Kvinden er et levende emblem

»Når du besøger en kvinde, så glem ikke pisken.«

Nietzsche: ’Also sprach Zarathustra’

Hvorfor egentlig disse evindelige diskussioner om kvindens mulige påklædning – om hvad der er påbudt, forbudt eller tålt af religioner og politikere, fra islamiske tørklæder til burkini-badedragter?

Hvad handler det om?

Det handler om, at kvinden som sådan i en kultur, ikke manden, men netop kvinden, er et levende tegn, som signerer denne kultur. Et emblem, dvs. et ikon med performativ kraft som et symbol.

Ændrer man dette tegns fremtoning og egenskaber, vakler eller forandres kulturen. Rokker man ved kvindens status, hendes råderum, da rokkes den pågældende kultur.

Hvorfor? Det skal jeg forsøge at redegøre for her, ganske langsomt.

Det sociale og det kulturelle

For det første må der i menneskets kollektive liv skelnes mellem samfund og kultur, det vil sige mellem det sociale og det kulturelle i det kollektive.

Det sociale vedrører den fysiske opretholdelse af livet og dermed alt, hvad der har at gøre med produktion og distribution af de materielle og tekniske forudsætninger for det kollektive liv.

Det kulturelle vedrører alt det øvrige, det vil sige det immaterielle, reproduktionen og udviklingen af adfærd og forestillinger.

Dette immaterielle omfatter dels de dramatiske praksisser, som i det væsentlige drejer sig om forholdet til døden (religioner, sportsudøvelse, fiktioner), dels de erkendende praksisser, der i det væsentlige drejer sig om forholdet til livet (historie, filosofi, videnskab).

Intet samfund kan leve af kultur alene, men det sociale liv forudsætter alligevel tilstedeværelsen af et vist kulturelt liv. Det sociale liv kan vel at mærke forenes med mange forskellige former for kulturelt liv; moderne samfund er typisk multikulturelle.

Derfor er dualiteten mellem det materielt sociale og det immaterielt kulturelle vigtig at fastholde.

Man kan aldrig reducere det ene til det andet; de to dimensioner vil aldrig kunne blive et og det samme. Lige der, hvor de to dimensioner mødes, ligger imidlertid det politiske liv.

Fordi politik udøves af levende mennesker, som forholder sig direkte og kropsligt til både det sociale og det kulturelle liv, og som jo personligt må indgå i begge dele.

Tegnets liv i samfundslivet

For det andet er de to dimensioner, den sociale (materielle) og den kulturelle (immaterielle) forbundet derved, at mennesker forholder sig til hinanden gennem tegngivning.

De mangfoldige tegn, der gives i en tegngivning, består jo af en materiel side, udtrykket, og en immateriel side, et indhold.

Udtrykket henviser til indholdet ved at være formet, som den store danske sprogteoretiker Louis Hjelmslev understregede. Det er, som han sagde, udtryksformen, der er betydende. Udtrykket er materielt, men formet, idet det er fonetisk, grafisk, gestuelt, visuelt, musikalsk osv.

Hvis formen opløses, forsvinder betydningsfunktionen; man må, som man siger, holde på formerne, hvis man vil betyde nogen noget. Uden en vis ’formalisering’ intet socialt liv.

Tegnets liv i samfundslivet er – med den schweiziske lingvist Ferdinand de Saussures udtryk – genstand for det semiotiske studium. Tegnenes begrebslige indhold omfatter naturligvis både de egentligt sociale og de kulturelle begreber og tanker. Tegnfunktionen forbinder således det sociale og det kulturelle.

I kraft af tegnfunktionen kan mennesker for eksempel kulturelt kritisere sociale forhold, ligesom mennesker socialt kan kritisere kritisk-kulturelle forekomster. Det politiske forhold mellem kultur og samfund er faktisk altid kritisk; deri ligger der en vis dynamik, som animerer det kollektive liv.

Kunsten indtager en særstilling her, fordi den hverken er helt kulturel (bortset fra ’kitsch’) eller helt social (bortset fra ’propaganda’).

Kunst består i praktiske undersøgelser af selve tegnfunktionen, det vil sige eksperimenter med omformning-af-form i ethvert register. Derfor er god kunst (ikke kitsch, ikke propaganda) altid prekær og problematisk, den er udfordrende og potentielt farlig for visse samfundsforhold.

Kvinden som tegn

Krumtappen i dette altid kritiske liv er imidlertid for det tredje det, vi kalder reproduktionen af liv og transmissionen af livsformer. Hvis reproduktionen udgør substansen, da udgør transmissionen det formelle, hvori det end består, som overføres fra generation til generation.

Materielt: identitetsmærker af enhver art; og immaterielt: vaner, forestillinger og viden. Både materielt og immaterielt: sprog. Kvinden udgør denne krumtap. Netop der, hvor reproduktionen og transmissionen mødes, i den del af det intime liv, som er nødvendig for fremkomsten af nye mennesker, spiller kvinden en ureducerbar kropslig, sproglig og tegnmæssig rolle.

