washingtion for Breitbart News, siger, at hans nyhedsorganisation har som målsætning »at sikre en stadig foragt over for den globale herskende politiske klasse«.

»Vi gør, hvad journalisterne fra mainstreammedierne burde gøre: Vi udfordrer den konventionelle visdom, griller politikerne, stiller hårde spørgsmål, rapporterer kendsgerninger, som i mange tilfælde er ubekvemme sandheder for karrierepolitikere, og giver en stemme til de millioner af mennesker verden over, der bliver ladt i stikken af verdens eliter, der ser sig selv som højt hævede over den almindelige borgere.«

Ifølge Boyle viser Breitbarts rekordstore nettrafik i de sidste måneder, at »amerikanerne hungrer efter noget andet«.

Også Ann Coulter afviser den konservative presses Trump-kritikere, som hun kalder irrelevante for den konservative bevægelse.

Bestsellerforfatteren pointerer, at »der findes en frygtelig masse konservative mediepinger,« mens hun kun på en hånd kan tælle »de konservative radioværter, der støtter Donald Trump eller i hvert fald som har gjort det helt fra begyndelsen«.

Hjemløse konservative

Hullet i Ann Coulters påstande er, at selv om der er andre kanaler, der indgår i det konservative medieapparat, så har de slet ikke samme gennemslagskraft som den hårde højrefløj.

National Review og Weekly Standard læses kun af eliten i Washington, mens den bredere amerikanske befolkning ser ud til at foretrække de mere aggressive medier, som støtter Trump.

Dermed er konservative, der er imod Trump, efterladt i en vanskelig position, når de skal forsøge at få deres budskab ud til potentielle tilhængere.

Ryan eller Cruz kan f.eks. ikke længere henvende sig til Hannity og bede om et forstående interview. De kan ikke arbejde med Breitbart eller stole på, at Drudge vil støtte deres politiske dagsorden. Disse republikanerne er reelt forvist fra de konservative nyhedsmedier og står således tilbage med et kæmpemæssigt kommunikationsproblem.

»De har ikke noget sted at gå hen. Hvor skal de ellers få deres budskab ud? De kan ikke gøre det i mainstreammedierne. Ikke hvis de vil have fat i det konservative publikum,« siger Ziegler.

»Vi har i mange år terpet den lektie blandt de konservative vælgere, at de ikke kan have tillid til andet end, hvad de hører i konservative medier. Og nu viser de konservative medier sig så at være blevet utroværdige.«

»Der er næppe andet for end at gå tilbage til de gamle mainstreammedier. Det er i sidste instans den eneste rationelle holdning. At få det til at lykkes, er det optimale tilbageværende scenario.«

Den stærkt højreorienterede vært på Fox News, Sean Hannity, gør klar til at interviewe den republikanske kandidate Ted Cruz. Længe var Cruz favoritten for de konservative mediers yderfløj, men så begyndte de at samle sig om Trump. Foto:   Photo by Joe Raedle / Getty Images

Få åndehuller

Men en kommunikationschef, der har arbejdet for den republikanske topledelse på Capitol Hill, beklager sig over et problem, han angiveligt ofte løber ind i: De fleste journalister fra mainstreampressen er »negativt forudindtagede« over for republikanerne.

Derfor, siger kommunikationschefen, er det stadig bedst at arbejde med »de alternative og mindre medier til højre«.

Et af disse medier kunne være Glenn Becks TheBlaze (hvor denne artikels forfatter tidligere har arbejdet). Den konservative nyhedshjemmeside har fået en stor læserskare – alene i juli blev den besøgt af over seks millioner læsere ifølge tal fra Quantcast.

»Når vi snakker TheBlaze, snakker vi ikke et sted, der fodrer folk med råt kød. Hos os er vi både nogen, der er pro-Trump og anti-Trump. Det er i al fald min forståelse af TheBlaze,« siger Glenn Beck og fortsætter:

»Vi kaster ikke bare vores kærlighed på en enkelt kandidat, som mainstreammedierne gør. Og som Breitbart og Drudge har gjort.«

Et af de store programmer på TheBlaze hedder ’Dana’. Det har før kastet sig ud i voldsomme debatter om Donald Trump. En af dem var særligt skinger, og blev efterfølgende italesat af programvært Dana Loesch.

’Der er ingen, der kan skelne’

Nogle konservative har forsøgt at tage kampen op mod Trump og tryglet deres publikum om at være lydhøre for, hvad de hævder, er det rationelle synspunkt, men deres argumenter synes ikke at gøre stort indtryk.

Et af de vigtigste problemer, siger Sykes, er, at det er blevet umuligt at bevise over for lytterne, at Trump fortæller usandheder, for i løbet af de seneste årtier har de konservative nyhedsmedier »stort set elimineret alle dommere og dørvogtere«.

