På Storkøbenhavns hospitaler kunne både læger, sygeplejersker og rengøringspersonale huske Gert Wulff fra tidligere indlæggelser.
Måske fordi han insisterede på at fortælle vittigheder til overlægen, selv når han lå i respirator på grund af iltmangel, eller fordi han havde spurgt så interesseret ind til hele personalet, at han kendte de flestes livshistorier.
Det havde nok også noget at gøre med, at han, skønt han var blind, gerne fortalte de ansatte, at de så godt ud – noget, han også gerne sagde til sig selv foran spejlet.
Født på Amager og opvokset på Østerbro med en far, der var maskinarbejder på B&W, og en mor, der var direktrice på Brauns Tobaksfabrik, var Gert Wulff en ægte københavner, der kunne virke overvældende fræk på familien i provinsen.
Han var en livsnyder, og i de unge år kneb det til tider med at kombinere det lette liv med at tage ansvar. Der skulle derfor pres fra familien til, før han tog konsekvensen af at have gjort den unge Kirsten Svensson gravid, men herefter flyttede han ind i hendes lejlighed i Brøndbyøster og udviklede sig efterhånden til et dedikeret familiemenneske.
Allerede som seksårig havde Gert Wulff fået konstateret sukkersyge, og da han var i begyndelsen af 30’erne, begyndte sygdommen at påvirke hans syn.
I årevis benægtede han sin tiltagende blindhed, afviste at gå med stok og blev ved med at cykle, mens hans datter sad foran på cyklen og guidede ham. I frustration dirigerede hun ham til sidst ind i en lygtepæl, og efter deres styrt begyndte han at erkende sit handikap.
Han måtte stoppe som maskiningeniør på FLSchmidt som 34-årig og begyndte i stedet at læse psykologi, men transporten til fakultetet og dets mangelfulde materiale til blinde gjorde studiet for besværligt.
I mellemtiden var han begyndt at komme på Blindeinstituttet, hvor han blev vejledt i nye uddannelsesmuligheder og det nyt liv som blind. Samværet med brugere og ansatte på instituttet reddede hans liv, som han sagde, og hvis der var noget, der kunne ærgre ham på hans ældre dage, var det nedskæringer på ressourcer til nyblinde, som i dag ikke får de tilbud, han fik i sin tid.
Krævede fortsat havudsigt
Gert Wulff tog en uddannelse som afspændingspædagog og arbejdede med de nyligt synshandikappede på Blindeinstituttet i knap 30 år, til han var 73. Som helt ung havde han drømt om at arbejde med mennesker, men da hans far havde skaffet ham en lærerplads, var det ikke været noget, man kunne sige nej til.
Selv om hans job nu var at instruere afspændingsøvelser, kunne han i arbejdet udfolde sig som en anden slags terapeut og gøre brug af nogle af sine fremmeste egenskaber: evnerne til at lytte og vise interesse og omsorg og fortælle underholdende anekdoter og vittigheder.
Mange af instituttets brugere har senere fortalt, at han var med til at få dem videre i livet. Ud fra egne erfaringer som senblind kunne han forstå deres frustrationer. Og han kunne berøre de svære emner med egne humoristiske anekdoter om at komme til at forveksle folks desserttallerkener med askebægre eller at befamle fremmede mennesker i stormagasiner, når han troede, de var mannequindukker.
På Blindeinstituttet fik han nære venner, som ikke mindst blev vigtige efter tabet af den kun 48-årige Kirsten Wulff i 1992. I 25 år tog en klike af fem blinde hvert år til et nyt sommerhus i Danmark. De nægtede at have andre seende med, og deres indstilling kom på den måde til at skubbe til forestillingerne om, hvad man kan som blind.
Gruppen udviklede til gengæld en bestemt grovkornet humor, som de elskede at udsætte andre for, når de for eksempel ankom til en restaurant, efter Gert Wulff forinden havde ringet og insisteret på, at de skulle have et bord med havudsigt.
Anekdoter fra turene var noget, han elskede at underholde med, når han blev inviteret ud til utallige sammenkomster og ofte endte med at være selskabets midtpunkt. Han beklagede sig sjældent, men selv om han på mange måder overvandt sin krise over handikappet, frustrerede det ham til det sidste, at han aldrig havde set sin yngste datter eller de børnebørn, hvis liv han var så optaget af.
Gert Wulff ville ikke have et gravsted men ønskede at få sin aske spredt i Øresund, så i august tog familie og venner urnen med på en kutter fra Rungsted havn. Så snart båden forlod havnen, var den omgivet af tyk havgus.
De tilstedeværende kunne næsten ikke se noget, da hans aske blev spredt, under den stemning af munterhed på baggrund af alvor, som netop var hvad, der kendetegnede Gert Wulff.
Portrættet er skrevet på basis af samtaler med de pårørende.
Skriv til: modernetider@information.dk