At rollen er ureducerbar, vil sige, at ingen jordisk civilisation bestående af kollektivt menneskeliv kan eksistere uden denne rolle og kvinden som dens indehaver. Man kan sige, at den måde, kvinden derfor behandles på i en kultur og et samfund, udgør dette samfunds fundamentale kunstneriske ytring.

Uden kvindens helt konkrete medvirken kan de nye talende og fungerende menneskebørn ikke blive til. De kan hverken blive til psykisk, kulturelt eller socialt. Derfor holdes kvinden i de fleste kulturer i kort snor, som man siger. Hun er netop lige så prekær, problematisk, provokerende og potentielt farlig som kunsten alment. Hun er den kunstneriske formnings formende forudsætning, så at sige. 

Filosofferne i det 19. århundrede, således tydeligt Schopenhauer, Kierkegaard og Nietzsche, var inde på dette vanskelige emne, og måske kom deres tænkning netop til kort over for denne udfordring: Hvad skal man stille op med kvinden? Kan hun sættes fri? Ja, jo, på visse betingelser, ikke sandt? Må hun tale i forsamlinger, stemme ved valgene, lære sprog, læse bøger, opholde sig i de samme rum som mænd, osv. Åbenbart ofte ikke gerne.

Hvordan må og skal hun se ud? Det er spørgsmål for både mænd og kvinder.

På mit bord ligger et foto af den ægyptiske feminist Hoda Shaarawi, den første ægyptiske kvinde, der vovede at lægge tørklædet på hylden, i 1923, da hun kom tilbage til Alexandria efter en feministkongres i Rom og frejdigt steg ned ad landgangsbroen med håret flagrende i vinden.

Hun var den første muslimske kvinde i verden, der formastede sig til at lægge tørklædet, hvilket gjorde hende internationalt berømt. På samme tid forbød Tyrkiets modernisator Kemal Atatürk tørklædet på universitetet og i offentlige funktioner.

Han gav kvinderne stemmeret og organiserede endda skønhedskonkurrencer, hvor bikiniklædte kroppe blev fejret. Et andet foto på mit bord viser en skønhedskonkurrence fra Kairo i 1948. Nasser gjorde grin med det islamiske tørklæde, ligesom Habib Bourgiba gjorde i 1950’ernes Tunesien.

Inden den iranske religiøse revolution i 1979 havde shah Reza sendt politiet ud i landsbyerne for at flå de forbudte tørklæder af kvinderne. Det var moderniseringer. Men så går det løs.

De muslimske brødre, saudierne, golfstaternes waahab-imamer, tyrkernes AKP, de iranske mullaher, alle tordner mod de syndige kvinder. To foto fra Teheran, 1979: På det ene demonstrerer kvinderne på gaden mod den nye tørklædetvang; på det andet øver en gruppe totalt indhyllede og sortklædte kvinder fra den revolutionære milits sig i brugen af automatrifler. Nye tider.

Vi skal ikke tro, at det udelukkende drejer sig om en islamisk grille.

Som Woody Allen demonstrerer det i sin film Fading Gigolo, er de ortodokse jøder med på samme spøg, etnisk begrænsning af kvinders livsudfoldelse. Etnisk paryk!

Og de kristne traditioner behøver bare at slå op i Paulus’ første Korintherbrev, 11, 5-15: Kvinden skal tilhylle sit hoved; det behøver manden ikke, for han er Guds billede og afglans, mens kvinden er mandens afglans. Hun blev skabt for hans skyld. – »Derfor bør kvinden have et myndighedstegn på hovedet for englenes skyld.« (11, 10). En herlig tilføjelse.

Skønhedskonkurrence, frigørelse, really? – spørger min tålmodige, men skeptiske læser. Ja, for vi må huske, at skønheden, kunstens klassiske målestok, faktisk er en del af friheden. Men hvorfor er det kvindens krop og ikke mandens, det går ud over? Det er til dels en anden diskussion, men den hører alligevel med i billedet, når vi ser semiotisk på sagen. 

Kvinden som fallos

Nu bliver det lidt mere teknisk og forbudt-for-børn: psykoanalyse. Fallosfunktionen, således benævnt af den franske psykoanalytiker Jacques Lacan, men her i min egen fortolkning.

Det græske fallossymbol betegner selvfølgelig frugtbarhed og den seksuelle akt som helhed og ikke et tilfældigt mandligt appendiks.

I den erotiske fantasme, som de elskende og eventuelt avlende grundlæggende deler under denne akt, er den penetrerede krop identisk med det penetrerende organ, hvormed typisk den kvindelige krop altså bliver fallos i egen høje person. (Noget helt tilsvarende kan gælde om det homoseksuelle scenarie).