»Der er ingen, der kan skelne,« siger han. »Lad os sige, at Donald Trump dybest set bare påstår, hvad som helst … hvad han nu lige har lyst til at sige. Og alle ved, at det er en stor løgn. Det store problem i forhold til mit publikum er, at det er umuligt for mig at sige til dem: ’For resten er det, Trump siger dér, usandt’. For så vil de spørge: ’Hvordan det? Jeg har selv hørt det hos Allen B. West’, eller de vil sige: ’Jeg har selv set det på Facebook.’ Jeg kan så sige: ’Jamen, New York Times har kørt et faktatjek’, og de vil sige: ’Åh, jamen det er jo bare New York Times, og det er bullshit’. Der er ikke længere nogen tilbage. Man kan ikke henvise til et sted og sige: ’Se, her er fakta’.«

»Jeg må indrømme, at det er en forvirrende ny virkelighed, vi oplever ved dette års valgkamp. Folk kan have taget fuldstændig bo i de alternative mediers virkelighed, og der er ingen måde, vi kan bryde igennem til dem på,« fortsætter Sykes.

»Og jeg svømmer imod strømmen her, for hvis jeg begynder at sige nogle af disse ting på mine hjemmesider, har jeg pludselig solgt ud. Så de vil spørge: ’Hvad er der galt med mig, at jeg udsender de her historier, som jeg ved, ikke kan være sande.’«

Ingen plads til moderate stemmer

Ziegler siger, at han oplever at stå over for meget af det samme problem.

»Hvis du er konservativ talkshowvært, som jeg, og hvis du nægter at tro på, at Hillary Clinton står bag flere mord, eller at Barack Obama er ekstremistisk islamsympatisør, der sandsynligvis er født uden for landet, så holder du brandudsalg, så bliver du til en rino. Så kommer du på en eller anden måde i den liberale elites sold. Det har efterhånden gjort det meget vanskeligt for mig at fortsætte mit show. Vi er næsten nået til det punkt, hvor vi ikke længere er i stand til at fungere.«

Han fortsætter: »Det er, som om det er en sygdom, der overtaget menneskers sind. Jeg kan ikke huske, at det var lige så slemt for fire år siden. Det er, som om noget er bristet. Holdningen er, at hvis en historie pludselig kommer ud, og den ikke er på Breitbart eller er godkendt af Drudge, så kan den ikke være sand. Især ikke hvis den handler om Donald Trump. Der er jo fuldstændig latterligt.«

Adspurgt om, hvorfor ingen af hans kritiske bemærkninger om Trump tilsyneladende har kunnet slå så meget som en revne i ejendomsmogulens panser, tøver Beck.

»Jeg tror, at rigtig mange føler sig fortabte. Vi er kommet til et punkt, hvor de ikke aner, hvad de skal stille op.«

Trump kort efter et vælgermøde i Californien. Foto: Jae C. Hong / AP Photo / Polfoto

Vi er nødt til at starte forfra

De, som er blevet kørt ud på et sidespor af den barske mediehøjrefløj, tror – eller beder til – at dens herredømme snart må stå for fald.

»Når alt det her er overstået, bliver vi nødt til at gå tilbage og begynde forfra. Der kommer en regning, der skal betales,« siger Sykes. »Det er os selv, der har skabt dette monster.«

»Og bemærk, at jeg er en konservativ talkshowvært. Alle konservative talkshowværter har stort set etableret deres brand som modpol til mainstream-medierne. Vi har brugt de sidste 20 år på at dæmonisere de liberale mainstreammedier. Og jeg vil gerne sige, at meget af det har også været berettiget. De har deres egen helt reelle bias,« fortsætter han.

»Men på et tidspunkt vågner man op og indser, at vi har gjort det af med alle mediers troværdighed,« siger Sykes. »Hvis vi har sået vind, har vi høstet storm. Jeg er nødt til at se mig selv i spejlet og spørge: ’Hvor meget har du selv været med til det her?’«

Glenn Beck udtrykker sit håb om, at de konservative vil vågne op og til sidst belønne dem, der ikke vaklede i deres overbevisninger.

»Jeg tror, at i det lange løb vil kun de, der forblev tro imod deres principper, stå tilbage, Men hvor lang tid skal der gå, før vi når dertil? Jeg ved det ikke.«

Ziegler erklærer, at han ville foretrække, at hele systemet blev sænket med en torpedo, så det kunne genopbygges forfra.

»Jeg synes helt ærligt, at de nye konservative medier er det værste, der nogensinde er sket for Det Republikanske Parti på landsplan,« siger han.

»Nu kan Rush selvfølgelig ikke få skylden for det hele, men hvis vi ser på præsidentvalgene, før Rush Limbaughs radioprogram blev syndikeret nationalt, så var det jo tæt på, at republikanerne vandt fem ud af seks,« siger han.

»Efter at Rush Limbaugh blev landsdækkende – hvis vi siger, vi starter i 1996 og forudsætter Trumps sandsynlige nederlag i 2016, så vil republikanerne have tabt fem af de syv præsidentvalg, siden han blev syndikeret.«

Nogen skal ansvaret

Ziegler siger, at hvis ikke Trumps mest entusiastiske støtter i den konservative presse kommer til at betale en pris efter et nederlag til Clinton, »så kommer vi aldrig til at rejse os igen«.

»Det konservative establishment, der må væk, er det konservative medieestablishment. Sean Hannity må trække sig. Bill O’Reilly må trække sig. Og ja, desværre må også Rush Limbaugh trække sig,« siger han.

