Læsetid: 7 min.

Det lange farvel til Milans libertiner

Det er ved at være tid til at riste en rune for en af de vigtigste aktører i fodboldverdenen. Silvio Berlusconi har solgt AC Milan, 30 år efter at han gjorde den til prototypen på en moderne fodboldklub
Berusconi var opfinderen af det moderne fodboldbrand. Hans opfindelse er blevet en så stor succes i europæisk fodbold, at han nu smider håndklædet i ringen og sælger til en kinesisk kapitalfond.

Berusconi var opfinderen af det moderne fodboldbrand. Hans opfindelse er blevet en så stor succes i europæisk fodbold, at han nu smider håndklædet i ringen og sælger til en kinesisk kapitalfond.

Antonio Calanni

24. september 2016

Det var måske ikke lige til at se det den regnfulde morgen i starten af juli 1986, da tre Agusta helikoptere landede på Milanos Arena Civica-stadion, og AC Milans nye ejer, Silvio Berlusconi, og klubbens spillere steg ud af helikopterne og vinkede til de tusindvis af forsamlede tilhængere, mens tonerne af Wagners »Valkyrieridtet« bragede ud af arenaens højttalere – men rent faktisk var der tale om et afgørende moment for både italiensk og europæisk fodbold.

For med overtagelsen af Milanos sovende gigant var Berlusconi med til at starte den såkaldt moderne æra i international topfodbold; en æra, hvor merkantiliseringen for alvor har holdt sit indtog; hvor klubberne har mistet de sidste bånd til deres fortid som lokale sportsforeninger og er blevet omdannet til globale virksomheder med milliardstore pengestrømme og regnedrenge i spidsen; hvor magten på chefgangene er skiftet fra sportscheferne til finansdirektørerne, og hvor størrelsen på en klubs indtægter nøje angiver, hvor den havner i tabellen.

Kort sagt: Berlusconi var med til at definere fodbolden i det 21. århundrede.

Ædt af sin egen revolution

Nu er løbet imidlertid kørt for den tidligere støvsugersælger og krydstogtskibssanger, der er af sine venner og beundrere kaldes il Cavaliere, men som i resten af verden nok er bedre kendt som bunga bunga-præsidenten.

Kort før den italienske sæson begyndte, afhændede Berlusconi sin rød-sorte Milano-klub til kinesiske investorer. Han magtede ikke længere at kæmpe imod de globale markedskræfter, der holder deres indtog i europæisk fodbold i disse år.

Han blev ædt af den revolution, han selv satte i gang.

Men mere om det senere. Først skal det konstateres, at den 49-årige Berlusconi, der tilbage i 1986 overtog roret i AC Milan, i sine første år var en dynamisk og fremsynet skikkelse, der gav nyt liv til en hensygnende fodboldklub.

Dét Milan, Berlusconi, overtog, var langt fra den storklub, vi siden lærte at kende. Midt-80’ernes AC Milan var et profilløst hold ejet af den uambitiøse bondeknold Giuseppe Farina, og hvis stjernespiller var den britiske tankcenterforward Mark Hateley, der var god på låget men ikke duede til særligt meget andet.

Fra klub til brand

Berlusconi så imidlertid et potentiale i den slumrende klub. Og først og fremmest så han en mulighed for at passe det rød-sorte mandskab ind i den værdikæde, han var i færd med at bygge sit forretningsimperium op omkring.

Han havde skabt en stor del af sin første formue på at opføre betonbyggerier for lavindkomstborgere i udkanten af Milano. Dernæst havde han åbnet en række kabel-tv-stationer, så borgerne ikke skulle sidde ude i forstæderne og kede sig.

Og nu gik opgaven ud på at proppe noget folkeligt og populært indhold til sine kanaler. Og her kom den rød-sorte Milano-klub ind i billedet. AC Milan blev en af de første fodboldklubber, der primært blev handlet som en vare på tv. Købet af klubben var en forretningsmæssig investering i at generere høje seertal og heraf afledte indtægter til hans tv-imperium.

