Læsetid: 5 min.

Resiliens er konkurrencens nye tro væbner

Resiliens er ikke et opgør med konkurrencestaten. Den er dens forlængede arm. Fra selvhjælp til kommunale strategier benyttes resiliens til at forstærke kravet om vækst og produktivitet. Den resiliente sprogbrug er måske systemkritisk, men praksisserne er systembevarende
10. september 2016

I en læseværdig artikel spørger de to postdoc.’er Stefan Jacobsen og Eva Krause Jørgensen, om vi skal være moderne eller resiliente (Moderne Tider den 13. august)?

Hermed forstår man, at der er en modsætning på spil. Men hvad nu, hvis resilienstankegangen omvendt er en forlængelse af det moderne? Altså ikke en modsætning eller et brud, men en videreførelse og knopskydning?

Det viser analysen af Vejle Kommunes resiliensstrategi, som forfatterne henviser til.

Opgøret er svært at få øje på

Jacobsen og Jørgensen definerer det moderne som bestående af fordringer om øget konkurrence og forbrugerfrihed, der skal eksekveres ved markedsstyring – fritvalgsordninger og incitamentsstrukturer eksempelvis –  og funderes på tillid til markedet og forbrugeren.

Denne definition af ’det moderne’ er, hvad der i den bredere offentlige debat betegnes som konkurrencestaten.

Jacobsen og Jørgensens tese er, at resilienstankegangen kan ses som et opgør med  konkurrencestatens logikker, fordi tankegangen sætter håndteringen af katastrofer – økonomiske samt miljø- og samfundsmæssige – og solidaritet over den enkeltes frihed. Resiliens er »implicit et opgør med frihedsrettigheder, forbrugeren og tiltroen til markedet«, siger forfatterne.

Men findes modsætningen?

I Vejle Kommunes resiliensstrategi understreges det, at »resiliens er værdiskabelse«, der skal bidrage til »værdiskabende forebyggelse«, at resiliensstrategien i samspil med byrådets vision Vejle med Vilje skal understøtte »værdierne for bæredygtig vækst, hverdagsinnovation og samskabelse«, samt at strategien skal adressere de udfordringer, der truer Vejles »økonomiske vækst«.

I strategiens formuleringer er det mere end svært at spore et opgør med det moderne og konkurrencestatens fordring om vækst og produktivitet.

Sproget siger forandring – virkeligheden noget andet

I Vejle håber de, at resiliensstrategien kan mobilisere en ny tænkning om, hvordan aktuelle og potentielle sociale, økonomiske og klimamæssige »chok og stressfaktorer« kan tackles. Resiliens bliver i kommunen brugt som nyt mind set og tankegang, der spiller ind i kommunens eksisterende projekter.

Resiliensstrategien er en såkaldt ’mainstreamstrategi’ i modsætningen til en ’transformativ strategi’. Det vil sige, at man ikke gør noget grundlæggende anderledes end førhen, selv om sprogbrugen foranlediger til at tro det. Og tiltroen til, hvad resilienstankegangen kan aspirere til, er stor i Vejle.

Som eksempel herpå kan nævnes det svar, viceborgmester Søren Peschardt på en konference sidste år gav på, hvorfor Vejle som Skandinaviens eneste by er blevet en del af det internationale netværk 100 Resilient Cities: »It is Vejle, the sky is the limit«.

Strategien er den første helhedsorienterede strategiske tilgang i Norden, der forsøger at »integrere risici og samfundsudfordringer med nytænkning og innovation«. Forhåbningen for strategien er, at Vejle bliver en »foregangskommune, der demonstrerer, hvordan små byer kan løse store problemer«.

Det oplagte spørgsmål er, hvordan Vejle vil realisere dette mål og med hvilke midler? Vejles resiliensstrategis formuleringer sår tvivl om det angivelige opgør med ’det modernes’ krav om vækst og tiltro til individet, og strategiens midler og metoder cementerer, at tvivlen er begrundet.

Det nye ord: problemuligheder

Det fremgår af Vejles strategi, at resiliensstrategien i praksis skal lykkes ved at gøre »udfordringer til muligheder«: En positiv tilgang og en proaktiv attitude til chok og risici skal mobilisere bæredygtige løsninger. Resiliens defineres som en kapacitet til at overleve, tilpasse sig og vokse.

At se udfordringer som muligheder er symptomatisk for en resilient løsningsstrategi. Eksempelvis introducerer selvhjælpsforfatteren Liggy Webb begrebet probortunities – sammensat af problems og opportunities – i bogen Resilience: How to cope when everything around you keeps changing.

’Problemulighedslogikken’ vægter, at ethvert problem rummer en mulighed. Logikken finder sit belæg i en træningsmetafor: »Problemer er for sindet, hvad træning er for musklerne, de hærder og gør stærk,« skriver Webb.