Talkshowværten konkluderer: »Det scenarie, der vil skuffe mig mest er det her: Hvis Trump taber, og det er jeg ret sikker på, at han gør, og det sker med stor afstand, og Sean Hannity og folk som han så ikke oplever stærke karrieresmerter; hvis de ikke føler sig tilintetgjort på grund af deres eget medansvar, ja så er det slut. Så rejser vi os aldrig igen.«

»For hvis de konservative medieelementer, der har solgt ud til Donald Trump, kan slippe helt omkostningsfrit, så gæt engang, hvad der vil ske. Så vil de gøre det igen og igen og igen. Og så tror jeg, det er forbi for USA’s republikanere.«‹

© Business Insider og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Lær de konservative mediestemmer at kende

Polfoto

Steve Bannon, tv. (f. 1953): Overtog Breitbart.com efter Andrew Breitbart, og kørte medieimperiet med stor success. Fra august 2016 tiltrådte han som Trumps kampagnechef.

Glenn Beck, midt (f. 1964): Radio- og tv-vært med sit eget program, der blandt andet sendes på TheBlaze. Tidligere blev det sendt på Fox News. Stærkt kritisk over for Donald Trump, og var fortaler for Ted Cruz. I Bush (jr.)-tiden blev han anset for en af de mest radikale højreorienterede mediefolk, og han stod blandt andet bag Rally For America-bevægelsen. I dag er han blevet overhalet indenom.

Andrew Breitbart. th. (1969-2012): Startede sin karriere hos the Drudge Report, blev senere researcher hos Huffington Post i 2005, hvorefter han startede sit eget site, Breitbart.com, der siden er vokset til et af de helt store. Andrew Breitbart var en festglad type, der tidligere har beklaget manglen på kunstnere fra højrefløjen. Døde i 2012 af hjetestop.

Polfoto

Matt Drudge, tv. (f. 1966): Manden bag Drudge Report, der startede som nyhedsbrev i 1996, og var det første medie til at fortælle historien om Monica Lewinsky-skandalen. Matt Drudge startede fra bunden, og var ganske ukendt indtil Drudge Report for alvor tog fart. I dag anses han for ganske indflydelsesrig.

Sean Hannity, midt (f. 1961): Radio- og talkshowvært, som har haft stor succes både på egen hånd samt hos Fox News. Har i den seneste tid været centrum for heftig debat, da det kom frem, at han har ageret rådgiver for Donald Trump, samtidig med han har været vært på førnævnte tv-kanal.

Laura Ingraham, th. (f. 1963): Forfatter, radiovært og gæstevært på det klassiske konservative og populistiske O’reilly-show på Fox News. I 2012 var hendes radioshow det femte-mest populære i hele USA. Gjorde sig særligt positivt bemærket til det seneste Republikanske nationalkonvent, hvor hendes tale blev tilskrevet stor betydning, og blev fremhævet som bedre end selv Donald Trumps.

Polfoto

Mark Levin, tv. (f. 1957): Radiovært. Har langet hårdt ud efter Fox News, da de såede tvivl om daværende kandidat Ted Cruz’ mulighed for at vinde nomineringen. En kendt sammenligning han lavede, var mellem Ted Cruz og Ronald Reagan; de to er, ifølge Mark Levin, ægte konservative.Foto:

Rush Limbaugh, midt (f. 1951): Limbaugh var en af de første populære konservative radiostjerner, og i dag sender han et radioshow navngivet efter ham selv. I denne valgkamp har han støttet Ted Cruz benhårdt, og har fremhævet hans ærkekonservative værdier som ”ægte”.

Michael Savage, th. (f. 1942): Radiovært og personen bag ”The Savage Nation”, der var et populært talkshow, som stoppede med at sende i 2012 – i 2009 var det det andet-mest lyttede radioprogram i USA. Blev i 2009 forbudt indrejse i England grundet kontroversielle udtalelser om indvandring, islam, voldtægt og autisme.

Kilder: Rushlimbaugh.com, Mediaite.com, Vox.com, Wikipedia.org, The New York Times.

Sulten efter mere? Vi anbefaler Harvard Universitys podcast nedenfor, hvor The New York Times’ Jackie Calmes fortæller om det, hun fandt frem til, da hun undersøgte de konservative mediers påvirkning af Det Republikanske Parti.

 

Vi anbefaler også følgende analyser fra Vox.com:

 

Serie

Det postfaktuelle samfund?

Lever vi i en ny epoke, hvor sandheden drukner i virale nyheder og politisk spin? Eller er vi vidne til en ny form for demokrati, hvor folket endelig kan komme til orde? I denne serie sætter Information tænderne i et begreb, som stadig flere bruger i flæng: Det postfaktuelle samfund.

Vi undersøger, om USA’s konservative medier selv har skabt ’the Donald’, og vi taler med den amerikanske politolog, Francis Fukuyama, om demokrati og folkelige frustrationer. Senere spørger vi: Er det postfaktuelle samfund bare elitens måde til at lukke munden på underklassen? Og har memes og Facebookaktivister ødelagt den politiske debat? Velbekomme.

