Jeg havde aldrig troet, jeg skulle udvandre midt i en andens tale.
Men det gjorde jeg. Det skete under sidste uges forfatterfestival i Brisbane, Australien. Og talen, der fik mig til at gå, var åbningstalen. Den blev holdt af amerikanske Lionel Shriver, bedst kendt for romanen Vi er nødt til at tale om Kevin.
Det var 20 minutter inde i Shrivers tale, at jeg fangede min mors blik – hun sad ved siden af mig på forreste række.
»Mor, jeg kan ikke sidde og høre på det her,« sagde jeg med nedadvendte mundvige. »Jeg vil ikke legitimere det her ... «
Hun kiggede på mig, opfordrede mig til at bevare roen og følge de sociale konventioner. Jeg rystede på hovedet. Som for at ryste den sidste tvivl af mig.
Da jeg rejste mig, begyndte mit hjerte at banke vildt. Jeg kunne mærke blikkene fra hundredvis af tilhørere bore sig ind i min ryg: undrende, inkvisitoriske, dømmende.
Jeg vendte mig mod publikum, rankede ryggen og gik ned ad midtergangen, i et bevidst forceret tempo. »Du må se tilbage på publikum,« havde en ven SMS’et til mig få sekunder før, »du må lade dem se dit ansigt.«
Deres ansigter flød sammen. Mens mine hæle klikkede mod gulvets grå linoleum i takt med rytmen i den adrenalin, der pumpede i mine årer. Min hjerne var tom bortset fra et enkelt spørgsmål.
»Hvordan kan det her ske?«
Politisk exit
Hvad var det, der skete? Hvad sagde Shriver i sin tale, der kunne få en kvinde, der har måttet lægge øre til tænkelige fornedrende ord, til at blæse på al høflighed og foretage en så åbenlys politisk exit?
Det spørgsmål, hun tog op var – eller kunne have været – interessant: Hvad kan fiktionsforfattere ’tillade’ sig at skrive, når de aldrig har haft nogen virkelig adgang til andre personers bevidsthedsliv?
Ikke alle krimiforfattere er kriminelle, pointerede Shriver, ligesom heller ikke enhver forfatter, der skriver om seksuelle overgreb, er voldtægtsforbryder. »Fiktion,« sagde hun, »er i sagens natur opdigtet.«
Der er en fascinerende filosofisk problemstilling på færde her. Men i stedet blev det centrale spørgsmål afsæt for noget helt andet. Shrivers virkelige ærinde var at gøre op med cultural appropriation, identitetspolitik og politisk korrekthed. Hendes tale blev til en monolog om retten til at udnytte ’de andres historier’, hvis dette kan gavne ens egen historie.
Shriver lagde ud med at latterliggøre en hændelse, der for nylig fandt sted i USA, hvor en gruppe studerende var blevet indkaldt til samtaler med universitetets ledelse, fordi andre studerende havde følt sig krænkede over, at de havde udvist »racial og etnisk stereotypisering og kulturel ufølsomhed« ved en mexicansk temafest.
»Hvem kunne have anet,« spurgte Shriver, »at der var studerende til stede, der var så følsomme over for, at deres medstuderende bar sombrero-hatte?«
Latter fra salen
Publikum, der var helt på linje med hendes synspunkt, klukkede af latter. Jeg begyndte at se frem til det punkt i talen, hvor hun ville tilbagevise samme synspunkt.
Det kom aldrig.
Tværtimod forsatte hun ad samme spor. I stedet for at fokusere på det egentlige spørgsmål – kan vi rent faktisk erkende og gengive erfaringer, vi ikke selv kan have gjort os? – blev hendes tale en ren tirade.
Den kom til at handle om, at en hvid mandlig forfatter ifølge hende skulle have en indlysende ret til at beskrive verden, som den opleves fra en ung nigeriansk kvindes perspektiv.
Og hvis han sælger i millionoplag – og hvis han i den hvide kvinde i Lionel Shrivers øjne slipper ’hæderligt’ fra eksperimentet – bør ingen kunne komme efter ham med kritik eller sætte ham i moralsk gabestok.
Hendes tale blev en latterliggørelse af dem, der først spørger andre om tilladelse til at bruge deres historier; en hyldest til uhæmmet udnyttelse af andres erfaringer under henvisning til, at der er tale om fiktion.
