Læsetid: 3 min.

Et liv er forbi: Han blev lærer, da han blev skoleelev

Bevidstheden om at være den eneste af sine 13 søskende, som kom i skole, var med til at forme Hmida Chemlalis livslange tro på uddannelse som drivkraft for social forandring
Moderne Tider
1. oktober 2016
Hmida Chemlali sammen med sin hustru, Malika, som han mødte i Danmark under et besøg i 1980’erne.

Hmida Chemlali sammen med sin hustru, Malika, som han mødte i Danmark under et besøg i 1980’erne.

Hmida Chemlali elskede at gå lange ture i byen. Gadens liv kan fungere som en nyttig påmindelse om, at man ikke er universets centrum, mente han.

Det var ellers ikke, fordi han ikke fik opmærksomhed, når han gik rundt på Nørrebro. Utroligt mange forskellige mennesker krydsede gerne gaden for at komme over og småsnakke med den altid smilende mand.

Talte de arabisk, ville de som oftest tiltale ham ustadh, underviseren. Også lang tid efter, at han på grund af sin kræftsygdom var stoppet som skolelærer. Men på den anden side var undervisning og uddannelse måske også mere end en profession for Hmida Chemlali.

Skolegang og ungdomsoprør

Født i Berkane i det fattige Nordøstmarokko var han den yngste af en søskendeflok på 13. Kort efter fødslen døde hans far, og familien blev dermed ekstra afhængig af de ældre søskendes arbejde.

To ældre brødre migrerede, og det var løn fra deres arbejde ved de franske jernbaner, som muliggjorde, at familien kunne satse på Hmidas Chemlalis uddannelse. Udover hans skolepenge blev stearinlys prioriteret i familiens budget, så han kunne læse lektier om aftenen.

Flere af hans søskende fulgte ham hver dag til skolen, der lå i en nabolandsby, og mens Hmida Chemlali blev undervist, ventede de udenfor. Når søskendeflokken så fulgtes hjem igen, forklarede han dem, hvad han havde lært, og den senere lærer blev på den måde tidligt øvet i at dele ud af sin viden.

Hmida Chemlali blev siden familiens første universitetsstuderende, da han rejste til Rabat for at læse geologi. Hovedstadens voldsomme kontrast til hans ludfattige hjemstavn var med til at vække en social indignation i ham, som blev styrket i efterdønningerne fra 1960’ernes ungdomsoprør.

Han sluttede sig til et intellektuelt miljø af politiske kunstnere og musikere og engagerede sig i studenterbevægelsen, der med inspiration fra datidens antiimperialistiske kampe protesterede mod den daværende Kong Hassans jerngreb om magten, hans tætte forbindelser til de gamle kolonimagter og landets ulige fordeling af ressourcerne.

Men efter en færdiggjort bachelor og sin mors død i 1984 følte Hmida Chemlali ikke længere, der var noget, der holdt ham i Marokko.

Han migrerede til Frankrig, og da han året efter besøgte sin søster i København, blev han introduceret til den herboende Malika Majidi. Inden længe havde Hmida Chemlali slået sig ned i byen, og i 1987 fik parret deres første barn.

Mægler og brobygger

I Danmark kunne Hmida Chemlali ikke få sin universitetsuddannelse overført, så til at starte med arbejdede han med forskellige typer fabriksarbejde, mens han tog dansk-kurser og læste på Lærerhøjskolen.

Livet igennem var han bevidst om de muligheder og den uddannelse, han havde fået på bekostning af sine søskende, og udannelse var derfor også hans hovedmantra, endnu inden han i 1991 som færdiguddannet folkeskolelærer var med at stifte Den Marokkansk-Danske Skole på Østerbro.

Med hans rolige facon og hans baggrund i vidt forskellige kulturelle, sociale og uddannelsesmæssige lag kom han til at være en mægler blandt både ansatte og forældre på skolen såvel som generelt i det marokkanske miljø i Danmark.

Blandt voksne kunne han forstå både analfabeter og religiøst lærde, og blandt sine elever var han afholdt af ballademagere såvel som mønsterelever. Han satte fortrolighed med børnene højt og tog gerne lange snakke med forældre, der for eksempel ikke ville lade deres døtre tage på lejrskole.

Selv om det var langt fra normen i dansk-marokkanske kredse, opfordrede han også selv sine døtre til at rejse så meget ud i verden som muligt.

Man bliver klogere af at møde nye perspektiver, mente han og kommenterede derfor også altid på, hvis han børns venner lignede dem selv for meget. For man bør snakke med fremmede og omgås forskellige typer af mennesker, sagde han og praktiserede det selv med et væld af franske, danske, og marokkanske bekendtskaber.

Udover at orientere sig i sociologi og politik og dagligt i arabiske og franske aviser, nærstuderede Hmida Chemlali Koranen. Han bad selv fem gange om dagen, men opfordrede sine børn til at være spørgende og åbne, og han diskuterede gerne både suffisme, mystik og generel eksistentiel tvivl med dem.

På mærkedage skrev han ofte lange breve til sine nære, og de sluttede altid med et »Courage. C’est la vie«.

Skønt han gennem livet arbejdede for at skabe social forandring, accepterede han også livets modgang med en spirituel, stoisk ro, som fulgte ham lige til det sidste af hans længerevarende kræftsygdomsforløb.

Hmida Chemlali

Født 26. december 1957 i Berkane, Marokko

Skolelærer

Efterlader sig hustruen Malika samt børnene Ahlam, Hanan og Mohamed

Død 24. april 2014 i København

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her