Seneste artikler

  • Det er forestillingen om fakta, der er i krise

    8. oktober 2016
    Påstanden om, at vi lever i ’det postfaktuelle samfund’, er måske 2016’s mest omsiggribende samtidsdiagnose. Måske udtrykker den en fundamental ’krise’ for de samfundsteoretiske grundantagelser, der har hersket i de vestlige demokratier siden Murens fald
  • Berlusconi realiserede det postfaktuelle demokrati

    26. september 2016
    Ytringsfrihed er kun et gode på baggrund af respekt for faktuelle kendsgerninger. Italien kæmper stadig med følgerne af offentlige usandheder i industrielle mængder
  • Fukuyama: Vesten er trådt ind i en helt ny politisk epoke. Og det er forfærdeligt

    19. september 2016
    I 50 år har den politiske samtale i Vesten været tøjret til folkelige bevægelser, stærke institutioner og politiske midterpartier. De indrammede den politiske samtale. Nu sejler det hele. Sandheden flyder rundt. Og det er forfærdeligt, mener den berømte politolog, Francis Fukuyama
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Loftkjær
  • Jakob Silberbrandt
  • Hans Jørn Storgaard Andersen
  • ingemaje lange
  • Torben Skov
  • Mihail Larsen
Kurt Loftkjær, Jakob Silberbrandt, Hans Jørn Storgaard Andersen, ingemaje lange, Torben Skov og Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Jørn Storgaard Andersen

Utrolig virkelig og velskrevet artikel om det amerikanske valg med fokus på de republikanere, der ikke kan få deres stemme igennem deres normale kanaler. Som er helt overtaget af de yderligtgående post tea-party-republikanere.
Der faktisk kun har ét sted at gå hen, nemlig til den presse, der helt generelt har valgt at støtte Clinton mod Trumps løgnehistorier ...

Sikke'n uredelighed - næsten som Trumps viltre pomadehår.

Demokratiet er udsat for en form for voldtægt i disse år af en lille særdeles stærk og hæmningsløs minoritet i den vestlige verden. Demokratiet bliver på den måde udhulet og kan således ende med at blive sin egen værste fjende som det er set før i historien.

...Hvis ikke det bliver modarbejdet af mere midtsøgende demokratiske kræfter kan det ende med en meget ubehagelig situation for det store flertal - Og det ikke kun i Trumps USA.

Vibeke Rasmussen

Man skal ikke læse langt ned i teksten, før det står klart, at forfatteren selv må være konservativ. Det burde Information, efter min mening, have understreget, da oplysningen jo ikke gør artiklen mindre væsentlig, men tværtimod sætter Oliver Darcys indlæg ind i et langt mere interessant perspektiv.

Først hen mod slutningen af artiklen nævnes det, i en parentes, at Oliver Darcy har arbejdet på The Blaze, som er grundlagt af Glenn Beck. Den oplysning kunne man i 'oplysningens tjeneste' med rigtig god mening have løftet op i fx underrubrikken.

Vox, og altså fra den modsatte side af det politiske spektrum, anbefales Oliver Darcys artikel, dog med den vigtige pointering, at han helt udelader en ellers meget væsentlig del af Donald Trumps succes i konservative medier: racisme!

"Race and racism are a huge part of the Trump story, inseparable from any meaningful account of how he succeeded. That’s because race remains a hugely important motivating force, independent of class or partisanship, in American voters’ political behavior. Ignore that almost entirely, as Darcy does, and you end up with a distorted analysis of Trump’s success."

Bill Atkins, Flemming Berger, Jakob Silberbrandt, Karsten Aaen, Jakob Trägårdh og Nickey Fregerslev anbefalede denne kommentar

"Den konservative højrefløj har skabt et postfaktuelt monster, der truer med at æde hele det republikanske parti"

Det republikanske parti, som har fostret Bush I+II? Det parti?

I så fald, hvad er problemet?

Flemming Berger, Vladan Cukvas og Erik Jensen anbefalede denne kommentar

Jamen, Vibeke Rasmussen ...

Det kan være godt nok med et forskræp i artiklens manchet om, hvad man skal være forberedt på. Men på den anden side snyder man måske sig selv for den usikkerhed under læsningen, der gør den til mere end en almindelig læseoplevelse. Først hen ad vejen dæmrer det, lige som med god litteratur.
En af fordelene er, at tekstens argumenter får lov til at hænge lidt længere, end hvis man på forhånd vidste, hvor de skulle rubriceres.

Det fortjener teksten faktisk, for det viser sig jo at være et stykke tragisk bekendelseslitteratur. Selv om man ikke er politisk enig med forfatteren (og nogle af de meningsfæller, han citerer), så kan der næppe være tvivl om, at de er sig fuldt bevidste om det monster, de selv har skabt, men først nu indser, at det har taget magten fra dem selv - og at skaden måske ikke kan repareres.

Flemming Berger, Jakob Silberbrandt, Torben Skov, Jakob Trägårdh og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

"Amerika byder på fantastiske muligheder for at gøre identitetskriser til en levevej" - lyder som noget vi kender ret godt til her i landet. Siden midten af 90'erne er der opstået to-tre nye partier, der lever op til beskrivelsen: DF, LA og Nye Borgerlige.

Men ellers.... jeg undres over, hvordan Trump kan score så megen opbakning hos den amerikanske arbejderklasse. Det et jo alm. kendt, at han i sine virksomheder anvender sort arbejdskraft, og at mange af d produkter, hans virksomheder bruger, er fremstillet i
lavtlønslandene. Men det er åbenart ikke nok til at hans vælgere, vender ham ryggen.