Lionel Shrivers tale var en forgiftet pakke, svøbt i arrogance og holdt i det mest nedladende tonefald.
Mens publikums kluklatter steg i styrke omkring mig og forstærkede og legitimerede de ord, der blev sagt fra talerstolen, tog jeg en dyb indånding og forsøgte at få mening i det, jeg hørte. Stanken af privilegium hang tungt i luften, og jeg blev mindet om min plads i verden.
Se, det forholder sig nemlig sådan, at hvis verden var en egalitær og retfærdig verden, så ville denne diskussion være en ganske anden. Men ak, den utopi er langt fra virkeliggørelse.
Skæv filtrering
For nej, det er faktisk ikke altid okay, hvis en hvid fyr skriver historien om en nigeriansk kvinde, når virkelighedens nigerianske kvinde som udgangspunkt ikke selv kan få offentliggjort eller bare vurderet sin egen historie.
Det er ikke altid okay, hvis en hvid heteroseksuel kvinde skriver historien om en homoseksuel indfødt mand, for hvornår har vi overhovedet hørt en homoseksuel indfødt mand fortælle sin egen historie?
Hvorfor skal denne hvide heteroseksuelle kvinde kunne profitere af en oplevelse, der ikke er hendes egen, mens de, som har de faktiske erfaringer, aldrig får den samme mulighed?
Det er ikke altid i orden, at en privilegeret veluddannet og velstående person skriver historien om en ung indfødt mand og filtrerer den indfødte unge mands oplevelser igennem sin egen skæve, forudindtagede optik – og således fortæller en historie, der sandsynligvis kun styrker den dominerende eksisterende fortælling, der igen kun tjener til at fastholde de underprivilegerede i de positioner, som den priviligerede forfatter aldrig selv behøver at opleve.
Jeg er ikke i stand til at tale på vegne af LGBTQI-samfundet, af handicappede eller personer med neurodiverse hjerner, men netop dét er pointen. Jeg taler ikke for dem, men bør i stedet gøre mit for at give dem mulighed for, at deres stemmer og erfaringer kan blive hørt og accepteret.
Adgangen til at blive hørt – eller manglen på samme – er en del af problemet.
’Appropriation’
Men samtidig findes der et større og mere omfattende spørgsmål, der berører mig mere følelsesmæssigt.
Når cultural appropriation overhovedet er blevet ’en sag’, er det på grund af vores historier. På grund af historien om koloniseringen, hvor alt blev taget fra folkeslag, verden over. Jord, rigdom, værdighed ... skal vi nu også fratages vores identitet?
Ved at latterliggøre behovet for at holde på enhver rest af identitet, ser Shriver ikke bare bort fra historien, hun ignorerer også den aktuelle virkelighed i dag.
Virkeligheden er, at mennesker fra marginaliserede grupper selv ikke i dag har det privilegium, det er at kunne definere sin egen plads i en normativitet, der er fundamentalt hvid, heteroseksuel og som oftest også patriarkalsk.
Ved at kræve, at retten til identitet må opgives, bliver Shriver indbegrebet af den holdning, der førte til normalisering af den imperialistiske, kolonialistiske dominans: »Jeg vil have det her, så derfor tager jeg det.«
Den holdning flyder over af raceoverherredømmementalitet, og implikationen er klar: »Jeg er ligeglad med, hvad I anser for vigtigt eller helligt. Jeg kan gøre alt, hvad jeg vil med det. Jeres erfaringer er simpelt hen et værktøj, jeg kan bruge, fordi I er mindre menneskelige end mig. I er mindre end menneskelige ...«
Det var dét budskab, jeg hørte klart og tydeligt.
På vej væk fra festivalen antydede min mor, at jeg måske havde været for sensibel. Det kunne være ... eller måske er den holdning resultatet af, at vi i årtier har fået besked på at holde lav profil og acceptere vores plads. Så vores samtale gik over til at handle om hensigten.
Hvad var Shrivers hensigt, da hun valgte at udtrykke sin afsky for begrebet cultural appropriation? Var det at bygge bro? Var det at højne vores intellektuelle niveau? Var det at udvide rammerne for, hvad der kan lade sig gøre.