Kongstanken i den resiliente tankegang er, at stressfaktorer, risici og trusler forudsættes som vilkår for menneskets udvikling og trivsel. Hermed italesættes verden som et nødvendigvis farligt og risikofyldt sted. Der synes ingen ren optimisme at spore i strategien. Man kan tilpasse sig eller gå til grunde. Og det er denne resiliente tankegang, Vejle oversætter til at være nye vilkår for byens og kommunens fremtid.

Usikkerhedens politik

Under de rette beskyttelsesfaktorer og omgivelser kan risici og kriser være udviklingspotentialer. Vi kender det fra den stressramte, der vender stærkere tilbage fra sit stressforløb. Så, hvad er egentlig problemet?

Problemet med implementeringen af resiliensidealer i politiske løsninger er ikke bare – som professorerne i internationale relationer David Chandler og Julian Reid argumenterer for i deres bog fra i år The Neoliberal Subject, at resiliens udgør et fattigt menneskeligt ideal, der detroniserer dets potentialer – problemet er endvidere, at implementeringen af resilienstankegangen medfører, at »vi ikke længere forstår politik som en praksis, der skal gøre verden sikker, men som en praksis, der blot sigter mod overlevelse«, som Reid har formuleret det i internetmediet Truthout.

Vi kan og bør – formaner Chandler og Reid enstemmigt i deres bog – forestille os en bedre verden end den resiliente.

Hvem skal tilpasse sig?  

Resiliens i en konkret praksis afhænger af to ting: graden af risiko og et individ eller fællesskabs tilpasning.

Det kan opstilles på formel således: sårbarhed/risiko + beskyttelse/tilpasning = resiliens.

Spørgsmålet er så, hvordan Vejle vil tilpasse sig sociale, økonomiske og miljømæssige udfordringer, såsom resiliensstrategien lover at gøre det?

De miljømæssige udfordringer kan imødegås ved at lave lokale præventive klimaløsninger som at bygge en dæmning. De økonomiske og sociale udfordringer har kommunen meget lidt indflydelse på.

Jo, kommunen aftaler sine egne budgetter inden for en budgetramme, men globale udfordringer – som »klimaforandringer, globalisering, immigration og befolkningstilvækst« – har de minimal indflydelse på.

Derfor må kommunen gøre det næstbedste, nemlig appellere til, at den enkelte tager mere ansvar for sig selv, sine naboer og sit lokalmiljø, gør mere frivilligt og bliver en medproducent af velfærden.

Derfor er begrebet ’samskabelse’ afgørende for Vejles resiliensstrategi. Det er i kraft af mobiliseringen af samskabelse, at resiliensstrategien skal lykkedes. 

Hermed opstår der dog en diskrepans mellem diagnosen af problemerne – globale og strukturelle – og løsningen af samme problemer.

Det viser sig i, hvad Vejles resiliensstrategi ikke adresserer eller problematiserer: Det være sig kommunale nedskæringer og besparelser, klassebaserede socioøkonomiske og sundhedsmæssige uligheder, eller arbejdsmarkedets strukturelle indretning.

Der reflekteres heller ikke over, om ambitionen om værdiskabelse er uforenelig med skabelsen af resiliens. For resiliens er i Vejle betinget af, at det bidrager til vækst og økonomisk udvikling. Lidt ligesom man tidligere har talt om fleksibilitet, omstillingsparathed og proaktivitet.

Der er altså ikke meget belæg for, at Vejles resiliensstrategi udgør det opgør med ’det moderne’ og konkurrencestaten, som Jacobsen og Jørgensen ellers hævder.

Tværtimod er resiliens konkurrencens og økonomiens nye tro væbner, der kommer med et systemkritisk og fællesskabsorienteret sprog, men i praksis er individualiserende og lader strukturelle forandringer af konkurrencestaten stå uanfægtet hen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvordan får vi udryddet dette virus, der har sat sig overalt i vores samfund og ødelægger alt, hvad vi har bygget op?

Michael Kongstad Nielsen

Resiliens er ikke et samfundsbegreb, og ikke et gruppebegreb, ikke et arbejdspladsbegreb, og ikke et soldaterbegreb, - men et psykologisk begreb: "modstandskraft", eller "modstandsdygtighed".
http://denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Psykologi/Analytisk_psyk...

Nu bliver det også brugt som et klimabegreb: - modstandsdygtighed overfor klimaforandringer, eller deres resultat. Skybrud fx. Havstigninger et andet. Resiliensen går her ud på, at den kloge trækker sig op i højlandet.

Resiliens var, hvad velfærdssamfundet kunne tilbyde: en hidtil uset robusthed overfor de løbende udfordringer, der opstod for borgerne i staten.

Resiliense er en neoliberal forhærdning af samfundets sociale institutioner, en udvikling der bedst imødegåes gennem politisk arbejde og socialistisk bevidsthed...
Anglificering af sprog og begreber peger ofte i retning af dehumanisering.