Ja, hvordan kan den amerikanske arbejderklasse, især den hvide amerikanske arbejderklasse stemme på Trump. Nok fordi han lover dem jobs - indenfor olieindustrien, kulindustrien mm.

I en artikel i Huffington Post, afsløres Trumps virkelige og reelle planer, skulle han blive valgt. Artiklen kan læses her:

http://www.huffingtonpost.com/entry/donald-trump-economic-plan_us_57c9dc...?

Citat fra artiklen:

"Donald Trump’s senior economic adviser, Stephen Moore, said the candidate planned to pay for his costly proposals by eliminating the departments of Commerce, Energy and Education; lifting all restrictions on mining, drilling and fracking; ending Temporary Assistance for Needy Families programs, and offering rust-belt factory workers new jobs on oil rigs and steel mills."

Rust-belt factory workers i USA bor i de områder hvor der i dag er olieudvinding, stålfabrikker samt kuludvinding. Altså en klar reaktionær dagsorden, vil jeg mene. Og Trump forstår åbenbart ikke, at selv i olieindustrien eller i kulindustrien i dag, også i USA, ansætter man folk der har en collegedegrees eller high school degrees, altså folk der har en uddannelse.

Et lidt længere citat om hvordan Trump ikke virkeligt vil hjælpe de personer, han påstår at hjælpe, men i stedet for hjælpe ledere af virksomheder, fabrikker mm.

"If you’re starting to think that maybe Trump actually worries about the plight of the poor, think again. It is business and industry leaders, not unemployed youth, who are the intended beneficiaries of a Trump economy. According to Moore, several of Trump’s economic proposals came out of monthly meetings he held with the Trump Leadership Council, which Moore described as “25 or 30 major industry leaders, the men and women who run the great companies in America.” “These are energy companies, transportation companies, telecommunications and tech companies. We meet about once a month with Donald Trump, and he always sits there and each person has about two or three minutes to talk.” Moore continued: “What shocked me about these meetings was listening to these business leaders, and they all said the biggest thing is the regulatory state, and it’s just strangling their businesses in every single arena. So the first thing we’re going to do about this is have a regulatory freeze. The day he enters office we’re just going to put a halt on any new regulations.”"

Og det var det her, man skulle og burde diskutere i USA.....

Hans Jørn Storgaard Andersen, Jens Thaarup Nyberg, Flemming Berger, Arne Lund, Jens Kofoed og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar

Falsk bevidsthed

Dér har vi den igen. Galejslaver, der kræver deres ret til en åre. Arbejdere, der tigger om usselt arbejde for enhver pris. Og altså hér amerikanske arbejdere, der vil lægge deres fremtid i hænderne på en mand og et parti, der er hovedansvarlig for deres elendighed. Sådan agerede en stor del af de tyske arbejdere også i begyndelsen af 1930'erne, og vi kender resultatet.

Hans Jørn Storgaard Andersen, Flemming Berger, Arne Lund, Jakob Silberbrandt, Karsten Aaen, Mikael Velschow-Rasmussen og Jens Kofoed anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Jamen, jamen, Mihail Larsen (10. september, 19:34) …

… hvordan i al verden bærer du dig ad med at læse ovenstående artikel ikke kun som 'bekendelseslitteratur, men ovenikøbet som "et stykke tragisk bekendelseslitteratur"!? Oliver Darcy bringer på intet tidspunkt sig selv på banen eller giver udtryk for sine egne personlige holdninger, så hvordan kan du på nogen som helst måde opfatte artiklen som 'bekendelser'? Og hvor præcist i teksten "dæmrer det" for dig, at der er tale om "mere end en almindelig læseoplevelse"!?

Du skriver "Selv om man ikke er politisk enig med forfatteren …" Men hvad i teksten får dig til overhovedet at spekulere i forfatterens politiske tilhørsforhold? Teksten er efter min bedste vurdering en ganske neutral og nøgtern og i store træk objektiv og upartisk beskrivelse af forholdene i det konservative medielandskab nu efter Donald Trumps tilsynekomst på den politiske scene.

Hverken selve artiklen eller Informations redaktion afslører, at ovenstående er skrevet ud fra et – muligvis – konservativt synspunkt, og selvom det netop ikke ændrer den stort set upartiske beskrivelse, ville det efter min mening ingen skade have været til, at Information, som en art varebetegnelse, en forbrugeroplysning til læseren, havde nævnt Oliver Darcys baggrund som Glenn Becks protege. Det er du så uenig i, fint nok, men jeg synes ikke din forklaring holder vand. Den lyder mere som en art efterrationalisering. Og jeg har også, modsat dig, mere end svært ved at se, hvordan en sådan oplysning skulle have givet mig grund til ligefrem at føle mig snydt for en læseoplevelse, jeg så ikke ville have haft.

Det skjulte præmis i hele artiklen og i en del kommentarer er, at præsidenten har magten. Jeg har altid haft opfattelsen, at US præsident er blot en front figur for en gruppe magtfulde mennesker, der stå bag ham. Men skidt med det. Der er noget andet som, jeg vil sige.