Jeg er bange for, at hendes tonefald afslørede noget andet. Ydmyghed er ikke Shrivers foretrukne attitude.
Den mangel på respekt for andre, som gennemsyrede Lionel Shrivers tale, er samme kraft, der får australiere til at stemme på den højreradikale, antimultikulturalistiske Pauline Hanson.
Dette er grunden til, at oprindelige folk stadig må kæmpe for anerkendelse, og grunden til, at Australien ikke nærer skrupler ved at opretholde umenneskelige oversøiske migrantfængsler. Det er den slags holdninger, der lægger grunden til fordomme, had, folkemord.
Krav om respekt
At Shriver kunne få så fremtrædende en platform til at udspy sin gift fra, viser, at vi som samfund accepterer den form for retorik. Hvervet med at åbne en bys forfatterfestival kunne i stedet være betroet til til en af de fremragende forfattere og tænkere, der forsøger at løfte os til at være noget mere. Til at føle ubehag. Til at gøre fremskridt.
Man kunne have valgt Maxine Beneba Clarke, der åbnede Melbournes forfatterfestival ved at udfordre os til at lære at tale om race på nye melodiske og kraftfulde måder, eller Stan Grant, som kunne have spurgt os, hvorfor vi stadig lader Australiens oprindelige folk leve under så kummerlige nedværdigende forhold.
Eller det kunne have været den engelske filosof A.C. Grayling, hvis man virkelig havde ønsket et udenlandsk topnavn. Ja, det kunne have været enhver, der tilskynder os til at blive bedre og ikke til at slå os til tåls med at være værre.
At bede om at blive respekteret – er det at bede om for meget? Ja, det er det tilsyneladende – i fiktionens verden.
Baggrund
Den amerikanske romanforfatter, Lionel Shriver (59) skabte på sidste uges forfatterfestival i Brisbane røre ved at bruge sin åbningstale til et et frontalangreb mod identitetspolitik og cultural appropriation – og til at forsvare enhver forfatters kunstneriske frihed til at skabe fiktionsfigurer af en hvilken som helst slags identitet.
Talen affødte flere vrede reaktion og fik ikke blot den australske aktivist Yassmin Abdel-Magied, der er af sudanesisk-egyptisk oprindelse, til at skrive hosstående indlæg, men også festivalens arrangører til at fjerne hendes tale fra dens website, tage afstand fra den og i hast indkalde til en ny konference, der skulle gøre op med hendes synspunkt.
Shriver erklærer sig rystet over de voldsomme reaktioner imod hendes betragtninger, som hun selv kalder ’selvfølgelige’.
Som hun siger til avisen Daily Telegraph: »Hvis fiktionsforfattere kun må skrive ud fra et perspektiv, de tager fra personer, der ligner dem selv, har vi afskaffet skønlitteraturen.«
Shriver tager i sin aftale afsæt i en episode på et amerikansk universitet, hvor en gruppe studerende af ikkemexicansk oprindelse blev indkaldt til samtale hos ledelsen, fordi de ved en mexicansk temafest havde iført sig sombrerohatte og dermed på »kulturel ufølsom vis« tilegnet sig en identitet, der tilhørte en anden gruppe end deres egen.
Shriver definerer ud fra eksemplet den skønlitterære forfatters rolle således: »Moralen ved sombreroskandalen er, at vi ikke må prøve andre menneskers hatte. Men det er faktisk præcis, hvad forfatterens profession går ud på. Vi skal per definition gå i andres sko og prøve at tage deres hatte på.«
I talen nævner hun også en række litterære mesterværker, hvor forfatteren skriver fra perspektiver, han eller hun har forsøgt at overtage fra andre ’identitetsgrupper’, deriblandt værker af Truman Capote, Graham Greene og Malcom Lowry.
© The Guardian og Information.
Oversat af Niels Ivar Larsen.
Kommentarsporet på The Guardian fylder ret meget. Især omkring det faktum at hun lige skulle stagemanage sin fornærmede exitus igennem en mængde af sms'er til de ligedeles fornærmede veninder.
Den oprindelige tale der udløste denne følelse af fornærmethed.
https://www.theguardian.com/commentisfree/2016/sep/13/lionel-shrivers-fu...