Eller som det engelske fodboldmagasin FourFourTwo har formuleret det:

»(…) Berlusconi skabte det første brand i moderne fodbold. På en pressekonference et par dage efter sin overtagelse af klubben sagde han: ’Milan er et hold, men det er også et produkt at sælge; noget at tilbyde markedet.’«

Og som FourFourTwo tilføjer, så begyndte Berlusconis tv-kanaler kort efter at køre reklamer, hvor den italienske mediemagnat selv indtalte en opfordring til seerne om at give sig selv »en lille gave på søndag, med den blå himmel, det grønne græs og det røde og sorte fra det nye Milan«.

Sportsligt kompetent ejer

Hemmeligheden bag Milans succes var imidlertid ikke kun branding og oversukrede reklamer. Det var også de sportslige dispositioner, Berlusconi foretog.

For selv om det kan være svært at tro på nu, hvor man ser på den afdankede og skandaleramte skikkelse, som den italienske ekspræsident har udviklet sig til, så var han yderst handlekraftig i sine yngre dage, og han traf mange fornuftige dispositioner til gavn for Rossoneri.

Én af de vigtigste var at hente en tidligere skosælger ved navn Arrigo Sacchi til klubben som træner. Sacchi var på det tidspunkt træner for provinsklubben Parma, der lå i den næstbedste række, og havde ingen erfaring fra Serie A.

Men Berlusconi var blevet imponeret af Parmas præstationer i et par pokalopgør og valgte på den baggrund at tilbyde ham stillingen.

Fra første dag i trænersædet gennemførte Sacchi en fodboldmæssig revolution, der endte med at ændre den måde, man spillede fodbold på i hele støvlelandet.

Forandringen startede helt nede fra bagkæden, hvor Sacchi afskaffede den såkaldte catenaccio, altså den frie forsvarer, der i årevis havde luntet rundt på stort set alle italienske fodboldhold bag markørerne og udgjort en ekstra sikring før målmanden.

I stedet byggede Sacchi sin defensiv op omkring en flad fire back-kæde, som han skubbede langt frem på banen for at lægge et højt pres på modstanderholdet.

Strøg til tops

Derudover havde han en filosofi om, at der på intet tidspunkt måtte være mere end 25 meter mellem forsvarskæden og de forreste angribere.

Det betød, at hans Milan-mandskab fremstod som en kompakt enhed, som det var utroligt svært at trænge igennem – og som samtidig kunne tromle frem og sætte modstanderne under pres langt oppe på banen.

Denne spillestil var noget helt nyt i Italien dengang. Eller som Milans daværende midtbanespiller Carlo Ancelotti har sagt det:

»Italienske hold plejede at fokusere på forsvaret, men vi forsvarede os ved at angribe og presse.«

Med Sacchis spillestil kravlede Milan op i toppen af både Serie A og europæisk fodbold. Klubben vandt det italienske mesterskab i 1988 og Europa Cuppen for Mesterhold i 1989 og 1990 (hvilket gør AC Milan til det seneste mandskab, der har forsvaret titlen som vindere af den fineste europæiske klubturnering).

Og de rød-sortes dominans fortsatte under Sacchis afløser, en ungt trænerhåb ved navn Fabio Capello. Han overtog i 1991 og skaffede Milan fire mesterskaber de næste fem år i en epoke, hvor klubbens dominans i Italien reelt kulminerede – og hvor Capello i øvrigt fik lejlighed til at demonstrere sin store fleksibilitet som taktiker ved at erobre de fire mesterskaber med to vidt forskellige spillestile.

De  to første scudetti vandt han med de såkaldte Invincibles (uovervindelige, red.), der gik gennem 1991-1992 som ubesejrede i en sæson, hvor de scorede 74 ligamål (29 flere end Juventus på andenpladsen) og dominerede Serie A med flot angrebsfodbold.

Herefter skibede Capello en række af de aldrende nøglespillerne ud og lagde fokus over på defensiven – hvorefter hans hold vandt Serie A i 1994 efter blot at have indkasseret 15 mål i 34 kampe.

En bedrift, der fik holdets enlige frontangriber, Jean-Pierre Papin, til at bemærke:

»Det kan godt være, at det så kedeligt ud fra lægterne, men det var endnu kedeligere at spille nede på banen.«

En langsom nedtur

Efter Capellos afsked gik Milan en smule ned i kadence, men den hørte stadig til i toppen af italiensk og europæisk fodbold frem til slutningen af 00’erne. Holdets sidste store triumf kom i 2007, da det under træner Carlo Ancelotti vandt Champions League med en 2-1-sejr i finalen over Liverpool.