Trumps succes kan dels forklares, at han fremstå som ”lone rider” i den amerikanske politik. Han er ikke en af ”dem”, selv om han færdedes det meste af sit liv i deres kredse. Det er den store forskel mellem ham og Hilary, som er Wall Street væddeløbshest og har svoret sin loyalitet til netop de elementer i den amerikanske establishment, som af mange opfattes som den mest korrupte og kriminelle. I tiden efter krisen har mange udpeget netop Wall Street som den ultimative skurk, og kampen handlede om at få magten tilbage til Main street. Trump giver udtryk for, at han er manden der vil gøre det og i mange amerikanerens øre lyder det som dejlig musik.

Fru Clinton tilknytning til det neokonservative miljø vækker samtidig de værste minder hos amerikanere fra den nyere amerikanske indenrigs og udenrigs politik. Og selvfølgelig hjælper det ikke, at hun roder sig en lækage affære, mens der er i gang en FBI undersøgelse for korruption af hendes fonds. Alligevel formå hun ved hjælp af sine magtfulde venner i de toneangivende amerikanske medier at lægge en damper på alt det. Det hjælper heller ikke hendes symbolske billede af an kvinde der kæmper kvindernes sag, at hun som advokat kunne få ”off the hook” en voldtægtsforbryder, som voldtog og gennemtævede en 12årig pige. Damen har alt for mange skeletter i skabet, at det vil være det største nederlag for det amerikanske demokrati hvis hun vinder.

Disse få ting gør bl.a., at selv amerikanere i det alternative miljø, som er meget anti-globalistisk, anti-imperialistisk, pacifistisk og libertær indirekte støtter Trump, ved at have det alt for travlt med at slås mod Clinton klanen.

Men det hele er en amerikansk sag, og for os i Danmark og Europa kan denne diskussion have en rent akademisk og/eller ideologisk betydning. Vi burde tænke lidt mere pragmatisk og spørge os selv er, hvad vi får med henholdsvis Trumps eller Clintons sejr. Med Trump er det ikke til at sige, hvad konsekvenserne af hans økonomiske politik vil være for Europa. Han er ikke tilhænger af handelsaftaler, som skulle går udenom VTO, hvor den amerikanske indflydelse er blevet væsentlig reduceret. Han har også udtalt, at for ham er den kolde krig slut, og at NATO trænger til grundig eftersyn. Måske er han bare dårlig geopolitisk strateg set med amerikanske øjne, eller måske ligefrem en tåbe, men for os i Europa vil eskalering af konflikten med Rusland og Kina kun bringe hovedpine, da vi befinder os på den potentiale kommende slagmark og vil blive bedt om at betale en høj pris. Og det er netop hvad fru Clinton har udråbt som sin højeste prioritet – at straffe Rusland. Det er der, hvor det neokonservative kommer ind i spillet igen.
Vælgprocessens slutfase bliver yderst spændende, men det der sker efter 1.januar 2017 vil de færreste være særlig begejstrede over hvis damen vinder.

Thomas Petersen, Jens Thaarup Nyberg, Flemming Berger og Arne Lund anbefalede denne kommentar

Vibeke Rasmussen

Nu får den ikke for lidt: Der er en stemning af en Wagnersk Götterdämmerung (Ragnarok) over den fremadskridende, smertefulde erkendelse af det republikanske partis uundgåelige undergang og behovet for at starte h e l t f o r f r a. Partiet er ramt af en forbandelse, som det har påført sig selv.

Og så lidt mere nøgternt: Forfatteren har sin rod i den [næst]yderste højrefløj, og han fremlægger ganske prisværdig ærligt, hvordan der er gået råd i den politiske strategi. Selv ikke klassiske konservative i USA ønsker, at Trump vinder, for det vil kun gøre det hele meget, meget værre.

Der er ikke kun tale om et hovsa-valg med en hovsa-kandidat, men om konsekvenserne af en lang historisk tradition i USA. Jeg har tidligere henvist til en dybdeborende artikel herom, men gør det gerne igen:

https://www.theguardian.com/news/2016/aug/16/secret-history-trumpism-don...

Christian Nymark, Rasmus Rosenørn og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Trump, Clinton, Socialdemokratiet og resten af den dansk højrefløj har, virkelig meget til fælles, men vigtigst af alt er de ikke til gavn for borgerne.

»Vi gør, hvad journalisterne fra mainstreammedierne burde gøre: Vi udfordrer den konventionelle visdom, griller politikerne, stiller hårde spørgsmål, rapporterer kendsgerninger, som i mange tilfælde er ubekvemme sandheder for karrierepolitikere, og giver en stemme til de millioner af mennesker verden over, der bliver ladt i stikken af verdens eliter, der ser sig selv som højt hævede over den almindelige borgere.«

Fakta er ikke noget for vores politikere nu om dage!

Hvis Trump, Clinton, Socialdemokratiet og resten af den dansk højrefløjs drøm om økonomisk vækst skal blive til virkelighed, er det med nye investeringer i kulproduktionen igen og se at få solgt et par nye milliarder inder, et par nye milliarder kinesere og nogle milliarder afrikanere deres første ny bil og fordele overskuddet fra forbruget, for der er ikke vedvarende energi til rådighed for global økonomisk vækst.

Fossilt brændstof koster intet, så for Trump, Clinton, Socialdemokratiet og resten af den dansk højrefløj, er det er kun problemet med, at finde investorer der forhindre deres våde fantasier.

