Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Bad fem gange om dagen, men sjældent for sig selv

Advokat Mahmood Hussain var et cyklende fyrtårn både for sin familie og i det pakistanske miljø i Danmark, hvor han blandt andet var med til at starte dansk-pakistanske venskabsforeninger
Mahmood Hussain ved sit barnebarns bryllup. Privatfoto

Mahmood Hussain ved sit barnebarns bryllup. Privatfoto

Moderne Tider
24. september 2016

Mahmood Hussain var en kendt skikkelse i gadebilledet i Ishøj.

Dagligt sås han cykle afsted på Vestegnes veje på sin sorte cykel iklædt den traditionelle pakistanske klædedragt med en bordeaux vest udover. Han elskede den cykel.

Han så altid ud, som om at han skulle et sted hen, også selv om han ikke skulle noget særligt. Altid nybarberet, nydeligt klædt og velduftende af parfume.

Når han trådte ind i et rum, gjorde resten af familien sig umage, for man havde ikke lyst til at sige noget dumt i hans nærvær.

Ikke fordi han var en stivstikker eller blev  vred – tværtimod – men fordi han var en i familien, som ingen havde lyst til at skuffe. Han bragte familien sammen, var mægleren ved stridigheder og den, andre henvendte sig til, hvis de havde problemer.

Verden rundt - helt til Danmark

Han blev født i år 1941 i Islamabad, mens Pakistan stadig var en del af Indien, i en højere middelklassefamilie med mange muligheder, som han blandt andet brugte til at blive advokat.

Da han var 23 år, blev han gift med Kaneez Fatima Mahmood. Ulig mange andre pakistanske ægteskaber var det ikke arrangeret – det var et kærlighedsbryllup. Han forkælede sin kone, og til gengæld så hun op til ham og lod ham sætte dagsordenen.

Det var aldrig med en sur mine, at hun fulgte hans råd eller beslutninger, for hun havde tiltro til ham. Når han sagde, at det bedste var at gøre sådan, så måtte det også være sådan, tænkte hun.

I starten af 1970'erne, da Mahmood og Kaneez Hussain havde fået fire børn, besluttede han sig for at rejse ud. Egentlig ville han opleve flere forskellige lande.

Han havde hørt, at der manglede arbejdskraft i Danmark, så her startede han, men han blev hurtigt glad for maden, menneskene og de kolde vintre, så inden længe kom hans familie til, og de købte en lejlighed i Taastrup, hvor han etablerede en advokatpraksis med en ven.

Hvert år resten af livet kompenserede han og Kaneez Hussain for, at han dengang på sin første rejse aldrig var kommet videre end til Danmark, ved at rejse til nye lande hvert år. I denne måned skulle de have været til Malaysia.

To verdener

Senere flyttede familien til Ishøj. I det lille hus på Tranegilde Strandvej var bogreolen fyldt med lovbøger, opslagsværker om kultur og forskellige religioner og koranen på både dansk, engelsk, urdu og arabisk. Og han havde sin faste læseplads i den mørkebrune lædersofa.

Men der sad han sjældent længe ad gangen, for han skulle til fitness hver morgen, og derudover håndhævede han de fem daglige bønner, som han så vidt muligt gennemførte ovre i moskeen, hvor folk kendte ham så godt, at de blev bekymrede, hvis han ikke havde været der i et par dage.

Hele sit voksne liv havde Mahmood Hussain et ben i både den danske og pakistanske verden. Han holdt af Danmark og sine danske naboer, som han ofte bragte mad fra ramadan-middage, men han holdt også fast i pakistanske traditioner, gik op i at være en holden muslim og ønskede, at hans børn blev gift med pakistanere.

Men hans holdninger rykkede sig også gennem livet, og i de sidste år var han ked af, at hans sønner i dag er læger og ph.d.’er, mens hans datter aldrig fik en uddannelse, fordi hun snarere blev opdraget til at være pæn at se på og til at blive gift tidligt.

Venner og familie har svært ved afgøre, hvornår livet for alvor har været svært for advokaten, der ofte talte om, hvad han ønskede for andre, men sjældent om, hvad han ønskede for sig selv.

Måske var det, fordi han gav et indtryk af, at han havde opnået det hele. At han mest af alt var til for at guide andre til også at have det godt, som når han hjalp til med juraen i moskeen og de dansk-pakistanske kulturforeninger,  han i sin tid havde været med til at starte.

Trafikdræbt

Eller når han fremhævede andre og deres bedrifter i stedet for sine egne, når han for eksempel fortalte stolt om sine børnebørn, der ikke kunne løbe ind i bedstefaren i moskeen eller i fitnesscenteret, uden at alle i nærheden skulle introduceres for dem og høre om, hvor stolt han var af dem.

Sidste gang Mahmood Hussains barnebarn så sin morfar, var til den store fredagsbøn i moskeen.

Barnebarnet kunne se morfaren på tværs af det fyldte rum, og da bønnen var ovre, skyndte han sig at mase sig gennem menneskemængden og ud til rummet, hvor de bedende havde stillet deres sko, så han kunne sige hej til sin morfar.

Men da barnebarnet kom ud fra mængden, kunne han kun skimte ryggen af en cyklende Mahmood Hussain, der allerede var på farten. Dagen efter blev Mahmood Hussain dræbt i en højresvingsulykke på sin cykel på Ishøj Strandvej.

Mahmood Hussain

Født den 10. juli 1941 i Islamabad

Advokat, butiksejer og frivillig i moskeer og dansk-pakistanske foreninger

Gift med Kaneez Fatima og far til fem børn

Død den 3. september i et trafikuheld i Ishøj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

What, lolz?

Smukt skrevet!

Flemming Berger, Peter Andersen og Ole Frank anbefalede denne kommentar

"Det var aldrig med en sur mine, at hun fulgte hans råd eller beslutninger, for hun havde tiltro til ham. Når han sagde, at det bedste var at gøre sådan, så måtte det også være sådan, tænkte hun."
Morsomt at læse sådan noget i goe gamle Information.