Hvordan ser moral ud? Et umuligt spørgsmål. Måske af den grund udspiller slagsmål om moral sig ofte omkring noget, der kan give abstrakt moral konkret krop: Kvinden. Og mere præcist: Kvindens krop og dens af- og tilsløring.
Sammenstiller man to grupper af kvinder, typisk migrantkvinder, som ellers ikke ofte betragtes under ét i debatten, træder nogle mønstre frem.
Udenlandske sexarbejdere og tildækkede muslimske kvinder har ikke umiddelbart meget tilfælles. De kan endda ligne hinandens modsætninger: Mens den muslimske kvinde tildækker sig og reserverer sin krop, tjener sexarbejderen penge på at blotte sin krop og stille den til rådighed.
Men politikere, debattører og organisationer flokkes om at regulere og redde begge grupper. Mange har en rødglødende mening om dem.
Skal kvinder have lov at sælge sex og på hvilke vilkår? Skal sexarbejderne reddes ved at mænd forbydes at købe sex? Hvor og hvornår må muslimske kvinder bære tørklæde? Må de bade i burkini? Må de arbejde med burka på? Kan sexsalg eller tørklæde være frivilligt, eller er det altid tvang?
Afklædt eller tildækket – både udenlandske sexarbejdere og muslimske kvinder med slør er ideologiske kamppladser.
Sex versus slør
Er sammenstillingen fortænkt? Prøv at udskifte ’prostitution’ med ’at bære tørklæde’ i nedenstående citat fra en tale af den franske politiker Patrick Delnatte i den franske nationalforsamling:
»Jeg tror ikke, prostitution kan være en frivillig aktivitet, selvom nogle prostituerede selv siger det. At de siger, det er frivilligt, er forståeligt og den eneste måde at beskytte deres værdighed. Men prostitution er primært et spørgsmål om vold og undertrykkelse af kvinder.«
Når debatterne om de to kvindeskikkelser ofte virker ens, skyldes det ifølge antropologerne Julie Billaud og Julie Castro, at spørgsmål om frihed og værdighed er hjertet i den diskussion, der legitimerer vestlige staters indblanding i både den muslimske kvinde og sexarbejderens liv.
De to har diskuteret parallellerne mellem de to figurer i artiklen »Whores and Niqabées: The Sexual boundaries of French Nationalism«.
Selv om sammenstillingen af, hvad de to ’figurer’ symboliserer, også her muligvis er ufrivillig, afslører den alligevel noget interessant.
Ifølge Billaud og Castro viser mønsteret, at både udenlandske sexarbejdere og muslimske kvinder ses som symboler på langt større spørgsmål om ligestilling, migration, radikal islamisme og international sikkerhedspolitik.
Det at være et symbol på noget er imidlertid ofte abstrakt og gør kun livet mere besværligt. Spørgsmål om international politik og værdikamp er fjerne fra hverdagslivet blandt de thailandske og nigerianske sexarbejdere, jeg selv møder i mit arbejde som antropolog.
At blive forhindret i at sælge sex i ligestillingens navn er eksempelvis abstrakt, når børn skal have mad, forældre skal på hospitalet i hjemlandet, grænser skal krydses, penge skal sendes.
Eller som to unge muslimske kvinder med tørklæde forklarer antropolog Karen Waltorp i hendes afhandling om unge muslimske kvinder på Nørrebro: Vi kom gående på Nørrebrogade og blev stoppet af en gruppe studerende. De spurgte, om vi støttede Islamisk Stat. Vi spurgte tilbage: Hvorfor tror I vi skulle støtte dem? De dræber jo muslimer som os.
For sex men mod slør?
Men er både prostitution og tørklæde da altid tvang? Det kommer an på øjnene, der ser. Den kendte franske feminist og filosof Elisabeth Badinter ser for eksempel prostitution som frihed, mens hun ser tørklædet som tvang.
I hendes øjne står prostitution ikke i modsætning til værdighed, og de, der sælger sex er, ikke i udgangspunktet ofre for deres kunder. Badinter ser prostitution som et udtryk for seksuel frihed – et arbejde.
Sløret og tørklædet derimod afviser Badinter som et frit valg. I The Guardian har hun tidligere forklaret:
»Vi kan ikke kritisere, hvad der er sket i Afghanistan (at kvinder skal bære burka, red.), og samtidigt tolerere tørklædet i Europa – heller ikke, selv om kvinder påstår, de bærer det frivilligt.« Det handler om international sikkerhedspolitik (og igen om falsk bevidsthed).
Den franske politiker Françoise Laborde mener derimod hverken, at tørklæde eller sexsalg under nogle omstændigheder kan være frivilligt: »Det er det samme for både tørklæde og prostitution. Nogle valg er ikke-valg,« forklarede hun The Guardian i 2013.
Det er sådanne diskussioner, der ifølge Billaud og Castro viser, at sløring og sexsalg grundlæggende udfordrer nationens selvforståelse og værdier.