Men fakta er naturligvis, at fossilt brændstof afbrænding resultere i de ekstreme menneskeskabte klimaforandringer, der nu accelerere for alvor, det vil ændre alle menneskers livs og overlevelse betingelser de kommende halvtreds år, de ekstreme menneskeskabte klimaforandringer vi har oplevet, blev beskrevet for over ethundrede år siden af Svante Arrhenius (1859-1927) i 1896, da fossilbrændstof blev introduceret for alvor, som afløser til datidens foretrukne energi til fremdrift af økonomien dampkraften, men stærke økonomiske kortsigtede gevinster vandt over klogskab og videnskab allerede dengang i slutningen af attenhundredetallet.

Og CO2 ophobning fra fossilbrændstof afbrænding og den efterfølgende globale opvarmning og de tilstødende globale stigende klimakatastrofe konsekvenser, er ikke raketvidenskab, benægtere af dette faktum er at betragte som religøse fanatikere eller politikere.

En lille gennemgang af fakta!
Kun vedvarende bæredygtig energi kan forsyne bæredygtig vækst 20% af vores energi forbrug, på denne vores eneste klode, er i dag bundet til elektrisk energi forbrug, men 80% er ikke elektrisk energi forbrug og for ikke klimaforandringerne skal ende i ukontrollerbare og samfundsundsomstyrtende klimaforandringer, skal der bruges ikke opfundet teknologi til, at suge CO2 ud af atmosfæren, denne teknologi skal bruges meget hurtigt.

Vækst skabt ved overforbrug er urentabelt.

Værdien af olie, gas og kul er ikke eksisterende, så længe afbrænding føre til ukontrollerbare menneskeskabte klimaforandringer.

Der er ikke energi til rådighed for opretholdelse af den rige del af verdens livstil.

Det medføre, en væsentlig reduktion af transport af vare over store afstande, hvor det er muligt at omlægge til selvforsyning og når det betaler sig energimæssigt.

Going Beyond "Dangerous" Climate Change
Speaker: Professor Kevin Anderson
Chair: Professor Tim Dyson
Link: https://m.youtube.com/watch?v=-T22A7mvJoc

Vibeke Rasmussen

Mihail Larsen (11 sept., 15:23)

Æhm, hvad får ikke for lidt? Og hvorfor skal Wagner blandes ind i dit ikke-svar? Som så ofte før med dig, når nogen har udfordret dig over din evne, vælger du i stedet at gå til angreb, her med noget, der sikkert er ment som en personlig fornærmelse. Selv om jeg nu ikke lige kan dechiffrere den. Nå, dig om det.

Men kan du ikke bare svare på mine spørgsmål? Det var jo rent faktisk dig, der indledte 'dialogen' ved at henvende dig for at gå i rette med mig. Af erfaring véd jeg godt, at du kan have svært ved at læse indenad, og at du foretrækker at tale uden om og/eller 'langer ud', når du føler dig klemt. Men kan du ikke alligevel prøve at anstrenge dig lidt. Mine spørgsmål er faktisk ganske simple:

"Hvordan bærer du dig ad med at læse ovenstående artikel ikke kun som ’bekendelseslitteratur, men ovenikøbet som "et stykke tragisk bekendelseslitteratur"!? Og hvor præcist i teksten "dæmrer det" for dig, at der er tale om "mere end en almindelig læseoplevelse"!?"

Og hvorfor kloger du dig nu på, at "Forfatteren har sin rod i den [næst]yderste højrefløj"? Hvad véd du om det? Har du undersøgt hans baggrund? Eller var det min kommentar, der satte dig på sporet? Jeg er faktisk ret overbevist om, at du ingen anelse havde om hans politiske tilhørsforhold, mens du læste artiklen, og derfor måske blev lidt flov over din anbefaling af den? Hvorefter du prøvede at bortforklare den og efterrationalisere med din lange, utroværdige væven om 'læseoplevelse'?

Og spar mig for din nedladende belæring til mig om 'de faktiske forhold' i amerikansk politik, som om jeg har belæring behov! Altid oppe på din 'jeg alene vide'-piedestal højt hævet over os dumme meddebattører, hva'! Ind til videre, men den bliver helt sikkert overgået, tager denne bemærkning dog prisen for totalt virkelighedsfjern selvovervurdering: "Jeg har tidligere henvist til en dybdeborende artikel herom, men gør det gerne igen." Du lyder som om du helt seriøst forventer, at jeg ydmygt og taknemmeligt skal bøje mig i støvet over denne nådige gunstbevisning. Ha!

Det kunne ellers have været lidt interessant, hvis du helt undtagelsesvist kunne stige ned fra din (i egen selvforståelse) ophøjede position og bare indgik i en jævnbyrdig meningsudveksling og bl.a. svarede på de spørgsmål, du bliver stillet. Uden tilsvininger og udenomssnak. Men det rækker din formåen åbenbart ikke engang til?