Det skulle vise sig at blive sidste gang, Berlusconi kunne høste international hæder med sit mandskab.

Få år senere begyndte de første revner i fundamentet at vise sig. Og AC Milans reeelle afvikling som fodboldmæssig magtfaktor fandt sted hen over transfervinduerne i 2012 og 2013, hvor klubben afhændede kulturbærere og stjerner som Zlatan Ibrahimovic, Clarence Seedorf, Thiago Silva, Alessandro Nesta, Gennaro Gattuso, Gianluca Zambrotta og Mark van Bommel uden at købe afløsere af tilnærmelsesvist samme kvalitet.

I stedet har skiftende trænere – og der har været mange! – været tvunget til at nøjes med lejeaftaler, frie transfers og billige indkøb fra markedets lavere hylder.

Hvorfor Berlusconi holdt op med at investere i klubben, har der været mange gisninger om. Og formodningerne rækker bredt – lige fra teorier om, at han i realiteten ikke råder over en særligt stor formue, til spekulationer om, at hans politiske rådgivere han frarådet ham at spendere store summer på overdådige spillerindkøb i en tid, hvor mange italienere fattes penge og må spænde livremmen ind.

Andre mener, at vi simpelthen har at gøre med en gammel, træt og politisk belejret mand, der ikke længere orker at være øverste ansvarlige for et storhold.

Hvorom alting er, så har AC Milan reelt været til salg i det seneste par år, hvor Berlusconis håndgangne mænd har fløjet kloden rundt på diskrete missioner for at diskutere mulige afhændelser til rigmænd fra den arabiske verden og Asien.

’Bevæget og trist’

Og for nylig blev det altså en realitet, at klubben er solgt til den kinesiske investorgruppe Sino-Europe Sports, der er delvist ejet af den kinesiske stat; også selv om Berlusconi helt frem til sidste øjeblik i ægte Berlusconi-stil forsøgte at benægte salget med nogle udtalelser, hvor det lykkedes ham at krænke den kinesiske befolkning med beskyldninger om, at de spiste småbørn under kommunistæraen:

»Det er sandt, det er sandt!« udbrød han. »De havde kæmpe hungersnød, og de små børn døde, fordi mødrene ikke havde mælk til dem, så for at forhindre de andre børn i at blive sultne, så kogte de dem (småbørnene, red.) og spiste dem. Og så tror man, at jeg ville sælge Milan til dem?«

Men det endte han altså alligevel med at gøre. Og de nye kinesiske ejere har lovet at investere 350 millioner euro i klubben over de næste tre sæsoner.

»Naturligvis er jeg bevæget og trist, men jeg er også fast i min tro på, at jeg endnu en gang har handlet i Mians bedste interesse, og jeg vil fortsat være holdets største fan,« sagde en rørt Berlusconi ved sin afsked.

En af hans tidligere succestrænere, Fabio Capello, var mere afklaret.

»Det er den vej, tingene går,« konstaterede han ifølge nyhedssiden TribalFootball. »En forretningsmand kan i dag have en stærk økonomi (…) men i realiteternes verden er man afhængig af pengene fra arabiske, kinesiske og russiske konsortier. Bare se på Premier League, hvor stort set alle de vigtige klubber, inklusive Leicester City, er ejet af udenlandske firmaer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • steen nielsen
steen nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kasper Andreasen

Informations sportsjournalistik plejer at være mere seriøs og dybdeborende end andre avisers. Sådan må det gerne blive ved. Hvis avisen ikke er i stand til at levere varen hver uge, er det bedre at bringe færre artikler end at lade dårlige artikler passere.
Denne uges snik-snak om Berlusconis rolle i fodboldklubben Milan er virkelig ikke god. Når der fx står at Berlusconis motiv for at investere i tv-kanaler var "... borgerne ikke skulle sidde ude i forstæderne og kede sig", så er det for dumt. Han havde, hvis nogen skulle være i tvivl, andre årsager til at sikre sig det italienske mediemonopol.