Kvinden bliver derfor den semiotiske inkarnation af det skønneste på denne jord, hun bliver selve det seksuelle, som kropsligt tegn, hvis indhold er noget i retning af den uimodståelige orgastiske følelse af momentant at blive ét med universet, idet de elskende for et øjeblik bliver ét med hinanden.

Se, dette er ikke småting. Det drejer sig om en fundamental drivkraft i omtrent ethvert menneske. I denne ejendommelige mentale figur, som Lacan må siges at have fundet formlen for, skal kvinden, der ellers er et almindeligt menneske, nu også være en omvandrende fallos, et lystens tegn.

Kvindeligt dobbeltarbejde, det almindelige og det symbolske. Hun er også farlig af samme grund og må defineres, reguleres, designes, forhindres i – i en seksuelt hjemsøgt fantasi – at forvandle menneskeheden til ét stort og såre syndigt orgie.

Mænd er ikke farlige ifølge denne fantasi; de kan ganske vist blive ikke så lidt voldelige, men det er intet i sammenligning med kvindens eksplosive sexbombeeffekt. Som også Paulus er inde på, skal fromme mænd og kvinder derfor sørge for, at netop kvinder ikke går for vidt. Så er det jo endda næsten heldigt, at mænd er lidt voldelige, ikke?

Fallosfunktionen er måske at betegne som en bygningsfejl i den menneskelige seksualitet. I så fald er det nyttigt at være opmærksom på den for at kunne begrænse fejlens indvirkning på respekten for kvinden som menneske. Og i så fald skal opmærksomheden henledes på menneskets indbyggede falliske og derfor paranoiske vanvid og på dette vanvids potentielt ødelæggende virkning på enhver kollektiv etik.

At tvinge kvinder til at skjule sig, holde sig tilbage, skamme sig over både krop og ansigt, er etisk set helt ude i hampen. Religionerne og deres etnisk-kulturelle bærere bærer et stort ansvar for den flammende paranoiske angst for kvinden, det hellige vanvid, som nu igen, efter modernitetens korte forår, er i færd med at vansire klodens samfundsliv.  

Hvis fallosfunktionen ikke var alvor, men derimod snarere bare var noget ideologisk pjat, kunne vi jo feje den til side og uden videre ignorere den ihjel.

Når kvinder så alligevel bliver spærret inde og forhindret i at tilegne sig sprog og viden nok til at kunne ’integrere’ sig selv og afkommet i en voldsomt foranderlig verden fuld af krig, elendighed, flugt og migration, kunne man forsøge at forsvare holdningen med behovet for identitet i en svær tid.

Det er et meget intelligent forsvar, for det er netop identiteten, der bliver spærret inde på denne måde og for så vidt bevaret. Det er den, man kaster tunge tæpper over, når kvinderne dækkes til.

Kvindens semiotiske status

Som omvandrende kulturel plakatsøjle er kvinden i et monokulturelt samfund en art resumé af dets monokultur. Er samfundets tilstand nationalistisk, går hun i nationaldragt; er det militaristisk, klæder hun sig ud som soldat. Er tilstanden revolutionær, går hun på barrikaderne med blottet bryst, som hos Delacroix og ligesom Femen. Hun er emblematisk.

Hvorfor med blottede bryster? Da ikke for at ’nære’ eller ’læske’ det spæde fremskridt, som man har foreslået, nej: på grund af fallosfunktionen. Når der skal ske noget nyt og stort i politikken, er det denne funktion, der træder i forgrunden, som i 68-generationens sommerlejre.

Den nøgne krop er den blanke skønhed, det spørgendes udtryksform, signifianten for Hvad nu? – Den tildækkede krop betyder det modsatte: alt-under-kontrol, intet-nyt-under-solen, der-er-ikke-noget-at-se, passér-gaden, klap-i, hold-kæft.

I et multikulturelt samfund støder de kvindelige emblemer sammen, det blottede og det tildækkede, og betydningerne svirrer rundt i det sociale rum.

Hvis der i et sådant samfund findes et urbant offentligt rum udstyret med den visuelle intensitet, der følger af potenseret synlighed, dvs. hvor alle ser, at alle ser, hvad alle ser, og alle må se, hvad alle andre ser og ser, at de ser, at de ser – da vil dette visuelt intense rum være stedet for enten den implicitte politiske konfrontation eller den faktiske semiotiske melting pot, der afgør samfundets sandsynlige fremtid.

Det er det, vi ser på de mondæne strande, hvor badedragten af typen burkini signalerer modstanden mod integration, mens casual halvnøgenhed markerer en vis åbenhed over for omverdenen.

Man skal bestemt ikke kimse ad denne umiddelbart latterlige, højst filosofiske franske debat om kvindeligt badetøj. Den gælder i princippet den sekulære republiks overlevelse; hvilket er blevet en smule lettere at fatte efter massakren netop på strandpromenaden i Nice.