Uha ja, hun er vigtig, og især fordi hun tilhører en minoritet. Måske hun også er bare en anelse selvovervurderende?
Hele det teoretiske korpus som gemmer sig bag den moderne identitetspolitik oser i sig selv af racisme. Afrikanske historikere der uden belæg søger at promovere idéen om at ægypterne var sorte (og at deres hudfarve implicit skulle være vigtig el. sige noget om "sorte" generelt) eller forfattere, som mener at hvide ikke må udtale sig om sortes forhold ... Disse ting exhiberer i sig selv jo en racebevidsthed, som opdeler folk i hudfarve og fordre den fejlagtige idé at hudfarve er noget der adskiller mennesker el. bør være kilde til henholdsvis stolthed eller skam.
Men sikke dog en flot aktivisme! Millliarder af lønmodtagere tvinges ned i stadig mere brutaliseret og markerede udbytning fra arbejdsgivere mens du bekymrer dig om forfatteres hudfarver og hvilken 'ret' el mangel på samme det angiveligt skulle give dem til at udtale sig... Sikke dog en social og progressiv bevidsthed!
Jeg tvivler stærkt på at hverken den sorte el hvide mand, som arbejder 2 fuldtidsjobs i henholdsvis McDonalds og Walmart kan spise sig mæt i dine teser om kulturel appropriation eller betale for sine børns uddannelse med dem!
Så kunne Harriet Beecher Stowe heller ikke have skrevet Onkel Toms Hytte, hvis jeg forstår Yassmin Abdel-Magied rigtigt.
Jeg tror i den grad, Michael Kongstad Nielsen, at Yassmin Abdel-Magied ikke synes, at Harriet Beecher Stowe skulle have skrevet den bog - og det er hun jo ikke ene om.
Meget surrealistisk er det, at Oscar Hammerstein II og Richard Rodgers i "The King and I" lod de små siamesiske kejserbørn opføre en balletudgave af "Onkel Toms Hytte". ;-)
https://www.youtube.com/watch?v=zJ-lyu9OOuo
Stanken af censur hænger tungt i luften.
Godt så. En forfatter skal altså holde sig til kun at skrive hvad han eller hun ved noget om! eller hyr?
Altså en forfatter, der aldrig har været ansat i politiet og opklaret mordsager må ikke skrive om mordmysterier, kriminalromaner. Henning Mankell, der aldrig selv har opklaret nogle som helst mord må ikke skrive en kriminalroman om, eller hvad med Agatha Christie, der opfandt en belgisk detektiv, skønt han så vides aldrig havde, og har, været i Belgien nogensinde. Eller hvad med Elsebeth Egholm, der har skrevet om journalisten Dicte.....som hjælper politiet med at opklare mod.
Eller hvad med Alexander Mccall Smith, som skabte romanfiguren Mma Ramotswe, som har et detektivbureau i Botswana i Afrika. Han er hvid, men han har boet i mange år i Rhodesia (nu Zimbabwe, hvor han også er født. Må han gerne skrive om Mma Ramotswe? eller hyr? Eller må Bent Haller skrive en bog om Løgnhalsen fra Umbrien - når han nu ikke - måske? - har været i Umbrien eller er italiener? Er det kun italienere, som Umberto Eco, der må skrive om italienske forhold i sine romaner eller ? Må Shakespeare skrive om Hamlet fra Danmark, når han, Shakesspeare, ikke er dansk? Har Shakespeare ikke lånt den danske myte om Hamlet og lavet den så meget om, så der er tale om britisk (eller dansk) kulturel appropriation af dansk kultur eller hyr?
Eller må en mandlig forfatter gerne skrive om, og have en kvindelig hovedperson, som i f.eks. John Green gør i 'The fault in our stars,' se her:
"The Fault in Our Stars" Handler om Hazel Grace Lancaster, en 16-årig pige med kræft i skjoldbruskkirtlen, der har spredt sig til hendes lunger. Hun deltager i en kræftpatientsstøttegruppe på hendes mors foranledning. Under et støttemøde, møder hun en 17-årig dreng ved navn Augustus Waters, som vil ændre hendes liv."