Vladan Cukvas har fat i en meget væsentlig pointe: Clintons krigeriskhed. New York TImes undersøgte på et tidligt tidspunkt under primærvalgene, hvem af de ledende kandidater, der var den mest krigsgale. Clinton sejrede stort, og det kan jo ikke undre, når man ser på hendes fortid, først som First Lady, hvor hun støttede sin mands barbariske sanktionspolitik mod Irak. Siden da hun var senator, stemte hun for samtlige Bush's krige - stilen holdt hun da hun blev udenrigsminister under Obomber.
SOm europæer er der al mulig grund til a frygte for, hvad hun kan finde på i forhold til Rusland, hvor hun har lovet hårdere sanktioner, og hvor det må antages (?), at hun vil forsætte NATO's sindsyge og livsfarlige pres på de russiske grænser. Det kan være flere udstationerede soldater i Baltikum, flere fællesmanøvrer med Ukraine og Georgien, samt andre tidl. Sovjet-republikker.

Trump derimod, har sagt, at han godt kan finde ud af at lave "forretninger" med Putin. Ikke fordi det lyder meget bedre, når de to bisser stikker hovederne sammen, for at dele rovet mellem sig, og aftale om hvem der kører med klatten i hvilke interessessfærer. Det kan så bl.a. betyde, at vesten fudstænidg trækker sig ud af Syrien, og siger, at det er jeres område.
Da Trump er politiske idiot, og ikke aner en brik om hvad der sker udenfor landets grænser, så vil han være e nemt offer for sine rådgivere, og det så dem der skel ses på: Hvem er de, og hvilken dagsorden kører de efter. Her er det kommet frem, at nogle af dem har ret gode relationer til folkene omkring Putin, men også, at andre har været involveret i den vestevendte Maidan-"revolution" i Ukraine. Billedet er altså ret broget, mudret.
På ét punkt er Trump ligeså krigerisk som Clinton, nemlig i forholdet til Kina, hvor Kinas baseopbygning i det sydkinesiske hav, anses for at være en trussel mod den amerikanske interessessfære. Så det kunne da være, at Putin kunne overtales til at være med til at inddæmme Kina.

Niels Duus Nielsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar

Vibeke Rasmussen (18:20)

Du må mene om mig, hvad du vil - og det gør du øjensynligt allerede til overmål.

Jeg kan ikke gøre for, at du ikke kender Wagners 'Niebelungenring', hans store cyklus af fire operaer, der skildrer kapitalismens undergang. Den handler om guders/menneskers begærlighed efter guld og magt, som undervejs tvinger dem til at tilsidesætte alle moralske normer og endda - i Wagners regi - til at slå sine egne børn ihjel. Derfor er denne kultur dømt til undergang, men Wagner lader et lille vindue stå åben for, at der bagefter kommer en ny kultur, der ikke gentager fejlen.

Sådan kan man dramaturgisk læse Oliver Darcy's tekst. I stedet for at starte med konklusionen - som mange mainstreammedier har for vane af hensyn til dovne læsere - så spinder han en historie, hvis uhyrlige mening først gradvist bliver synlig. Lige som en græsk tragedie.

Og ja, jeg kendte ikke forfatteren i forvejen (så ville jeg jo netop heller ikke have haft den omtalte 'læseoplevelse'), lige som jeg ikke havde et ganske afklaret forhold til de øvrige højrefløjs-figurer, han inddrager. Det bliver klart under læsningen, og det behøver jeg skam ikke dig til at finde ud af.

Jeg ved ikke, om jeg 'præcist i teksten' kan pege på, at det dæmrer for mig. Det gør det sådan set hele vejen fra starten, men den græske tragedies 'point of no return' er nok afsnittet om "Parti og medier i symbiose". Her bliver det for alvor klart, at den republikanske strategi kollaborerer.

Og så har jeg - til glæde for dem, der ikke tidligere har set min henvisning til trumpismens idéhistorie - endnu en gang vedlagt en henvisning. Pænt og nydeligt og uden den fjerneste arrogance.

Philip B. Johnsen, Christian Nymark og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

arne lund
11. september, 2016 - 19:21
"På ét punkt er Trump ligeså krigerisk som Clinton, nemlig i forholdet til Kina, hvor Kinas baseopbygning i det sydkinesiske hav, anses for at være en trussel mod den amerikanske interessessfære. Så det kunne da være, at Putin kunne overtales til at være med til at inddæmme Kina."
Nu kommer så tilsyneladende Putin lidt på tværs af Trump:
http://blogs.rediff.com/mkbhadrakumar/2016/09/11/russia-china-military-t...

Jens Thaarup Nyberg

Tager jeg fejl, eller er følgende ikke artiklens konklusion, selvom det er sat som abstrakt, først i teksten.
"At Donald Trump kunne blive republikansk præsidentkandidat, skyldes i vidt omfang, at USA’s nye konservative medier tog ham til sig – og dermed begik ’forræderi’ imod det samme republikanske establishment, som havde gjort dem til så stærk en faktor i påvirkningen af den amerikanske politiske opinion"
Men derfor kan man selvfølgelig udmærket nyde musikken, der følger, for sin egen skyld.

Mihail Larsen
11. september, 2016 - 11:24
" ... amerikanske arbejdere, der vil lægge deres fremtid i hænderne på en mand og et parti, der er hovedansvarlig for deres elendighed. Sådan agerede en stor del af de tyske arbejdere også i begyndelsen af 1930’erne, og vi kender resultatet."
Hvad havde du forestillet dig de ellers skulle, og stemmer den forstilling da overens med forholdene og mulighedererne.