Far eller Stat
»Jeg skrev et brev til min far, inden jeg rejste til Pattaya for at sælge sex. I brevet bad jeg min far om lov til at gøre det, der var nødvendigt for vores familie.«
Sommai, som fortalte mig om brevet under mit feltarbejde, havde forsøgt at forsørge otte børn – sine egne og sin dødeligt syge søsters – i månedsvis, inden hun tog beslutningen om at rejse til den thailandske turistby Pattaya. Selv om familien led under fattigdommen, bad hun stadig sin far om lov, før hun begyndte at sælge sex.
Kvinder har i århundrede skullet bede fædre, brødre, ægtemænd om lov. I Nigeria skulle kvinder i 1920’erne bede deres far om lov til at rejse uden for landsbygrænsen.
I dag er det den nigerianske stat, der i lufthavnen stopper nigerianske kvinder på vej mod Europa under mistanke om at ville sælge sex eller være involveret i trafficking. Staten har overtaget fars rolle, når det gælder kvinders migration.
I krigsberørte områder som Irak bliver kvinder i dag holdt tilbage fra at flygte af et forbund mellem fædre og stater: Patriarkalsk kultur forbyder dem at rejse alene, og tilflugtslande afviser at tage imod dem.
Tæl dem
Sexarbejdere blev optalt og reguleret allerede i slutningen af 1800-tallets Frankrig, hvor meningsdannere og politikere så prostitution som et symbol på alt, der plagede det franske samfund – fra moralsk forfald til sygdomme.
Forskere bliver stadig bedt om at tælle både sexarbejdere og muslimske kvinder. Forud for et lovforslag om et muligt forbud blev forskere ved Københavns Universitet i 2009 bedt om at tælle, hvor mange muslimske kvinder der bærer den ansigtsdækkende niqab. Cirka 150 konkluderede de – i hele Danmark. (Tallet for kvinder der bærer tørklæde er naturligvis betydeligt højere, red.).
I 2015 blev der ifølge Center mod Menneskehandel identificeret 49 udenlandske kvinder som ofre for trafficking til prostitution – i hele Danmark. (Tallet for udenlandske kvinder der sælger sex er betydeligt højere, red.).
Relativt lave tal, facts og kvindernes eget perspektiv på sagen gør ikke panikken mindre rødglødende. For den handler, som flere forskere pointerer, om meget mere end facts.
De farlige ofre
Begge ’figurer’ ses som ofre – begge er et symbol på undertrykkelse, pointerer forskerne Christine M. Jacobsen og Dag Stenvoll i artiklen »Muslim Women and Foreign Prostitutes: Victim Discourse, Subjectivity, and Governance«.
Muslimske kvinder ses som ofre for undertrykkende familier, social kontrol og religion. Den udenlandske sexarbejder ses som et offer for alfonser, traffickere og kunder. Der er da heller ingen tvivl om, at nogle af kvinderne i disse to grupper lever svært udsatte, sårbare og barske liv.
De inddrages bare sjældent selv, når der gennemføres politik om dem. Staten og andre blander sig jævnligt i kvindernes liv. Enten ved at tilbyde redning og social hjælp. Eller ved at fjerne burkinien og rydde Istedgade. De skal reddes fra ’den arabiske mand’, traffickers, sexkunden.
Motivationen bag denne hjælp er imidlertid nok tvetydig. For kvinderne opleves ikke kun som ofre. Den tørklædeklædte kvinde og den nigerianske sexarbejder på Istedgade minder os om påtrængende storpolitiske spørgsmål – radikal islamisme, terror og masse-migration.
De bliver symbolet på de trusler, nogle føler, der er mod os selv. De er ofre og trussel i samme krop.
Hver kvinde har sine grunde til at sælge sex. Hver kvinde har sine grunde til at bære tørklæde og tildække sig.
Alligevel har udenlandske sexarbejdere og den tilslørede muslimske kvinde en lang tradition for at blive forstået ideologisk, snarere end som kvinder med hverdag, problemer, meninger. Håb og liv.
Tak til Bülbül Tüzün for research til denne artikel.
Med antropologen på kvindernes vandring
Antropolog Sine Plambech skriver jævnligt til Moderne Tider i forbindelse med sit forskningsprojekt om EU’s migrationskontrol og især kvindelige migranter.
Globalt migrerer kvinder især fra seks-syv områder, hvoraf Plambech udfører feltarbejde i Thailand og Nigeria. Kvinder søger ofte mod Europa og Danmark ved for eksempel at gifte sig eller som sexarbejdere. Nogle bliver involveret i trafficking. Deres fattige hjemområder er afhængige af de penge, de kan sende hjem, men en strengere migrationskontrol i EU har gjort det sværere for kvinderne at komme til Europa. Projektet skal derfor blandt andet undersøge, hvordan EU’s tiltagende migrationskontrol påvirker kvinderne, deres ruter til Europa og udviklingen i deres hjemlande. Undervejs vil hun skrive om det og tage Moderne Tiders læsere med ind i det antropologiske laboratorium.
