Analyse
Læsetid: 4 min.

Efter Rio venter døden

Der er mange klicheer i sportens verden. Disse Paralympiske Lege har ikke budt på mange af dem. Alvoren er for tydelig hos deltagerne og i de betingelser de kæmper under i og uden for stadion
Der er mange klicheer i sportens verden. Disse Paralympiske Lege har ikke budt på mange af dem. Alvoren er for tydelig hos deltagerne og i de betingelser de kæmper under i og uden for stadion

Mauro Pimentel

Moderne Tider
17. september 2016

Blindefodbold, håndcykling, sprint med avancerede kørestole, længdespring med proteser, som får atleterne til at hoppe endnu længere end dem med ben af kød og blod. Bordtennisspillere med halve arme og deforme hænder.

Og solstrålehistorier, som på én gang er hjerteskærende og livsbekræftende. Velkommen til De Paralympiske Lege i Rio 2016, som slutter søndag.

Jogos Paralímpicos de Verão de 2016, som Legene hedder på portugisisk, er det 15. af slagsen. Første gang var i Rom 1960, hvor 400 sportsfolk fra 23 lande deltog.

I dag er De Paralympiske Lege den næststørste sportsbegivenhed i verden. Rio er vært for 22 sportsgrene med 4.300 deltagende atleter. Og i år er der sågar to nye med: kapsejlads i kano og paratriatlon.

Danskerne er fint repræsenteret, og der er masser af grund til at kippe med flaget.

Sidste søndag vandt Peter Rosenmeier guld i singlefinalen i bordtennis over verdensranglistens nummer 1, spanieren Alvaro Valera. Svømmeren Jonas Larsen levede ligeledes op til forventningerne og sikrede først på ugen bronze i 150 meter medley i den såkaldte SM4-klasse.

Bjælderne i bolden

Der er også de sportsgrene, hvor man bare må sidde og måbe foran skærmen. Blindefodbold har været på det paralympiske program siden 2004, og Brasiliens mænd er løbet med guldmedaljerne hver gang.

Disciplinen kaldes også five-a-side fodbold og minder en del om den afart af indendørs fodbold, som hedder futsal. Her er bolden mindre og har en blødere inderbold, hvilket gør, at bolden ikke hopper så meget. Så er den nemmere at kontrollere.

I blindefodbold er der fem spillere på hvert hold. Banen er omgivet af bander, og man opererer ikke med offside som i almindelig fodbold. Den eneste, der kan se, er målmanden. Alle andre har mas

ker. Det eksotiske er, at bolden har indbyggede bjælder, så bolden hele tiden afgiver en lyd. Spillerne skal være ekstremt koncentrerede, for de lokaliserer udelukkende bolden ved hjælp af lyden, og de modtager instruktioner på banen af de andre spillere, træneren på sidelinjen og målmanden.

Tilskuerne kvitterer ved at være musestille. Det hele forløses, når der bliver scoret. Så er der larm, og publikum går helt amok. Man tror, det er løgn, når brasilianske Ricardinho lægger en snorlige dybdeaflevering til en medspiller foran målet.

De Paralympiske Lege handler meget om klassifikationer. Hvor meget og i hvilken biomotorisk forstand er atleterne handicappet?

Klassen T52 refererer til den type nedsat kropsfunktion, hvor torso og skulder er veludviklede og stærke, men hvor hofte og ben som regel er lammede. Diverse former for rygradslidelser er typiske for T52-klassen.

Marieke Vervoort er 37 år og fra Diest i Belgien. The beast from Diest, bliver hun ofte kaldt. For fire år siden, i De Paralympiske Lege i London, vandt Vervoort sølv i 200 meter kørestolsløb, hvor hun satte europæisk rekord i tiden 33,65 sekunder. Hun vandt tillige guld i T52 100 meter. Vervoort er tidligere verdensmester i 200 meter T52. I Rio blev det sidste lørdag til en sølvmedalje i 400 meter T52.

»Medaljens beskaffenhed betyder ikke så meget for mig. Så længe, jeg kommer op på podiet,« sagde Vervoort bagefter.

Vervoorts bedrift er imod alle odds og et fantastisk billede på, hvad der er menneskeligt muligt. Da belgieren viste medaljen frem til pressen, råbte hun: »Tro på det!«

Fortroligheden med døden

I Belgien er aktiv dødshjælp legaliseret, og Vervoort har tidligere udtalt, at Legene i Rio vil blive hendes sidste. Vervoort lider af en ukendt rygradssygdom, som nedbryder knogler og led. Hun har konstante smerter.

Hun er omgivet af hjælpere og forleder sig på sin labrador, Zen, der kan tilkalde assistance, når hun får ét af sine hyppige paralyseanfald. Mange nætter får hun kun en halv times sammenhængende søvn. Kroppen værker, smerter, og synet er efterhånden helt væk.

»Jeg vil afslutte min karriere efter Rio. Efter det må vi se, hvad livet bringer, og jeg vil som altid forsøge at få det bedste ud af det. Jeg er begyndt at tænke på eutanasi.

På trods af min sygdom har jeg haft oplevelser, som andre mennesker kun kan drømme om,« fortalte Vervoort til den belgiske avis L’Avenir i i sidste måned. Siden har hun været tavs om sine dødsplaner, selv om medierne stod i kø for at få hendes historie.

Vervoort underskrev papirerne om aktiv dødshjælp allerede i 2008. De har givet tilværelsen en vis ro, holdt hende fra selvmord, som hun selv bekendte på pressemødet sidste weekend i Rio.

»Jeg lider af en sygdom, som bliver værre og værre. Jeg giver hele tiden noget fra mig. For år tilbage kunne jeg tegne de smukkeste tegninger. Nu er det umuligt. Jeg ser kun 20 procent. Hvad er det næste? Jeg er virkelig bange,« sagde Vervoort ifølge The Guardian.

’Bæstet fra Diest’ har en privat ønskeliste. Én medalje til. Den har hun fået nu. Hun vil også prøve at flyve en F16-jetjager. Åbne et museum. Og hvis der er tid til det – oplyse verden om det nødvendige og livsbekræftende i aktiv dødshjælp.

»Jeg er ikke længere bange for at dø,« fortalte hun en bomstille presseforsamling i den brasilianske varme.

»Aktiv dødshjælp er lige som en operation. Du falder i søvn og vågner aldrig op igen. Det føles, som om det er fredfyldt på den måde. Jeg vil ikke lide, når jeg skal dø,« fortalte Marieke Vervoort.

»Ja, jeg kan!« skingrede Vervoort ud til verdenspressen som sit eget svar på at tro på det. Hun lignede en senet, hvid Obama med strithår og store, klare øjne. Der er så mange klicheer i sportens verden. Men den hér er ikke en af dem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her