kilde:
https://da.wikipedia.org/wiki/John_Green_(forfatter)#The_Fault_in_Our_Stars
Eller må en forfatter mandlig eller kvindelig skrive om en schizofren person, som f.eks. Svend Aage Madsen gør det i Otte gange Orphan (1965), eller må Svend Aage Madsen skrive om arkæologer, der falder ned fra himlen eller fysikere, der foretager tidsrejser, når han nu hverken er fysiker eller arkæolog. Eller skulle Charles Dickens ikke have skrevet om jul, fattigdom mm. i A Christmas Carol eller om det samme emne i Oliver Twist, siden han sikkert aldrig har prøvet være fattig selv! Åbenbart ikke - ifølge fortalerne for, at man ikke må skrive om andet end sine egne oplevelser. Og de dertil åbenbarede refleksioner mm. og mv. I så fald mener jeg, at man slår litteraturen, romanen og novellen, symbolsk ihjel, da roman og novelle jo er kendetegnet ved at være fiktion...
Jeg tror ganske enkelt, der er nogen, der har glemt hvad litteratur er; det er fiktion! Det er opdigtet!
Gilbert & Sullivan skrev deres opera "Mikadaoen" som er sat i det gamle Japan, uden nogensinde at have været til Japan. Gad vide om de måtte det i dag? Mozart skrev om Die Entführing aus dem Serail uden nogensinde at have været i Tyrkiet. H.C. Andersen fik inspiration til Kejserens nye Klæder fra et tyrkisk folkeeventyr. Kort sagt: Litteratur er noget, der ikke er rigtigt, det er uvirkeligt, det er ikke rigtig sket i virkeligheden. Det er noget, en forfatter har fundet på - inde i sit hoved.
Og hvis vi endelig skal derhen, og det skal vi, så bør vi danskere slet slet ikke spise pizza (italiensk appropriation), burgere (amerikansk appropriation), eller drikke te (britisk appropriation) eller spille rockmusik eller vestafrikansk folkemusik. Peter Bastian bør heller ikke, som, hvid dansk europæer spille balbanmusik i Verdensorkestret (balkansk kulturel appropriation) eller Jørn Riel burde ikke som hvid dansk europæer have skrevet de grønlandske folkesagn ned, som han hørte i Grønland.
Der hvor denne forfatter af den her artikel, måske kan have en pointe er i situationer som f.eks. Soloman Linda og Mbube, bedre kendt som The Lion Sleeps Tonight, hvor man uden at spørge om lov, har taget - og brugt - denne traditionelle afrikanske sang fra dem. Og hvor andre end Solomon Linda har tjent godt på denne sang. Her kan jeg måske godt følge forfatteren til denne artikel; men ikke derud, hvor en hvid mand ikke må skrive om en nigeriansk ung kvinde fra Afrika...og er begrundelsen hvorfor:
Fra Thomas Holms gode link til den originale tale, et citat:
"But what does this have to do with writing fiction? The moral of the sombrero scandals is clear: you’re not supposed to try on other people’s hats. Yet that’s what we’re paid to do, isn’t it? Step into other people’s shoes, and try on their hats."
kilde:
https://www.theguardian.com/commentisfree/2016/sep/13/lionel-shrivers-fu...
For jo, det er nemlig præcis det som litteratur, bør og skal. Udvide vores grænser for empati, ved at hoppe ind i andre folks sko, og prøve deres hatte, som Lionel Shriver taler om her. Uanset om en forfatter, der skriver fiktion, altså noget, som ikke er virkeligt og reelt, men opdigtet, skriver om en soldat, der har været i krig, en ung nigeriansk kvinde, en ung bøsse, en person som er transseksuel, eller kvindelig forfatter udgiver en roman med en mandlig hovedperson mm.
nb: Må en balletdanser, der aldrig selv har været i krig godt arbejde med soldater, der har været i krig eller hyr?
Steffen Gliese
17. september, 2016 - 17:52
Det forstår jeg ikke. Vil du venligst forklare?
Mere generelt mener jeg at verdenslitteraturen er spækket med eksempler på forfattere, der evner at træde ud af sig selv og ind i andre mennesker, der er forskellig fra dem selv hvad angår køn, alder,race, klasse, herre- / tjenesteforhold, oprindelse, indvandring, erobring, slave, osv., ja - alt.
Og hvorfor i alverden ikke, når de nu kan.