Sine Plambech er ansat på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Projektet er tilknyttet migrations-forskningsmiljøer på University of Oxford og Columbia University i New York. Forskningen er finansieret af, og indgår i, Det Frie Forskningsråds eliteforskerprogram.
Seneste artikler
»Jeg føler, jeg flyver bagud i mit liv«
27. august 2016»Vi sad i flysædet og aftalte at kaste os fra side til side – vi ville få flyet til at få problemer, til at vende om. Tilbage til Europa.« Nigerianske Mary taler om den dag, hun blev deporteret til Nigeria. Men Marys fly vendte ikke om. Som Mary skal tusindvis af migranter fremover på fly hjem. Massedeportation er blevet et af EU’s mest centrale bud på en slags løsning på migrantkrisen, og unionen står nu over for et deporterings-eksperiment uden fortilfælde. Men hvad sker der, når deportationsflyene lander?Becky er død
21. maj 2016På sin vis blev Beckys liv et lille blueprint af verdenssituationen. Hun er ikke den første – og sikkert heller ikke den sidste – af de migranter, jeg har arbejdet med, der er død. Becky blev 28 årSmugling forklædt som trafficking?
13. februar 2016EU diskuterer ny menneske-smuglingspolitik, og en ny debat opstår: Er transport af flygtninge og migranter smugling eller trafficking? Begreberne er vigtige, fordi de bruges til at retfærdiggøre vidt forskellige politikker med vidt forskellige konsekvenser for de mennesker, det hele handler om
Som Sine Plambech skriver, så er problematikkerne omkring hhv. burkini og prostitution vidt forskellige, men det er nok lidt forsimplet, nogle vil måske kalde det for manipulerende, at reducere det til et spørgsmål om, at der er nogen der vil redde nogle andre. Men okay, sådan ser det ud i Plambechs optil og nu vil hun så selv redde burkiniklædte kvinder og prostituerede fra, at blive reddet. Gad vide om Plambech selv kan se ironien i det? Sikkert ikke.
Forstår forøvrigt ikke Elisabeth Badinters ide om, at prostitution skulle være et udtryk for seksuel frihed. Hvis man skal tjene penge som prostitueret er man vel nærmest nødt til, at opgive sin seksuelle frihed. Man kan stort set ikke længere bestemme hvem man skal dyrke sex med og det er kunderne, der bestemmer hvad der skal foregå rent seksuelt. Hvordan det kan tolkes som seksuel frihed skal man sikkert være fransk filosof for at forstå. Tanja Rahm, som i modsætning til Badinter, er en af dem, der har væreti den branche har nogle lidt mere intelligente betragtninger om, forholdet mellem prostitution og seksuel frihed:
http://tanjarahm.dk/19-er-prostitution-seksuelt-frigorende/
Søren Rehhoff, frihed er et meget stort ord. At du tror, at din fortolkning af friheden er det sidste ord i den århundredlange debat om, hvad frihed er, siger mere om dig og dit frihedsbegreb, end det siger noget om frihed.
Ser du for øvrigt ironien i, at du harcelerer over Sine Plambechs trang til at redde andre mennesker ved åbenlyst i dit indlæg at forsøge at redde hende fra, hvad du betragter som en fejlopfattelse af frihedens begreb?
Ligesom jeg nu forsøger at redde dig fra at tro, at din snævre frihedsforståelse er universelt gyldig og deles af alle?
@ Niels Nielsen
"Søren Rehhoff, frihed er et meget stort ord. At du tror, at din fortolkning af friheden er det sidste ord i den århundredlange debat om, hvad frihed er, siger mere om dig og dit frihedsbegreb, end det siger noget om frihed."
Hvor har jeg sagt noget om, at det jeg skrev, er det sidste ord om frihed? Det eneste jeg jeg gjorde var, at kritisere Elisabeth Bardinters opfattelse af prostitution som et udtryk for seksuel frihed, forudsat at Sine Plambech refererer hende rigtigt. Og så linkede jeg til et blogindlæg af Tanja Rahm, som har været i den branche og som af gode grunde ikke oplevede særlig meget seksuel frihed, mens hun var der.
"Hvis man skal tjene penge som prostitueret er man vel nærmest nødt til, at opgive sin seksuelle frihed." skrev du, og belagde det med en række eksempler, som du åbenbart mener er ufri.
Jeg bor i opgang med en hel del prostituerede (mindst fire) fra de varme lande og Fjernøsten, og de, jeg har talt med, giver udtryk for stor glæde ved den frihed, de oplever i det danske samfund. Så Tanja Rahms "gode grunde" vil jeg vælge at opfatte som subjektive. Hun brød sig ikke om at være prostitueret, fred være med det. De piger, jeg kender, synes det er et godt liv, fred være med det. Jeg tror ikke vi kan konkludere noget om hverken sexuel frihed eller individuel frihed på det grundlag.
Et par af mine luderveninder har endda en kæreste - ikke en alfons, men en kæreste, som de går i seng med uden at det koster ham noget. Så selv i ufriheden, hvis det da er det, der er tale om, er der frihed.