Eksempelvis kan nævnes:
Lev Tolstoj: Anna Karenina.
I. P. Jacobsen: Fru Marie Grubbe.
Martin Andersen Nexø: Ditte Menneskebarn.
Mark Twain: The Adventures of Huckleberry Finn, / En dråbe Negerblod.
Høeg: Frk. Smillas fornemmelse ...
Michael Kongstad Nielsen, "Onkel Toms Hytte" er noget af det mest angrebne fra kritikerne af kulturel appropriation - og læg nu mærke til, at det er kultur, der refereres til, ikke klasseforhold eller noget andet.
Jeg synes også, at man glemmer, at fiktion altid er fiktiv, uanset hvor meget den prætenderer at ligne virkeligheden.
Tak Steffen Gliese, men hvad er den angrebet for?
Hvorfor kaldes Lionel Shriver for en mandlig forfatter?
"Lionel was born Margaret Ann Shriver in 1957 in North Carolina, to a deeply religious family. At age 15, she changed her name to from Margaret to Lionel, in keeping with her tomboy nature. She was educated at Columbia University."
http://www.abc.net.au/tv/qanda/txt/s2901963.htm
Karsten Aaen, Bent Haller må da for min skyld gerne skrive om Løgnhalsen fra Umbrien - det ville bare virke lidt fjollet, når nu Bjarne Reuter allerede har gjort det.
;)
Torben,
det er Yassmin Abdel-Magied der bruger eksemplet om en mandlig europæisk heteroseksuel forfatter der beskriver en kvindelig afrikansk homoseksuel arbejders liv. Hvilket hun syntes at han ikke må fordi han jo ikke er hverken kvinde eller afrikaner eller homoseksuel eller arbejder.
Anders Sørensen - ja, det ved ved jeg godt :)
Min pointe var - og er den her:
Ud fra Yassmin Abdel-Magieds synspunkt skulle han jo netop ikke gøre det, han var jo ikke fra hverken Umbrien eller Italien.....
Selvom fiktion ikke er virkelighed, kan fiktion jo godt bidrage til at forstå og reflektere over virkeligheden. Det er faktisk dens kerneopgave. Gode kunstnere kan som sagt skrive sig ind verdener og kulturer, som ikke er deres egne, men som på et fiktivt grundlag gør det muligt at forholde sig til virkeligheden i den pågældende kultur.
Derfor kunne Hans Kirk skrive "Fiskerne", og der er mange andre eksempler i Karsten Aaens indlæg i går kl. 19:42.
Steffen Gliese mangler at forklare, hvad "Onkel Toms Hytte" blev angrebet for, og om det var berettiget. Romanen bidrog til at kaste lys over negerslaveriets kultur, den var fiktiv, men den byggede på virkelige begivenheder, hvilket Harriet Beecher Stowe skrev om i en ny bog året efter(1853): "En nøgle til Onkel Toms Hytte"
"Onkel Toms Hytte" blev angrebet i Sydstaterne for at være vildt overdrevet. Så slemt var slaveriet ikke, mente man der. Jeg ved ikke, hvilken aktie Steffen Gliese har i dette, men Steffen mener altså, at mange, formentlig også Yassmin Abdel-Magied, er af den opfattelse, at "Onkel Toms Hytte" ikke burde være blevet skrevet.
Det kan jeg kun erklære mig dybt uenig i.
For at få slået en sløjfe på denne debat, kunne jeg rigtig godt tænke mig, at Steffen Gliese melder sig ind i debatten igen med en forklaring på, hvorfor han mener, Onkel Toms Hytte aldrig skulle have været skrevet, og hvorfor han mener, det var en af de mest angrebne romaner, og om han synes, angrebene var berettigede, og hvorfor.
Endvidere, om Steffen Gliese er uenig i det synspunkt, at Onkel Toms Hytte var med til at bringe slaveriet til ophør. Og om han synes, det var en forkert udvikling, som kunne retfærdiggøre sydstaternes kritik af romanen.
Steffen Gliese,
har du fortrudt dit engagement i denne tråd, eller hvorfor vil du ikke svare mig?
Ok Steffen Gliese, jeg så forstå, at du har fortrudt.
Og det kan jeg godt forstå, når man tænker på, at dine indlæg var indirekte forsvar af negerslaveriet.